I en ret ung alder, lærte jeg, at hvis en mand har sex med mange, er han sej, og hvis en kvinde har sex med mange, er hun beskidt. (Og hvis hun har sex med for få, er hun snerpet.) Jeg lærte, at en kvindekrop er noget, som en mand kan tage, hvis han vil, og det er hendes egen skyld, hvis hun sender signaler med sin påklædning, der får en mand til at tro, at hun vil have hans hænder på sin krop. Jeg lærte, at det rigtige begær er noget, der foregår mellem en mand og en kvinde. At det rigtige begær er noget, der foregår mellem bestemte kroppe, der lever op til nogle idealer som samfundet har skabt.
I takt med min feministiske vækkelse, har jeg gradvist indset, hvor længe jeg har befundet mig i et fængsel. Et fængsel af formaninger om, hvad jeg som kvinde må og er, og hvad jeg bestemt ikke må gøre og være. Jeg har sat mig for at undersøge dette fængsels rammer og mærke efter med mine egne hænder, hvordan det føles at gå udenfor, og hvordan verden ellers kunne se ud.
Videos by VICE
En af de ting, jeg har haft lyst til, er at tage til en fetichfest.
Jeg skifter outfit for tredje gang. Skal det alligevel være den gennemsigtige sorte bodystocking, hvor mine brystvorter skinner lyserødt igennem? Eller skal det være den stramme blondekjole, der glider op for hvert skridt og afslører lårhøje stockings? Jeg har aldrig været så afklædt til en fest før. Jeg har aldrig været til sådan en fest før. Det er ikke til den her fest, man skal troppe op beskeden, blufærdig eller bonert. Til ManiFest skal man hylde frihed, lyst og hedonisme.
Jeg har læst mig til, på deres hjemmeside, at ManiFest holder fetichfester rundt omkring i København flere gange om året og har gjort det siden 1995. Til festerne er der dresscode, og et af de bærende elementer hos ManiFest er beklædning med et seksuelt eller fetichistisk udtryk. ManiFest har plads til sadomasochister, ekshibitionister, voyeurs, bondageentusiaster, swingers, BDSM’ere, bøsser, lesbiske, biseksuelle, queers og mange andre. Det er ikke den seksuelle orientering, som er det vigtigste, men at man mødes med et åbent sind og gensidig respekt.
Jeg kigger mig i spejlet endnu en gang og mærker en gammel bekendts tilstedeværelse tæt bag mig. Det er én som har fulgt mig længe, lige siden jeg lærte, hvad det vil sige at være et seksuelt væsen: Skammen. Den står bag min skulder, hvisler mig i øret; Du ligner en luder, tror du ikke, du skal dække dig til? Hvad vil folk ikke tænke om dig? En pæn pige som dig, hvor synd, at du nedværdiger dig selv på den måde. Du burde skamme dig.
Jeg ryster stemmen af mig. Tager en jakke over mit outfit og går ud i natten.
***
“Se dem lige!” hvisker jeg ekstatisk i min kærestes øre. Jeg kan ikke holde blikket fra de to kvinder, der står foran indgangen og ryger. Især den ene fanger mit blik. Hun har smukke fyldige lår, klædt i sorte netstrømper trukket op i taljen, indenunder en lille sort g-streng, bløde hvide bryster holdt oppe af en sort glimrende bh. Så simpel, men så effektiv fremvisning og tildækning af hud. Jeg er henført. Det er længe siden, jeg har set en kvindekrop så afklædt i virkeligheden, så tæt på.
Jeg studerer min kærestes krop, mens han tager sin frakke af. Indenunder er hans brystkasse nøgen, huden ligger stramt over muskler, sener, knogler. Jeg kender hver krog af hans krop, hvert ar og skønhedsplet. Før hans krop, kendte jeg indgående Isaks krop, Manuels krop, Adams krop, og før det, det føles som længe siden, kendte jeg indgående Majas.
Da vi er indenfor, fanges mit blik af en kvinde i en rød netkjole, der er mere huller end net, og håret stylet i en blå hanekam, under kjolen synes en brystkasse prydet af et enkelt bryst. Jeg smiler stort til hende, glæder mig over, at denne kvinde tør udfordre konventionen om, hvordan man kan være afklædt, og normerne for, hvad der anses som sexet. Hun gengælder smilet.
