Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA
Karen Hollihan er ejendomsmægler fra Miami, og hun husker aktiemarkedets sammenbrud i 2008 alt for godt. “Da hele markedet faldt fra hinanden, gjorde jeg også,” siger Karen, som også er min mor. “Jeg kan huske, at jeg var i New York, gik ned ad gaden og så folk stirre på store tv-skærme uden et ord. På skærmene kunne vi se fald på 500 til 600 point på aktiemarkedet, og det skete hver dag. På et tidspunkt brød jeg sammen og begyndte at græde.”
Videos by VICE
Hun klarede sig ved at skrue sine udgifter ned på et absolut minimum og holde et strengt regnskab over hver eneste udgift og alle regninger. “Jeg ved præcis, hvor mange penge jeg skal bruge per dag, uge, måned eller år,” fortæller hun. “Jeg ved, hvor jeg kan spare, og hvad der kan betragtes som unødvendigt forbrug.”
Da jeg så min mor vende hver en mønt, slukke for radiatoren for at spare strøm og være tynget af angst, satte det sig dybt i mig. Som freelanceskribent i en af de dyreste byer i USA, er jeg allerede bevidst om, hvor vigtigt det er at have styr på sine penge. Men da investorerer forudser, at det næste børskrak vil ske inden for de næste par år, har jeg besluttet mig for at tale med nogle eksperter for at finde ud af, hvad jeg kan gøre for at forberede mig på den nedtur.
Der er rigtig mange unge mennesker, der ligesom mig kun lige er begyndt at investere, og som i bund og grund lever fra måned til måned, men vi kan beskytte os selv, så vi undgår at ende som hjemløse, når det hele går af helvede til.
Knus din gæld
Din første prioritet er at udrydde din gæld. For hvis først du mister dit job eller dine investeringer under en krise, vil du højst sandsynligt stå med endnu flere regninger. “Hvis du har gæld flere steder, så prioriter dem med højest rente først. Det er vigtigt, at du tager de gældsposter først, for ellers akkumulerer du bare endnu større gæld i fremtiden,” siger Wendy Liebowitz, som er underdirektør for Fidelity Investments i Fort Lauderdale, Florida.
Den bedste måde at gøre det på er ved at finde ud af, hvordan du bruger dine penge nu, og hvordan du kan bruge flere af de penge på at betale gæld af. Start med at få alle dine udgifter i system, så du ved præcis, hvor meget du bruger på dit og dat, for så ved du også, hvor du bruger flere penge end nødvendigt. “Hvis du kun bruger dine penge på, hvad der er vigtigt lige nu, og undlader at bruge penge på ting, som ikke rigtig er vigtige, så er det nemmere at tilpasse din økonomi, hvis der kommer en nedtur,” forklarer Ross Levin, der er økonomisk vejleder hos Accredited Investors Wealth Management.
Tænk over dine investeringer
Hvis du har nogle tusind kroner stående på en pensionsopsparing, så er det en god idé at sørge for, at alle pengene ikke står det samme sted. “Hvis du har penge flere forskellige steder, er du langt bedre beskyttet mod pludselig at miste det hele,” siger Lucas Casarez, der er økonomisk vejleder hos Level Up Financial Planning. “At satse alt på en enkelt virksomhed eller sektor kan gå helt galt. Det er de færreste, der indser, hvor stor en risiko de tager ved at samle alle deres investeringer ét sted og glemmer at sprede det ud.”
I stedet for at være besat af kryptovalutaer eller lovende cannabisvirksomheder, så tænk lidt bredere. Tanken er, at du skal have en blanding af aktier og obligationer, og også gerne nogle internationale investeringer. Hvis du har en god bank, kan den hjælpe dig med det, og hvis du sætter dig lidt ind i det, kan du også investere i bæredygtige virksomheder, så du kan sove om natten med god samvittighed.
