Jeg lod mine Instagram-følgere diktere mit liv og endte i et andet land

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Jeg vil ikke påstå, at jeg er vildt god til livet. Jeg klarer det okay, men til trods for “støttende forældre”, “ingen livsforandrende skader” og andre ting, der taler til min fordel, burde jeg måske klare det bedre. Hver gang jeg har en chance for at forbedre mit liv, så tøver jeg. Ligesom dengang jeg ikke kunne bestemme mig mellem to forskellige universiteter, så jeg udskød beslutningen til året efter, og så udskød jeg den igen, og så endte jeg med aldrig at starte.

Videos by VICE

Apropos det med aldrig at starte… Instagram har indført en ny feature, hvor man kan lave afstemninger. Du ser det måske kun som et værktøj til at retfærdiggøre, at du tager på druk, men jeg ser helt andre muligheder. Jeg ser en mulighed for at ændre verden og ændre folks liv. Så nu starter jeg med at ændre mit eget liv. Gennem Instagram. For helt ærligt – hvorfor skal jeg vælte gennem livet og tage den ene dårlige beslutning efter den anden, når jeg kan få andre til at tage beslutningerne for mig?

Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg en hel dag vil lade mine Instagramfølgere stemme om hver eneste beslutning, jeg skal tage.

VÅGNE OP

Jeg åbner øjnene og har den velkendte følelse af afmagt, som jeg mærker hver morgen. Jeg begynder at overveje, hvad jeg skal spise til morgenmad: Trist havregrød eller en müslibar? Men så går det op for mig, at i dag ikke er en almindelig dag. I dag har jeg 1000 godhjertede mennesker, der skal tage mine beslutninger for mig. Lad os fortælle det til folket.

Nåh, det blev ikke den historie jeg egentlig helst ville fortælle: Historien om en mand, der lægger sig i koma i 24 timer, fordi flertallet ville have det.

Næste beslutning. Hvad skal jeg have på: En sjov t-shirt, der laver grin med den russiske præsident Vladimir Putin og den canadiske ret poutine, sammen med en brun læderjakke og Georgio Peviani-bukser, eller et simpelt sort/hvidt outfit, som ikke får mig til at ligne en lastbilchauffør fra Hviderusland?

Det første vinder.

UD I DET BLÅ

Jeg går ud på gaden, hvor jeg igen skal tage en beslutning: Højre eller venstre? Den veganske café The Blue Brick eller John the Unicorn? Det naturlige habitat for folk, der engang har arbejdet i reklamebranchen, og som ikke har et problem med at betale 150 kroner for en “ordentlig” cheddar, eller stedet, hvor kunstskole-børn lader, som om de kommer?

Dulwich eller Peckham?

Nu har vi en retning. Nu kommer vi til en beslutning, som jeg står overfor hver dag:

Skal jeg halte eller ej? Tag min beslutning, folkens.

Hvem ville have troet, at mit liv ville blive så meget bedre, hvis bare jeg haltede en hel dag? Tak fordi I passer på mig, kære følgere.

Nu til morgenmaden: Et lidt for smart sted eller McDonald’s?

Okay, fair nok.

Nu kan flokken, som efterhånden tæller hundredvis af afgivne stemmer, bestemme mit måltid. De skal enten gøre det eller også skal en tilfældig mand:

Den tilfældige mand med Gore-tex-jakke og interessant hår vinder selvfølgelig. 72 procent af internettet synes det er sjovt, at en fremmed – som viser sig at være vegetar – skal bestemme, at jeg spiser en salat med squash og bønner.

Nu har jeg fået maden, anbefalet af en fremmed vegetar. Skal jeg så gøre noget, jeg aldrig har gjort før, fordi det ville være “utrolig uhøfligt”, eller skal jeg netop benytte muligheden for at gøre noget, jeg ellers aldrig ville gøre, fordi det er det i dag handler om?

Indtil nu er der flere, der bare har fulgt med, end der har været afgivne stemmer, men denne gang flød min inbox over med private beskeder. Folk ville så gerne se mig såre den stakkels mand.

Jeg tager en dyb indånding, laver en grimasse, og løfter skeen: Jeg kan godt klare det her.

Da jeg stavrer svimmel ned af gaden, begynder jeg at tænke, at det her måske alligevel var en dårlig idé. Måske vil folk hellere fucke med mig end hjælpe mig?

