Donald Trump elsker McDonald’s. Han siger, det skyldes, at der altid er en vis standard på kæderestauranterne. Der ved man, at en cheeseburger altid smager på samme måde. Hver gang.
Men sådan behøver det ikke at være. Selv om menuen på McDonald’s virker fastlåst og statisk, så er der nemlig rig mulighed for improvisation.
Videos by VICE
Adskillige medier i udlandet har gennem tiden skrevet om en hemmelig menu, som virker som en nærmest mytisk størrelse. En form for kodesprog blandt særligt indviede, som de multinationale overherrer gør alt, hvad de kan, for at holde skjult.
Det er svært at sige, hvor ‘den hemmelige menu’ som fænomen er opstået, men det er udbredt på mange fastfood-restauranter – måske netop for at gøre op med det centraliserede og ensformige udvalg. Mest kendt er nok den amerikanske burgerkæde In-N-Out, som har et meget beskedent udvalg, hvis man kigger på menukortet, mens der i virkeligheden findes et utal af tilvalg og modifikationer. Vil du have stegte løg og dressing på dine pomfritter? Så skal du spørge efter “Animal Fries”. Man skal bare vide, hvad man skal bede om.
Sagnet hedder sig, at sådan er det også på McDonald’s, hvor folk har rapporteret om surf’n’turf-burgere, Big Mac-efterligninger og en såkaldt McGangbang, hvor en McChicken er fanget i en sandwich mellem to oksekødsbøffer. Ifølge B.T. kan man endda få en Big Mac med otte bøffer, men det er der vel ærligt talt ingen, der har brug for.
For at blive klogere på, om alt det her kan lade sig gøre i Danmark, gik jeg på jagt efter burger-hacks.
Da jeg ankommer til den futuristiske McDonald’s i Industriens Hus i København, er der ret tomt, bortset fra nogle forfrosne turister. Det er et godt tidspunkt, tænker jeg, for enhver ændring i menuen kræver vel ekstra arbejde for de ansatte og giver mere ventetid.
Jeg sætter mig på første sal for at nyde udsigten gennem glasfacaden til den evige byggeplads, vi stadig kalder Rådhuspladsen. Generisk pop brager ud af højtalerne, og jeg bliver fuldstændig tryllebundet af det åbne maskineri, som transporterer mad fra køkkenet til underetagen i åbne rør. Det ligner noget fra en sci-fi-film. The future is now.
Jeg har fire hacks, jeg vil afprøve, men der er især ét, jeg har glædet mig til. Det virker genialt. De kloge hoveder på internettet siger, at man kan lave en Big Mac til næsten halv pris: I stedet for at betale fuld pris for en Big Mac, kan man købe en Double Super Cheese og bytte ketchup og sennep ud med salat og Big Mac-dressing.
I en artikel fra australske News anbefaler de, at man benytter de nye touchscreens til at hacke menuen, så man slipper for fordømmende blikke – og for at konfrontere en stakkels medarbejder – men det virker ikke for mig. Jeg kan kun bestille burgerne, som de er, og har ikke mulighed for at bytte én ingrediens ud med en anden. Plan B: Jeg er tvunget til at have kontakt med et rigtigt menneske.
I kassen står en høj, bred fyr, og jeg begynder at svede, da jeg skal bestille. Jeg har ikke lyst til, at han begynder himle med øjnene over min bestilling eller proklamerer, at han altså er træt af smarte fyre, som tror de kan snyde hans restaurant, og vi til sidst ender i nævekamp på gulvet.
“Jeg skal bede om en Double Super Cheese med salat og Big Mac-sauce i stedet for sennep og ketchup,” stammer jeg. Han tager smilende i mod min bestilling, som om det var det mest naturlige i verden. Intet mærkeligt her. Jeg kan alligevel ikke få mig selv til at bestille alle tingene på min liste på én gang, så jeg nøjes med min discount-Big Mac og en gang pomfritter med Big Mac-sauce. Selv om det ikke er en officiel form for dip, slår ekspedienten det bare ind til en femmer. Alt er godt.
