Så. Nu har jeg fået det sagt. Jeg har gået på kunstskole, skrevet en afhandling omkring “Forhøjelsen af kunst gennem handel: En analyse af Charles Saatchis tilgang til kunstproduktionsmekanismen gennem brug af Pierre Bourdieus distinktionsteorier.” Jeg har været til ferniseringer mindst en gang om måneden over de sidste fem år og endda investeret i et par værker. Men efter den anden aften, hvor jeg var til indvielsen af den nye retrospektive Tracey Emin-udstilling på Hayward Gallery, er jeg endelig klar til at indrømme, hvad jeg har vist i årevis: Jeg fatter ikke kunst.
Jeg hæfter mig dog ved dette: Jeg er 99% sikker på, at ingen REELT interesserer sig for kunst, og at kunstverdenen blot er en form for velhaverklub, hvor medlemmerne kan tilfredsstille hinandens “lunefuldheder”. Ligesom ingen havde lyst til at være den første, der gik op til kejseren og sagde, “hey mand, jeg kan se dit røvhul”, så er der ingen, der har lyst til at være den, der siger til damen på det ovenstående billede: “Du er mindst 50 år gammel. Hvad fanden har du gang i?”
Videos by VICE
Prøv at se de her jubelidioter! Lad mig lige understrege: De er midt i at bruge tre minutter på at kigge på et fotografi af en dame, de ikke kender, der sidder på en stol. Kan du forestille dig, hvor hurtigt de ville bladre forbi det, hvis det var i et fotoalbum sammen med deres mors feriebilleder?
Jeg så på den her video i et helt minut. Det eneste, der skete, er hvad du ser på billedet. Tracey, der ridder på en forpulet hest. Hvad du ikke kan se på dette billede, er rummet fyldt med mennesker, der studerer “værket” med gravalvorlige ansigtsudtryk og hånden på hagen. Der var sågar en pige, der tog noter! Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var i besiddelse af den tålmodighed og opmærksomhed, der skal til for at absorbere uendelige mængder af ligegyldigt lort.
Hvis den film ikke er latterlig nok til dig i sit nuværende format, hvad med så at se den, mens du sidder krumbøjet på en børnestol, så du ligner en gennemført narrøv imens?
Mener du det lort seriøst? I tilfælde af, at du ikke kan fornemme det på billedet, så er dette et fotografi af Tracey, der gnider penge mod sin skede. Hvilket folk betaler penge for at se på. Det er ligesom at afvise en Zoolander-joke for at være “for gennemskuelig”.
Dette værk beskæftiger sig med temaet “at gøre medslæbte børn endnu mere frustrerede, end de allerede var, ved at præsentere dem for noget, der ville være super fedt at lege på, men som de ikke må røre ved.”
“De folk, der ikke forstår, hvorfor denne sættekasse med loppemarked-bras giver mening… De er bare så stupide og prolede”… Men forestil dig at skulle forklare et rumvæsen eller en tidsrejsende fra Middelalderen, hvad denne udstilling går ud på. Det vil jeg vædde med, du ikke kan.
Brochuren lader forstå, at dette værk er et af flere mindre værker, der “nemt kan blive overset eller forbigået – men du er nødt til at læse dem, give dem tid.” Jeg tror måske, jeg skal bruge lidt mere tid på at læse og forstå værkets kompleksitet.
Jeg har aldrig haft mere lyst til at skynde mig ud af et rum end dette.
Efter at have sagt “op i røven med alt, der har at gøre med det her sted”, satte jeg kursen mod udgangen, hvor jeg stødte på den fremtrædende engelske mediepersonlighed Janet Street Porter. Efter for nyligt at have læst Janets rammende og tankevækkende indlæg i Daily Mail om den tragedie, det er, at det moderne engelske sprog er gået fra Shakespeares skønhed til at være en parade af meningsløse emojis og hashtags, var jeg overrasket over at se hende beundre kunst af en så amatøragtig kaliber. Det må have været research til en artikel om degenerationen af kunst fra dette:
Til dette:
Læs mere fra VICE:
Hvordan et spil FIFA kan løsne op for mænds inderste følelser
En tilflytters guide til at finde bolig i København
Vi snakkede med Politiken om deres matrix over onde afroamerikanere