De fleste pizzanavne er enten en hilsen til pizzaens oprindelsessted eller en italiensk beskrivelse af fyldet. Enten direkte (Salsiccia, Funghi) eller indirekte (Diavola, Quattro Stagioni). Men der er også dem, der er uløseligt forbundet med en person.
Mange kender historien om dronning Margherita af Savoy, der var så begejstret for en pizza med tomat, mozzarella og basilikum, at den fik hendes navn. Det var den napolitanske pizzabager Raffaele Esposito, som i 1889 ikke blot navngav den mest karakteristiske pizzavariant i verden – dronningens pizza var så vidt vides også den første i verdenshistorien, der blev leveret til døren.
Generelt er det ingen sag at få ting opkaldt efter sig, hvis man er dronning, men hvad med os normale dødelige? Hvad skal vi gøre for at blive udødeliggjort i fladbrød med ost?
Videos by VICE
En mulighed er at være næsten lige så kendt som en dronning. Således har den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, fået opkaldt hele to pizzaer efter sig i sin hjemby Græsted: En indbagt “Lars Løkke” med kød og karry, og en “Statsministeren” med champignon og ansjoser.
Jeg ringer til pizzeriaet La Cantina i Græsted, som fortæller mig, at Lars Løkke er stamkunde og tit spiser de pågældende varianter, men man behøver ikke være leder af landet for at få sit navn på en pizza.
“Pizza Allan er opkaldt efter en lokal tømrer. Han bestilte altid den variant, så vi smagte selv på den og kunne lide den,” fortæller Cihangir Ucak, som er medejer af La Cantina. “Hvis vores kunder finder på en populær pizza, kan de få den på menukortet.”
Borgerne i Græsted har tilsyneladende en lidt aparte smag. Man kan få en “Mie” med kylling, karry og bananer eller en pizza med fire (4!!) slags kød overhældt med både bearnaise, hvidløgssovs og chili. Og pomfritter. Ikke ved siden af, men ovenpå. Herligheden er opkaldt efter den lokale frisør Fie.
LÆS MERE: Måden du spiser pizza på fortæller hvem du er
Jeg beslutter mig for, at der kun er én ting at gøre: Jeg må til Græsted og overbevise La Cantina om, at jeg også skal have min egen pizza på kortet. Det skal være en hyldest til den sudanesiske fastfood, jeg altid ender med at sidde og smovse efter at have snøftet rundt i Berlins gader en hel nat: Halloumi im brot fra Nil på Oppelner Straße i Kreuzberg.
Til dem, som ikke er så velbevandrede i syrnet mælk, så er halloumi en legering af flere slags oste fra hele bondegården, som på magisk vis ikke smelter, når man steger den. Den bliver i stedet sprød og rar – ligesom tofu, bare med smag. En anden væsentlig karakteristika ved den sudanesiske ret er peanutsovs, og ellers er pitabrødet fyldt med frisk salat og cremefraiche-dressing.
La Cantina er stilfuldt på en kitschet måde og minder lidt om en lille restaurant i Grækenland. Cihangir og medejeren Cengiz Topal byder mig velkommen og griner lidt i skægget over min idé. På væggen hænger en indrammet artikel om Lars Løkke og hans stampizzeria.
Mens vi snakker, kommer et par lokale mænd ind ad døren, og de er vist også faste gæster, ligesom statsministeren. “Kan du gætte, hvad jeg skal have?” siger den ene, og få minutter efter står en pita-kebab på bordet. Han griber dagens Ekstra Bladet, som bliver vendt, mens han spiser.
Selvom Cihangir og Cengiz var lidt mistroiske i starten, er de også fascineret af ideen med halloumi-pizza. De står længe og vender og drejer osten, og vi diskuterer, om der stadig skal tomat og revet ost på. Vi kommer frem til, at det ikke er helt skidt at tage udgangspunkt i grillbarsklassikeren kebab-og-salat, så det bliver tomat og ost i ovnen, og halloumi stegt på grillen, så den får stegeflade. Til sidst tilsættes salat og dressing.
Cihangir er i gang med at forklare mig om forskellige typer ost, og at det er den manglende mælkesyre, der gør, at halloumi ikke smelter, men pludselig kommer fødevarekontrollen på besøg. Så jeg bliver smidt ud af køkkenet.
