Jens har proppet sin lejlighed i Sydhavnen med samuraisværd, dolke og naziobjekter

Artiklen er første del af en serie, hvor vi kigger nærmere på, hvad danskere samler på.

To store langhårede katte af racen Hellig Birma snor sig i et kradsetræ, der strækker sig fra gulv til loft. Ved siden af står en dukke i menneskestørrelse iklædt fuld japansk marineuniform. Flere montrer udstiller japanske dolke og samuraisværd. I den modsatte ende af stuen pynter to store japanske rustninger, og en enkelt dolk fra Nazityskland hænger på væggen.

Jeg er taget ud til Sydhavnen for at besøge 47-årige Jens*, der har samlet på klassiske japanske våben i en menneskealder. Han har indvilget i at vise sin omfattende og kostbare samling frem, men vi har lovet ikke at skrive hans rigtige navn, da han frygter, at det vil føre til opmærksomhed fra indbrudstyve.

Jens fortæller, at han lagde kimen til samlingen for 35 år siden, da han opdagede en ny tv-serie.

“I starten af 80’erne så jeg tv-serien Shogūn, og så var jeg solgt. Jeg synes, Japan var spændende, pigerne var søde, og deres våben var ægte kunsthåndværk.”

Jens far støttede op om sin søns nye interesse, for han samlede selv på våben.

“Da jeg var 11 år, solgte jeg alle mine tegneserier, og så tog jeg med min far ind i en våbenforretning i Gothersgade, hvor jeg fik min første japanske dolk.

“De japanske samlere er anderledes. Det er lidt kultagtigt. Faktisk er det næsten som en sekt.”

“Min far har gennem hele min opvækst samlet på danske våben, men jeg synes, at det var lidt kedeligt. Et japansk våben kan have en hajskind-skede og en 500 år gammel klinge, der blev brugt under Anden Verdenskrig. Sådan er det ikke med de tyske og danske våben. Desuden er det meget ældre mænd, der samler på danske eller tyske våben. De japanske samlere er anderledes. Det er lidt kultagtigt. Faktisk er det næsten som en sekt.”

Jens fortæller, at han er tæt knyttet til objekterne i sin samling.

“Det fylder meget i mit liv. Nogle gange sidder jeg bare med en gammel japansk marineuniformshat på og et våben i hånden, imens jeg ser fjernsyn. Og når jeg ikke er hjemme, så savner jeg mine ting.”

I det hele taget fylder Japan meget i den treværelses lejlighed. Væggene er beklædt med tapet, som forestiller kirsebærtræer og stenmure, og det bidrager til stemningen af at være i en klassisk japansk have. Ifølge Jens hænger Japans stolte traditioner for våbenhåndværk uløseligt sammen med den japanske folkesjæl.

“Der er ingen japanske våben, der er ens. Man kan tyde, hvem der har smedet sværdene, fordi de forskellige sværdskoler har hver sin stil. De smedede klinger er godt håndværk, som der bliver brugt ufattelig lang tid på. De er gennemførte helt ind til det inderste, for japanerne er meget perfektionistiske, og så er Japan et af de lande i verden, der har været bedst til at passe på deres ting, så de flere hundrede år gamle våben står næsten som nye.”

Han tager et samuraisværd ned fra væggen.

“Der er også en særlig etikette tilknyttet japanske våben. Man tager ikke bare et sværd ud af skeden, man håndterer det på en helt særlig måde. Sværdet skal ligge med ryggen nedad, og så kører man sværdet ud i ryggen med æggen opad, så den ikke bliver slidt og ridset. Man må ikke tale i retning af sværdet, fordi der kan komme bittesmå spytpartikler ud på klingen, som kan få den til at ruste. Man må heller ikke røre med fingrene, fordi det sætter mærker,” siger Jens og tilføjer, at han ville ønske, han var blevet våbenpolerer.

“Jeg ville gerne leve af at restaurere japanske våben, lært at lave skeder, bevikle og polere klinger, men så skulle jeg være oplært i Japan – men det er lidt for sent nu”.

Når man er indehaver af blankvåbentilladelse, må man have lige så mange sværd og klinger, man vil. Og Jens har mange. Faktisk har han ikke helt styr på antallet. Men han ved, at han har et par favoritter.

“Noget af det i min samling, jeg er mest glad for, er min japanske marineofficersabel fra 1883, som har en meget gammel samuraiklinge. Der er kirsebærblomster i relief og poleret rokkeskind på skeden. Den er båret under Anden Verdenskrig og er nok omkring 50.000 kroner værd i dag.”

Selvom det er fascinationen af Japan, der er grundlaget for samlingen, så gemmer der sig alligevel to objekter, der tilhørte nazisterne under Anden Verdenskrig. Et emblem og en dolk.

“Jeg har altid været meget imponeret af tyske dolke. De er meget inspirerede af den nordiske mytologi, men jeg sympatiserer altså ikke med dem. Og de tyske samlere, jeg kender, er ikke nazister. Det er folk, der tænker på historien bag. De ser på de forskellige varianter af forskellige våben. Og så er det som med frimærker man vil have det, man ikke har.”

Jeg spørger Jens, om han tror nogle af hans våben har mord på samvittigheden. Han finder en Katakiriba-kniv frem.

“Ja, det kan sagtens være. Den her kniv bruger man til at skære hoveder af med. Jeg ved ikke, om den er blevet brugt, men jeg kunne forestille mig det. Den er fra 1500-tallet.”

Mens Jens omhyggeligt lægger det potentielle mordvåben tilbage på sin plads, spørger jeg ind til, hvad han ellers bruger sin tid på. Det viser sig, at Jens har to sønner, der indtil videre er ligeglade med deres fars passion for antikke våben. Han gør sig ingen forhåbninger om, at de en dag overtager samlingen.

“De våbensamlere, jeg kender, er ældre. Jeg tror, at våbensamlere er en uddøende race.”

*Jens er ikke kildens rigtige navn. Redaktionen er bekendt med hans fulde identitet.