Jeg hang ud med en dommedagskult i Indonesien

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Indonesien

Edens have, som vi kender den fra biblen, lå sandsynligvis et sted i det, vi i dag kalder Irak. Men kun de færreste ved, at der også findes et andet paradis, et hemmeligt sted, hvor folk venter på verdens undergang, og det ligger midt i den indonesiske hovedstad, Jakarta.

For to uger siden stod jeg ved porten til Edens Have og turde ikke ringe på dørklokken. Jeg er vokset op med historier om Jakarta’s Eden, som er en mystisk kult anført af en kvinde ved navn Lia Eden, som påstår at være direkte efterkommer af gud. Ifølge hende er gud vred på menneskeheden for at lade religion smadre jorden. Det er blevet så slemt, at den eneste løsning er, at de få “rene” mennesker, der er tilbage, må træde ombord på en UFO fløjet af ærkeenglen Gabriel og rejse til en anden jord i en anden galakse, hvor de kan starte civilisationen forfra uden religionens negative påvirkning.

Det er en rimelig modig påstand at komme med, når man bor i et land, hvor blasfemi er ulovligt, og Lia Eden – som i virkeligheden hedder Lia Aminuddin – har faktisk været fængslet to gange for at fornærme religion. Det var, da hun blev anholdt første gang tilbage i 2005, at jeg første gang hørte om hende og hendes kult. Folk kaldte hende en “forvirret” person, der påstod, at hun var profet eller engel. Andre sagde bare ligeud, at hun var tosset.

Fængselsdommene – først i 2006 og så i 2009- formindskede hendes organisation. Eden pralede engang med at have over 100 medlemmer, men i dag er det en noget mindre forsamling. De er også meget mere hemmelighedsfulde. Gruppen lukkede sig om sig selv og holdt op med at tale med pressen efter den berygtede Monas-hændelse (mere om det senere) og koncentrerer sig nu i stedet om “renselse” frem for at sprede deres tro i pressen.

Jeg anede ikke, hvordan de ville reagere, når jeg som journalist dukkede op ved deres hoveddør. Jeg har godt nok tilbragt tid med en kult før, da jeg hang ud med følgerne fra gældseftergivelseskulten Swissindo – men sådan nogle grupper er aldrig ens. Ville de her overhovedet lade mig komme indenfor?

En nabo så mig stå og lure, og tilbød at hjælpe mig. Pludselig kom en kvindes stemme ud af en højtaler ved overvågningssystemet. “Hvor kommer du fra, og hvem leder du efter?” Efterfølgende kom en kvinde i 60’erne. Hun åbnede døren og bød mig indenfor. Hun fortalte, at hun har været sammen med Lia Eden i 21 år, og forklarede bagefter, at hun ikke kunne give mig hendes navn, da gud havde forbudt dem at gøre noget, der gjorde dem unikke. Så nu kalder jeg hende for Eva. (De nægtede også at få taget billeder, og derfor kan man kun se billeder af mig i historien.)

Eva fulgte mig om til en skøn lille terrasse foran huset. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Edens have var som et lille stykke af himlen. Det er ikke hver dag, man finder et sted i den her by, der er fyldt med blomster og træer. Et diskret vandfald strømmede ned i en en lille sø fyldt med fisk, så hele stedet blev badet i den beroligende lyd af det piblende vand. Jeg blev øjeblikkeligt helt afslappet og glemte næsten, hvor varmt det var udenfor.

Jeg sad på en stol, og Eva tilbød mig et glas af det, hun kaldte “Edens vand”. Hun forklarede, at vandet kom direkte fra en kilde, som Lia Eden selv havde opdaget for årtier siden. Vandet kom ud af hanen og skulle eftersigende være helt rent.

“Drik endelig Edens vand,” sagde hun. “Her i huset har vi tre haner. Den ude foran smager lidt besk, den her til drikkevand er lidt sød, og den ude bag ved er mere salt og bliver mest brugt til medicin.”

Normalt ville jeg aldrig nogensinde drikke et glas postevand. Vandet her i Jakarta er fyldt med bakterier og alt mulig andet, som gør dig virkelig syg. Men jeg ville gerne være høflig, så jeg tog en tår. Det smagte som almindeligt vand, men en lille smule sødere, som om der var kokossirup i.

Eve satte sig ved siden af mig og forklarede, at deres leder – en kvinde, de kalder “Paduka Bunda Lia” – ikke længere stiller op til interviews med pressen eller forskere. Det besluttede hun sig for at stoppe med, da hun kom ud af fængslet anden gang. Det samme gælder hendes omkring 20 følgere, som har forbud mod at tale med medierne.

