Jeg levede udelukkende af frysetørret dommedagsmad i en uge

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Efter 11. september fyldte min far en sportstaske med energibarer, ti liter vand, penicillin og et kort. Midt i mediernes skræmmekampagner og overskrifter om miltbrandangreb og flere bomber rundt omkring byen, ville han være sikker på at have forsyninger nok i tilfælde af, at vi pludselig skulle flygte fra Brooklyn fra det ene øjeblik til det andet. Hvis han skulle forberede sådan en taske den dag i dag, ville han sandsynligvis lægge mærke til, at en masse virksomheder tilbyder komplette pakker fyldt med katastrofeparathed: For eksempel en kasse fyldt med langtidsholdbart, frysetørret kød, som kan genoplives fra sin udtørrede tilstand ved at tilsætte kogende vand.

Videos by VICE

Frysetørret mad er ikke noget nyt. Så langt tilbage som 1200-tallet fandt de gamle Quechua- og Aymara-folk fra Bolivia og Peru ud af, at man kunne udsætte kartofler for frost i Andesbjergene om natten og så bagefter tørre dem i solen. I 1937 brugte Nestlé industriel teknologi til at skabe verdens første frysetørrede kaffe, og i 60’erne og 70’erne sendte den amerikanske hær frysetørrede rationer til tropperne i Vietnam.

Selvom det vejer så lidt og kan holde sig så længe, at det er ideelt under hårde betingelser, er frysetørret mad mest kendt som en kulturel kuriositet: Ligesom mange andre amerikanere så jeg det første gang i et museums souvenirbutik, hvor vi stirrede på det skumplastlignende is, som astronauterne spiste til dessert. For nylig har jeg set det til en messe for katastrofeparathed i North Carolina, hvor smilende, gråhårede preppers stod ved små borde og solgte plastikposer fyldt med grøntsager, kød og stuvning.

Alligevel ser det ud til, at de her aparte madvarer har fået ny opmærksomhed: De seneste fire år har engros-supermarkedet Costco solgt paller af indskrumpede grøntsager, frugt, gryn og kød, der eftersigende kan brødføde en hel familie i op mod et år – og man kan købe lignende overlevelsespakker i Walmart, som påstår at kunne holde i 20 til 30 år. Et af de mest populære mærker, Wise Company, har næsten fordoblet deres salg i løbet af de seneste fire år og har nu en omsætning på omkring 75 millioner dollars (450 millioner kroner). Det kunne Bloomberg Businessweek fortælle tilbage i november. Virksomhedens direktør, Jack Shields, fortalte mig, at han vurderer hele branchens omsætning til op mod 450 millioner dollars (2,7 milliarder kroner).

Da jeg talte i telefon med ham fra virksomhedens hovedkvarter i Salt Lake City, fortalte han, at det er naturkatastroferne i 2017, hvor mange amerikanere ikke havde noget mad, som har fået salget til at stige. “Der var orkanen, der ramte Florida, der var orkanen, der ramte området omkring Houston, og så var der orkanen, der smadrede Puerto Rico,” siger han. “Geologer går ud og siger, at det er på høje tid, at Californien bliver ramt af et kæmpejordskælv. Der sker ting, som også påvirker almindelige amerikanere. Så hvordan beskytter man sin familie?”

Tilbage i september viste Wise Companys produkter sig at kunne redde liv på en meget direkte måde: Der var mangel på rationer efter orkanen Harvey først ramte Texas, og orkanen Irma derefter ramte det sydlige Florida, så der blev bestilt to millioner portioner mad for at hjælp ofrene i Puerto Rico. Men på en almindelig dag er det deres overlevelsespakker – der kan holde dig kørende i op til en måned, og som nemt kan gemmes under sengen – der virker mere passende til almindelige amerikanere, som gerne vil forberede sig på det ukendte.

Shields siger, at hans virksomhed har oplevet et stigende salg i månederne op til præsidentvalget i 2016 og igen sidste år, da atomkonflikten med Nordkorea eskalerede. Ligesom Wise Companys tidligere direktør Aaron Jackson, som Bloomberg tidligere har udnævnt som “Den Amerikanske Konge af Overlevelsesmad”, ser Shields deres produkter som “en forsikring”.

