Jeg spiste morgenmad som Hunter S. Thompson, og det gør jeg aldrig igen

Morgenmad er dagens vigtigste måltid. Det vidste Hunter S. Thompson godt. I dag ville den idoliserede hedonist og gonzo-journalist være fyldt 80 år, hvis altså ikke han havde skudt sig selv i hovedet og var sunket sammen foran skrivemaskinen den 20. februar 2005.

Med sin usammenhængende, kaotiske livsførelse og en kronisk fucked-up døgnrytme brugte Hunter S. Thompson morgenmaden som et holdepunkt – en slags forbindelse til virkeligheden. I en Rolling Stone-artikel fra 3. juni 1976, hvor han egentlig var i gang med at veje og måle præsident Jimmy Carter, fik Hunter en pludselig indskydelse og drønede ud af en tangent – som han havde for vane. Hans krøllede hjerne var et helt andet sted, og i den næste paragraf forklarede han den ærbødighed, han havde over for dagens første måltid, og hvad det ideelt set bør bestå af. Vi lader citatet stå på originalsproget:

“I like to eat breakfast alone, and almost never before noon; anybody with a terminally jangled lifestyle needs at least one psychic anchor every twenty-four hours, and mine is breakfast. In Hong Kong, Dallas, or at home – and regardless of whether or not I have been to bed – breakfast is a personal ritual that can only be properly observed alone, and in a spirit of genuine excess. The food factor should always be massive: Four bloody Marys, two grapefruits, a pot of coffee, Rangoon crêpes, a half-pound of either sausage, bacon or corned beef-hash with diced chilies, a Spanish omelet or eggs Benedict, a quart of milk, a chopped lemon for random seasoning, and something like a slice of Key lime pie, two margaritas and six lines of the best cocaine for dessert… Right, and there should also be two or three newspapers, all mail and messages, a telephone, a notebook for planning the next twenty-four hours, and at least one source of good music… All of which should be dealt with outside, in the warmth of the hot sun, and preferably stone naked.”

Som en hyldest til historiens mest vanvittige journalist besluttede jeg mig for at genskabe hans morgenmad. Eller måske er “skabe” en mere korrekt betegnelse, for jeg tror ikke, at Hunter indtog så voldsom en omgang hver morgen. Han har altid været kendt for at overdrive, og alene forberedelsestiden burde afholde ham fra at starte sine dage sådan. Sådan en omgang hver morgen havde nok også resulteret i, at han var død af dagens første måltid længe inden, han skød sig selv.

Jeg kom hurtigt frem til, at det ville være direkte sundhedsskadeligt at forsøge at indtage så overdrevne mængder, især tidligt på dagen, så jeg besluttede mig for at dele det ekstravagante morgenmåltid med min ven ‘Ziggy Silver’, som gerne vil være anonym. Han er poet og aspirerende alkoholiker og har tidligere assisteret mig under mine kulinariske og litterære eskapader – og desuden ejer Ziggy en kolonihave, hvor vi kan opføre os som tosser uden alt for mange nysgerrige blikke.

LÆS MERE: Sådan drikker du som en dansk forfatter fra 80’erne

Jeg havde sovet fire timer, havde dundrende tømmermænd, og det pissede ned over kolonihaverne i Søborg. Sommer i Danmark. Da jeg åbnede den rustne låge til Ziggys hjem, fik jeg en ildevarslende følelse i kroppen. Morgenmaden skal være en god start på dagen, og det var jeg ikke sikker på, at Hunters opskrift ville give os.

Ziggy var mere frisk og gik straks i gang med at lave Bloody Marys og sætte moderne rytmisk musik på.

I store dele af sit liv har Hunter opholdt sig på hoteller over hele USA, og hvis man bare kan bestille roomservice og få sin arbejdsgiver til at betale, kan det godt lade sig gøre at sammensætte så omfattende et måltid som beskrevet. Men skal man selv lave maden, når man til gengæld at dø af sult, før man er i mål. Selvom jeg havde forberedt nogle ting hjemmefra, (jeg havde “snydt lidt”, som tv-kokkene siger), stod jeg i køkkenet i to stive timer. Sveddråber løb ned af min pande om kap med regndråberne på vinduet, og jeg var så uendelig tung i hovedet. På sin vis var det autentisk, at jeg havde tømmermænd. Med de mængder alkohol Hunter drak, må det have været en kronisk tilstand for ham – et livsvilkår, simpelthen.