Endnu en kvinde kom ind i lokalet og bukkede for mig. Hun havde heller ikke noget navn, så lad os kalde hende Eva 2. Eva 2 havde gode nyheder. Hun havde talt med Paduka Bunda Lia, som sagde, at hun lige var blevet færdig med at snakke med Gud, og sammen var de blevet enige om at tale med pressen igen.

Eva 2 sagde, at hun gerne ville tale med mig, hvis jeg gik med til kun at snakke om én ting: Dommedag. Eden er besat af verdens undergang. På deres hjemmeside, som gentagende gange er blevet blokeret af den indonesiske regering, er en komplet liste med alle de tegn, der tyder på, at dommedag er nært forestående.

Ragnarok bliver blandt andet indvarslet af synkehuller (som skyldes atombomber), det malaysiske fly MH370s bortkomst (fordi de magnetiske poler byttede plads) og noget, der hedder et snude-hul (som åbenbart er et lille sort hul i Louisiana).

Der er mange flere gode, men hele pointen er, at verdens undergang er på vej, og at kun de reneste mennesker får lov at komme ombord på ærkeenglen Gabriels UFO og slippe væk herfra, inden det er for sent.

Det var et svært interview. Hver gang mine spørgsmål handlede om noget marginalt andet end dommedag, afbrød kvinden mig og sagde: “Det behøver vi ikke snakke om nu. Du er her jo kun for at spørge om dommedag, er du ikke?”

Det eneste spørgsmål, der ikke var dommedagsrelateret, som hun ville svare på, var, om Eden var en kult eller ej. Nej, sagde de, selvfølgelig er det ikke det. “Paduka Bunda Lia Eden er simpelthen en person, som modtager beskeder fra gud,” forklarede en af kvinderne.

OK, så tilbage til verdens undergang. Eva forklarede, at det først er kort tid før den yderste dag, at ærkeenglen Gabriel vil dukke op og redde dem fra en dyster fremtid. De udvalgte vil følge ham på vejen til deres nye liv på en ny jord – et sted hvor organiseret religions destruktive kræfter ikke har noget at gøre, siger Eva.

“Det hedder himlens civilisation,” forklarede hun. “Der vil også være forskellige kategorier af folk. “Dem, som ikke er udvalgt, skal blive tilbage og gennemleve dommedagen. Andre vil få ændret deres personlighed. Alle vil blive sorteret ud fra deres karma.”

Jeg havde så mange spørgsmål, men det første, jeg fik fremstammet, var: “Hvordan?” Hvordan har de tænkt sig at komme hen til den nye jord?

“Med fly selvfølgelig!” siger Eva.

“En UFO!” slår Eva 2 fast. “En slags UFO!”

De er tidligere kommet galt afsted, når de har snakket om de UFO’er. I maj 2015 sendte medlemmerne af Eden et brev til præsident Joko Widodo for at bede om hans tilladelse til, at en UFO kunne lande ved det Nationale Monument (Monas) midt i byen. Brevet blev sendt af Lia Eden personligt, og det lå i en blå æske med seks andre kuverter og et par DVD’er.

I sit brev fortalte Lia Eden præsidenten, at ærkeenglen Gabril var på vej for at hente dem alle inden dommedag. Det eneste, de manglede, var hans tilladelse til, at rumskibet kunne lande.

Præsidenten svarede aldrig, og UFO’en blev væk.

“Vi vidste, det var en test fra gud,” fortalte Eva 2 mig. “Vi blev fuldstændig ydmyget af gud foran alle. Men vi er stærkere nu. Efter hændelsen på Monas har gud sendt os så mange fantastiske åbenbaringer og nye informationer. Eksempelvis hvordan gud ser ud, og hvordan jorden virker. Alt det kom efter hændelsen ved Monas.”

Kvinden bad mig tjekke deres hjemmeside for at lære mere om åbenbaringerne. Her kunne jeg blandt andet læse, at gud er en kæmpemæssig kugle (som beskrevet i “God’s Shape is Spherical as The Most Enormous Ball“), og hvordan NASA og ESA kan sige, hvad de vil, men universet er altså overhovedet ikke en firkant (forklaret i “THE HOLY SPIRIT’S LETTER Addressed to NASA and ESA Related to the Hypothesis of the Universe in a Cube by Some Scientists.”)

Men det er deres opdagelser omkring dommedag, der er vigtigst. Tegnene er overalt: Metangas bliver udledt af smeltende gletsjere, der er mudderskred, og der er selvfølgelig den truende atomkrig.