Ved indgangen til Peckham Rye Station får jeg en idé, der kan besvare mysteriet? Er jeg bare et tomt hylster, som folk kan bruge til at realisere deres mest sadistiske impulser, eller var det bare et tilfælde tilbage på caféen? De søde mennesker på Instagram kunne da aldrig finde på at få mig til at bryde loven, vel?

Dagens største valgdeltagelse og den største vindermargin. Jeg skal halte op af trapperne og svede i tykt læder. Jeg frygter for resten af dagen.

Følgere, skal jeg tage ind til Scientology – den objektivt set meget uhyggelige organisation, der er blevet anklaget for den ene forbryderiske handling efter den anden, af både kritikere og tidligere, fremstående medlemmer? Eller endnu værre: Skal jeg tage hen og besøge et stort boldrum for voksne?

Folket synes bolde lyder lige så ulækkert og kedelig som mig.

PUTIN OG POUTINE

Da jeg står af toget ved London Bridge er klokken næsten tre om eftermiddagen. Jeg har stadig ikke spist noget og er begyndt at få kvalme og prikker for øjnene.

Bare kald det Stockholm-syndrom, men jeg er virkelig begyndt at holde af mine overherrer med deres magiske tommelfingre. Jeg sluger en mundfuld æg uden salt og peber og finder en besked i min spam-mappe fra en PR-person ved navn Asher. Folket må bestemme, hvad jeg skal.

10 minutter senere har Asher både givet mig et godt råd og er på vej med mærkelig øl. Med resten af dagens eskapader frisk i erindring frygter jeg, hvad folk vil gøre ved stakkels Asher.

Kort efter står jeg ved de truende døre udenfor Scientologys hovedkvarter, og jeg giver mine følgere to muligheder:

Jeg er klar til at gå ind og forlade stedet med et helt urimeligt antal kuglepenne, da jeg bliver prikket på skulderen. Det er Asher, der smilende rækker mig en sixpack.

Asher er rigtig sød. Den slags menneske, som kan overbevise dig om, at det faktisk var en god ting, at du væltede din fadøl, inden du havde fået en eneste tår. Jeg afbryder hans historie om et band, der hedder King Kong Company, for at forklare min situation. Mens jeg snakker forsvinder gnisten i hans øjne. Han ser træt ud. Det er umådelig tydeligt, at han ikke er tryg ved at gå indenfor, så jeg ser, hvad folket siger.

Vi går ind, og en fyr, der ligner en karikatur, byder os velkommen. Mens vi går gennem centeret, holder jeg øje med alle muligheder for at hapse en kuglepen. Asher stiller nervøse spørgsmål om bygningens historie.

Jeg beder om at få taget en personlighedstest for at købe noget tid. Vi gennemgår prøven. Jeg sidder og krydser af uden rigtigt at tænke over mine svar, og Asher bliver ved med at spørge om alt muligt. Jeg kan ikke forholde mig til det her.

SE: 10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en person med ansigtstatoveringer

Ti minutter senere kommer fyren tilbage med en graf, som han begynder at pege på, og det ser ikke godt ud for nogle af os. Vi er begge deprimerede, ifølge en organisation, der har en ufejlbarlig kur mod depression til en lav, lav pris. Men jeg har et større problem ved hånden: Kuglepenne.

Det ender med, at jeg – til trods for at spørge flere gange – må nøjes med otte. Asher går derfra og ser rystet ud. Endnu et offer for denne dag. Kort efter kommer et til, da en fyr, som går i gymnasiet, skriver: “Jeg har to eksamener i morgen, og jeg kan ikke lade være med at sidde og opdatere din story i stedet for at læse op.”

Halvdelen af de mennesker, der skriver til mig, er ligesom ham: Underholdt. Den anden halvdel har ekstremt specifikke forslag til ting, jeg kunne kaste mig ud i:

Jeg går gennem turbinehallerne på Tate Modern (kunstmuseum, red.) og finder til sidst personen, der har sendt mig beskeden. Da galleriet lukker, fører hun mig ind i et lille lokale – “du halter stadig!” griner hun – og peger mod de omkring 7000 trappetrin, vi skal op af.

Da jeg når til toppen af trapperne, går det op for mig, hvad jeg er til: En forpremiere på en udstiling af de russiskfødte kunstnere Ilya og Emilia Kabakov, efterfulgt af en fancy middag. Jeg får besked på at forhold mig i ro i en halv time.