“Jeg er fucking sulten, G.” sagde Ziggy ovre fra bordet, mens han krøllede en smøg. Jeg bad ham holde sin kæft. Jeg bliver arrig, når jeg er sulten.

LÆS MERE: Glem brunch og byt dansk wienerbrød ud med syltet fisk og misosuppe

Han fortalte mig en historie om en rocker, der havde givet ham en guitar dagen før, mens jeg pocherede æg, stegte bacon, lavede pandekager og kogte vand til kaffe. Det hele begyndte at tage form.

Udenfor rasede regnen stadig, men Hunter sagde jo, at maden skulle indtages under åben himmel. Nøgen. Da vi trak bukserne af og anrettede maden på bordet, forbandede jeg ham langt væk. Jeg tror ikke, han nogensinde har spist morgenmad i det her lorteland, hvor det i gennemsnit regner sådan cirka hver anden dag. Efter at have konstateret at en våd havestol er kold at sidde i, når man har bar røv, kastede vi os over maden – med samme appetit som punkmusikere gør til amfetaminbuffeten efter koncerten.

“Det her holder,” sagde Ziggy med munden fuld af eggs benedict. “Sammen med Bloody Mary er det altså den perfekte start på dagen for en rask knægt fra landet.”

Crêpes Rangoon med sit cremede krabbefyld var næsten lige så lækkert, og vi smilede lykkeligt til hinanden, mens støvregnen dalede ned over vores nøgne kroppe. Jeg vekslede mellem Bloody Mary, et glas med mælk og en kop kaffe, mens jeg tjekkede mails på min telefon, for i vores digitale virkelighed er både “two or three newspapers, mail, messages, telephone, notebook and a source of good music” indeholdt i det lille apparat.

“Skal vi ikke snart have dessert?” spurgte Ziggy og nikkede mod en tom tallerken. Før jeg havde set mig om, var seks skovsnegle linet op indenfor på køkkenbordet. Kort efter frøs jeg ikke mere, og mine hænder summede.

“Jeg tror, det er tid til guns nu,” sagde jeg og svajede lidt, da jeg rejste mig med min margarita i hånden. Ziggy stillede en juicekarton op, stirrede på mig med opspilede øjne og plaffede huller i målskiven med luftgeværet. Knivskarp.

Mit hjerte bankede fuldstændig ukontrolleret, da jeg skulle skyde, og jeg tror aldrig, jeg har følt mig så tæt på at forstå, hvordan det var at leve som Hunter S. Thompson.

“If a thing like this is worth doing, it’s worth doing right.”

Tilbage ved bordet kunne jeg konkludere, at vi havde glemt at spise tærte, men ingen af os kunne overskue det. Til trods for at vi havde delt Hunter S. Thompsons morgenmad mellem os, kunne vi ikke klemme en bid mere ned, og jeg havde det super mærkeligt. Overmæt, småfuld, coked out, våd, nøgen og med tiltagende tømmermænd. Jeg tog en stor tår af min margarita for at falde til ro. Det hjalp ikke. Få øjeblikke senere knækkede jeg mig i en busk.

Køkkenet sejlede, der var halvspiste retter ud over det hele, og jeg dejsede om i sofaen. Der var en artikel, der skulle skrives, og jeg kunne knap nok stå op. Ziggy var ikke færdig med desserten.

LÆS MERE: Jeg spiste mig skæv i kagerne fra Den Store Bagedyst

Mens kvalmen overvældede mig, kom jeg til at tænke på et andet Hunter-citat:

“If a thing like this is worth doing, it’s worth doing right.”

Det gælder åbenbart også morgenmad.

Tillykke med fødselsdagen, gamle dreng.