Jeg tog en pause fra sociale medier, og det burde du også gøre

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Det kan være virkelig anstrengende at åbne for sociale medier hver morgen og få død og ødelæggelse lige i ansigtet. For slet ikke tale om diskursen, de aggressive kommentarer, den offentlige udskamning, selvforherligelsen og mennesker, der konstant skal dele alt fra deres liv.

Videos by VICE

I sommer kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg havde gået og grublet over det i lang tid, men fordi jeg vidste, at det også var en uskreven del af min arbejdsbeskrivelse, havde jeg udsat det igen og igen. Jeg hev stikket ud, uden advarsel. Først røg Twitter, så Facebook og så skyndte jeg mig at slette alle apps med sociale medier fra min iPhone.

“Dine venner kommer til at savne dig,” sagde Facebook til mig. Jeg sad ved mit skrivebord og var chokeret over, at en app turde fortælle mig, hvordan jeg skulle leve mit liv. Fuck det lort. Nu er jeg helt sikkert færdig.

For første gang i lang tid kunne jeg trække vejret. Jeg var bare mig selv. Larmen fra ondsindede diskussioner og urimelige kommentarer omkring alt, hvad jeg gjorde eller brokkede mig over, var erstattet af stilhed.

Folk kunne kun få fat i mig ved hjælp af mail eller telefon, og det var kun de mennesker, der i forvejen havde mine kontaktinformationer. Der gik ikke mange øjeblikke før de reagerede. Jeg blev genstand for en række bekymrede mails og sms’er – selv i virkeligheden spurgte folk “Er du okay? Jeg så, at du ikke er på Twitter mere.”

Og jeg var okay. Mere okay end jeg har været i de sidste par år af mit liv. Jeg brugte ikke længere al min tid på at åbne og lukke apps for at se om der var sket noget nyt, og jeg kunne forholde mig til nyheder uden at skulle se på folk i evig og nogle gange meningsløs diskussioner omkring dem.

Da jeg tøvende havde genaktiveret alle mine konti på sociale medier, tog jeg kontakt til Nicole Amesbury, som er psykolog og leder for klinisk udvikling hos Talkspace for at finde hoved og hale i, hvorfor folk havde det så svært ved, at jeg tog en pause. Talkspace er en online terapivirksomhed, som har et program, der hjælper folk, som er afhængige af sociale medier.

Hvorfor bliver folk bekymret, når jeg tager en pause fra noget, som vi ved er psykisk hårdt? Og når det er en indbygget del af mit arbejde, som det er for mange mennesker, er det så okay at træde et skridt tilbage og tage den pause, som jeg havde så desperat brug for?

“Hvis man ikke er på, begynder folk at tro, at man er syg, når de ikke hører fra en,” fortæller Amesbury. “Det kan være meget smigrende: ‘Vi savner dine opslag, du liker aldrig de ting, jeg lægger op mere.’ Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det går ikke væk – man behøver ikke aktivt at kæmpe imod, men man skal finde ud af, hvordan det kan fungere for en selv.”

De første dage efter min beslutning blev jeg ved med at tage min telefon frem for at tjekke Twitter, som jo var slettet fra min telefon, og der gik det op for mig, at jeg nok havde mistet kontrollen over mit behov for at opdatere og være opdateret. Amesbury siger, at det tyder på en problematisk tilgang til sociale medier.

“Jeg tror, at mange mennesker eksperimenterer med, hvad der fungerer for dem,” siger Amesbury. “Når man kan mærke, at man mister kontrollen, er det der, problemerne begynder at opstå.”

Men selv når jeg følte mig isoleret, vidste jeg, at jeg undgik at se på andre menneskers traumer og at se på ord og billeder, som satte gang i nogle negative ting inde i mig. Siden en af mine gode venner begik selvmord, har Twitter ikke ligefrem været et safe space for mig, når man tænker på, hvor mange udtryk og formuleringer, som retorisk har en forbindelse til selvmord, og som er helt normale at benytte for unge mennesker – “jeg har lyst til at dø, lol” i alle mulige afskygninger. Det er sort humor, som skaber et fællesskab med andre, som har det på samme måde, men det er ikke lige så skide skægt, når man har en ven, der lige har begået selvmord.

