Jeg læste ‘Vi Unge’ fra 1985 og fandt fem ting, der var federe ved at være ung i firserne

Seksualundervisningen i 7. klasse var spildte kræfter, for Vi Unge havde i forvejen lært mig alt, hvad jeg havde brug for at vide om den slags: Man kan ikke blive gravid af at onanere i et badekar, det er normalt, en ens bryster ikke vokser lige hurtigt, og Robert Pattinson kan godt lide piger med et naturligt look.

I mine øjne prædikede Vi Unge den ufejlbarlige sandhed og kunne give mig svar på alt, hvad mit 13-årige hjerte begærede (det begærede mest Edward fra Twillight). Jeg følte mig derfor også dybt forrådt, da jeg for nylig kunne læse, at jomfruhinden blot er en myte. Vi Unge havde jo skrevet, at den fandtes, og at man måske kunne sprænge den, hvis man gik til ridning?!

Det første Vi Unge kom på gaden i 1958, men det var først i 2008, at min begejstring for magasinet peakede. Jeg husker især en artikel om den første gang og noget med det rigtige ‘konfirmationslook’ – og jeg synes, det var ret fedt. Sidenhen dalede min interesse for bladet, hvilket er naturligt nok, eftersom jeg ikke længere er i målgruppen. Men da min redaktør kom forbi med en stak Vi Unge fra 1985, kunne jeg godt se på det hele, at jeg virkelig var gået glip af noget. Jeg bladrede mig igennem den printede tidsmaskine og fandt fem ting, der var langt federe ved at være ung i firserne.

1. Idolerne var sejere – og ingen over Wham!(!)

Først om fremmest var George Michael i live, hvilket var et klart plus. Især, fordi jeg efter at have læst fire forskellige blade kan fortælle, at op mod 30 procent af alt indhold handler om Wham! Og for helvede, hvor er det fedt at skrive sit bandnavn med udråbstegn til sidst! ‘Band’ er måske så meget sagt, for selvom mange af artiklerne handler om Wham!, kan jeg stadig ikke huske, hvad ham den anden hedder, eller hvordan han ser ud for sags skyld. Det eneste, der havde relevans, var George Michaels mystiske blik og flotte piratørering. I mine øjne er Wham! store og har lavet mange hits, men jeg tror slet ikke, jeg har begreb om, hvor store idoler de (og med de, mener jeg kun George Michael) var for unge i firserne. Det virker til, at der har været massehysteri i en grad, som man kun ville se i dag, hvis One Direction og Justin Bieber fik et lovechild på steroider. Drengene ville være ham, og pigerne ville have ham (eller omvendt). Hvis man trængte til en pause fra George og mr. What’s-his-face? Kunne man også læse lidt om Prince, som folk virkede til at være overraskende skeptiske over for med en ”ja-ja-lad-os-nu-se-hvad-ham-der-Prince-egentlig-kan-attitude”.

80’er idolerne virkede til at have samme fascinationskraft, som idoler har på skrigende tweens i dag, men dengang krævede det hårdt arbejde at kunne kalde sig en ægte fan. I dag er stjernerne let tilgængelige på de sociale medier, og man kan følge med i idolernes datingliv ved at tjekke deres Instagram. Hvis du i øvrigt gerne vil vide, hvilken skostørrelse Nicki Minaj bruger – og det vil du, for du er 14 år og har for meget tid – så tager det cirka fem sekunder at finde den information på nettet. I 1985 blev man gudhjælpemig nødt til at skrive ind til en skribent, hvis fuldtidsjob bestod i at svare på teenageres stalkerspørgsmål, (hvordan får jeg det job?), og vente på, at svaret kom i næste magasin. Det er idoldyrkelse, der kræver dedikation og tålmodighed. Den mest imponererende feature er dog Vi Unges Nyhedstelefonen. En automatisk telefonsvarer, hvor man kunne ringe ind og aflytte de nyeste popkulturelle nyheder fra hele verden. Hvem behøver så the world wide web?

2. Den mystiske teenagekrop har aldrig været mere mystisk

Som jeg tidligere skrev, har Vi Unge lært mig mere om diverse kropsvæsker og -funktioner end nogen velmenende underviser fra Sex og Samfund har. ”Jeg har et spørgsmål DOKTOR” sektionen er ved første øjekast relativ uskyldig og forudsigelig. Der er et par spørgsmål om Menstruation, sex, ”jomfruhinder”, overvægt, bryster, udflåd, onani og andre gode sager. Men da jeg nærlæste spørgsmålene, gik det op for mig, at de her unge ikke havde internet og derfor ikke holdt sig tilbage med at stille alle de spørgsmål, som vi i dag taster ind i googles søgefelt i incognito-mode – blandt andet om man kan blive gravid, hvis man har rørt ved sin kats penis og onaneret bagefter – og andre vigtige spørgsmål:

3. Kontaktannoncer var ikke kun for ensomme mænd, der søger mail-order brides

Vi kan i dag swipe til højre og venstre ud i det uendelige. Vi kan endda se billeder af personen, og hvor langt de er fra os lige nu, så man kan afveje med sin egen liderlighed, hvor langt man gider slæbe sin krop, for at mødes med den person, man lige har vurderet, har et ansigt, man godt gider se på. I 1985 var der ikke plads til den form for dovenskab og kræsenhed. Nej, dengang måtte man sgu stå tidligt op, arbejde hårdt på at få skrevet sin kontaktannonce – måske lige få en mor eller en dansklærer til at læse den igennem, gå gennem bidende kulde ned til postkassen, vente tålmodigt på at annoncen blev trykt i magasinet, og så vente lidt endnu på, at der – måske – kom et svar. Det var derfor ikke helt ligegyldigt, hvordan man på få linjer fik præsenteret sin personlighed. Her er et par ekstra friske bud:

4. Internetkrigere var (næsten) ikke en ting

Ordet er frit er en side bagerst i bladet, hvor læsere anonymt kunne skrive ind med, hvad end de nu måtte have på hjerte. Der er lidt kritik af “kønsperformativisme”, den lejlighedsvise rant om indvandringspolitik, og rigelige mængder lommefilosofi. Når jeg tænker over det, minder det hele mig faktisk uhyggeligt meget om mit facebookfeed. Læserne kommenterer endda på læserbreve fra de forrige magasiner, og en læser skriver, at hun har fået 715 breve, siden hun skrev sit indlæg – og nu gider hun snart ikke have flere. Desværre står der ikke, hvad hun skrev, men jeg er virkelig nysgerrig på, hvad der kunne være så vildt, at 715 personer har brugt tid på at sende et brev til hende.
Den altafgørende forskel er, at Lars på 15 år ikke havde konstant mulighed for at dele sit verdenssyn på sociale medier som en anden Rasmus Nøhr, og han er derfor blevet tvunget til at overveje et øjeblik, hvad han svarede til Sanne fra Skævringes indlæg om gæstearbejdere. Det lyder måske en anelse frelst, men det gør alt andet lige debatten mindre trættende – og så alligevel, Pia på 14 holder sig ikke tilbage.

5. Reklamerne var rent faktisk værd at kigge på.

At dømme ud fra de her geniale helsidesannoncer var der især to ting, der var vigtige for de unge i 1985: Elektronik og tissekone. Vi lader reklamerne tale for sig selv.