‘Jersey Shore’ var med til at sprede EDM over hele verden​

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA og bringes her med bidrag af Noisey Danmark

MTV’s Jersey Shore indledes med en monolitisk, dramatisk personae over karakterer, der over en kort årrække begyndende i 2009, fungerede som amerikansk popkulturs største antihelte. Deres kaotiske, alkoholtågede fest-eskapader fremstod til skræk og advarsel for befolkningen og viste et særegent folkeslag, der var mere interesserede i øjeblikkets rus og nydelse, end de var i at forbedre deres levevilkår. Serien spredte sig som en steppebrand og havde millioner af seere. Den affødte regionale remakes som for eksempel MTV UK’s Geordie Shore, en Toronto-baseret DIY-version under den passende, og dog fantasiløse, titel Lake Shore og det uforglemmelige, danske show Kongerne af Marienlyst. Jersey Shore ramte helt sikkert en nerve (eller måske var det bare fladlusene, der kløede), som folk ikke engang vidste, de havde.

Da serien lukkede og slukkede tilbage i 2012, fik den ingen pæne ord med på vejen. I Entertainment Weekly skrev Ken Tucker, at “hele seriens eksistensgrundlag beroede på seernes appetit for karakterer, der skaber sig som arrogante fjolser, falder på halen og hooker up med hinanden.” Andre kritikere påpegede, at serien var et decideret anti-feministisk og politisk ukorrekt organ, der påvirkede ungdommen på negativ vis. I det store hele er begge opfattelser korrekte, men når en serie bliver så stor, rækker dens indflydelse meget længere ud, end man umiddelbart tror. Udover at skabe grobund for en hel generation af fitness- og solarieentusiaster, så var Jersey Shore også med til at føre EDM-musikken ud i mainstreamen og opfostre en ny og langt dummere variant af dance-musikkultur.

Det handler om elektrohouse, formen folk som Steve Aoki, LMFAO og Avicii er i bagt i, der appellerede til dancefans hele vejen gennem 00’erne. Lady Gagas særlige variant, der smykkede sig med en åbenlys euro-vibe, sendte for alvor musikken ud i mainstreamen i 2008 og 2009, men der var ikke helt lagt op til den perfekte storm endnu. Det var simpelthen ikke bro nok. Jersey Shore præsenterede musikkens ideelle forbruger. En liderlig, irriterende, men bemærkelsesværdigt nok kritisk og kræsen forbruger. EDM matchede faktisk ikke bare den livsstil, serien glorificerede, den var en helt grundlæggende komponent i dens popularitet. Pauly D’s sidetjans som dj gjorde ham til et omdrejningspunkt i serien og skaffede ham lige så meget omtale som Snookis post-Paris Hilton udskejelser i sladderbladene. I den version af USA, som serien skabte, var det, at vide – eller nogenlunde vide – hvordan man brugte en CDJ og en mixer, det samme som at være fodboldstjerne. Natklubben var fodboldbanen, og hver kvinde på dansegulvet en stolpe. Der var ikke tale om ravekultur, men bro-kultur.

Bro-kulturen adskilte sig, og adskiller sig fortsat, radikalt fra sit ophav. Ravekulturen har stort fokus på fællesskabet som en transcendental oplevelse, men bro-kulturen er mere målorienteret. Det handler om strategi og taktik for at score. Mændene opfører sig som ulve i et kobbel – typisk jager de i folk – og træner sammen og sørger for, at alle har den rette frisure og det stærkeste outfit for at optimere deres fælles chancer med det modsatte køn som en flok løvhyttefugle på proteinpulver og steroider. For at være helt ærlig, så er den her video fra 2007 (!) nok den bedste måde at beskrive bro-kulturen på.

