Jeg spiste på Flammen og Ilden og mistede fornemmelsen for tid og sted

Hvad er forskellen på en sjællandsk grillbuffet og en jysk grillbuffet?

Det kunne være starten på en dårlig vittighed, men det er faktisk et helt reelt spørgsmål, jeg stiller mig selv, når jeg cykler ned ad H.C. Andersens Boulevard i København.

For her langs med hovedstadens mest trafikerede vej har den jyske kæde Restaurant Flammen introduceret jysk grillbuffet til københavnerne. Siden den første Flammen åbnede i Kolding i 2009, har kæden tilbudt grillbuffet, omfattende salatbar, dagens suppe, varme retter, tre slags sovs og altid 15 forskellige slags kød, der bliver skåret ud for øjnene af de spisende i nærheden af åben ild. Og i København har det koncept været så stor en succes, at der ligger hele to Flammen-restauranter på samme vej inden for en gåtur af to smøgers længde.

Men mellem Flammens to forposter har en konkurrent gjort sit indtog. Ilden er en sjællandsk kæde af buffetrestauranter, der siden den første udgave åbnede i Roskilde i 2014 har lokket med grillbuffet, omfattende salatbar, dagens suppe, varme retter, tre slags sovs og altid 15 forskellige slags kød, der bliver skåret ud for øjnene af de spisende i nærheden af åben ild.

For at finde ud af om der overhovedet er forskel på de to grillbuffeter, indtog jeg min aftensmad samme aften på begge restauranter. To timer, to restauranter, to stort set identiske menuer, men fra to forskellige steder i Danmark.

Da jeg ankommer til jyske Flammen på hjørnet af Nyropsgade, bliver jeg taget imod af en behageligt nonchalant tjener. Jeg får anvist et bord, bestiller en Coca-Cola og får at vide, at jeg får besked, når buffeten er åben. Her skal vi ikke ud i en længere beskrivelse af menuen. Lad os ikke bruge tiden på overflødigt lir. Så kompetent og effektiv betjening kunne man godt ønske sig at se flere steder i byen.

Jeg er ene mand i restauranten, får min cola og bliver sat ved et bord tæt ved et vindue med udsigt til gaden. Jeg får selskab af et par børnefamilier, et ungt ægtepar der fejrer bryllupsdag og nogle tribaltatoverede mandfolk. Vi sidder tæt i den store restaurant, uden ligefrem at sidde til bords, men mødes alle i buffeten præcis klokken 17.

Her er tarteletskaller og fyld. Her er dagens suppe og en hel lakseside. Her er hvidløgsbrød og så mange slags salatfyld, at jeg mister overblikket og bevæger mig videre mod det, der adskiller en storslået grillbuffet fra en middelmådig normalbuffet: grillmesteren klædt i sort og orange, den åbne ild og de 15 forskellige slags kød.

Her er gris, kalkun og okse; angus, spareribs, filet og ribeye. Og zebrafarseret krokodille. For at det hele ikke skal gå op i kød, tilføjer jeg tre kartofler til tallerkenen. En til hver af de tre slags sovs: bearnaise, vildt og whisky.

Da jeg sætter mig til bords, har jeg glemt navnene på alle de udskæringer, jeg har på tallerkenen. Altså lige bortset fra krokodillen i zebra. Den er svær at glemme. Jeg spiser op og stirrer mæt på min indsovsede tallerken. Skal jeg bare efterlade den her, aflevere den til en eller anden eller bruge den igen?

Et barn ved nabobordet skriger begejstret: “Se mor! Se hvor mange nuggets jeg har taget!” Det minder mig om, hvorfor jeg er her. Jeg finder atter vej til buffeten, stikker min snavsede tallerken i hånden på en synligt irriteret tjener (der formanende giver mig besked om fremover bare at efterlade min tallerken ved bordet) og prøver nogle andre stykker kød.

Kort efter vinker jeg mæt farvel til de rare tjenere, betaler og bevæger mig ud for at finde Ilden: en gåtur på 450 meter langs med H.C. Andersens Boulevard er det eneste, der skiller de to restauranter.