“Hvis du køber det som en del af en overlevelsestaktik, så køber du det kun én gang og skal forhåbentlig aldrig bruge det,” siger han. “Men det ligger der som et sikkerhedsnet for dig og din familie.” Det var præcis, hvad der tiltrak mig ved frystørret mad: Man kan vente et kvart århundrede, før man spiser det, og i en perfekt verden skal man aldrig nogensinde indtage det.

Jeg kunne slet ikke holde op med at tænke over, hvordan det ville være at leve af den slags, så jeg bestilte en kasse: “Syv dages nødforsyning af mad og drikke” hedder kassen, som er på størrelse med en skotøjsæske og fyldt med morgenmad, hovedretter og dehydreret valle-mælkeerstatning. Jeg blev simpelthen nødt til at vide, hvordan sådan en forsikring smager.

En af de helt store fordele ved frysetørret mad, er hvor nemt det er at arbejde med. Eftersom alt vand er fjernet – gennem en proces, hvor man fryser maden ned og fjerner vanddampen ved hjælp af et vakuum – er det nemmere at transportere end dåsemad. For at “tilberede” Wise Companys sekskorns æble/kanel-morgenmad skal du bare koge otte deciliter vand og tilsætte indholdet fra posen (undtagen ilt-absorberen, selvfølgelig) og lade det simre under låg i 12 til 15 minutter.

I virkeligheden kan det være mere besværligt end som så. Frysetørret mad kræver, at du har adgang til vand, og det er jo ikke sikkert i tilfælde af en stor katastrofe (nogle af overlevelsespakkerne indeholder også vandrensere). Anvisningerne på pakken siger, at man skal lave alle fire portioner på én gang, hvilket vil sige, at man skal have en beholder klar til det, man ikke spiser, og et køleskab, så det ikke rådner. Selv i køkkenet på mit kontor kunne jeg kun få det til at fungere ved at hælde omkring en fjerdedel af pakken i et krus, fylde det med vand, og så stille et nyt krus oven på.

Efter et kvarters tid var jeg helt lamslået, da jeg så, at blandingen var blevet til et væld af forskellige typer korn, drysset med bittesmå stykker æbler, med grøn skræl og det hele. Det smagte ikke lige så godt, som det så ud: Opmålingen af pakkens indhold ved øjemål havde betydet, at krydderierne var dårligt fordelt, så jeg stod tilbage med en smag, der bedst kan beskrives som vand drysset med spor af kanel og sukker. Nogle af de næste forsøg smagte bedre.

Efterhånden som dagen gik, blev jeg mere og mere overrasket over, hvordan de her poser fyldt med hvidt pulver og drys på magisk vis kunne svulme op og blive til dampende varme retter, som lignede noget, man kunne have spist på et cafeteria i 70’erne. Svampene i stroganoff-pastaen, som jeg spiste til frokost, var underligt gummiagtige i konsistensen, men flødesovsen var overbevisende snasket.

Efter et uheld, hvor jeg glemte at fjerne ilt-absorberen fra portionen med kartofler og kyllingetærte, besluttede jeg mig for ris og bønner til aftensmad. Det var mest bare en masse ris, der svømmede rundt i et pløre af let krydret tomatsovs, men det røg hurtigt ned.

Da jeg gik i seng om aftenen, bemærkede jeg, at noget ikke var som det burde være. Selvom jeg teknisk set havde indtaget nok kalorier, knurrede min mave af sult, og da jeg vågnede næste morgen, følte jeg mig tappet for energi. Jeg ringede til Lisa Young, som er ernæringsekspert og adjunkt på New York University, for at spørge hende: Kan man overhovedet leve af frysetørret mad?

“Svaret er, at det kan man sikkert godt,” siger hun. Hun forklarer, at selvom forskerne mener, at det måske kan give en let mangel på c-vitamin og andre antioxidante stoffer, så påvirkes frugt og grønt ernæringsmæssigt ikke mærkbart af at blive frysetørret. Hvis de pakkes som selvstændige ingredienser, kan de endda være et sundere alternativ til mere kalorieholdige snacks.