“Folk taler om Trumps Twitter, hvordan vi taler til hinanden, og nogle af de meget traumatiserende Facebook Live-ting, der er blevet lagt op,” siger Amesbury. Men hvis vi ser bort fra de ting, er sociale medier så en god ting for samfundet, i forhold til at finde ud af, hvad der er op og ned i det kaos, vi lever i?

Hver gang folk spurgte, hvordan det gik med at holde pause fra sociale medier, sagde jeg, at det var ren lykke. Jeg var alene med mine tanker, alt var fredfyldt, og jeg følte mig ikke længere presset til at ende i stressende diskussioner med fremmede på nettet. Jeg så mine venner mere. Jeg tog flere billeder, som jeg ikke havde noget behov for at lægge op nogle steder, så de kunne blive liket. Jeg tog ud i naturen og var sammen med min kæreste. Men det var hele tiden svært at slippe helt væk, for de mennesker, jeg hang ud med, var stadig online, og mine venner sendte mig links til tweets med nyheder eller memes.

Amesbury peger på, at mange mennesker vælger at tage deres pause fra sociale medier, når de alligevel er på ferie. Men hvis man ikke har mulighed for at tage ferie og simpelthen er nødt til at være på, så har hun en anbefaling.

“Jeg tror, at alle kæmper med det,” siger hun, og anbefaler, at man prøver det, hun kalder “20-20-20-reglen.”

“Når du har siddet 20 minutter foran skærmen, skal du tage 20 sekunder, hvor du kigger på noget, der er 20 fod (6 meter) væk. Kig på noget, der slet ikke har noget at gøre med skærmen og træk vejret dybt.”

Selvom 20-20-20-reglen faktisk er opfundet for, at vi ikke ødelægger øjnene, siger Amesbury, at den også kan bruges, når man skal have et sundere forhold til sociale medier. “Stræk dig, kig væk fra skærmen og tænk dig om: Fik jeg noget godt ud af at logge ind?” siger hun.

Selvom jeg følte mig lidt bagud i forhold til at være helt opdateret på nyheder, nød jeg stadig følelsen af at være afkoblet i fulde drag. Efter en uge måtte jeg desværre genaktivere min Facebook for at kunne lave mit arbejde. (Facebook er vor tids De Gule Sider, og derfor er det stort set umuligt at slippe udenom.) Men jeg tog over en måneds pause fra Twitter – og det var meget overvældende for mig, for jeg har været på siden jeg lavede min profil i 2009. Hver dag har jeg lyst til at hive stikket ud igen og give slip på det “psykiske crack”, som en af mine kollegaer kaldte det.

Selvom jeg nu er på igen, har jeg fået nogle personlige grænser. Jeg er kun på Twitter, når jeg er på arbejde. Jeg laver ikke lige så personlige opslag. Jeg har ikke app’en på min telefon. Jeg får ikke notifikationer. Jeg gør, hvad jeg kan for at bruge e-mail og sms i stedet for at kommunikere via sociale medier. Der er nogle mennesker, jeg er holdt op at følge, og jeg har tændt for nogle filtre.

Men lige meget hvor meget jeg hader det lort fra bunden af mit hjerte, så er det stadig en del af mit liv og mit job. Der er nok en vis sandsynlighed for, at du har det på samme måde.

“Hvis man tror, at sociale medier er overfladiske eller at folk kun bruger det til at booste deres ego, så tror jeg, at man tager fejl,” siger Amesbury.

“Folk bruger det på utroligt forskellige måder, og mange af dem er meget rørende og givende. Det kan gøre meget skade, men det har lige så stort potentiale for at berige vores liv.”