Jeg tilbragte 24 timer i verdens største, indendørs regnskov

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Klokken er fem om morgenen i Tropical Islands Resort. Vandet er 31 grader, regnskoven ser frodig ud, og Vanessa, den eneste anden person i vandet, er meget langt fra at være ædru. Jeg holder godt øje, da hun forsvinder under vandet. Fra oven kan jeg se hende åbne munden og skrige, men vandet sluger hendes vrede. Hun kommer op til overfladen igen og hoster. “Hvorfor er du sur?” Spørger jeg. “Vandet er varmt, vi er omringet af palmetræer, en strand og cocktails. Livet er sgu da ret godt herinde,” siger jeg. Hun kigger på mig et stykke tid, inden hun svarer: “Ingen kan være oprigtigt lykkelige herinde.”

Tropical Islands ligger i Krausnick i det nordøstlige Tyskland, tæt på Berlin. Det er det største indendørs vandland i verden. det ligger inde i den største fritstående hal, der nogensinde er bygget, og herinde er findes også verdens største, indendørs regnskov. Det er et smukt, falskt paradis med den højeste vandrutsjebane i Tyskland, minigolf, rigtige luftballoner, levende flamingoer og endda et falsk hindutempel. Kuplen er så stor, at Frihedsgudinden kunne stå herinde, og Eiffeltårnet kunne ligge på langs.

I 2003 købte en malaysisk investor den tidligere lufthavnshangar og byggede den om til det legeland, det er i dag. Stedet er så stort, at de fleste af stedets 1 million årlige gæster bruger mere end én dag på at opleve det hele, og de fleste bor i telt i udkanten af området. Jeg har ikke flere dage. Jeg har kun 24 søvnløse timer til at udforske det her kunstige paradis og de tusindvis af mennesker, der kommer hver dag.

Efter en køretur på en time fra Berlin ankommer jeg til parken omkring klokken 12. Jeg bliver mødt af tung regn, og på gåturen fra bilen blev jeg fuldstændig gennemblødt. Men lige så snart jeg træder indenfor i under øens enorme kuppel, rammer en bølge af varme mig. Her er der 26 grader, dag og nat.

Da jeg er indenfor, bliver jeg blæst bagover af, hvor stort det hele er. Da hallen åbnede i 2004, kæmpede de tolv fuldtidsansatte gartnere med at holde de 600 tropiske planer i live uden sollys. Derfor endte de med at udskifte en del af taget med materiale, som UV-strålerne kan trænge igennem.

Foran mig ligger den indendørs strand, som har fået navnet Sydhavet. Det hele er fuldstændig surrealistisk, men alligevel leger alle gæsterne med, som om det er det mest naturlige i verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er derfor, mange af dem er her. De flygter fra virkeligheden.

Der går under ren halv time, før jeg jeg har mødt min første flamingo. Den dukker op ved siden af træstien, der fører hen til Mangrove-sumpen. En lille dreng med et badedyr ser også fuglene og begynder at jagte dem, mens hans mor leder efter sit kamera.

Senere på eftermiddagen går familier med køletasker og baderinge rundt og leder mellem strandstolene. Inderst inde ved de godt, at det er håbløst, der er ikke en eneste ledig liggestol. En mand brokker sig til en af de ansatte: “Vi har kørt i fire timer fra Bremen for at komme her til, og nu kan vi ikke finde en eneste stol?” råber han. Livvagten er ikke rigtig i humør til at tage diskussionen. “Hvis I hellere vil tage afsted igen, kan I få jeres penge tilbage i indgangen,” siger han.

Altså når jeg tænker på Sydhavet, så forestiller jeg mig, at jeg ligger alene i en hængekøje på en kridhvid sandstrand og drikker Mai Tai. Ingen mennesker, ingen telefoner og aller helst ingen bukser.

Men så igen, hvorfor spilde alle de penge og al den tid på at flyver halvvejs rundt om jorden, når man kan nyde de samme ting i en lufthavnshangar i Krausnick?

Det er først på aftenen og en kvinde ved “Bora Bora”-baren vinker til mig. Jeg finder ud af, at hun er en 59-årig pensioneret lastbilchauffør.

“Hvorfor har du valgt at holde ferie her?” spørger jeg.
“Vi holder pige-weekend,” svarer hun. “Min datter og hendes veninde er også med. Vi havde bare brug for at slappe lidt af.”

De har to overnatninger i telt-landsbyen, og i hvert telt er der redte senge, der koster 75€ (560 kroner).

