Jeg er anspændt. Som om min krop husker.
Min kæreste sidder ved siden af mig i sofaen i venteværelset. Jeg er taknemmelig for hans hånd i min, selv om jeg stadig føler mig lidt fjollet, fordi jeg bad ham følge mig herhen, før han skal på arbejde. Ved siden af os sidder en ældre dame med en stor Chanel-taske placeret mellem mig og hende. Hun læser et magasin i stilhed. Der er ikke andre. Døren til sekretæren er åben, og jeg kan høre hendes bestemte tasten på tastaturet.
Videos by VICE
”Jeg tænker på at blive testet for kønssygdomme snart. Den der periode, hvor vi ikke var sammen i vinter, du ved… Jeg har hørt, at der er et sted, hvor der ikke er kø, hvis man er en homoseksuel mand,” siger min kæreste højt.
”Men du er jo ikke en homoseksuel mand,” siger jeg afdæmpet, irriteret over, at han vælger at bringe det emne op lige nu.
”Nej, men det kan jeg jo bare sige. Er det dårlig stil?”
”Jeg synes, det er unødvendigt. Så lang ventetid er der vel ikke andre steder.” Jeg hvæser lidt ad ham nu. Damen ved siden af sender os et blik, jeg ikke kan tyde.
Jeg finder min iPhone frem, trykker mig ind på en af de webcomics, jeg plejer at læse dagligt. OhJoySexToys er en webcomic, der giver uddybende anmeldelser af sexlegetøj og ret fine seksualvejledninger om forskellige emner (nu når samfundet gevaldigt fejler opgaven at give ordentlig seksualvejledning, må man jo uddanne sig selv). I dag handler det om at forberede sig på analsex. Jeg vinkler skærmen, så min kæreste kan læse med. Så taler han i det mindste ikke højt om kønssygdomme og at lyve om sin seksualitet for at komme først i køen.
”Står der taking a dump?” spørger han højlydt, og damen sender os endnu et blik, og jeg fortryder, at jeg viste ham lige den her comic.
Jeg er lettet, da han skal gå.
Jeg bruger et øjeblik på at sende taknemmelige tanker til min livmoder og den lille T-formede genstand, der har boet derinde i tre år og sørget for, at jeg ikke er blevet gravid med nogen af de mænd, jeg har lukket ind i min krop.
Lidt efter bliver mit navn kaldt.
Hun beder mig om at lægge mine underklæder på en stol i hjørnet.
”Jeg er lidt nervøs,” indrømmer jeg, da jeg ligger på briksen.
Jeg spørger hende, om det gør mere eller mindre ondt, når det er anden gang, man skal have indsat en spiral. Hun svarer, at kroppe reagerer forskelligt. Hun ser mildt på mig og forstår vist fra mit ansigtsudtryk, at det ikke beroligede mig særlig meget. Hun peger på noget i vindueskarmen. ”Kunne du tænke dig en krammebamse?”
Jeg følger hendes finger med blikket og får øje på en sort Barbamama-bamse. Jeg takker ja. Hun rækker den til mig, og jeg knuger den med det samme ind til mit bryst. Den føles blød og vamset mod min kind.
”Andre er også nervøse?” spørger jeg. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forestiller mig, at andre kvinder er overskudsagtige og afslappede, når de er hos gynækologen. Hun smiler som svar.
Hun forklarer, at hun vil begynde med at scanne mig. Hun smører en gennemsigtig plast-fallos med glidemiddel og fører den ind i mig. Det føles koldt. Det er en mærkelig fornemmelse at knuge en bamse ind til mit bryst, og at nogen samtidig indfører noget fallisk ind i mit underliv. Det passer ikke ind i samme univers.
”Dine æggestokke er fine, der er mange gode æggeblærer.”
Jeg føler en bølge af stolthed over dette udsagn. Jeg er en god fertil kvinde! Samfundet ville være stolt af mine mange gode æggeblærer (kan man få 12 i æggeblærer?).