LÆS MERE: En italiensk metroarbejder i Danmark fortæller, hvor han spiser pizza
Mens vi venter på bedømmelsen, fortæller Cengiz om sin baggrund. Han er kurder, ligesom Cihangir, og er 50 år gammel. De to har boet i Danmark siden 80’erne og har budt på pizza og fadøl i La Cantinas lokaler siden 1994.
“Vi har passet på Lars Løkke i 23 år,” siger han stolt og tilføjer, at politikerens besøg dog efterhånden hører til sjældenhederne, efter han overtog statsministerposten.
Fødevarestyrelsen er færdige med deres besøg. La Cantina får en glad smiley, alt er godt, og Cihangir laver min pizza.
Han har styr på at lave en god pizzadej, og halloumien er stegt perfekt. Det holder totalt, og jeg kan allerede se mit navn for mig, trykt i Times New Roman-versaler på menukortet.
Cengiz smager pizzaen og giver mig ret i, at den er god. Han finder endda på en lille tilføjelse – han tager en stor, rød vindrue og lægger på salaten. Sødmen giver noget balance til det hele. Han griner, men giver mig så dårligt nyt.
“Vi kan ikke sætte den på menukortet, Kristian.”
Jeg taber næsten det stykke, jeg har i hånden, af skuffelse. Jeg må vide hvorfor.
“Halloumi er for dyrt. Det koster 25 kroner bare for osten, og vi skal jo også tjene noget. Det går ikke.
Jeg kan godt se, at han har en pointe, men jeg synes virkelig, vi har ramt noget originalt og lækkert.
“Du og alle andre er velkommen til at komme forbi med et stykke halloumi en anden gang – så skal vi nok lave pizzaen.”
Det kan godt være, jeg tager ham på ordet, for det smager virkelig som de sudanesiske pitabrød, jeg er så glad for. Min idé og deres evner i køkkenet er gået op i en højere enhed. Jeg kigger op fra tallerkenen med mad i munden.
LÆS MERE: Som madbud i København skal du være klar på pothoveder og swingerklubber
“Der er ikke meget, jeg er enig med Lars Løkke i, men jeg må give ham ret i, at I laver god pizza,” mumler jeg.
De griner, men der er en vis alvor i deres latter. Jeg kan mærke, at der ligger noget bag. Der er stille et øjeblik, inden Cihangir åbner op.
“Jeg har boet i Danmark i 33 år, jeg har altid tjent mine egne penge, og jeg har aldrig været på overførselsindkomst,” siger han. “Mine børn er født i Danmark – og de har ikke engang permanent opholdstilladelse! De har boet hele deres liv i landet, passer deres skole, og har fritidsjob ved siden af. Selvom de er danskere, bliver de ikke behandlet som deres klassekammerater.”
Den godmodige, store mand bliver bitter i blikket.
“Jeg forstår det ikke,” siger han resigneret. “Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke automatisk får opholdstilladelse. Men jeg vil snakke med Lars om det, næste gang han kommer.”
Da jeg har sagt farvel og trasker gennem Græsteds søvnige gader i støvregnen, kan jeg ikke lade være med at være lidt ked af, at jeg ikke fik en “Kristian” på menukortet. Men måske er det min egen skyld, når jeg vælger halloumi. Det virker til, at vejen frem er almindelige ingredienser, i ualmindelig kombination, ligesom “Lasse” har gjort i Horsens med oksekød, tomatskiver, ananas og løg, eller som “Pia” har gjort i Taastrup, da hun forenede skinke, shawarma, gorgonzola, hvidløg og bearnaise. Hvorfor man ønsker sit navn på en pizza med for eksempel banan, kan man så spørge sig selv om.
Men vi burde måske indføre, at man generelt skal lægge navn til en pizza, hvis man har opfundet noget helt igennem vederstyggeligt. Eftersom manden døde tidligere på året og derfor ikke kan klage, vil jeg foreslå, at vi fremadrettet kalder en Hawaii-pizza for en “Pizza Ponopoulos” efter den græsk-canadiske kok, som formastede sig til at lægge sydhavsfrugter på sin ostemad.
Intet glemt, intet tilgivet.
Selv ikke Lars vil kunne skylle sådan en omgang ned med en fadbamse.
