Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien
26. september 1983 sad den sovjetiske løjtnant Stanislav Petrov og holdt øje med det russiske luftrum, da en computer udsendte en alarm om et missil, der nærmede sig. Ifølge radaren var en enkelt atombombe på vej mod Sovjetunionen, og den kom sandsynligvis fra USA.
Videos by VICE
Det var en særligt anspændt periode under den kolde krig, og Petrovs ordrer var øjeblikkelig gengældelse mod alle indkommende missiler. Men Petrov trykkede ikke på den store knap. Han syntes, det var ulogisk, at USA skulle indlede et angreb (og tredje verdenskrig) med et enkelt missil, så han ignorerede sine ordrer og ventede på at se, om bomben ville komme, og det gjorde den ikke.
Senere fik en teknisk fejl i radaren skylden for hele misæren, og Petrov blev hyldet for at have afværget en katastrofe. I dag er det anerkendt, at manden sandsynligvis reddede menneskeheden fra atomvinter.
Historien er fyldt med den slags øjeblikke – både ting vi har kunnet styre og begivenheder, der ligger udenfor vores kontrol. Trods krige, pest, meteorer og det faktum, at vi virker fast besluttede på at forurene den planet, vi bor på, så klamrer vi os stadig til livet. Og det får os til at stille spørgsmålet: Hvorfor er vi her stadig?
For at have bare den mindste chance for at besvare så stort et spørgsmål, tog jeg fat i tre akademikere fra tre forskellige felter – en historiker, en videnskabsmand og en filosof. De forklarede mig alle de måder, vi har overlevet på og hvorfor.
Historie
Rolf Schmidt er palæontolog og ekspert i masseudryddelse hos Museums Victoria. I følge ham er grunden til, at vi har overlevet til 2018 – og hele grunden til, at vi er her til at starte med – held.
“Man skal selvfølgelig også forholde sig til, at vi har utroligt komplekse hjerner og har frie hænder, og det hjælper alt sammen. Men en stor del af vores overlevelse er baseret på held,” forklarer Rolf.
Som han forklarer, vrimler historien med perioder, hvor vores splittede befolkning svandt ind til en genetisk flaskehals, der bestod af under 10.000 mennesker, men på en måde har vi formået at flygte eller klare os. For at illustrere sin pointe fortæller han om Toba-udbruddet for omkring 75.000 år siden.
Det var en super-vulkan, der eksploderede, hvor Toba-søen på Sumatra ligger i dag, og det skabte en af de største udbrud i planetens historie. Eksplosionen skød støv og klippestykker 3000 kilometer væk og spredte så meget svovl i atmosfæren, at det var vinter i 10 år. Planter blev udryddet i det evige tusmørke, og dyrene fulgte efter, så størstedelen af vores forfædre måtte sulte. Man mener, at omkring 10.000 mennesker overlevede, og det var åbenbart nok.
Men som Rolf forklarer, så har vores evne til at løse problemer spillet en rolle, så det ikke var rent held. “Det er ikke mange arter, der er fleksible,” siger han. “Selv intelligente arter som hunde, krager eller blæksprutter mangler den alsidighed i deres krop og hjernefunktion.”
Rolf mener, at et af de vigtigste overlevelsesværktøjer har været vores tilbøjelighed til at kommunikere – det har givet os mulighed for at dele viden og tilpasse os andre menneskeracer, som for eksempel neandertalerne. “Det har gjort det muligt at migrere,” siger han. “Og det er med til at forklare, hvordan det kan lade sig gøre at bo i byer med millioner af andre mennesker, som vi gør i dag.”
Det kunne tyde på, at socialisering, tilpasning og almindeligt held alt sammen har spillet sammen og ladet mennesket opnå den dominans, vi har i dag. Men Rolf tror ikke, vi er helt i sikkerhed. Ifølge ham er den moderne civilisation et tyndt klæde, og til sidst vil vi slide hul i det. “På et tidspunkt vil civilisationens luksus forsvinde, og vi skal igen kæmpe,” siger han. “Men vi vil stadig være her. Vi blive sendt tilbage til stenalderen i tusindvis af år, men vi vil stadig være her.”
Videnskab
Den næste, jeg møder, er William P. Hall, som alle kalder “Bill.” Han har en Ph.D. i evolutionær biologi fra Harvard, og for tiden arbejder han på en bog, der skal forklare, hvorfor vores evolution i sampspil med teknologi styrker vores fremtid.