Da jeg træder ind, klamrer jeg mig til et glas champagne og ser mig omkring. Jeg lægger mærke til direktøren for Tate, Maria Balshaw, der snakker med nogle russere iført tøj, der ser ekstremt dyrt ud, og så går det op for mig: Jeg er ikke det rigtige sted. Det her er kunstverdenens crème de la crème.

Jeg lægger mærke til en mand, som er hummerfarvet i hovedet og har et fantastisk overskæg, der snakker flydende russisk – faktisk taler alle russisk – mens han kigger på min “Vladimir Poutine: Kremlin’s Finest Choice” t-shirt. Måske kan han lide den?

Det må vi finde ud af.

Vi fortsætter vores akavede samtaler, indtil vi bliver inviteret ovenpå til middagen. Jeg gaber, mens jeg lytter til rige mennesker, der halvt snakker på sprog, jeg ikke forstår, så jeg beslutter mig for at lade Instagram bestemme en sidste gang. Jeg kigger mine beskeder igennem. Jeg ved ikke, om det er de fire glas champagne på tom mave eller hvad, men det er som om noget falder på plads.

Jeg havde halvt skrevet det som en joke. Jeg var fuld og forventede, at mine følgere godt kunne se, at jeg havde været rigeligt igennem og nok bare skulle hjem og crashe på nogens sofa med en pizza og mine øl. Selvfølgelig ville de vælge Den Store Bagedyst, for det ville kræve, at jeg hang ud med en fremmed, og det havde flertallet foretrukket, da jeg skulle spise vegetarisk, og da jeg mødte det mystiske menneske på Tate.

Men nu går det op for mig, hvad jeg har gjort, og jeg tænker på min bankkonto, og det faktum, at der slet ikke er penge nok til, at få mig ud af landet. Heldigvis (på en måde) er der to ting, jeg lige præcis har råd til:

Jeg lægger min telefon fra mig, mens der er ti minutter til tilbudene udløber på bookingsiden. Nu har folk bestemt over mig en hel dag, så de må have et vist følelsesmæssigt forhold til mig, ikke? De må føle en slags ansvar over det liv, som de har styret i 24 timer, ikke? Der må være en vis empati, som afholder dem fra at tvinge mig ind i en propfyldt natbus i otte timer.

De ti minutter er gået. Jeg kigger på min telefon. 695 personer har stemt, og der er kun ni stemmers forskel på de to muligheder.

Jeg kan slet ikke tro det. De her mennesker hader mig, mere end jeg hader mig. De er meget værre, end jeg nogensinde selv kunne være. Jeg har lagt mit liv i deres hænder, og efter at have haltet 13,4 kilometer (ifølge min iPhone) iført tøj som min far ville have på på ferie, er det her takken. En propfyldt otte timers bustur til Bruxelles, der kører klokken 22 og giver mig seks timer i en by, hvor jeg ikke kender nogen.

Som mørket sænker sig over landevejene, skutter jeg mig i mit sæde og føler mig svag. Jeg kunne være i Dublin nu. Jeg lægger mærke til, at fyren ved siden af mig griner for sig selv med hovedtelefoner på.

Hvis ikke jeg er andet for mine følgere end en klovn, så kan jeg lige så godt gå hele vejen. Jeg spørger, om jeg skal introducere mig selv som Oobah eller Georgio Peviani, den falske modedesigner, som jeg havde klædt mig ud som til Paris Fashion Week to uger før.

Patrick; Georgio. Nu er vi blevet gode venner, så hvorfor ikke?

Jeg ved ikke om det er den måde, han sparker med benene som et barn, når han griner, eller det faktum, at han insisterer på, at jeg bruger hans oplader, selvom han har mindre strøm end mig, for “det er jo dit arbejde”, men det er svært at sætte fingeren på, hvorfor jeg så godt kan lide Patrick. Så jeg lader ham finde ud af det.

Senere, efter en nat med øl og fjolleri i lange baner, står Patrick af i Ghent, og det er trist at sige farvel til ham klokken fem om morgenen.

Omkring en time senere, da bussen stopper, og jeg indånder den skarpe Bruxellesluft, går noget op for mig: I stedet for at være vred, må jeg takke mine Instagramfølgere for at sende mig herned.

I har givet mig ting, som jeg ikke ville have fået, hvis jeg havde taget mine egne bestluninger: En ny ven, kroniske røvsmerter af alt det falske halteri og en morgen i et smukt land.