I det mørke, let oplyste rum står alle og kigger op på en scene, hvor en kvinde i lårhøje, sorte lakstøvler lipsyncer til en tung, berusende version af “These boots are made for walking”. Rundt om mig er alle slags kroppe; bløde, slanke, behårede, glatte, rynkede. Kroppene er svøbt i transparente tynde kjoler, glinsende latex, har indsnørede taljer, fremskudte og frithængende bryster i alle størrelser og former, bare brystkasser strammet ind af læderharness. Jeg tager min kæreste i hånden og dykker ind i midten af menneskemængden, dér kan jeg bedst lide at befinde mig, der får jeg fornemmelsen af at gå i et ét med et hav af fremmede. Mens jeg står derinde og bølger i takt med andre kroppe, mærker jeg, at skammen pibler ud af min hud som sved, løber ned på gulvet, forlader min krop.
***
På første sal er et dansegulv, ovenpå er de såkaldte playrooms. Vi går op ad den sorte trappe, nysgerrige efter, hvad vi finder for enden af den. Det første, vi møder, er en lille scene, hvor en kvinde i rødt lingerie er i fuld gang med at binde en anden kvinde op med tykke reb. Den ophængte kvindes pande er prydet af sveddråber, hendes øjne er saligt lukkede. For hvert ny intrikat knude, stønner hun. Efter lidt tid dæmpes min fascination af scenariet, og jeg begynder at kigge rundt på tilskuerne. Jeg får øje på én, jeg kender. En mand i rød regnjakke kommer hen til mig. “Hey,” siger han og giver mig et kram, “hvor ser I godt ud!”
Det er min ven, der har fortalt om ManiFest. Hver gang jeg ser ham, fortæller han mig en ny historie om, hvem han har givet en brystorgasme, eller hvordan det gik, da han tog en agurk med i den swingerklub, han kommer i.
“Tak! Hvorfor har du regnjakke på?” spørger jeg.
Det er smart, når man giver sprøjteorgasmer, forklarer han og griner. !Apropos, du skal lige hilse på Katrina.” Jeg giver en lyshåret kvinde i sort korset hånden.
Han forklarer om de forskellige rum. “I Redroom kan par komme ind og hygge sig. I Darkroom er der helt mørklagt, så man ved ikke, hvilke hænder der griber fat i én.”
“Darkroom er vist lidt for grænseoverskridende,” siger jeg. “Måske vi kigger ind i Redroom på et tidspunkt. Kan vi ikke please aftale ikke at være der samtidig?”
“Jo!” griner han, og forsvinder med Katrina.
***
Folk følger stadig interesseret med i scenariet på scenen, hvor kvinden fortsætter med at stramme reb og binde knuder. Andre står og konverserer afslappet. Min opmærksomhed følger lyden af høje smæk, i et hjørne af lokalet sitrer en kvindes baller efter hvert slag, mit blik bevæger sig videre til en kvinde på knæ, der slikker en stående kvinde, manden ved hendes side tager sin penis frem fra læderbukserne, og kvinden på gulvet skifter fra kvindens skød til hans. Min første rødmende tanke er: Må de godt gøre det her, foran alle? Min næste er: Må jeg gerne se på?
Jeg besvarer hurtigt mine egne spørgsmål. Folk, der har sex her, vil gerne blive set på, de finder nydelse i det. Hvis man ikke har lyst til at blive set på, kan man lade være. Og hvis man ikke har lyst til at se på andre, kan man lade være.
For at en fest som denne skal kunne eksistere, er det nødvendigt, at den er et trygt sted. Man kan være vise hud, kurver, attributter, uden at være bange for, at nogen vil rage på én uden samtykke. Uden at være bange for, at ens påklædning bliver taget som en åben invitation til, at man vil have sex med hvem som helst, når som helst, om man bliver spurgt eller ej. At man kan have sex, uden at nogen vil dømme en, eller at nogen vil deltage i handlingen uden først spørge om lov.
På ManiFests hjemmeside lagde jeg mærke til et punkt, som er et ret simpelt budskab, men som er vigtigt for alle mennesker at forstå, uanset om man er til en sexfest eller går midt på gaden: “Undlad at antaste eller røre ved andre gæster, medmindre du er fuldstændig sikker på, at det bliver modtaget med glæde. (…) Hellere holde lidt tilbage end at overskride andres grænser.”
