Jeg snød mig til tops under Fashion Week i Paris

パチモン・ブランドをパリ・ファッション・ウィークで売り込む

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK.

Pierre Klein, Cuggi, Lewis Vooton.

Videos by VICE

På slum-markeder over hele verden kan man købe kopivarer af alle slags, og på mine mange rejser til sådanne markeder, er der ét mærke, jeg har set mere end nogle andre: Georgio Peviani.

Georgio Peviani jeans

Hvis man googler navnet på denne, tilsyneladende, italienske mand finder man side efter side om hans jeans. Men han eksisterer altså ikke. Han er en forfalskning. Men af hvem? Hvis det er Armani, får Peviani ikke noget ud af associationen, for deres logo ligner overhovedet ikke Armani. Men det er også lige meget, for folk køber hans produkt. Han er sit eget brand og gør alt, hvad en designer bør gøre. Udover at eksistere. Der et vakuum, hvor han burde være.

Det hul vil jeg udfylde. Jeg vil blive til Georgio Peviani og hjælpe ham med at udleve sit potentiale, ved at komme på alles læber i en branche, der er falsk nok til at blive snydt af en falsk mand. Jeg tager Georgio Peviani til Paris Fashion Week.

FORANDRINGEN TIL GEORGIO PEVIANI

Første skridt: Jeg køber domænet www.georgiopeviani.com.

Den er lidt farlig, jeg ved det, men når man tænker på, at manden sådan set ikke eksisterer, så forventer jeg ikke en stor konflikt med et helt hold advokater.

Efter at have leget lidt i ti minutter har jeg noget. Der er bogstaveligt talt intet indhold, men det ser godt ud. Det er det eneste, der betyder noget, ikke? Og så er der også min nye mail: georgio@georgiopeviani.com. Hvilket fører mig videre til mit næste skridt.

Lige så godt som et pas. Det sidste jeg mangler er nogle Georgio-produkter, som jeg kan vise frem, så jeg tager ned på markedet i Brixton for at købe et par lækre Pevianis.

DAG ET: GEORGIO ER LANDET

Jeg har aldrig været i Paris før, så jeg går en lang tur for at lære byen at kende. Jeg aner heller ikke, hvor Fashion Week foregår, så det giver slet ikke mening at tage Metroen. Jeg håber, at jeg støder ind i nogen iført en meget kompleks nederdel og nogle af de der Balenciaga-sko, så jeg bare kan følge efter dem.

Jeg har fulgt Eiffeltårnets kontur i det fjerne i over en time, da en bølge af farver pludselig vælter ud af et gammelt hotel: Et modeshow er lige slut. Jeg skynder mig ind i mængden af høje mennesker med gule dynejakker og hatte, der koster mere end min husleje. Bloggere med bukkede hoveder, og tommelfingre, der danser hen over telefonskærme. Mængden deler sig i tusinde forskellige retninger, og de forsvinder mellem fingrene på mig, da jeg mærker nogen prikke mig på skulderen.

“Bonjour, monsieur! J’adore vos vêtements!”

En mand klædt fra top til tå i denim, der holder sit bæltespænde som en gammel cowboy, stirrer på mig. Jeg giver ham mit kort, og spørger, hvad han synes om showet. “Jeg så det her fra.” Han peger der, hvor han står.

Jeg spørger ham henkastet, om han ved, hvor man nu skal tage hen. Han hiver et krøllet stykke papir frem, der er fyldt med nedskrevne adresser. “Palais Brongniart.” Jeg kigger på hans kort, og bider mærke i Vivienne Westwood i morgen, da han pludselig ranker ryggen. “Commes Des Garcons, den russiske ambassade!” Han peger på sit ur og åbner sin skuldertaske, hvor jeg får et glimt af et Vladimir Lenin-kostyme: “Jeg må hen og skifte!”

Før jeg kan nå at takke min guide, er han væk.

Jeg ankommer til Palais Brongniart, og sikkerhedsvagterne følger mig hen til receptionen. “Undskyld hr, men jeg bliver nødt til at se noget legitimation og akkreditering.” Uden et ord smider jeg mit kort på bordet. Kvinden skriver løs på en computer, og snakker hurtigt fransk med sin kollega. Efter en lavmælt diskussion vender de tilbage.