Da jeg fortalte, hvad jeg havde tænkt mig at spise i løbet af ugen, virkede hun ikke synderligt bekymret, men hun anbefalede alligevel, at jeg holdt øje med tilsatte konserveringsmidler og sodium. “Ligesom i alle andre tilfælde vil jeg altid sige, at det er bedre, at du spiser rigtig mad,” siger hun. “Hvis det er et nødstilfælde, som forhåbentlig ikke er en permanent situation, så er det sikkert fint nok.”

Youngs betragtninger virker reelle nok. Selvom måltiderne fra Wise Company nok skulle holde mig i live i tilfælde af en katastrofe, så var de langt mere kulhydrattunge og havde meget mindre animalsk protein og færre grøntsager, end jeg var vant til (mange af de Wise-måltider, jeg havde købt, erstattede små stykker grøntsagsprotein med rigtigt kød). De næste to dage supplerede jeg min kost med frysetørrede grøntsager, frugt og yoghurt, som jeg havde købt fra et andet firma ved navn Thrive Life, og jeg kunne mærke mit lave blodsukker stige. (Wise Company sælger også enkelte ingredienser udover hele måltider, men jeg tænkte, jeg ville prøve nogle forskellige producenter.)

SE: Dem, som er klar til at overleve dommedag.

For erfarne preppers som Daisy Luther, der er grundlægger af bloggen The Organic Prepper og overlevelsesbutikken Preppers Market, er færdiglavede, frysetørrede måltider mere en sidste udvej end noget andet. Selvom hun insisterer på, at den slags produkter også har deres berettigelse, så ser hun mere forberedelserne på det værst tænkelige scenarie som en livsstil – en proces, hvor hun langsomt opbygger et fadebur, der kan holde hende og hendes familie kørende, så sundt og billigt som muligt. Nogle gange vil det betyde, at man hamstrer frysetørrede måltid eller køber det, der nu engang er på tilbud i supermarkedet, mens det andre gang handler om at leve i pagt med årstidernes skiften, dyrke sine egne grøntsager og bruge kendte konserveringsmetoder – som dehydrering og at smide ting på dåse – for at være sikker på, at man altid har mad til rådighed.

“En misforståelse omkring os preppers er, at vi altid går og forventer en kæmpe katastrofe,” siger hun over telefonen fra Virginia. “Men den mest almindelige katastrofe, vi forbereder os på, er økonomiske problemer.” Luther har været enlig mor i mange år, og hun siger, at hendes interesse for konservering begyndte, da hun pludselig havde en periode med “ekstrem fattigdom” efter finanskrisen i 2008.

Lisa Bedford, som er den texanske forfatter bag hjemmesiden The Survival Mom, fortæller mig, at hun begyndte at dyrke katastrofeparathed i den samme periode, da hun ikke var sikker på om hendes mands byggefirma ville overleve recessionen. (Bedford arbejder også som uafhængig konsulent for Thrive Life, hvilket vil sige, at hun reklamerer for deres produkter online og modtager en kommision, hver gang hun skaffer virksomheden kunder, samtidig med at hun får rabat på de produkter, hun selv køber.)

Selvom mediedækningen har fokuseret på det våbenglade, maskuline segment af subkulturen, så siger begge kvinder, at de blev tiltrukket af prepping, fordi de følte, at det styrkede dem som kvinder. Som Bedford siger, kan det føles som en “frygtelig svaghed” som mor, hvis man ikke er forberedt midt i en krise. “Det giver mening at være klar, at have forberedt sig, og have de rette forsyninger – og i det her tilfælde at have rigeligt med mad – for når man er mor, er din familie afhængig af dig,” siger hun.

Glæden ved at være selvforsynende går igen i hele den amerikanske madkulturs historie. Lydia Maria Childs manual The Frugal Housewife (Den sparsommelige husmor), er en af de første amerikanske kogebøger, der nogensinde blev udgivet, og den anviste kvinderne i, hvordan de kunne gøre deres for at styrke familiens økonomi ved at undgå madspild: “Intet skal smides ud, så længe det kan bruges, lige meget hvor besværligt det bliver at få det anvendt.”