Hun finder en tang frem, begynder at gøre noget ved mit underliv, som jeg ikke kan se. Stoltheden erstattes af angst. Panisk angst, følelsen af hænder, der strammer om struben. Jeg føler mig klaustrofobisk fanget på briksen, mine fødder ophængt, min krop overladt til en fremmed. Jeg har i dette øjeblik på ingen måde lyst til, at noget skal udtages og indsættes i mit indre. Jeg føler mig ubeskyttet og sårbar. En tåre vrister sig ud af min venstre øjenkrog.
”Så er den ude,” siger hun roligt.
”Jeg opdagede det slet ikke!” siger jeg overrasket.
”Nu må jeg bede dig om at hoste, så indfører jeg den nye spiral.”
Jeg hoster. Jeg mærker en skarp, jagende smerte. Min livmoder hyler over det nye, der er proppet ind i den, men der går ikke så længe, før de værste kramper fortager sig. Sidst varede de i dagevis. Sidst blødte jeg hver dag i en måned.
Jeg er ude på gaden foran gynækologens kontor. Det regner, og jeg slår min medbragte paraply op. Jeg fortryder pludselig, at jeg ikke spurgte, om jeg måtte se spiralen, der har boet i min livmoder de sidste tre år. Jeg ved, at spiral-modellen hedder Jaydess, er farvet i pink toner og lyder som et sassy bekendtskab. Meget andet ved jeg ikke om den. Det er underligt at have haft noget i sin krop, som man ikke har set andet end billeder på indpakningen af. Jeg ville gerne have mærket, hvordan den føles i min håndflade.
Jeg går, mens jeg forestiller mig, hvordan min spiral lige nu gør slimen i min livmoderhals tyk og uigennemtrængelig og skærmer mig mod fremtidige indkomne sædceller. Jeg er glad for, at jeg kan vælge at have den kontrol over min egen krop. Der er så mange, der vil bestemme over kvindekroppen; hvad den må, og hvad den ikke må, hvornår den er upassende, hvornår den selv er ude om at blive udsat for overgreb.
Følelsen af panik sidder stadig i lidt kroppen, det er svært at ryste den helt af. Jeg plejer at have det okay med at tage til gynækolog. Det er mindre smertefuldt, hurtigere overstået og noget billigere end at tage til tandlægen. Jeg ved ikke, hvorfor det føles så voldsomt denne gang.
Jeg er fyldt 28 denne måned. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have børn som 29-årig. Den alder, min mor fik mig. Jeg ved godt, at man ikke kan planlægge livet på den måde, men ved at få en ny spiral, har jeg på en måde alligevel planlagt, at jeg ikke skal have et barn de næste tre år. Jeg er ikke upåvirket af det stigende antal babyer i Instagram-stories (selvom jeg prøver at opveje det med at følge så mange dragqueens som muligt). De tre år føles både som en lettelse og en sorg.
Måske er det, fordi min bevidsthed om magtstrukturer i verden og min egen position i det hele er blevet klarere for mig, siden sidst jeg lå på gynækologens briks. Den vrede og sorg, der følger med den bevidsthed.
Der tikker en besked ind fra min kæreste. Han spørger, om det gik fint.
Jeg skriver: ”Jeg fik nærmest panik på briksen. Men det gjorde ikke så ondt som første gang. Min pengepung ømmer sig også lidt – det blev 1400 kr.”
Han tilbyde at betale halvdelen. Aflad for den smerte, han aldrig skal opleve på egen krop.
Hormonel prævention til mænd er skam opfundet. Men der opstod problemer, da de mandlige forsøgspersoner lærte om de medfølgende bivirkninger; træthed, humørsvingninger, vægtændring – for ikke at nævne klinisk depression, angst og blodpropper. De selvsamme bivirkninger, som kvinder har døjet med de 70 år, hvor hormonel prævention til kvinder har været tilgængeligt.
Om min kæreste ville tage hormonel prævention i stedet for mig, hvis det kom på markedet, ved jeg ikke.
Jeg kan snart fejre 10-års jubilæum, for hvor mange år jeg har fyldt min krop med hormoner for ikke at blive gravid. Det kunne være rart, hvis det var en oplevelse, der kunne deles med den mandlige krop.