Jeg får mit badge og en fornærmet undskyldning.

Jeg havde lidt regnet med den samme sommerstemning, som man finder til musik- eller filmfestivaler, men det her handler mere om networking. Udenfor falder jeg i snak med nogen, der ser ud til at have det sjovt. Jeg finder senere ud af, at hun er anerkendt for at være en af de første, der brugte digitale elementer i modebranchen, og at hun i dag er en respekteret kreativ direktør.

“Kender du ikke Peviani?” spørger jeg. Hun ryster på hovedet. “Lad os bare sige, at tøj er en religion, og Peviani er en uforbedrelig synder.” Hun løfter det ene øjenbryn. “Er det simpelthen dig, der er Peviani? Det ville forklare fotografen.” Jeg siger, at VICE laver en artikel om mig, og hvordan mit produkt bliver solgt alle steder, men alligevel er underligt ukendt.

Vi udveksler visitkort, og hun anbefaler en fest, jeg kan tage til en time senere, hvor der vil være fyldt med presse. Peviani er klar til at rykke op på det næste niveau.

Jeg følger den fraværende pludren og falske fnisen af jokes på sprog, jeg ikke forstår. De her mennesker er under Peviani – han er ligeglad med dem. Men i hjørnet ser jeg noget betagende.

“Jeg har brug for at se dig i dem her.”

Den tyske model Jean tager Peviani-bukserne og forsvinder om bag et gardin.

“Jeg elsker dem. De er så populistiske. Har du designet dem?”

Jeg nikker. Alle stirrer. Jean nævner en event, der lyder meget mere som noget efter Pevianias smag, og fordi han virkelig ikke kan holde de her tabere ud længere, smutter han tilbage ud i den parisiske nat.

I de smalle gader i nærheden af Bonne-Nouvelle station, opdager jeg en lille menneskemængde udenfor en diskret dør. Et Ibiza-beat pulserer indenfor.

Indenfor bliver jeg mødt af en tynd italiensk fyr. “Mickey,” smiler han. “Georgio.”

Mickey begynder at ævle løs på italiensk. Jeg nikker, og laver italienske lyde, men beder hurtigt om, at vi taler engelsk, så min fotograf kan forstå, hvad der bliver sagt. Det viser sig, at han ikke alene har designet hele udstillingen, men også, at han er virkelig meget fra Italien. Jeg fortæller, at jeg også er designer, og lige pludselig bliver jeg fulgt rundt til festen.

Folk ser forvirrede ud, og det går op for mig, at det eneste, der er sværere end at overbevise modefolk om, at jeg er designer, er at overbevise italienere om, at jeg er en af dem, når jeg er en skinkefarvet britte fra udkanten af Birmingham.

Til sidst møder jeg en indkøber fra Milano, som køber for store firmaer. En kvinde med magten til at gøre, at alle i Bologna går rundt med Georgio på røven. “Georgio Peviani.” Hun stopper op, lukker øjnene og trækker vejret dybt gennem næsen. “Den måde du udtaler dit navn på, Peviani… Jeg får lyst til at tude.” Dårlig start.

Men trods min elendige udtale, spørger jeg hende, om hun vil købe mit produkt.

“Om jeg ville købe det? Det kommer an på klienten. Men husk, at stilen i Milano er anderledes. Der handler det om haute couture.” Hun knuser mig. “Men jeg kan godt lide strukturen her, jeg elsker formen.” Hun ser nærmere på det. “Jeg kan se, at du virkelig har tænkt over knappen – det er meget smukt. Jeg kan også godt lide initialerne her.”

Jeg giver hende et visitkort, drikker min drink færdig, og går mod udgangen. Dag et var en succes.

DAG TO: PÅ VEJ MOD STJERNERNE

Jeg vågner tidligt og tænder for nyhederne. Der er intet om Peviani – de snakker kun om Rick Owens. Jeg må sigte højere. Jeg starter med at skrive til alle modemedier overhovedet. Så dukker en anden historie op i nyhederne, og jeg ser mit snit: Getty Images har gjort det forbudt at “photoshoppe” billeder. Hvis det er uredigeret bar hud, de vil have, så skal de få det.