Mormoner anbefales til altid at have tre måneders forsyninger til rådighed, og de sælger endda dehydrerede madvarer på deres officielle hjemmeside. Forbindelsen til mormonerne kan være grunden til, hvorfor Utah er sådan et centrum for frysetørret mad: Af de 21 virksomheder, som jeg kunne finde online, der laver frysetørret mad, kom 16 af dem fra Utah, og Bedford fortæller, at hun første gang lærte om langtidskonservering ved at læse blogs lavet af mormonske kvinder.

I sin bog Can It! The Perils and Pleasures of Preserving Foods fra 2016 beskriver madskribent og professor på SUNY Empire State College, Gary Allen, madkonserveringens udvikling som en kilde til kulinarisk nytænkning. “De oprindelige metoder til at konservere mad – som at salte eller tørre det – forandrede faktisk madvarerne til noget andet,” siger han. “Sauerkraut er ikke det samme som kål. Vin er ikke det samme som vindruesaft.”

Det sjove er, at frysetørring på en måde er en undtagelse. Når man fjerner al vandet fra et stykke broccoli, for eksempel, så bliver det ikke til noget nyt – det bliver bare til en lidt dårligere udgave af sig selv. “Når først man ændrer den fysiske struktur ved at tørre noget helt ind,” siger Allen, “så vil konsistensen aldrig rigtig blive den samme igen.”

Det afholder ikke virksomheder fra at markedsføre frysetørret mad som nyskabende. Da jeg har spist Wise Companys mad i tre dage, skifter jeg til Thrive Lifes “Simple Plate”-program, hvor man lærer, hvordan man tilbereder virksomhedens frysetørrede ingredienser, som kunderne også kan få tilsendt som faste forsendelser hver uge. I modsætning til Wise Company nævner Thrive Lifes hjemmeside ikke noget om katastrofeparathed men lægger mere vægt på andre kvaliteter, især at man kan spare penge og undgå madspild. Det er nok sådan nogle ting, der oprindeligt tiltrak folk som Lydia Maria Child: “Det her mad bliver ikke for gammelt på et par dage… Du skal ikke tø madvarer op, affedte, eller stå og skære råt kød. Du slipper for at skære grøntsager eller vaske og skrælle frugt.”

Jeg tog fat i Thrive Lifes grundlægger for at høre mere om motivationen for at markedsføre frysetørret mad til hverdagsbrug, men jeg fik ikke noget svar.

Efter tre dage med meget lidt grøntsager var jeg begejstret over, at skulle i gang med Thrive Lifes “Toscanske Quinoa-ret”, som er en ratatouille-agtig blanding af asparges, squash og tomater. Hele tilberedningen føltes som et eksperiment fra fysiktimerne. Man steger frysetørret hvidløg i olie og tilsætter så de dehydrerede grøntsager, krydderier og vand, men det smagte faktisk som noget, man kunne have tilberedt derhjemme, udover grøntsagernes underligt faste konsistens. Næste aften lavede jeg en pot pie med kylling og tranebær, hvor jeg selv rullede dejen ud og tilberedte fyldet i en slow cooker, inden jeg forsigtigt lukkede tærtelåget med tænderne på en gaffel.

Jeg kunne godt selv fornemme ironien: Jeg var blevet tiltrukket af frysetørret mad som en praktisk måde at forberede sig på den dommedag, som måske aldrig kommer, og så står jeg der og sveder i timevis for at lave en ret, som jeg skal spise samme aften. Det var det mest bastante måltid, jeg spiste hele ugen, og lidt af en bedrift: Takket være de opmålte portioner og de lette instruktioner lærte jeg at lave en pot pie fra bunden.

Hvis jeg har lært noget af mit eksperiment med frysetørret mad, så er det, hvor langt jeg er fra at kunne klare mig selv i dagligdagen. Når nu frysetørrede måltider bliver stadig mere populære i USA, kan det måske skyldes, at mange af amerikanerne har erkendt, at hvis først alting falder fra hinanden, har de ingen anelse om, hvordan de skal overleve ved hjælp af de madvarer, de har liggende i skabene.

I takt med at vi bliver bombarderet med overskrifter, der advarer os om episke oversvømmelser, økonomisk kollaps og atomkrig, er der ikke noget galt med at få ro i sindet ved hjælp af en lille pose dehydreret Chicken A La King.