Jeg er i et åbent forhold med min kompostbunke

Mit forhold til kompost begyndte den dag, vi åbnede Amass. Det var den aften, vi producerede det allerførste køkkenaffald. Jeg hældte bare hele lortet ned i en trækasse, og det var så det.

Jeg lavede ikke noget foregående research. Og det begyndte at lugte. Slemt. Min tilgang til kompostering var ret naiv, og eftersom jeg ikke havde læst nok om det, før jeg kastede mig ud i projektet, gik det ikke som ventet. Jeg fandt ud af, at årsagen var manglende luft. Manglen på ilt medførte, at alle de gode bakterier døde, og kompostbunken var derfor gået i forrådnelse. Teknisk set skal kompostbunken gå i opløsning.

Videos by VICE

Det var dér mit forhold til kompostering – på godt og ondt – tog fart.

Nu har jeg fundet ud af, at man skal rode i komposten ofte – en eller to gange om ugen. Det gjorde jeg ikke til at starte med. Det var slet ikke i mine tanker. Og når man roder i bunken, skal man huske at tilføje kulstof. Man skal opretholde en balance: 50 procent kulstof og 50 procent kvælstof. Men til tider sker det, at hun ikke vil have 50 procent. Hun er en moody bitch.

Der var en periode på to uger, hvor jeg slet ikke rodede i hende, fordi jeg var sur på hende. Det er utroligt så meget, det kan stresse mig ud, hvis ikke jeg får hende vendt. Jeg tænker faktisk på hende hver eneste dag.

Fuck. Nu er jeg nødt til at vende hende.

Føj, hun rådner. Sommetider vil hun ikke varme op som hun skal, selvom man vender hende. Man går rundt og taler med sig selv: “Jeg gider ikke vende dig igen. Jeg har lige vendt dig. Hvorfor fungerer du ikke bare?”

Det er skruen uden ende.

I løbet af de sidste to uger har jeg ikke vendt hende, og det har resulteret i en slags underbevidst skyldfølelse. Da jeg så endelig fik det gjort, blev jeg overvældet af lettelse. Det var som om, en enorm byrde forsvandt fra mine skuldre. Det er skørt. Jeg havde aldrig forstillet mig, at jeg kunne finde på at indlede et forhold til otte kasser med kompost. Min kone ved det ikke engang. Jeg er bange for, at hun vil synes, at jeg er et dårligere menneske, hvis hun finder ud af det.

I en periode fyldte vi majs på hende, og jeg tror, at skallerne tørrede ud og blev til kulstof. Hvis hun får for meget kulstof, bliver hun inaktiv. Men når man fylder mere frisk kompost på hende, skal man også huske at fylde mere kulstof på hende. Man kan altid smide træflis på. Eller græs.

Mød kokken der er så besat af kompost, at han gemmer alt sit affald og importerer orme fra udlandet.

Lørdag aften går jeg udenfor for at besøge hende efter endt service. Det er mit eget lille zen-øjeblik. Der er virkelig dejligt derude. Særligt i sommerskumringen. Efter en hård aften i køkkenet, er det virkeligt afslappende at kigge ind i restauranten og se, at gæsterne hygger sig. Når de andre er i gang med at vaske køkkenet ned, så står jeg udenfor sammen med hende.

Vores kompostbunke her på Amass er utroligt vigtig. Vi har ikke smidt et eneste stykke organisk affald i skraldespanden, siden vi åbnede dørene. Kun knogler, løg og citroner. De er for syreholdige, og kan derfor ikke bruges. Alt vores grønne køkkenaffald giver vi til Christina, der opdrætter de høns, der leverer æg til restauranten. I sommerperioden er de æg, vi får fra hende, helt vidunderlige, fordi hendes høns spiser græs. Men om vinteren er det for koldt for dem at gå ude. Det affald, hun får fra os, giver derfor hønsene mulighed for også at få lidt grønt i løbet af vinteren.

Man får også et helt andet forhold til regnorme. Vi har købt 500 regnorme fra Tyskland. De bliver leveret i en smule jord, og før de ankommer, skal man huske at lade lidt køkkenaffald gå en smule i forrådnelse. Derefter tilføjer man revet pap og kaster så ormene ovenpå. Den nederste kasse er hvid, og oven på den stabler man så en kasse med jord, køkkenaffald og regnormene, og hvor der er med små huller i. Derefter begynder de små orme at gå bersærkergang i kompostbunken. De spiser alt, hvad de kan komme i nærheden af. De spiser sig gennem både pap og affald og op igennem kasserne.

Og de efterlader en masse jord. Der bliver dannet så meget væde i den proces, at det siver ned i den nederste hvide kasse. Den lufter vi så med en akvariepumpe for at forhindre det i at fermentere. Væden bruger vi til at lave den te, vi fylder på planterne i vores drivhus. Vi tager jorden fra den nederste kasse og blander den med ormenes afføring og lidt vand. Så lufter vi det, vækker det til live og sprayer det på planterne i drivhuset.

Jeg havde aldrig drømt om at kunne gøre sådan noget i USA. Roberta’s, i Bushwick, New York, har formået at lave nogle helt fantastiske ting. Men deres beliggenhed er helt unik, og de har købt en enorm grund ved siden af. I USA er det umuligt at være så tæt på naturen midt inde i byen. Min første tanke da jeg så vores sted for første gang var: What the fuck? At vi har en restaurant midt i København, ud til vandet, med en stor baghave og en velfungerende køkkenhave, er simpelthen for vildt. Jeg har aldrig hørt om den slags andre steder end på Roberta’s. Og de har måtte kæmpe en sej kampe for at realisere deres projekt.

Jeg har et rimeligt tæt forhold til regnormene. Det føles lidt som om, jeg opfostrer dem. På et tidspunkt var kulstofniveauet ude af balance, og hver gang jeg rodede i jorden, stødte jeg på små visne ormekadavere. De blev ved med at dø, og jeg blev enormt stresset. Jeg ringede til min ven Mikkel, der har styr på den slags, og han kom med det samme. Han tog en forstøver med fyldt med en næringsrig væske, der slår svampe ihjel, og begyndte at spraye kompostbunkerne. Det fik liv i ormene, og to uger senere var komposten helt levende.

Det er egentlig meningen, at de her ting skal være beroligende – at bygge kompostbunken, at rode i den i ny og næ og at opfostre orme. Men jeg lader mig stresse for meget af det, når det går ikke går helt efter bogen.

Men jeg er ikke den eneste, der går op i det: der er faktisk mange mennesker i Danmark, der er besatte af regnorme. Der var på et tidspunkt en regnormsekspert på besøg i restauranten. Det eneste, han ville tale om, var regnorme, og på en sær måde fik det mig til at få det bedre med mig selv.

Det er nemlig ikke fordi, jeg har særligt mange venner, jeg kan tale med de her ting om.

Som fortalt til Ian Moore

Denne artikel blev oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA i november 2014.