Jo yngre du er, når du får styr på alt det her, jo bedre vil du være stillet i det lange løb. “Når unge mennesker kommer i gang med at investere tidligt, får de mere ud af den vækst, der vil være over tid,” siger Liebowitz. Selv et stort finanskrak vil ikke se så voldsomt ud, når man ser tilbage på det et årti eller to senere.
Forvent det uventede
Det er optimalt, hvis du har en opsparing, der svarer til tre til seks måneders udgifter, men også et par tusinde kroner hjælper, når tiderne er hårde. “Din opsparing giver dig den støtte, du har brug for, for at holde hovedet oppe, når du står midt i en finanskrise,” siger Casarez. Det bedste, du kan gøre, er at have en opsparingskonto med en god rente, hvor du hurtigt kan få adgang til pengene.
Hvis selv et par tusinde kroner virker som et uoverskueligt projekt på grund af dine udgifter, er det på tide at se på, hvor du kan spare, eller finde en metode til at tjene flere penge. Lad os starte med dine udgifter, for de er det nemmeste at kontrollere.
Få styr på dine udgifter
Bruger du flere penge, end du tjener hver måned? Så bliver du nødt til at se nærmere på præcis, hvad du bruger penge på, og begynde at lave små justeringer. “Det gælder om at undersøge, hvilke små ændringer der kan forbedre din situation mest,” siger Levin. “Du kan vælge at lade være med at tage i byen, men du kan ikke vælge at lade være med at betale husleje.”
Vil du nedbringe dine udgifter? Spis hos dine forældre en gang om ugen i stedet for at spise ude, eller få en roommate og spar tusindvis af kroner hver måned. Der er bogstaveligt talt hundredvis af måder man kan spare penge på, hvis man tænker sig om.
Vær bevidst om dit eget værd
Hvis du tjener flere penge i dag, så er det nemmere at lægge noget til side senere. Det nemmeste er selvfølgelig bare at få en lønforhøjelse, men den slags små stigninger er som oftest tæt forbundet med inflation. Du har større sandsynlighed for at have held med det, hvis du er ekstremt værdsat af virksomheden eller har meget unikke kompetencer. “En softwareudvikler for et stort firma er mindre udsat end en almindelig kontoransat i samme virksomhed,” siger Michel Dilmanian, som er økonom hos Morgan Stanley.
Du kan altid få noget ud af at forbedre dine kompetencer. “Computerprogrammering og andre ‘svære’ kompetencer vil der fortsat være stor efterspørgsel på i forhold til andre kompetencer,” siger Dilmanian. “Der er også mangel på hænder i sundhedsvæsenet og efterspørgslen på faglærte arbejdere ser også ud til at stige i takt med, at befolkningen bliver ældre.”
Hvis du beslutter dig for at satse på nye kompetencer eller en ny karriere, så er det særlig vigtigt, at du holder øje med, hvilke udgifter det vil give dig, og hvad du får igen. “Overvej, hvor lang tid det vil tage at tage det spring,” siger Liebowitz. “Er det i virkeligheden bedre, at du bliver, hvor du er, og bygger videre på din karriere i stedet for at starte helt fra bunden hvert andet år? Se på plusser og minusser ved begge dele, før du tager en beslutning.”
Sidst, men ikke mindst, skal du gøre noget ud af at netværke med dine kollegaer, både for at have større indsigt i din branches udvikling og for at holde øjne og ører åbne efter eventuelle nye jobmuligheder. Sådan noget så simpelt som at hænge ud med en gammel kollega og drikke en øl eller smide en sms til en, du mødte til en konference for at høre, hvordan det går, kan være nok. Pointen er at holde kommunikationskanalerne åbne, så du ikke bare kontakter dem ud af det blå, når det hele går af helvede til.
Mere
fra VICE
-
Scott Dudelson/Getty Images -
ContemporAd/Getty Images -
Silver Place/Getty Images -
TikTok for download on the Apple App Store — Credit: Gabby Jones/Bloomberg via Getty Images