I dag står jeg overfor en stor udfordring: At komme ind til Vivienne Westwoods show.

Der er vagter overalt. Paparazzierne følger alle efter hende her.

Efter at have taget et billede sammen, følger jeg med hende og lader halvt som om, vi går arm i arm. Jeg tager en dyb indånding og klamrer mig til mit Peviani navneskilt. Du må ikke svigte mig nu, Georgio.

Det lykkedes! Jeg er inde, og ser navnene på alle de kendte, som sidder på første række – redaktøren fra Vogue, modellen Arizona Muse – før jeg diskret lægger mine Georgio-kort på deres sæder. Jeg øjner en mulighed.

Jeg ved ikke rigtig, hvem ham her er, men han sidder på forreste række, så han må være vigtig.

Showet går i gang.

Bravo.

Jeg hænger ud, mens lokalet tømmes for mennesker. Det udvikler sig til et sammensurium af nøgne modeller og Westwoods ansatte, der drikker bobler. Jeg falder i snak med en fyr i et Hillary Clinton-agtigt powersuit og spørger, hvilke planer de har senere. “Alexa Chung,” svarer han. “Har du invitationen ved hånden?” Han hiver sin telefon frem og sender den til mig.

Udenfor bliver jeg blændet af blitz. Folk tror, jeg er noget særligt, og jeg er også selv begyndt at tro på det. Rundt om hjørnet bliver jeg mødt en gruppe kvinder, der ligner, at de er trådt direkte ude af Miami Vice.

De er meningsdannere, der er fløjet ind fra Brasilien for at rapportere om alt det nye og hotte, der foregår til Paris Fashion Week. Og det ser ud til, at Raquel Minelli – ja, hende med 627.000 Instagramfølgere – er nede med Pevianis tøj.

Peviani bliver nu vist frem for hendes følgere over hele kloden via en Instagram-story. Jeg kan næsten ikke tro det – drømmen bliver til virkelighed. Med den digitale verden i min hule hånd, smutter jeg videre for at være i centrum til after party.

Stedet er fyldt med de sejeste unge modeverdenen kan mønstre. Jeg skal passe perfekt ind.

“Mærk dig mine ord,” siger jeg til en mand, jeg lige har mødt, mens jeg lægger mine dybfrosne ben over kors, “de næste ti år kommer til at handle om Punky Fish og Peviani. PunkyFish, Peviani: Det nye Cavalli og Kors.”

Fyrens mund snerper sammen. Det indfanger stemningen til festen.

Lige pludselig er der en, der kaster sig ind i hoppeborgen, og alle drejer hovedet. Det er Alexa Chung. Jeg forstår, at for at være et ægte ikon, må man have alles øjne på en hele tiden. Jeg må tage den skridtet videre.

Jeg træder ned fra hoppeborgen og øjner den perfekte mulighed for at blive bemærket.

Jeg introducer mig, og Alexa gentager mit navn (okay, jeg skulle bede hende om at gøre det, men alligevel).

Georgio Peviani er helt bogstaveligt dét, som en af de mest indflydelsesrige personer i modebranchen taler om.

Timerne går, drinks bliver drukket. Alting bliver tåget. Peviani mingler med den trendsættende avantgarde i det morderne Paris. Jeg husker mest bare balkoner, barer og solen, der står op.

DAG TRE: KEJSERENS NYE KLÆDER

Jeg vågner op af formiddagen og har det, som om en heks har sparket mig i hovedet. Min inbox er fyldt med mails: En invitation til Lutz Huelle, et tilbud om en kaffe-date med designer Esther Maud; en plads ved Masha Ma’s show på YOYO Palais de Tokyo. Men en af dem, kan jeg slet ikke fatte.

En invitation til Veronique Levoy-præsentationen, på italiensk.

Jeg er nået igennem til meningsdannere, de hippe og stjernerne, men det her er en privat fremvisning af en af Paris mest prestigefyldte designeres nyeste kollektion. Véronique Leroy giver mig en mulighed for at infiltrere de aller øverste lag i hovedstaden.