Ifølge Bill skal forklaringen på, hvorfor vi har overlevet, findes i evnen til at leve længere end vores konkurrenter, kombineret med vores evne til at passe på hinanden. “De mennesker, der har overlevet til i dag, er en del af de grupper, der konsekvent var i stand til at vinde over andre grupper – og selvfølgelig samtidig var i stand til at samarbejde,” siger han. “Naturlig udvælgelse på det genetiske niveau er baseret på den enkeltes evne til at samarbejde socialt og ‘altruistisk’ indenfor den gruppe, de begår sig i.”
Bill forklarer det ved at beskrive vores forfædre på jagt på den afrikanske savanne, hvor vi startede med at være et sted midt i fødekæden. Men vi udviklede os ikke bare til tops. I stedet var det vores værktøjer, der blev bedre og hurtigere, end dem vores konkurrenter havde, og derfor kunne vi formere os. Så kom andre teknologier som hjulet eller båden, og det gav os mulighed for at sprede os til resten af kloden. Det beskyttede os fra at blive udryddet, alene fordi der var så mange os, så mange forskellige steder rundt omkring på jorden.
“Vores brug af værktøjer blev gennem sprog og social arv udviklet så meget, at vi kunne skabe de nødvendige teknologier til at kunne dominere hver en afkrog af jorden,” forklarer Bill. “Indbyggertallet og teknologien begyndte at vokse i mere eller mindre eksponentielle udbrud, især efter den industrielle revolution.”
Når vores overlevelse beror på, at der er for mange af os til at slå os ihjel, kunne man tro, at så længe vi bliver ved med at forplante os, vil vi blive ved med at trives. Men ifølge Bill var det kun muligt, da jordens økosystem stadig var intakt, og det er ikke længere tilfældet.
“Jeg tror, vi er blevet ligesom en virus,” siger han. “Jeg har studeret tre milliarder års evolution, og jeg tror ikke, vi har en fremtid. Jorden kan ikke nå at genskabe de begrænsede ressourcer, så hurtigt som vi forbruger dem, og planeten kan ikke ernære os, hvis vi bliver ved på den her måde.”
Filosofi
Rolf og Bill havde set på, hvordan mennesket havde opretholdt sin eksistens, men der var stadig et spørgsmål, vi ikke havde svar på: Hvorfor har vi ikke stirret ned i afgrunden og bare besluttet at give op?
Matthew Bishop er karrierevejleder med en baggrund i filosofi. Hver uge hjælper han folk med at finde mening med tilværelsen og retning i deres liv, så det giver mening at få hans holdning til, hvorfor menneskeheden overhovedet gider.
Ifølge Matthew er det vores bevidsthed, der får os til at skille os ud fra andre racer. Det har givet os en forståelse af vores fortid og fremtid, og hvad vigtigere er, har det gjort det muligt at udvikle det koncept, vi kalder “håb.”
“Det er tanken om håb og håbet om, at vi kan skabe et bedre liv for os selv, der virkelig betyder noget,” siger han. “Forestillingen om, at man ofrer lidt af sig selv nu for at hjælpe sig selv eller kommende generationer i fremtiden, gør håb til en meget magtfuld følelse.”
Ifølge Matthew føles håb ikke bare godt – det får os også til at træffe valg, der styrker vores mulighed for at overleve. “Vi har en masse muligheder – både negative og positive – som samfund og som enkeltpersoner, og det er håbet, der trækker os i retning af de muligheder,” siger han. “Det er håbet, der definerer os. For mennesker uden håb har ingen drivkraft, og det kommer til udtryk i eksistentiel angst eller psykisk sygdom.”
Selvom Matthew indrømmer, at hans beskrivelse af håb er noget optimistisk, er hans attitude overfor fremtiden ikke lige så rosenrød.
“Vores fremtid er 50/50. For som Freud har forklaret, har vi en dødsdrift – et ønske om at ødelægge, som spiller sammen med vores ønske om at bevare menneskeheden. Jeg tror ikke, vi kommer til at ødelægge os selv, men jeg er meget bange for, at vi kommer til at ødelægge vores samfund.”
Hvorfor er vi her så stadig?
Der er to ting, jeg har lært: Vores hjerner og vores evne til at bo sammen har gjort, at vi trives, også selvom de selvsamme faktorer truer vores eksistens. Men jeg sidder tilbage med en trist følelse. For alle tre akademikere var enige om, at vi er på vej tilbage mod stenalderen.
