Jeg drak og åd mig gennem en hel dag på Roskilde uden at bruge en krone

Roskilde Festival er årets højdepunkt, og jeg skal afsted hvert år. Ligegyldigt om regnen står ned i stænger og oversvømmer pladsen (som i 2007), eller om varmen er kvælende og luften fyldt med urinstøv (som i år). Og ligegyldigt om jeg lige har fået penge tilbage i skat og kan leve som en konge, eller jeg er fuldkommen broke og bliver nødt til at arbejde frivilligt for at komme med.

Det sidstnævnte scenarie er sådan, de fleste af mine ture på Roskilde Festival har været. Der har ikke været meget jordbærdaiquiri og frisklavet sushi over min festival. Mere slavevodka og makrel i tomat – total fattigrøv.

Jeg er vant til at have meget få penge at rutte med, når jeg er på Roskilde, og jeg er vant til, at mine venner er i samme båd. Men når jeg snakker med kollegaer, finder jeg ud af, at det ikke er alle, der har det sådan. Der er mange, der køber deres måltider i boderne og investerer i nye, kolde øl hver dag i stedet for at tage 40 rammer Slots med fra Tyskland og spise luftfrikadeller.

For at bevise de her privilegerede gourmander, at man sagtens kan være på festival uden at bruge penge, lovede jeg dem, at jeg ville tage en hel dag uden at have dankortet oppe af lommen. Ikke en krone måtte jeg bruge.

En bekendt foreslog, at jeg jo bare kunne tage en lur midt på dagen, så tiden gik hurtigere. Fandeme nej, sagde jeg. Det er snyd og i øvrigt slet ikke nødvendigt. Pointen er netop, at man kan leve på Roskilde, som man plejer, selvom man kun har et minimum af udgifter – eller i dette tilfælde ingen udgifter overhovedet.

For at tydeliggøre min pointe laver jeg det ekstra benspænd, at jeg ikke må spise eller drikke ting, jeg har liggende i teltet på forhånd, og heller ikke få hjælp af mine venner. For sandheden er, at alle og enhver med et godt crew kan klare sig uden at bruge penge. Med mindre du er en røvdårlig ven, kan du snildt få dine homies til at give en drink her og en burger der. Så det har jeg taget ud af ligningen – jeg må ikke nasse fra folk, jeg kender.

Jeg starter dagen med gratis kaffe i Dream City og et gratis, iskoldt bad. Da jeg sætter mig ved et bord bagefter, er en pige i gang med en morgenkomplet, men hendes tømmermænd er så tyngende, at hun giver op på halvvejen. Haps! Yoghurt, kanelsnegl og spegepølsemad til morgenmad.

I Amish Camp holder de deres årlige fest med helstegt pattegris og sangria, så da det bliver frokosttid, finder jeg vej til Caravan Camping, hvor Amish-folket hører til. Deres mission er at være gavmilde og hjælpe andre mennesker, så det tænker jeg at udnytte på det groveste. Udover festmåltidet, som smager suverænt, er der også hjemmebrygget specialøl, en vaskeægte barber, live-musik og tatovør.

Jeg mangler ikke noget.

Da festivalpladsen åbner klokken 17, er jeg sulten igen. Men det er intet problem. Det er generelt super nemt at skralde mad på Roskilde, for fulde mennesker kan sjældent spise op, men når først festivalpladsen åbner, bliver det barnemad. Især Roskildes food court er et slaraffenland af efterladte risretter og kvarte burgere. Uden at gøre en indsats finder jeg en portion ramen, som er næsten helt fuld, og en bakke sprøde pomfritter. Det plejer at være piece of cake at skralde, men alligevel kan jeg ikke huske, hvornår det sidst har været så nemt.

Som om det ikke er nok, finder jeg også en helt fuld fadøl. Det er først, da jeg har drukket halvdelen, at jeg kommer til at fundere over, om det ikke er begyndelsen på alle skræmmehistorier: ”Så tog jeg en tår af en andens øl, og pludselig flimrede det for mine øjne. Det næste, jeg husker, er, at jeg ligger nøgen i en grøft.”

Fuck det, beruselse kommer i mange former og farver, og en af dem hedder gratis.

Jeg slentrer ud på campingområdet, for vis man spørger pænt, kan man nemlig næsten altid få en øl af folk på Roskilde. Det er lidt ligesom at spørge efter en smøg. Resultatet? Jeg går ind i fem lejre og får fem øl.

Øllene er af meget varierende temperatur, men der er alkohol i dem alle sammen, og det fedeste ved at få promiller i kroppen på den måde er, at man får vendt verdenssituationen med den glade giver. I Camp Bodega er øllen endda iskold og føles som fløjl mod indersiden af min støvede krop.

Jeg har fået og fundet så meget mad i løbet af dagen, at jeg ikke rigtig er sulten om aftenen. Så længe man er klar på, at folk kigger lidt underligt, når man tager efterladte madrester, er festivalen et overflødighedshorn, og det er bare at tage for sig. Alle kan gøre det.

Hvis man ikke har så meget erfaring med at skralde mad på Roskilde, er her et pro-tip: Gå efter madboderne i nærheden af Orange, og slå til, umiddelbart inden et hovednavn skal spille. Der er altid nogle drukkenbolte uden tidsfornemmelse, der bestiller et måltid, to minutter inden Metallica går på scenen, og når første tone bliver slået an, efterlader de det hele. Således også i år hvor der ligger tre pitabrød med kebab, der stort set ikke er rørt, så snart Eminem har grebet sine boller for første gang.

Mens solen går ned, deler en gruppe piger fra Rysensteen Gymnasium deres rosé med mig. Jeg går i seng uden at have brugt en øre hele dagen.

Gavmildheden lever i bedste velgående på Roskilde. Man kan få stort set alt, hvis bare man smiler og spørger pænt. De mest junky-agtige typer kan godt være nærige med deres rusmidler, men så er de sikkert ikke værd at samle på alligevel. Hverken mennesker eller stoffer.

Næste logiske skridt må være at tage hele festivalen uden at bruge penge. Vi ses i 2019.