“Det er det, vi forsøger at undgå,” fortæller Eva 2. “Renselsesprogrammet kan forhåbentlig forhindre en atomkrig.”

Det er religion og mere specifikt de abrahamske religioner, der skal bebrejdes for menneskehedens uundgåelige endeligt, forklarede de.

“Religion bruges til at skabe personlig stolthed og magt,” siger Eva 2. “Så gud vil udslette dem. I Eden er absolut monoteisme det vigtigste. Hvis du tror helt og holdent på gud, så er der ikke brug for institutionaliserede religioner. Kun det hellige koncept vil stå tilbage.”

Det er Edens udtalte kritik af religion, der fik forsker Al Makin til at undersøge gruppen. Han endte med at skrive en bog om sin tid hos Eden med titlen Challenging Islamic Orthodoxy: Accounts of Lia Eden and Other Prophets in Indonesia, hvor han argumenterede for, at Eden var en såkaldt “ny, religiøs bevægelse” (NRB) og ikke en kult.

Al Makin påpeger, at grupper som Eden, der opstod omkring overgangen til det nye årtusinde, var en reaktion på den politiske uro, der var i den periode, blandet med troen på, at vi gik enden i møde – fordi 99 er det sidste nummer, og 00 er slutningen (eller begyndelsen – alt efter hvem man spørger.)

Han har opdaget, at op mod 1300 NRB’er har fået fodfæste i Indonesien, siden landet fik sin uafhængighed i 1945. De fleste af dem dyrker synkretisme – altså sammenblandingen af religioner, kulturer og trosretninger. Men Eden var den eneste, der havde en tydelig og udtalt kritik af organiseret religion. Medlemmerne fra Eden har faktisk læst alle de hellige tekster fra de abrahamske religioner, studeret dem og brugt visse kapitler og vers til at styrke deres egen tro, fortæller Al Makin.

“Eden var den eneste, der turde komme med deres kritik i en retssag,” siger han. “Lia Eden blev fængslet to gange, og begge gange argumenterede hun for, at det var en del af vores traditioner som samfund at kritisere islam. Hun sagde, at vi ikke skulle være snævertsynede og tænke på islam som den eneste teologiske magt. Den idé kan jeg godt lide. Lige nu er det meget svært at kritisere islam. Det kan man gøre i Indonesien. Den går ikke i Saudi-Arabien og slet ikke et sted som Afghanistan.”

Eden ville ikke trække deres kritik af fundamentalistisk islam og konservative dele af kristendommen tilbage, forklarer han. Det er sjældent, at man ser så åben kritik af religion i det indonesiske samfund.

“Vi bliver nødt til at være kritiske overfor regeringen, når de læner sig så meget op af teologi,” siger Al Makin. “Indonesiske muslimer er stadig meget teologiske og meget følsomme. Og det værste er, at vores politikere udnytter det.”

Men selvom han var ret positivt stemt overfor gruppen, var Eden ret sure over Al Makins bog. De udsendte et 101 sider langt svar som respons på bogen, hvor de kaldte hans forskning “afsporet” og afviste hans resultater som irrelevant og baseret på tanker, som Eden for længst havde lagt bag sig.

Den dag i dag er gruppen alt for lukket, til at en person som Al Makin kan få adgang. De er holdt op med at rekruttere nye medlemmer og bruger deres energi på hjemmesiden og deres YouTube-kanal.

Det varede ikke længe, før vores interview var overstået. Da først vi havde slået fast, hvordan verden vil ende, gad kvinderne ikke længere snakke med mig.

Så jeg gik igen. Men vores samtaler fik mig til at tænke mere over, hvad gruppen egentlig står for. Bag snakken om UFO’er, sorte huller og tidens afslutning, prædiker Eden bare om en fremtid, der er fri for de fordomme, vi møder i hverdagen. Det er selvfølgelig ikke perfekt, men jeg sad og tænkte, at jeg var mere begejstret for deres version af himlen, end jeg havde regnet med. De fleste religioner taler om himlen som et sted med endeløs nydelse, et paradis på den anden side, hvor de allermest hellige har adgang.

Men for Eden er himlen ikke et paradis. Det er chancen for at starte forfra og bygge en ny verden i deres eget billede. Og de omkring 20 tilbageværende følgere tror fuldt og fast på det, lige gyldigt om det koster dem deres venner, familie eller frihed.

På vej ud af døren gik jeg forbi et billede af Lia Eden, som stod i noget, der lignede en fængselscelle. Nedenunder var skrevet: “Jeg blev fængslet af én grund: For at være fortaler for det fredelige frie valg af religion.”