Det seneste halvandet år har treenigheden Nikita Klæstrup, Ekaterina Andersen og Louise ”TwerkQueen” Kjølsen været kendt i den brede befolkning under navnet GirlSquad. Men nu er det slut. I onsdags meddelte Louise Kjølsen, at hun melder sig ud af gruppen, fordi hun ”rigtig gerne vil videre fra diskussionen om, hvorvidt man kan være nøgen og seriøs på samme tid.” Men var det virkelig alt, GirlSquad var? Vi ser tilbage på konstellationen Louise, Nikita og Ekaterina, som man kan mene, hvad man vil om, men som unægteligt fik rusket godt og grundigt op i den danske feminismedebat.
For cirka halvandet år siden ringer Marie Carsten Pedersen, der er journalist på Zetland, til Louise Kjølsen. Hun har interviewet hende før og ved derfor, at Louise Kjølsen har en feministisk agenda med sin twerking, men gennem den seneste tid har Marie Carsten Pedersen lagt mærke til, at Louise Kjølsen har lagt en del billeder på sin Instagram-profil, hvor hun fester med Nikita Klæstrup, Ekaterina Andersen og Irina Babenko. Selvom hun ikke kan sætte en finger på det, så er det, som om der er en form for feministisk understrøm i den måde, de fire kvinder udtrykker sig. Men det er ikke en form for feminisme, hun kender. Så hun ringer og spørger Louise Kjølsen, om det, hun og hendes veninder laver, er feminisme. Og Louise Kjølsen svarer, at hun opfatter sig selv som fjerdebølgefeminist. Cirka sådan kom artiklen Hvad er dét? Det er kvindekampens nyeste fortrop, der startede en af nyere tids største feministiske debatter i Danmark, i stand.
Videos by VICE
GirlSquad har ikke opfundet fjerdebølgefeminisme, begrebet har floreret i hvertfald siden 2012. Men op til, at Zetlands artikel udkom i november 2016, var der det foregående år blevet skrevet i alt tre artikler, hvor ordet ’fjerdebølgefemisme’ indgik. I det år, der fulgte efter Zetlands artikel, blev samme ord skrevet 38 gange.
Før artiklen i Zetland var Nikita, Louise og Ekaterina bare tre gode veninder, der brugte hashtagget #girlsquad om sig selv, ligesom masser af andre kvinder på sociale medier gjorde i den periode. ”For mig var det bare et sjovt hashtag,” siger Nikita Klæstrup. ”Det var lige deromkring, hvor Taylor Swift havde sit meget berømte girl squad. Så der var en million kvinder, der skrev #girlsquad, når de var ude med deres veninder. Og det var netop det vi var: venner.” Men da Zetland-artiklen kom ud, var medierne lynhurtige til at gribe den nye feministiske bevægelse, og snart glødede Politikens debatsider. Journalisten Mette Fugl skrev: “Denne nye girlsquad stikker ud med alvorlige mangler, når den tror, at bunkeknald og røvryst er vejen til væsentlig og inkluderende kvindekamp,” og forfatteren Susanne Staun påpegede, at “tre veninder gør ingen bølge.”
”Det var artiklen i Zetland, som startede hele rejsen. Jeg elsker den artikel, for journalisten var god til at grave i hver af os som individ. Men det var interessant, at den jo ikke blev læst. Folk så bare billederne og læste omtaler af artiklen, og så kørte toget ligesom,” siger Ekaterina Andersen. Både hun, Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup siger, at der ikke eksisterede et defineret feministisk projekt forud for artiklen i Zetland, men ifølge Louise Kjølsen begyndte der at opstå ”et mere struktureret projekt” efter artiklen, hvorimod Nikita Klæstrup ikke kan genkende, at der nogensinde skulle have været et projekt.
“Jeg har aldrig tænkt GirlSquad som et feministisk projekt”
”Jeg så os aldrig som en gruppe. Jeg har altid set os som tre individer, der var sammen, fordi vi var gode veninder, ikke fordi vi skulle ud med et bestemt budskab. Jeg har aldrig tænkt GirlSquad som et feministisk projekt,” siger Nikita Klæstrup.
Onde tunger siger fra tid til anden, at det var Zetland, der skabte GirlSquad, men det mener Marie Carsten Pedersen ikke. ”Der er kun tre mennesker, der har skabt GirlSquad, og det er de tre kvinder. Det ville da være pragtfuldt at have skabt noget, der i mine øjne har haft så stor betydning, men det synes jeg på ingen måde, vi kan tage ansvaret for. Det, som jeg til gengæld virkelig gerne vil tage ansvar for, er, at jeg skrev en artikel, hvor jeg lod dem komme til orde, og hvor jeg satte dem i en kontekst af fjerde bølge af feminisme,” siger hun.
Ifølge kvinderne var det medierne, der begyndte at bruge betegnelsen GirlSquad om dem, fordi de ikke kendte til hashtag-kulturen. Og derefter tog veninderne det selv til sig. Og døre åbnede sig. De fik tilbudt at lave en podcastserie på DR og skrive en bog. Men til trods for, at begge disse er bygget op som en form for principprogram, (med punkter som reclaim ordet luder og kræv sin orgasme), så fastholder Nikita Klæstrup, at der for hende aldrig har været tale om et feministisk projekt, og at det bare var nemmere at sige ’GirlSquad’, end ’Nikita, Louise og Ekaterina’. “Jeg har altid set os som tre individer, der var sammen, fordi vi var gode veninder. Ikke fordi vi havde et bestemt budskab,” siger Nikita Klæstrup.
