Jeg gik ombord i Oslobådens buffet og lærte om skandinavisk fællesskab

En spritstiv svensker med kækt kortklippet 90’er-frits kommer dalrende forbi, da vi bliver ført hen til vores bord. Hun kan ikke finde toilettet, og en tjener med berøringsangst forsøger at føre hende i den rigtige retning. Vores bord ligger lidt afsides, og vi har havudsigt. Solen er på vej ned over Skagerrak, og færgen sejler langsomt ind i den smukke, skandinaviske nat.

Vi er på “Københavner-båten”, som vores norske broderfolk kalder DFDS-færgen mellem Oslo og den danske hovedstad, nærmere betegnet buffetrestauranten 7 Seas højt oppe i forstavnen af båden.

MUNCHIES har gennem den seneste tid arbejdet på et omfattende program om Norge, hvor både moderne gourmetmad og ældgamle retter med rensdyrblod mødes i skøn forening. Det er alt sammen gennemført og godt, men også lidt højpandet, kan jeg ikke lade være at tænke.

Hvad spiser den gennemsnitlige sovs-og-kartofler-nordmand? De kan vel ikke klare sig med Urge og Kvikk Lunsj alene, selvom det sikkert ville være en fornøjelse.

LÆS MERE: Svenskernes krebsegilde går op i hat og sønderkogte skaldyr

Med min forlovede under armen tog jeg derfor på mini-cruise langs vikingernes gamle sejlruter for at prøve buffeten på færgen. Her mødes de tre skandinaviske folk i skøn forening. Her samles vi om noget, vi alle kan forstå: Vor fælles madkultur. Den sande madkultur, der ikke nødvendigvis bliver skrevet om på forsiden af amerikanske livsstilsmagasiner.

Færgebuffeten har et overvældende udvalg, men det må også forventes til 275 kroner pr. person. Der er dog ingen, der rystes i deres grundvold, når de træder indenfor. Der er alt det traditionelle mad, man kender fra familiefesterne. Jeg kommer til at tænke på Jensens Bøfhus, da jeg ser softice-hanen til børnene.

Som gode skandinaver ved vi, at det er kutyme at starte med kold fisk: Krebs, pil selv-rejer, rejesalat og røget laks. Min forlovede vælger moules marinière. Jeg elsker den slags fiskebord. Jeg er typen, der altid synes, der er for lidt forret til mosters 50-års fødselsdag.

Da vi sætter os, kommer tjeneren og byder på en tår at drikke. Jeg beder om et glas hvidvin til fruen og en stor Heineken til mig.

LÆS MERE: Mød de norske børn, der tjener tusindvis af kroner på fisketunger

“Vi må faktisk ikke kalde fadøllen for Heineken, for den er ikke helt ægte,” siger tjeneren. Han ligner guitaristen i et metalband og har bundet håret i hestehale. Den med øllens studser jeg lidt over, men accepterer. Øl er øl.

Rejer og krebs smager friskt og godt, som den slags altid gør. Jeg har rogn og skaller ud over det hele, men min forlovede er knap så begejstret for muslingerne.

“Sovsen smager af den på dåse fra Irma,” siger hun.

Da jeg kommer op for at tage anden portion, får en midaldrende kvinde min opmærksomhed og peger på fiskefileterne. “De er helt fantastiske,” siger hun på drevet jysk. Vi bliver gode venner over vores fælles kærlighed til paneret fisk. Jeg bygger mig et stjerneskud.

Omkring os er Skandinavien samlet. Ved et bord sidder fire kvinder i 30’erne og klukker højlydt af grin over snart sagt alt – de holder polterabend. Der er to arabiske piger, der drikker te, og ved siden af dem sidder en stor mand og har indtaget et bord helt alene. Han ser ud til at være på en mission og har bygget sig en lang række forskellige stykker smørrebrød.

LÆS MERE: Med dolk og bæver til kamp for det gamle Norden

Når jeg ser på udvalget af mad og mennesker, kan jeg ikke lade være med at tænke, at Oslobåden er, hvad vi ville få, hvis et forsamlingshus og Crazy Daisy fik et barn sammen. At kalde det en flydende Monarch er måske at tage munden for fuld, men der er noget dybt provinsielt over det. Og befriende uhøjtideligt.

Her på Oslobåden ved de, hvad der rører sig på den kulinariske scene, så i et hjørne af buffeten er det muligt at bygge sin egen pulled pork-slider. Den ser lille ud på tallerkenen, så jeg tager også en skefuld bøf stroganoff ved siden af. Det er en nostalgisk mere end en kulinarisk oplevelse, og det sender mig tilbage til min farmors landkøkken.

Mange af nordmændene omkring os kan se frem til alt det kød, de skal ned og hente i Danmark. For ligesom at vi danskere gennem tiderne har kørt til Tyskland og fyldt bilen med sodavand og slik og shampoo, så tager vores norske broderfolk åbenbart stadig færgen herned for at proppe bagagerummet med fersk kød og alkohol. Vi skandinaver ved, hvad der skal til for at skabe en hyggelig aften.

Min slanke krop er helt fyldt op med mad, men der er også en dessertbuffet, og her i huset siger man ikke nej til kage. Der er endda også et ostebord med kiks, taget lige ud af mine forældres hyggeaftener med vennerne i 80’erne. Cheesecaken smager godt nok af bæger-yoghurt, men højdepunktet er en luftig bærmousse i spiselig kikseskål med chokoladeovertræk og frysetørret hindbær på toppen.

Det her er mad uden grænser, og jeg kan faktisk ikke nævne særlig meget svensk eller norsk mad. Der er surströmming, Janssons frestelse og bøf Lindstrøm fra Sverige, og af norske specialiteter kan jeg kun komme i tanker om brunost og vafler. Men når jeg sidder her, omgivet af mad i lange baner, tynd fadøl og vores kære broderfolk ved de andre borde, går det op for mig, at det er fordi, vi har så forbandet meget til fælles. Vi har en fælles historie, der går langt udover vikingetogter og Kalmarunionen. Vi har tung bondemad, kolde pilsnere og alt-godt-fra-havet til fælles.

LÆS MERE: Ægte svenske kjöttbullar er tusinde gange bedre end dem fra Ikea

Det kan godt være, alkoholen er billigere hos os, og at vi leger, at de er langt mere politisk korrekte i Sverige, men i virkeligheden er forskellene forsvindende små. Vi kan knap kende forskel på hinandens sprog – det eneste vi kan blive enige om er, at vi ikke forstår hinanden. Men det er også kun et spørgsmål om udtale, for helt grundlæggende forstår vi hinanden ufattelig godt. Ved alle bordene har folk fiskefilet i munden og øl i glassene – og det er umuligt at se, hvem der er fra Sverige, hvem der er fra Norge, og hvem, der er fra Danmark. Vi er alle skandinaver. Småfulde, overspisende skandinaver.

Da vi rejser os for at gå tilbage til vores kahyt, vælter den stive svenske dame forbi os igen. Nu har hun en guldøl i hånden. Hendes gangart tyder på, at det er blæst op, og at båden gynger.

Vandet er helt roligt. Hun har et saligt smil på læberne. Hun fandt toilettet.