Jeg overlevede et udspring, hvor faldskærmen ikke åbnede sig

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Forestil dig, at du er hoppet ud af et fly 4,5 kilometer over jorden, og din faldskærm ikke virker. Du ved, at du vil ramme den kolde jord med 80 kilometer i timen, og at du vil dø af det. Alle fysikkens love, og alt vi ved om menneskelig biologi, fortæller dig, at du vil dø på stedet. Men Brad Guy slap alligevel med livet i behold, da både hans instruktørs faldskærm og nødfaldskærmen satte ud under et spring i 2013. Jeg tog en snak med Brad.

Videos by VICE

VICE: Hej Brad. Du har simpelthen overlevet et faldskærmsudspring, der gik galt.
Brad Guy: Ja, jeg har. Det var i Melbourne for omkring fire år siden, den 1. august 2013. Det var en smuk dag med 25 grader og perfekt vejr – ikke en sky på himlen. Simpelthen perfekte omstændigheder til at springe ud af et fly.

Hvor højt oppe var flyet, da du sprang?
Det var 4,5 kilometer over jorden. Jeg mener, man selv kunne vælge, hvor højt op man ville, og jeg valgte det højeste. Vi jokede en del. Instruktøren spurgte mig for sjov, om jeg havde nogle sidste ord. Jeg har en ret sort humor, så jeg sagde: “Ja, jeg håber min faldskærm åbner.” Så jeg jinxede mig selv. Det har jeg tænkt meget på siden. Var det min egen skyld?

Da min instruktør skubbede mig hen mod kanten, kan jeg huske, at jeg holdt fast i alt, hvad jeg kunne finde. Det var ikke fordi, jeg ikke havde lyst, men mere fordi, det var fandens skræmmende. Men så sprang vi. De første 6-7 sekunder var helt utrolige. Det var en fuldstændig vidunderlig følelse. Der var ingen frygt på det tidspunkt.

Hvornår åbnede den første faldskærm?
Det gjorde den efter de 6-7 sekunder. Jeg forventede et ordenligt ryk, for det får man at vide af instruktøren, inden man springer. Men det ryk kom altså ikke. Der begyndte jeg at blive bange. Min instruktør Bill rodede med noget bag mig. Det var som om, han prøvede at flytte rundt på noget, så snorene blev fri, og faldskærmen kunne åbne. Den dinglede bare i vinden. Der begyndte jeg virkelig at blive bange og gå i panik. Det hele gik galt, og det gik hurtigt galt.

Efter lidt tid åbnede den anden faldskærm sig. Jeg kiggede op og så en hvid faldskærm, der var viklet ind i den gule, og ingen af dem var foldet ud. På det tidspunkt faldt vi stadig med fuld fart. Jeg kunne slet ikke håndtere det, og jeg kunne bare høre Bill, der råbte af mig – altså virkelig skreg af sine lungers fulde kraft, at jeg skulle holde mine fødder nede og samle benene, for vi var begyndt at dreje rundt.

Hvordan så jorden ud på det tidspunkt?
Alt blev mere og mere klart. Det hele skete så hurtigt. Da jeg så, at begge faldskærme var foldet ud, accepterede jeg, at jeg skulle dø. Der var en underlig ro, og en følelse af ‘okay, det her sker. Det bliver den værste smerte, jeg har følt, men bagefter kommer døden.’ Så jeg var afklaret med det. Den mest overvældende følelse var skyld. Jeg havde ufattelig dårlig samvittighed, fordi min familie var der og skulle se mig dø. Jeg så dem foran mig og havde så ondt af, at de skulle føle den frygt og det traume, der fulgte med at se mig dø.

Troede du ikke, at du ville dø på stedet?
Jeg vidste, at der ville være smerte først, og så død. Jeg så dem som en kombination. De eksisterede sammen. Det er svært at beskrive alle de tanker, der gik gennem mit hoved, for det var som om, der var alt for mange tanker, og jeg kunne ikke forholde mig til nogle af dem. Jeg vidst kun, at døden var sikker, og at den var lige der forude. Når kroppen og hjernen skal forberede en på døden, lukker den alting ned, og jeg blev helt lam. Jeg var klar til slaget, og jeg vidste, at det ville blive den værst tænkelige smerte, og at døden kom lige bagefter.

SE: Klippeudspring i Italien

Hvordan var splitsekunderne, inden du ramte jorden?
Jeg kan huske, at selve slaget føltes, som om vi ramte jorden flere gange, fordi vi ligesom rullede, og endte i en sø på en golfbane. Vi lå i vandkanten, halvt under vand. Jeg kan huske, at jeg åbnede øjnene, kiggede op i himlen og rørte ved jorden, og jeg var så overvældet af chok, at jeg forsøgte at skrige, men jeg havde ingen luft i lungerne. Jeg landede ovenpå min instruktør, men nærmest vinkelret på hinanden, så vores kroppe krydsede. Jeg landede mest på ryggen, og han landede mest på benene. Min underkrop var under vand, mens han havde hele sin venstre side nede i vandet.

Gjorde det ondt på det tidspunkt?
Jeg husker smerten tydeligt. Det første, jeg følte, var åndenød, og bagefter en skærende smerte gennem hele min krop, som gjorde, at jeg faktisk ikke kunne mærke noget. Jeg var overvældet af smerte, så alt blev helt lamt, og det føltes som om, der var ild i min rygrad. Det var den mest intense… Jeg kan slet ikke beskrive det. Jeg tror, det er den værste smerte, man kan blive udsat for. Jeg havde ramt jorden med 80 km/t efter et fald på 4,5 kilometer. Jeg kunne ikke rigtig bevæge mig eller mærke min krop, men alligevel fik jeg vendt mig og set på Bill, som var bevidstløs. Han var helt blå, og lå under mig, og jeg brugte alle de kræfter, jeg havde, på at række ud efter ham og klemme hans hånd, så han kunne vågne. Jeg kan huske, at jeg sagde: “Bill, du bliver nødt til at vågne, du skal klare det her, jeg er så ked af det,” og blev ved med at undskylde, fordi jeg følte, det var min skyld. Det føltes som en evighed, før han vågnede, men før det troede jeg, at jeg havde dræbt ham, og at jeg lå ovenpå en død mand.