Det er, som om det modsatte gælder i resten af verden. Antast eller rør ved andre, vær ligeglad med, om det bliver modtaget negativt, bliv ved, til andre tydeligt sætter grænser, der er umulige ikke at forstå. Bliv ved lidt mere. Hellere presse lidt på end at lade en chance for en eventuel seksuel interaktion gå tabt.
Det lyder ekstremt, sat op på denne måde, men jeg føler desværre ikke, at det er så langt fra den opfattelse, nogle har af sex. Særligt nogle mænds opfattelse af kvindekroppe. Det er skræmmende, med hvilken lethed et ord som ”nej” kan betyde ”ja” i nogle ører.
I BDSM-miljøet findes et internationalt safe-word for, hvornår den anden skal stoppe med at gøre, hvad de har gang i, at det ikke føles godt. Ordet er ”cirkus”. Der er noget utrolig omsorgsfuldt i, at det eksisterer. Vigtigheden i, at man omgår hinanden med respekt og hensyn, når man er intime. Der er noget næsten tragikomisk over, at resten af verden kan være et cirkus, hvad angår kommunikation om grænser i intime interaktioner.
Jeg finder det ufatteligt, hvor mangelfuldt et sprog jeg har lært til at udtrykke grænser og behov i forhold til min seksualitet. Det er først indenfor de seneste par år, at jeg er begyndt at lære det. Jeg finder det også ufatteligt, hvor længe det har taget mig at forstå, at det er okay, at jeg overhovedet sætter grænser. Hvor svært det kan være at mærke dem, hvis man i mange år har ladet andre gå over ens grænser igen og igen.
Jeg ville ønske, at vi kunne finde et fælles sprog til at sætte grænser. Det burde være noget af det vigtigste, man lærte i skolen, så snart man kom i puberteten, fremfor nogle få akavede timer med overfladiske gennemgange af præventionsmidler og at få ørene tudet fulde om, at sex mest er noget, der kan lede til uønskede kønssygdomme eller babyer. Det er selvfølgelig også vigtigt, men en utrolig lille del af, hvad det vil sige at have en seksualitet. Man kunne håbe, at det var en diskussion, der ville komme naturligt efter #MeToo, men som så mange emner om ligestilling i Danmark, er det blevet til en debat om, hvem der har ret, og hvem der må beskylde andre, og hvem der ikke må.
Det lyder måske grænseoverskridende for nogen at tage til en fetichfest eller at dyrke BDSM. Min opfattelse er, at der er her er bedre kommunikation og respekt for grænser, end der er ude i den almindelige verden.
***
Min kæreste og jeg knuger hinandens hænder og føler os på samme tid som fremmede i et nyt land, som nogen, der er vendt hjem efter lang tids bortrejse. Febrilske og ekstatiske prøver vi at finde ud af, hvor og hvad vi skal gøre af vores kroppe i det her nye rum.
En hvidklædt skikkelse kommer gående igennem menneskemængden imod mig, hun lyser op blandt alt det sorte. Jeg ser først ikke fyren, der følger hende, så lysende og magisk er hun i mine øjne.
“Har I lyst til at røre ved os?” spørger hun og fniser, hendes øjne fastholder mine. De viser os et stykke papir, hvor der er skrevet Dare: Get a stranger to touch you. “Ja! Må jeg røre ved dig?” spørger jeg hende, ivrig og genert på samme tid. Hun smiler og siger ja. Min kæreste og hendes smiler til hinanden. “Så jeg gætter på, at jeg skal røre ved dig,” griner min kæreste nervøst og lægger en flad hånd på den nøgne brystkasse foran ham, tydeligt uvant intim interaktion med andre mandekroppe.
Jeg lader hænderne glide langs hendes hals, ned over hendes spinkle skuldre. “Er det her okay?” spørger jeg hende, med saligt lukkede øjne sukker hun et ja, og jeg fortsætter videre ned ad hendes krop.
***
Min kæreste og jeg tager hjem i natten, trætte og mættede af alle de nye sanseindtryk og oplevelser. Min verden har udvidet sig på en tryg og spændende måde. Jeg føler mig friere.