I sin oprindelige artikel gør Marie Carsten Pedersen en del ud af skrive, at de tre kvinder har hvert sit bud på, hvordan feminisme 4,0 ser ud, da det for hende var ”meget, meget tydeligt”, at de havde forskellige mål, tilgange og udtryksformer. Men efterfølgende er det i mange medier blevet fremstillet, som om de var et samlet bud. Ekaterina Andersen betegner det som, at de tre veninder blev til ”en trehovedet drage”. Til sidst kunne ingen af dem helt genkende sig selv, fordi medierne blandede deres holdninger sammen og reducerede dem til én stor røvrystende karikatur.
”Det kom bedst til udtryk til 8. marts (kvindernes internationale kampdag, red.), hvor der på forsiden af Berlingske var en tegning af en kvinde, som twerker, har kæmpe silikonebryster og stilletter på. Det er en karikatur af os alle tre i en enkelt, ret klam og frastødende kvinde,” siger Ekaterina Andersen. Derfor er både hun og Nikita Klæstrup også helt okay med Louise Kjølsens udmelding om, at det er slut med GirlSquad. De fortæller alle tre, at venskabet er gledet ud i sandet (om end Nikita og Ekaterina stadig er tætte venner), og at det bliver rart ikke længere at skulle stå på mål for hinandens holdninger.
Louise Kjølsen håber, at hendes offentlige udmelding vil gøre det muligt for hende at få lov at tale om emner, der ikke kun omhandler nøgenhed. ”Jeg har brug for at gøre der her for at komme videre og gøre en egentlig forskel i en fremtidig debat, hvor jeg kan diskutere de emner, som jeg rent faktisk gerne vil tale seriøst om,” siger Louise Kjølsen, der ser Ludermanifestet, der udkom i november, som kulminationen på det projekt, hun mener, de tre havde.
”GirlSquad har sat det aftryk, som vi satte os for”
”GirlSquad har sat det aftryk, som vi satte os for. Vi har lavet en fantastisk bog og et fantastisk radioprogram, som vi alle tre kan være stolte af. Og de reaktioner, vi har fået fra unge, har vist, at det vi har gjort, har været vigtigt. Jeg tror helt Kanye-humble på, at vi har været med til at ændre debatten og samfundet,” sige Louise Kjølsen.
I forhold til gruppens eftermæle, så håber Ekaterina Andersen én ting, men tror en anden. ”Jeg håber, at der er nogle unge piger, som vil huske os for noget godt, fordi de kan se igennem vulgariteten. Men jeg tror, folk vil huske os som en vulgær gruppe af tre kvinder, der brugte deres seksualitet til at fremme sig selv. For det er den måde, jeg synes, medierne har fremstillet os på,” siger Ekaterina Andersen, der dog alligevel mener, at de har gjort en forskel. ”Vi har lavet så meget larm, at kvinder, der kommer efter os, ikke skal gå igennem al den modstand, som vi er gået igennem. Og deres budskab vil blive hørt. Det er det gode, som jeg håber, vi kan blive husket for. Om vi så var for vulgære eller alt for meget, så har vi åbnet et vindue for andre kvinder til at tale om deres krop, følelser, og hvordan de ser verden.”
Marie Carsten Pedersen har ikke blandet sig i debatten om GirlSquad, siden hun skrev artiklen om dem for halvandet år siden, men hun har fulgt dem på sidelinjen. Hun frygter, ligesom Ekaterina Andersen, at de i højere grad vil blive husket for den larm, de lavede, end for det budskab, de havde. ”Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg lidt bange for, at man i den mainstream offentligheds hukommelse kommer til at huske dem som en form for mediehypet indslag. Et lidt useriøst indslag, der fik feministerne op at skændes. Og det er virkelig en uretfærdig arv,” siger Marie Carsten Pedersen.
”Det, som jeg håber, man vil huske dem for, er, at de i virkelig høj grad udfordrede ideen om, hvad feminisme er i dag. De fik helt unge mennesker, som måske tænkte feminisme som værende noget, deres rødstrømpemødre gik op i, til at tænke, at det her også omhandlede dem. De har serveret kvindekamp på en måde, som vi aldrig har set før. Det er måske også derfor, at det har været svært for folk at aflæse.”
“Om vi så var for vulgære eller alt for meget, så har vi åbnet et vindue”
En uges tid efter, at artiklen om Zetland var blevet bragt, fortalte en af Marie Carsten Pedersens unge kollegaer, at han dagen før havde siddet og diskuteret feminisme med sine venner fra Køge. Det var aldrig sket før. For man kan mene, hvad man vil om GirlSquad, men de fik fandeme folk til at snakke.
Det er næppe GirlSquads fortjeneste alene, at der skete en fordobling i antallet af artikler om feminisme i året, der fulgte efter deres fremkomst, men de er en del af forklaringen. Det var dem, der blev inviteret ind i Go’ aften Danmark, og dem, der blev diskuteret i kantinen. For var det virkelig feminisme? Det lykkedes dem at få unge som gamle til at forholde sig til, hvad feminisme egentlig er for en størrelse i dag. Og det var fedt.
Så hvad skriver vi på gravstenen? Måske noget a la:
R.I.P GirlSquad
★ 16.11.2016
† 07.02.2018
I fik folk fra Køge til at diskutere feminisme