Hvad sagde han, da han kom til bevidsthed?
Han begyndte at skrige. Han havde store smerter – han havde brækket sine ben og sit bækken, og jeg kunne ikke flytte mig. Jeg følte mig som en kæmpe byrde, fordi jeg var bundet fast til ham, og forårsagede ham endnu mere smerte. Vi begyndte begge to at skrige – et primalskrig fra en anden verden. Til sidst kom tre golfspillere, som havde set os falde, og de fik bundet os fri og båret os op på græsset. Jeg græd og græd. Den ene af dem sagde: “Du skal nok klare det, du er okay, du skal nok komme igennem det her. Det går nok.” Jeg kunne se Bill lidt længere væk, og han skreg stadig. De forsøgte at holde min ryg og nakke lige og trøste mig. Lidt efter kom ambulancen. Bill blev ført ind i en helikopter med det samme og fløjet væk. Jeg blev lagt ind i ambulancen, og jeg kunne se min familie komme løbende over bakken for at finde mig. De sagde: “Vi elsker dig. Du skal nok klare det. Vi ses på hospitalet.” De var også helt knuste. Jeg blev ved med at undskylde, jeg havde så dårlig samvittighed. Jeg fik skudt morfin i kroppen, og mit tøj blev skåret i stykker, og jeg græd. Der var så meget at forholde sig til.

Ja, det må der have været. Det er ufatteligt, at I begge kom til bevidsthed på det tidspunkt.
Jeg bliver ved med at spørge mig selv de samme spørgsmål igen og igen. Der vil altid være ting, som man ikke kan forklare. Der var så mange små marginaler, der skulle være på vores side, for at vi kunne overleve, og det var de på mirakuløs vis.

Det er vel sådan noget som, at faldskærmene sænkede jeres fart nok, og at I ramte jorden i en vinkel, der afbødede faldet?
Ja, det tror jeg. Vi ramte bredden af en sø, hvor jorden er blød, og måske hjalp det, at vi drejede rundt. Farten og slaget var som den var. Hvor vi landede, hvordan vi landede, selv vejret. Den måde, vi var bundet sammen på. Der var så mange elementer, der på en eller anden måde alle sammen passede sammen.

“Jeg havde ufattelig dårlig samvittighed, fordi min familie skulle se mig dø.”

Hvordan var det på hospitalet?
Den første nat var ren tortur. Jeg sov ikke et sekund den nat. Jeg blev ved med at ringe til sygeplejersken for at få noget bedøvende, så jeg kunne falde i søvn, men min hjerne nægtede at lukke ned. Jeg var stadig helt hysterisk. Hver gang jeg lukkede øjnene, kunne jeg se mig selv falde. Dagen efter kom der noget klarhed. Jeg kunne begynde at mærke min krop igen. De sagde, at jeg havde brækket ryggen, og at jeg nok skulle få det fint igen, men jeg blev ved med at tænke, at jeg ikke kunne gå rigtigt, og at jeg ville være handikappet resten af mit liv.

Var du forbløffet over, at du ikke var kommet mere til skade?
Der var ingen forbløffelse. Der var ingen positive tanker. Der var intet godt ved noget af det. Det var frygteligt og dystert. Jeg kunne ikke mærke nogen glæde. Det eneste, jeg tænkte, var ‘Fuck, min krop er smadret, min hjerne er smadret, det her er resten af mit liv.’ De klassiske tegn på depression begyndte lige med det samme. Der var absolut intet positivt at finde nogle steder.

Hvordan var de efterfølgende måneder?
Jeg låste mig inde på mit værelse i omkring fire måneder, og jeg talte ikke med nogen. Jeg sad bare i mørket og så engang imellem lidt fjernsyn. Jeg var deprimeret. Jeg spiste ikke noget, jeg gik ikke i bad, jeg råbte af mine forældre, hver gang de kom i nærheden af mig, for jeg følte mig som et monster. PTSD lurede i skyggerne. Jeg havde konstant mareridt og flashbacks, og vågnede op fra mareridt midt på dagen og skreg. Jeg kastede mine pudder ind i væggen, og min mor var nødt til at fysisk holde mig fast og trøste mig. Men til sidst blev det bedre. Jeg tror, jeg kan hjælpe andre med at søge hjælp, hvis de lider, ved at være mere åben omkring, hvad der skete med mig.

Hvor lang tid sagde de, at der ville gå, før du kom dig?
De sagde tre måneder, men det endte med at være fire. Jeg kan gå igen, og jeg kan fungere i min dagligdag. Jeg går stadig til fysioterapeut og psykolog, mest for mine fysiske skader. Jeg er begrænset. Jeg kan ikke dyrke sport på samme måde som tidligere. Det kommer langsomt tilbage, og jeg håber, at jeg kan få mit gamle liv tilbage. Jeg kan ikke rigtig gå i træningscenter eller cykle. Jeg får ondt i nakken og ryggen hver eneste dag, og jeg skal have en særlig stol på mit arbejde. Men man kan ikke umiddelbart se det på mig. Jeg kan gå, jeg kan køre bil. Det har krævet en del blod, sved og tårer, men forhåbentlig kan fysioterapien hjælpe mig til at kunne mere og mere.

Tak skal du have, Brad.