Du kender måske personen bedre under betegnelser som “narrøv” eller “klaphat” eller bare “bro”, men de er allestedsnærværende i dag. Dagens bro forklæder sin mørke sjæl i pseudo-intellektuelle udtalelser og foregiver at være “en flink fyr” i stedet for at vise verden sit hæslige indre. Men uanset om han er “woke bae”-typen på Twitter eller festivalgængeren i bar overkrop og neongrønne solbriller, så er han stadig en bro. Bro-typerne er også fortsat EDM-musikkens kernepublikum, og det, der umuliggør, at EDM nogensinde bliver et sikkert rum at optræde i for kvinder, folk, der ikke definerer sig efter binære kønsopfattelser, eller bare folk, der ikke er heteroseksuelle. Selv om Jersey Shore er forsvundet, sidder seriens giftige aftryk stadig dybt i vores kultur. Unge, gennemsnitlige forstadsfyre og Brian Badejerntyper væltede ind i dance-kulturen uden nogen som helst forståelse for genrens ophav. Det er selvfølgelig ikke altid en dårlig ting at åbne en subkultur for et bredere publikum, men i det her tilfælde gjorde det mere skade end gavn.

Mine egne oplevelser som vidne til den her udvikling er naturligvis farvet af, at jeg boede i en forstad til Toronto og ikke i New Jersey. Mine sidste år i gymnasiet og mine første år på uni var præget af pumpede unge mænd med forskellige nuancer af farvet hår. En udvekslingsstudent, som boede hos min familie, var på halv-ironisk vis fan af Jersey Shore og GTL, og gik meget op i at træne biceps og holde sin faux-hawk ved lige, selv om han godt kunne se det latterlige i det. Men det, han var allermest pertentlig omkring, var sin playliste på iPoden. Det var en endeløs kavalkade af David Guetta, Tiesto og Swedish House Mafia. Den sang, han spillede mest, og som jeg den dag i dag stadig associerer ham med (vi har fortsat kontakt), var Edward Mayas fortolkning af en gammel aserbajdsjansk sang, der gav ham et euro-bro flair, som naturligvis var påkrævet. Den lå i top-10 på hitlisten, mens Jersey Shore kørte, også i Canada. Selv de ellers så høflige canadiere kunne ikke stå for serien.

Det er værd at bemærke, at den type EDM faktisk ikke er stærkt repræsenteret i selve serien. Musikken, der kører i baggrunden, består hovedsageligt af den der typiske alt rock-lyd, som MTV ynder at bruge i alle deres realityserier. Seriens soundtrack var i langt højere grad eksponent for bro-ånden og bød blandet andet på den uofficielle temasang “I Like It” med Pitbull, Deadmau5’s banger “Ghosts N Stuff” og stort set samtlige udøvere af genren, jeg tidligere har nævnt. Det er meget sandsynligt, at fadæsen med baggrundsmusikken skyldtes, at MTV ikke forstod, hvad det var, der gjorde bæstet, de havde skabt, til et kulturelt fænomen. Men uanset MTV’s uvidenhed er det klart, at The Shores udskejelser ikke havde slået igennem uden et lydtapet, og at det lydtapet – en hel genre – ingen mening gav uden de helt rette karakterer til at levere det platoniske fest-ideal. ‘EDM’ som vi kender det, en bred paraplybetegnelse for bro-centrisk dancemusik, ville simpelthen ikke eksisterer, havde det ikke været for Jersey Shore.

Jersey Shore dukkede op under en af TV-historiens helt store overgangsperioder. Før Netflix kom på banen havde ideen om “prestigeprojekter til TV” endnu ikke krystalliseret sig. Det var kun HBO og AMC, der havde taget de første spæde skridt i den retning. Realityserier dominerede sendefladen og Jersey Shore var genrens absolutte højdepunkt (eller lavpunkt). Aften efter aften kunne man trygt stole på at serien ville levere drama helt uden nogen form for selvindsigt. Langt hen af vejen virker Jersey Shores succes som lidt af et tilfælde. Ingen havde forventet, at lige netop den her gruppe idioter skulle gå hen og blive så populære. Det er formodentlig den sidste serie af sin slags, da webtjenester som Vine, YouTube og Snapchat hurtigt blev bedre til at kultivere vildere karakterer, end TV-producenterne formåede at caste. I den forstand er der nærmest noget poetik ved Jersey Shore. Hvis The Osbournes var startskuddet for den musikalsk orienterede realityserie, så er Jersey Shore det sorte hul i universet, som sugede en hel musikgenre til sig.