Burgeren smager ikke fuldstændig som en Big Mac, og den ekstra bolle mangler, men det er tæt på. Under alle omstændigheder er burgeren en forbedring på en almindelig Double Super Cheese, og jeg har fået en DIY-Big Mac til 25 kroner i modsætning til de 30 kroner, som i øjeblikket er den normale pris. Ok, det er ikke lige frem halv pris, men alt tæller her i livet.
Så er det noget andet med mine fritter: Beviset på, at jeg har hacket systemet, kan ses ved, at dyppelsen bliver serveret i et plastikkrus, som normalt tilhører deres Sundae-isdesserter, og ikke i de fabriksfremstillede bøtter med dip. Med lidt held får man mere dip end normalt på den her måde.
Da jeg går op til disken anden gang, er det heldigvis en anden ekspedient. Jeg kunne ikke overskue at snakke med den samme fyr igen. I bund og grund ved jeg godt, at det er helt fint at modificere en bestilling, men vi danskere vil så nødig være til besvær. Jeg er derfor en undskyldning for mig selv, da jeg bestiller en cheeseburger uden salt på bøffen. Jeg er ikke saltforskrækket, men dette simple hack skulle sikre, at du altid får en frisk cheeseburger og ikke en af dem, der har ligget og lunet sig på den varme burgerrampe.
Derudover vil jeg prøve noget vildt: en skræddersyet burger med to bøffer, bacon, æg, salat, stegte løg, Chili Cheese Tops og Big Tasty-sauce, baseret på den billige McBacon. Det er ikke en kopi af en anden burger, men derimod et hjemmestrikket monster. Det er alle de ting, jeg ville ønske, McDonald’s fyrede i deres burgere fra start.
Igen bliver jeg kun mødt af smil og overbærehed. Det eneste, ekspedienten spørger om, er, om bøffen i den store burger også skal være uden salt.
Alligevel viser det sig, at min kraftigt tunede McBacon er et hack for ambitiøst.
Ekspedienten forklarer, at de hverken har stegte eller ristede løg, og at æg kun serveres om morgenen. Jeg får dog stadig den bedste McBacon nogensinde med sprød salat og en lækker dressing, garneret med Chili Cheese Tops, som jeg selv lægger ind i burgeren, så den brandvarme ost flyder ud over min bøf. Hvorfor de ikke bare selv propper Chili Cheese Tops ind i burgerne fra start af, kommer jeg aldrig til at forstå.
Jeg kan stadig ikke lade være med at skamme mig lidt over min egen bestilling, men jeg bliver nødt til at vide, om jeg godt kan få spejlæg i min burger, hvis bare jeg kommer om morgenen. Ekspedienten henter sin manager, Alexander, som er den høje fyr fra tidligere, og han bekræfter, at det kan jeg sagtens.
Ingen af de ansatte har dog prøvet at servere æg i en burger før, så de ved ikke, hvad tilvalget skal koste. “Nok omkring fem kroner,” siger Alexander. De andre tilvalg har kostet to-tre kroner hver. Jeg spørger, om de tit har kunder, der er så besværlige som mig.
”Ork ja,” siger Alexander. ”Det er helt normalt. Det er hverdag for os. Så du skal endelig ikke føle, at du er i vejen.”
Den samme besked får jeg, da jeg snakker med Mads Jensen, som er kommunikationschef for McDonald’s i Danmark. “Vi har ikke den hemmelige menu i Danmark,” fortæller han, “men som udgangspunkt kan man få, lige hvad man vil have på McDonald’s.”
Så meget for min karriere som hacker, der via touchskærme og kodeord skulle snyde det internationale konglomerats skræddersyede idé om, hvad jeg skal spise. Jeg troede, at jeg skulle være en form for fritøse-whistleblower, og at Shepard Fairey ville hylde mig med et popart-agtig maleri af mit ansigt, ligesom andre store frihedskæmpere. Og så var jeg bare en helt almindelig kunde på en helt almindelig McDonald’s i Danmark.
Men det er også ok. I dag spiser jeg kun på McDonald’s i en snæver vending, og jeg skammer mig hver gang, men hacks og McBacon med Chili Cheese Tops har bragt mig en glæde, som jeg ikke har følt siden, jeg var barn.
Og så har jeg intet problem med at spise sauce direkte af et softicebæger. Og bryde Trumps illusion om, at burgere altid smager ens.
