Den her artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES UK i august 2016

Jeg sidder alene ved et bord i et lille pensionat i County Down i Nordirland og skal til at tage hul på en “Game of Thrones Winterfell banket”. På trods af at det er frokosttid, og solen skinner udenfor, er væggene prydet af sækkelærred fra gulv til loft. Lokalet er oplyst af stearinlys.

Grønt stentøj er placeret foran mig, og midt på bordet ligger et bræt med smør formet som en ulv. Da jeg trådte ind ad døren til den lille beværtning, trådte jeg samtidig lige lukt ind i en middelalder fantasyroman.

Bordet er dækket op til Game of Thrones middag på The Cuan i den nordirske by Strangford. Alle fotos af artiklens forfatter.

Det lader det dog ikke til, at stamgæsterne har bidt mærke i. En gruppe ældre lokale sidder ved et bord ved siden af og diskuterer krebsecocktailen. De er her for at spise frokost fra den normale menu— uden Game of Thrones-indflydelser.

“Er der en god mængde ketchup i dressingen? Den er ikke for tyk?” spørger en af dem tjeneren. De er begejstrede, da de får at vide, at dressingen hverken er for tyk eller for tynd.

“Åh ja, den tager vi,” lyder det fra den ældre kvindelige gæst.

Beværtningen, der behændigt servicerer både fantasyfans og pensionister, hedder The Cuan Inn og ligger i den pittoreske landsby Strangford. Sæson et og to af HBO-serien Game of Thrones blev filmet godt og vel halvanden kilometer derfra ved Loch Neagh, der blev transformeret til Westeros, det fiktive kontinent fra George R. R. Martins vildt populære romaner.

Under optagelserne boede mange af seriens hovedpersoner på The Cuan, hvilket har gjort stedet til lidt af et pilgrimsmål for hardcore “Thronies”. Kroen afholder nu overdådige banketter for fans af serien, der overtager hele restauranten.

Og The Cuans omsætning er steget i takt med seriens tiltagende popularitet.

“Vi har været her i 25 år,” fortæller Caroline McErlean, der ejer pensionatet sammen med sin mand Peter. De tager i mod mig iført kapper, der har været båret af statister i serien. “Før gik forretningen ok, stille og roligt. Nu går den helt fantastisk. Serien har ændret tingene drastisk heromkring. Da første sæson startede, spurgte vi os selv, ‘Game of hvad?’ I dag er det jo kæmpestort. Ingen kunne have forudset noget i denne størrelsesorden.”

Hvis blot McEarlen-parret havde kunnet forudse seriens kommende succes, da skuespillere som Kit Harrington, der spiller Jon Snow og Sean Bean, der spiller Eddard Stark, boede på pensionatet.

Caroline mindes det med en hvis fortrydelse i stemmen: “En af rengøringsdamerne var i gang med at ordne Sean Beans værelse, da første sæson var overstået. Hun fandt et manuskript i skraldespanden, fyldt med kommentarer og noter. Vi tænkte ikke så meget over det. Jeg mener, det var jo bare et krøllet manuskript til en tv-serie ingen havde hørt om før. Så vi smed det ud.”

Jeg kan se smerten i Carolines øjne. Men det går ikke dårligt på The Cuan.

Parret har afholdt Game of Thrones-middage med “stor succes” gennem et stykke tid nu. Tidligere i år, før sæson syv løb over skærmen, organiserede Caroline et “sæson syv mordmysterie” med deltagelse af skuespillere og statister fra serien.

Loch Neaghm hvor første og anden sæson af Game of Thrones blev optaget.

“Vi havde besøg af Sansa Stark [Sophie Turner], Arya Stark [Maisie Williams], og andre,” fortæller Caroline. “Det gik ud på, at folk skulle finde ud af, hvem der dræbte Ramsay Bolton [Iwan Rheon.] Han drak ‘gift’ og faldt død om under middagen —lige derovre.”

Men det er banketten, der tilbyder den mest intime oplevelse. Mad og måltider er vitale for plottets udvikling i Martins bøger, og mange af de vigtigste begivenheder udspiller sig omkring festmåltider og beskrivelser af retter, der er lige så udpenslede som karakterernes lyster og blodtørst. “Der findes endda en Game of Thrones kogebog, som The Cuan har ladet sig inspireret af.

Frokosten, jeg skal til at tage fat på, er inspireret af det første større måltid, seeren støder på i sæson et, nemlig det der udspiller sig i Winterfell, da Ned Stark tager imod kongen, Robert Baratheon. Festen er en voldsom affære med masser af øl og kød. Menuen forklarer: “Da alle havde sat sig til rette, blev der skålet, sagt tak, hvorefter måltidet begyndte. Den store hal i Winterfell var tåget af røg, og duften af stegt kød og friskbagt brød hang tungt i luften. Gæsterne proppede sig med torskekager og vintersquash.”

Da jeg gør klar til selv at spise, forlader Caroline mig for at tage sig af The Cuans andre gæster. Ikke længe efter ankommer maden, der bliver serveret på et bræt af træ. Der er tykke og sprøde fiskefrikadeller med torsk, braiserede gulerødder, honningglaseret kylling med rosiner og en tyk brun sovs. Jeg skyller det hele ned med et bæger med øl.

Jeg hygger mig, og restauranten på The Cuan er ved at blive fyldt med stamgæster og ‘thronies’. En af dem bliver nysgerrig, da han får øje på min solo Winterfell-banket.

“Nå, du er har alene,” siger han. “Jeg ville elske at holde en stor fest her.”

Før jeg kan nå at svare ham, vender Peter tilbage. Jeg spørger ham, hvordan tema-middagene er blevet modtaget. Da han er amatørskuespiller, elsker han også rollen som vært.

The Cuan Inn i Strangford.

“Vi ønsker jo ikke, at det skal være lige som ‘det røde bryllup’,” fortæller han og refererer til den berømte massakrescene i sæson tre. “Vi er ikke interesserede i at afholde store drukorgier. Det ville skade mit omdømme. Vi vil bare have, at folk skal have det sjovt, og det gør de også. Og folk kommer langvejs fra. Vi har haft gæster fra hele verden. Folks appetit er umættelig, når det kommer til Game of Thrones. Jeg tror derfor, vores koncept er langtidsholdbart.”

Da min tallerken er tom, er det tid til, at jeg skal forlade stedet. Da jeg prajer en taxa ude foran The Cuan, bemærker jeg to busser, fyldt med horder af Game of Thrones superfans, der er spændte på at se stedet, hvor det hele begyndte. Lige her, på en pub i en stille nordirsk landsby.