Jeg skrev til Charles Manson og fik den her tegning retur

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Mange mennesker er interesseret i seriemordere. Og efter den berygtede kultleder fra 60’erne Charles Manson døde, bliver der skrevet pseudo-psykologiske kroniker på redaktioner over hele verden i et skingert forsøg på at forklare hvorfor.

Men hvordan er det at være så interesseret, at man beslutter sig for at blive penneven med en morder? Mød Rocco Casella som skrev breve til Charles Manson.

VICE: Hvordan blev du så interesseret i Charles Manson og hans familie?
Rocco Casella: Da jeg var 17, læste jeg Helter Skelter (kriminalbog fra 1974 skrevet af Vincent Bugliosi og Curt Gentry, red.). Jeg så også miniserien fra 70’erne, som Steve Railsback var med i. Jeg var en ret almindelig dreng. Jeg spillede fodbold, fik gennemsnitlige karakterer og interesserede mig for computere og kunst – men jeg var især fascineret af gyserfilm på det tidspunkt. Manson og hans følgere var virkelige, mens Jason og Freddy Krueger var fiktion.

Var du generelt interesseret i seriemordere?
Charles Manson var den første seriemorder, jeg var interesseret i. Jeg havde hørt om John Wayne Gacy, fordi jeg boede i Chicago. Han var lokal og alle børnene delte historier, de havde hørt om ham. Men nej, jeg var ikke interesseret i den slags, før jeg læste om Manson og hans følgere.

Hvornår besluttede du dig for at skrive til ham?
I 1988. Jeg arbejdede i en boghandel på det tidspunk, og der var nogen, der kom ind og spurgte efter The Garbage People, som er en bog skrevet af John Gilmore og Ron Kenner, og som handler om Manson-familien. Han kom ind ugen efter med adresser på de steder, de sad fængslet. Jeg tror, han prøvede at blære sig eller sådan noget. Jeg sendte breve til hele familien: Patricia Krenwinkel, Leslie Van Houten, Lynette Fromme og Manson selv. Det var kun Manson og Fromme, der svarede.

Hvad skrev du i dine breve?
Jeg sendte nogle simple breve, hvor jeg bare beskrev, hvad jeg havde hørt om dem. Jeg ville gerne høre deres side af historien. Jeg fik et svar fire måneder senere fra Manson og Fromme. Jeg ville gerne vide, om medierne havde fortalt noget, der var forkert. Jeg havde set en dokumentar om dem, hvor pigerne fortalte at meget af det, folk sagde om dem, ikke var sandt. Jeg var interesseret i at vide, hvilken sandhed de kunne fortælle.

Hvad skrev Manson i sit brev?
Manson sendte en fotokopieret tegning med en enkelt sætning: ”Se ned på mig, og du vil se et fjols. Se op til mig, og du vil se din herre. Se lige på mig, og du vil se dig selv.”

Synes du, det var noia?
Da jeg så brevet, blev jeg faktisk mest skuffet. Jeg havde allerede hørt det udtryk, han skrev, i et interview. Jeg tror det var en fast vending, han havde. Der var intet originalt eller personligt ved brevet.

Der er også en adresse til en hjemmeside. Hvad er det for noget?
Det er adressen til familiens miljøprojekt. Hjemmesiden findes ikke mere. ATWA står for air, water, trees, animals. Jeg tror Manson syntes, at den slags var mere værd end mennesker.

Hvad skrev Lynette?
Fromme svarede med et postkort. ”Jeg – og de fleste andre mennesker – vil helst høre fra dem en nyhedshistorie rent faktisk handler om, i stedet for at høre en fortolkning af hvad der mon skete fra journalistens synspunkt. Journalisterne plejede at være meget dårligere til altid at udelade det, der rent faktisk blev sagt. Jeg kunne godt tænke mig, at aviser blev udfaset, for de er berygtede for ikke at sige hele sandheden, bliver produceret af store mængder træ og er forgængelige.”

Hun har stavet det ”effemeral”. Tror du, hun mente ”ephemeral” (forgængelig, red.)?
Jeg aner ikke, hvad hun mente!

Undskyld, fortsæt bare. Hvad skrev hun mere?
Hun skrev ”dagens nyheder er morgendagens skrald. Det fører til ufattelig dårlig journalistik. Min mening har ikke forandret sig særlig meget, siden jeg kom i fængsel, men jeg har set mere og støtter dem. Lynette.”

Vidste dine venner og familie, at du havde skrevet til dem, og hvad syntes de om det?
Mine venner vidste det godt. Jeg viste min mor brevene, da de ankom, og hun sagde, jeg var en idiot. Men hun tog dem alligevel med på arbejde for at vise dem til alle.

Det eneste jeg fortryder ved at skrive til dem, er, at jeg brugte mere tid på dem, end de fortjente.

Overvejede du at holde kontakten med dem?
Jeg tænkte aldrig på at skrive til dem igen. Dengang blev jeg interesseret i det nye FBI projekt, der lavede profiler af alle levende morderes personligheder. Det var et projekt ledet af Agent John Douglas (inspiration til Netflix-serien Mindhunter, red.), og det kunne jeg godt tænke mig at arbejde med. Da jeg fik de tossede svar, synes jeg ikke, jeg gad bruge tid på dem, med mindre jeg fik løn for det. Jeg kunne godt fornemme, at jeg skulle bruge en del tid på det, hvis jeg skulle have ordentlige svar ud af dem. Så jeg fandt andre interesser som for eksempel piger, rutsjebaner og rejser. Det eneste jeg fortryder ved at skrive til dem, er, at jeg brugte mere tid på dem, end de fortjente.

Hvordan havde du det, da du hørte, at Manson var død?
Jeg var lidt trist, da jeg hørte, at han var død. Ikke for hans skyld, men for de familier han har skadet med sine vilde planer. Og ud fra alle de bøger, jeg har læst om ham, kan jeg godt konkludere, at han ikke var rigtig klog fra starten. Han havde aldrig muligheden for at leve et normalt liv. Han fik tæsk, da han var plejebarn, og røg ind og ud af børnehjem og institutioner gennem hele sin barndom. Jeg tror, det er et billede på, at han simpelthen ikke kunne tilpasse sig et almindeligt liv. Han var i fængsel eller på institutioner i 68 af hans 83 leveår. Det var det eneste, han kendte til.