Kvinden havde tænkt sig at drikke champagne ved lagunen, men hun synes, der var for mange mennesker. “Desuden er de ansatte ikke særlig venlige.” Jeg spørger, hvorfor de har valgt at blive i Tyskland, i stedet for at tage til udlandet. “Jeg skal tage mig af min far, så jeg kan ikke tage på rigtig ferie,” forklarer hun. “Vi fortæller alle, at vi skal jorden rundt: Bora Bora, Thailand, Bali – hele turen.” Jeg fortæller hende om min plan om at holde mig vågen i 24 timer. “Du får lige mit teltnummer,” siger hun. “Så skal jeg nok sørge for, at du ikke får sovet.”

Klokken 23 bliver det officielt nat på Tropical Islands. Den store skærm bag “Sydhavet” lyser pludselig orange og gul for at efterligne solnedgangen. Efter omkring 20 minutter bliver væggen violet, så grøn, så mørkeblå og til sidst sort. En far bestiller sin sidste øl, mens bartenderen tørrer baren af, og boblerne stopper i spa-området.

Der kommer rigtigt ro på omkring klokken 1. I rygeområdet sidder en ung mand alone. Han fortæller, at han er 17 år gammel og fra Danmark. Han er her som en del af en gruppe unge, der lider af forskellige agresive lidelser. “Holder du øje med dem?” Spørger jeg. “Jeg er én af dem,” svarer han.

Gruppen, han er en del af, organiserer forskellige udflugter for børnene. I vinters var de på skiferie. Jeg spørger om han kan slappe af på de ture. “Ikke rigtig,” siger han. “Vi har kun været udenfor én gang hele ugen. Jeg føler mig fanget. Desuden tjekker de voksne hele tiden, om vi har stoffer eller alkohol.” For at få tiden til at gå spiller de kort, svømmer eller ryger. “Jeg ville også ønske, at der var flere piger,” griner han. “Vil du gerne hjem?” Spørger jeg. “Næh, alle andre steder er bedre end derhjemme,” svarer han.

Jeg går tilbage til stranden omkring klokken 4 om morgenen, hvor rengøringspersonalet er i fuld gang. Da jeg ser mig omkring går det op for mig, at det er umuligt at få en liggestol om dagen, fordi folk efterlader deres håndklæder på stolene, for at reservere dem til næste dag.

Klokken 5 om morgenen er der kun tre mennesker ude at svømme En gammel mand, en ung kvinde og mig. Manden svømmer forbi mig, uden at sige et ord. Den unge kvinde sprøjter vand på mig. “Hey!” råber jeg, og sprøjter tilbage. “Hvem er du?” spørger hun. Hun svømmer rundt om mig som en haj. Jeg forsøger at svømme væk, men hun følger efter. Det er svært ikke at lægge mærke til den gennemtrængende stank af sprut. Pludselig dykker hun ned under vandet og skriger.

Lidt senere finder jeg ud af, at hun hedder Vanessa, er 27 år gammel, og bor i en lille landsby i Niedersachsen. Hun fortæller, at hun altid har haft lyst til at rejse rundt i verden, men hendes planer ændrede sig, da hun blev gravid som 24-årig, og nu har hun ikke råd til at tage på de ferier, hun drømmer om. Men et par dage her gør, at hun bedre kan holde det ud. “Jeg får ro på.”

Vanessa vender om på ryggen, og stirrer op i kuplen. I mørket kan man næsten ikke se taget. Hun har efterladt sit barn hos faderen for at være her. Da hun ringede hjem for et par timer siden, var det fyrens mor, der tog telefonen. “Han var i byen med sine venner og festede i stedet for at tage sig af vores barn,” siger hun. “Han har haft problemer med stoffer i årevis. Han tager alt, hvad han kan komme i nærheden af.” I morgen tager hun hjem. Tidligere end planlagt. Jeg vil gerne stille hende flere spørgsmål, men pludselig dykker hun ned under vandet og forsvinder igen.

Morgenlyset falder ind i hallen klokken 7, og jeg har stranden helt for mig selv. Det er først nu, at jeg rigtig kan sætte pris på, hvor blødt sandet er, og hvor grønne palmerne er. Klokken 8 kommer de første børn løbende, og springer direkte i vandet. En fyr løber frem og tilbage på stranden. Jeg begraver fødderne i sandet på denne fantastiske, falske strand, og overvejer om virkeligheden måske er overvurderet.