Denne artikel blev første gang publiceret af MUNCHIES USA.

Da jeg besøgte min kones familie i Polen for første gang, var jeg overhovedet ikke forberedt på landets kulinariske realiteter. Jeg forventede og modtog rigeligt med kål og pølser, men jeg var slet ikke forberedt på den voldsomme mængde af mad, jeg blev presset til at indtage.

Det var umuligt for mig at sige nej til portion tre og fire, da jeg kun kunne tre ord på polsk — “ost”, “prut” og “abe” – hvoraf kun to af dem viste sig at være brugbare. Jeg skulle have studeret sproget nærmere, så jeg høfligt kunne have sat en stopper for grovæderiet. Eller også skulle jeg bare have haft større bukser med.

Vi ankom til en lille landsby i den nordøstlige del af landet, og mine nye familiemedlemmer forsynede mig straks med overvældende mængder af mad, hvoraf det meste var groet og opdrættet i landsbyens baghaver. Gæstfrihed er en gave, der bedst accepteres taknemmeligt, så jeg følte mig forpligtet til at spise så meget som overhovedet muligt — det var i hvert fald historien, jeg fortalte mig selv for at retfærdiggøre mit overforbrug.

Pirogger var naturligvis det første jeg stødte på. Jeg havde spist masser af pirogger hjemme i USA, men her blev jeg præsenteret for mange flere varianter og alle mulige kombinationer af kød, kartofler, kål, løg, svampe og ost. Den største overraskelse var eksistensen af dessert-pirogger, hvor den samme slags tærtedej blev fyldt med friske frugter og pyntet med sukker eller fløde.

Et fyldt morgenbord i en polsk landsby. Maden fik ikke lov at stå længe. Alle fotos af Ada Kase.
gołąbki

En anden favorit var , bedre kendt som galumpki blandt de af os, der ikke er så stærke til det polske alfabet. Galumpki er Polens svar på en burrito, med kål i stedet for tortilla. De er som regel fyldt med hakkekød og ris, men vegetarer kan også få en version med svampe.

Jeg slubrede utallige skåle med borscht — rødbedesuppe med grøntsager, og creme fraiche på toppen. Der var kartoffelpandekager og bigos, der er en slags kød- og kålstuvning. Den måske nok mest populære ret i Polen er kotlet, et stykke paneret og stegt kylling eller svinekød. Og til hver eneste måltid fik jeg hjemmesyltede agurker og en uendelig kæde af kielbasa — guddommelige polske pølser.

Min kone advarede mig om, at hvis jeg spiste op, så ville vores værter med det samme fylde min tallerken op med mere mad. Hvis jeg oprigtigt talt ikke kunne spise mere, var jeg nødt til at levne. Tanken om at lade mad gå til spilde stod i stærk kontrast til mit temperament og til min opdragelse, men det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke havde andet valg. Jeg moste noget galumpki og bredte det ud på min tallerken, så det så ud som om, jeg stadig havde masser at spise — som var der ikke plads til så meget som en enkelt pølse.

Polens svar på burrito: Gołąbki.
Sådan laver man pølser.

Da Polen var under Sovjetunionens kontrol, var det ikke unormalt at folk gik sultne i seng, og polakkerne husker stadig tilbage på de dage, hvor man ikke kunne få andet i supermarkederne end salt og syltekrydderier. Ville man have noget at spise, havde man ikke andet valg end at gro maden selv. I dag holder man fast i de kulinariske traditioner samtidig med, at man nyder godt af den velstand, der følger med fred og fremgang.

Meget af maden produceres stadig i privaten.Ude på landet gror familierne tomater, auberginer, rodfrugter, kål og andre råvarer. Æble-, pære- og blommetræer fylder i landskabet. Svampejagt i skoven er stadig en elsket skik, og æg er altid nylagte. Vi besøgte også de urbane haver i byen Bialystok, hvor familien i 40 år har haft et lille stykke jord blandt hektar efter hektar af andre familiers små haver. De var udstyret med små eventyragtige skure og omkranset af blomster.

Kødet var også opdrættet lokalt. Jeg så på ænderne, der vraltede rundt i baghaven, mens jeg tyggede mig gennem et andelår til aftensmaden, og en tante fortalte historier om, hvordan hun opdrættede en gris om året, mens hun lavede pølser i køkkenet. Hun serverede to varianter: En mørkebrun blodpølse, der er præcis, som den lyder, og en lidt lysere portion, der passede bedre til mine amerikanske smagsløg. Blodpølserne blev skyllet ned med hjemmelavet vin. Da vi forlod stedet, fik jeg en reprimande for ikke at have spist nok.

Min største udfordring var dagen, jeg kalder “De tre tanters dag”. Vi spiste en sidste omgang morgenmad hjemme os en tante, der havde haft os boende i flere dage. Hun sikrede sig, at vi ikke gik sultne fra vores sidste måltid og overøste os med en enorm mængde æg, friskbagt brød, bacon, ost, grøntsager og meget mere. Derefter besøgte vi en anden tante til frokost, der som regel er dagens største måltid. Det var også det eneste måltid, vi spiste sammen med hende, så hun insisterede på, at vi ikke holdt os tilbage med coleslaw, salater, pølser og pyzy, der er en kartoffel formet til en bold og fyldt med endnu mere svinekød.

Til aften kørte vi indtil byen og spiste med et helt nyt sæt familiemedlemmer, som min kone ikke havde set i ti år. Tro mig, de lod os heller ikke forlade selskabet i underernæret tilstand. Denne gang stod den på galumpkis, kartoffelpander og en babka. (Ikke den berygtede chokoladekage fra Seinfeld, men en kartoffel-aubergine gryderet.) Jeg var sikker på, at jeg ikke kunne få mere i mig, da kageparaden begyndte. Og der er vel altid plads til cheesecake med gelé.

Svampe, babka, hjemmesyltede agurker og mere med list vin til at skylle det ned med.

Efter flere dage med en sådan behandling var jeg oppustet, havde svært ved at komme gennem døre, ødelagde springmadrasser, og fik gulvbrædder til at flække. Jeg var i konstant fare for at stoppe toilettet. Jeg må derfor indrømme, at jeg var en smule overrasket, da min kones bedstemor kritiserede mig. “Er du syg?” spurgte hun.

“Du er alt for tynd. Du får ikke nok at spise.”