Da jeg træder ind på Ilden, bliver jeg budt velkommen af en yderst venlig tjener, iført sort og rødt, og får anvist et bord ved vinduet ud til gaden. Her er jeg til min store glæde ikke alene om at spise alene. Et par andre enlige sidder som mig ved bordet langs vinduet. En kærkommen modpol til den fødselsdags-fejrende familie bag mig, der måske er kommet for at udnytte restaurantens spis-gratis-på-din-fødselsdags-tilbud.

Jeg bestiller en Pepsi og går i buffeten. Jeg ignorerer aftenens for anden gang uoverskueligt omfattende salatbar og styrer direkte mod de varme retter, der i dagens anledning er blevet reduceret fra 12 til ni forskellige slags, grundet hvad jeg får forklaret som et teknisk buffet-uheld.

Det gør dog ikke noget, da her både er pomfritter, flødekartofler, pølser, kartoffelmos, stegte svampe, frikadeller og de obligatoriske tre slags sovs: Bearnaise, svampe og whisky. Og en hel lakseside.

Bagerst i buffeten på Ilden finder man præcis som på Flammen en grillmester, 15 forskellige slags kød og dansende flammer. Eller ild. Kødet på Ilden er gris, kalkun og okse; angus, spareribs, filet og ribeye. Og kænguru.

Jeg takker naturligvis ja til kænguruen – nu har jeg jo allerede spist både krokodille og zebra – og beder grillmesteren om at supplere med en masse andet, der går tabt i det kødkoma, der overvælder mig kort efter.

Der ryger tre slags sovs på tallerkenen, og jeg leder febrilsk efter pandestegte kartofler, så jeg kan genskabe min tallerken fra Flammen. På Ilden. Da de pandestege kartofler måske er gået tabt i det tekniske uheld, nøjes jeg med pomfritter og sætter mig tilbage i vinduet.

Jeg kaster mig over kødet, husker hvilken udskæring, der er kænguru, bader det resterende kød i de tre forskellige slags sovs og bunder min cola. Hvad bliver det næste indslag?

Jeg beslutter mig for vildsvin og skal til at rejse mig, men bliver afbrudt, da jeg pludselig får øjenkontakt med en mand, der står ude mellem de parkerede biler på H.C. Andersens Boulevard. Manden tænder en smøg, stiller sig bestemt bag hvad der må være boulevardens absolut tyndeste vejsidetræ. Han vender ryggen til linje 6A, der suser tæt forbi ham, lyner ned, hiver en enorm tissemand frem og lader vandet op ad både træ og parkerede biler, inden han bryder øjenkontakten. Sådan en gang underholdning behøver man ikke grillbuffet for at finde her i orkanens øje.

Vildsvinet lokker stadig indenfor, men det går op for mig, at jeg er småberuset. Beruset af buffet, eksotisk zoo-inspireret kød og tre slags sovs. Jeg kæmper mod tunge øjenlåg og en yderst fyldt mavesæk, men jeg er ikke kommet tættere på at finde svar på mit spørgsmål:

Hvad er egentlig forskellen på en sjællandsk og en jysk grillbuffet?

Begge steder er der altid 15 forskellige slags kød, en usandsynligt omfattende salatbar, god service og underholdende gæster, hvilket jo er noget af det bedste ved at ramme buffeten. Begge steder er der grillmestre med skarpe knive, alt for mange varme retter, et eksotisk indslag, dagens suppe og en hel lakseside. Det ene sted er servietterne orange. Det andet er de røde. Den ene sted er der Coca-Cola, det andet Pepsi. Mandag til onsdag er der oksemørbrad på Ilden, mens oksemørbraden på Flammen er på grillen torsdage og søndage.

Det er ejendommeligt, at der i et lille land som Danmark er plads til to så ens restaurantkæder, men jeg lærte noget af at spise på begge restauranter på én aften. Ikke om forskellen på en sjællandsk og en jysk grillbuffet. Men om danskerne, der nok i virkeligheden er ligeglade.

I hvert fald så længe grillbuffeten er åben.