Jeg ankommer til adressen, og en ældre kvinde med et smalt ansigt og støvet, langt, blond hår byder mig velkommen. “Georgio!” Vi kysser på kinderne. Med sin sorte kjole og hvide bukser ligner hun en illustration fra Den Lyserøde Panter.

Vi kommer ind i en smuk parisisk lejlighed fra 1600-tallet – den slags sted, der virker tomt, hvis ikke der hviler en tyk sky af cigaretrøg over det hele. En ældre herre fra Sydøst-asien og en yngre kvinde studerer kataloget. To modeller på 185 centimeter er klar til at prøve hvad som helst, vi gerne vil se. Jeg aner ikke, hvad jeg laver.

Jeg drikker kaffe og er helt manisk, mens jeg råber tilfældige ting.

Det er alt sammen fint, men hvad ville et ægte modeikon gøre?

“Den her kjole – den er fantastisk! Hvor meget?”

“Jeg vil gerne prøve den på. Jeg skal til en prisuddeling snart, og jeg vil gerne fange folks opmærksomhed. Jeg er modebranchens unge rebel.” Kvinden forsøger at skjule sin forvirring, inden hun forsvinder ind bag gardinet. Efter ti minutters frem og tilbage sker det. Voila:

Jeg vælter rundt i en parisisk lejlighed, omringet af millionærer, iført en kjole, der koster mere end alt mit andet tøj til sammen. Sælgeren hvisker: “Du ser dejlig ud.”

Jeg har det, som om jeg har nået et nyt niveau af privilegier. Georgio er nu en mand, hvis navn og stikkelsbærben vil blive husket (svagt) af designere, meningsdannere og modefans over hele kloden. Han er en mand, som – i hvert fald i Paris – eksisterer.

Det er godt nok til mig.

DAGENES ENDE: HVEM ER GEORGIO PEVIANI?

Efter at have levet tre dage som Georgio, har jeg fundet mange svar på mange spørgsmå, men der er et, der bliver ved med at hjemsøge mig: Hvem er Georgio Peviani i virkeligheden?

Tilbage i London beslutter jeg mig for at gøre, som jeg plejer, når jeg er i tvivl om noget: Jeg googler det. På tredje side finder jeg noget: Et patent, som blev registeret i 1996, og som udløb sidste år, med en adresse i Aldgate nedenunder. Bingo.

På en sidegade til Whitechapel Road ligger mit mål: Denim World. Jeg går ind og bliver mødt af et skatkammer af jakker, jeans og shorts. Når jeg kigger efter, kan jeg se, at hver eneste produkt er Georgio Peviani. Jeg går op til disken. “Arbejder Georgio Peviani her?” spørger jeg, og to af dem går ud bagved. Tilbage står ham, der ligner patriarken, og ryster på hovedet. “Men I sælger da mange af hans varer?” Han ser forvirret ud. “Øh ja. Det er fordi, jeg opfandt ham for omkring 30 år siden.”

Adam

Adam forlod Zambia og kom til England i 1982. Han har arbejdet med tøj siden.

Engang i 90’erne fandt han på navnet Georgio Peviani, og kunne godt lide det. Hvorfor? Han syntes det “lød godt, lød italiensk.” Hans yndlingsdesigner er Armani. Adam mener, at Peviani var på sit højeste i 90’erne og start-00’erne, og det er ikke så overraskende: Dengang solgte de 35.000 Georgio Peviani-produkter om ugen over hele jorden. De sælger stadig globalt.

“Det, jeg elsker ved mærket, er, at helt almindelige mennesker kan gå med det. Det er ikke ligesom Armani, som kun eliten har råd til,” siger han. “Det har været en stor succes for os. Det har forsørget vores familie og været fundamentet for vores forretning i alle de år.”

Jeg begynder at forklare min fascination af Georgio, og fortæller så Adam hele min historie fra Paris. Han knækker sammen af grin. Mens vi snakker, går det op for mig, at jeg ikke længere er Georgio Peviani. Det har jeg jo egentlig aldrig været, men nu ved jeg, hvem der er. “Du er Georgio Peviani, er du ikke, Adam?”

Adam begynder at grine igen. Det gør vi andre også.

“Jeg er så tæt på, som man kan komme.”