Jeg har ikke noget at sige, tænkte jeg efter de første ti minutter. Hvad fanden havde jeg gang i? Jeg talte ikke engang sammen med nogen. Jeg sad alene i et hjørne på en lille restaurant i Stockholm og talte til et usynligt publikum og viste dem de seks forskellige slags dumplings, jeg var i færd med at spise. Med blomme- og ingefærsauce. Der var noget ophidsende over det. Jeg var en exhibitionist, der optrådte for en ukendt masse af digitale vindueskiggere.
Jeg var på Beijing8, en mukbang-restaurant i Sotckholm, hvor jeg sad placeret foran en tablet udstyret med kamera og mikrofon. Ordet mukbang er en sammentrækning af de to koreanske ord for “spis” og “transmittere”, og det blev voldsomt populært i Sydkorea i 2010’erne. Det er ‘spisende underholdning’, hvor folk livestreamer dem selv, når de spiser mad. Alle kan blive mukbang broadcast jockeys (BJs) med et kamera, en internetopkobling og en mund.
Videos by VICE
Hedvig Ahlgren og Jonas Hermann mukbanger deres måltid på Beijing8. Alle billeder af artiklens forfatter.
Jeg er svensk, og tanken om at livestreame mit måltid er ikke ligefrem noget, der tiltaler mig. Min status som introvert, lutheransk skandinav gør, at jeg foretrækker at indtage mine måltid i anonym stilhed, uden at jeg behøver at vise og forklare andre, hvad det er, jeg foretager mig. Hvordan kunne det her eksperiment overhovedet fungere i en skandinavisk sammenhæng?
Mukbangs appel er meget omdiskuteret. En teori går ud på, at det er resultatet af øget urban isolation parret med en øget interesse i gastronomi. Ensomme mennesker finder ro ved at se på andre ensomme mennesker, der propper sig med mad. Og det er måske i virkeligheden ikke så underligt. Det er bevist at kollektiv spisning har flere mentale og fysiske helsefordele, og det er en naturlig chance for at slappe af og styrke sine relationer.
Derfor bør mukbang have potentiale til at blive stort i de nordiske lande. Vores høje antal af husstande bestående af enkeltpersoner er noget, der fremavler ensomhed, og vi skandinavere hader som regel at interagere med folk, vi ikke kender.
Beijing8 påstår at være den første restaurantkæde i verden med regulære mukbang-borde. Et par borde på kædens restauranter i Göteborg, Stockholm og Helsinki er blevet udstyret med tablets, så folk kan streame sig selv til deres Facebook-venner. Ifølge Beijing8s direktør ‘mukbangede’ omkring 20 mennesker de første tre dage restauranterne i Stockholm og Göteborg var åbne.
Jeg ankom til Beijing8 ved frokosttid, hvor det pinkfarvede mukbang-bord var optaget af to midaldrende mænd. På grund af en begrænsning i app’en, der skulle transmittere mit måltid, var jeg nødt til at droppe tabletten og i stedet bruge min smartphone. Jeg følte ikke, at mit BJ-game kørte helt fantastisk, men jeg forsøgte at huske de tricks, jeg havde lært af at se timevis af mukbang på nettet: Lav høje smaskelyde og tilfredse støn. Husk også at slubre og bøvse. Og masser af tom snak.
Mukbang er egentlig simpelt nok. BJ’en viser måltidet frem og spiser det efterfølgende på afslappet vis, samtidig med at man taler om en masse tilfældige emner. Nogle entusiaster mener, at mukbang kræver en stor mængde mad, så for at tilfredsstille eventuelle individer blandt publikum med en passiv feeder-fetich, bestilte jeg en dobbelt frokosttallerken med 24 forskellige slags dumplings med dertilhørende ris og kål.
Jeg var rimelig sikker på, at jeg ville kunne tømme kurven foran mig og gøre mig selv til en glorværdig mukbang-mester foran de mange sultne og ensomme svenskere, der så med.
LÆS MERE: Jeg tog til kulinarisk ABBA fest i Stockholm og fik tzatziki, zorba og kitcsh
Så snart jeg gik live, løb jeg lynhurtigt tør for noget at tale om. Jeg glemte at fortælle om maden og om, hvordan den smagte. Jeg lavede ikke smaskelyde, og intet af det, jeg foretog mig, foregik i et afslappet tempo.
Og så skete det værste, der kunne ske. Jeg mistede appetitten. Jeg havde intet at skyde med. Det var på grænsen til eksistentiel krise. Bagefter kunne jeg knap nok huske, hvad jeg havde lavet, men jeg har en mistanke om, at det indebar en masse repetition og usammenhængende vrøvl. Jeg var bare lettet over at være offline igen.
Derefter var det Hedvig Ahlgren og hendes tyske ven Jonas Hermanns tur til at prøve kræfter med mukbang-bordet. De er begge 26 år gamle og studerende ved Royal Institute of Technology i Stockholm. Præcis som for mig var det deres første forsøg med mukbang, men deres tilgang til det hele var meget mere ubekymret. “Jeg troede, at det ville være mere mærkeligt. At det ville være mere akavet for mig at sidde og tale med mig selv foran en skærm,” fortalte Ahlgren. “Jeg føler et ansvar for at skulle underholde. Nu har jeg Jonas med mig, men jeg tror også, at selvom jeg var alene, ville jeg være mere underholdende end folks normale frokostselskab.”
Jeg havde åbenlyst misforstået noget om mukbang. “Vi underholder også os selv, og det kan jeg godt lide,” fortalte Hermann. “Man kender jo godt de mennesker, der kommenterer, så man føler sig mere social, end man skulle tro. Men hvis man sendte mukbang til et publikum bestående af mennesker, man ikke kender, så ville det nok være en smule akavet. Ærligt talt tror jeg at mukbang får svært ved at slå igennem i Sverige. Jeg vil helst ikke sige noget, der kan misforstås, for jeg elsker Sverige, men jeg tror, svenskerne er mere introverte af natur end andre kulturer. På den anden side er Sverige også et meget progressivt land, så måske er det slet ikke tilfældet.”
Da jeg sad med øjnene rettede mod bagsiden på en telefon og mukbangede mit dumpling-orgie, kunne jeg ikke følge med i kommentarerne. Og det er måske også meget fint. Måske er jeg bare for skandinavisk til det her. Jeg bidrager knap nok til stående ovationer, fordi jeg er bange for at skille mig ud. Jeg tror, at hvis jeg forbliver siddende, så kan jeg gemme mig i min egen tryghedszone. Det er et resultat af at vokse op i en kultur, der har meget svært ved at acceptere og forstå ukendte former for social adfærd, og hvor Janteloven er lige så gældende som grundloven.
LÆS MERE: Denne svenske restaurant serverer en tyve-retters omakase kødmenu
Undskyld mukbang. Det er mig, ikke dig, der er noget gal med. Mukbang er salt i det åbne sår, der er vores sociale akavethed, men måske er mukbang også lige netop den kur, vi har brug for, hvis vi skal bryde ud af vores asociale panser. Måske kræver det bare lidt mere alkohol, den universelle sociale smørrelse, hvis vi skal til at kaste os over erotisk smasken og uanstændigt grovæderi.
Stik mig en flaske akvavit og et trug med Janssons fristelse og så skulle du se nynordisk mukbang på et helt andet niveau.
