Stuff

Allersidste udskænkning på Københavns mest hardcore morgenværtshus

Café Louise har holdt sin sidste morgenfest.

af Lars Jellestad
01 december 2016, 6:00am

Foto af Journalisten 

Tirsdag klokken 06:22. Der er mørkt og mennesketomt på Nørrebrogade med undtagelse af nogle få cyklister, der suser over broen til Indre By. Jeg tager i den låste, graffitiovermalede dør og stirrer på et kuglekamera, som peger skråt ned på mig. 30 sekunder senere bliver der åbnet, og for første gang i mit liv er jeg ædru, da jeg træder indenfor i det røgfyldte lokale med de gule vægge, hvor jeg ellers havde svoret, at jeg aldrig ville sætte mine ben igen.

Midt på det tomme dansegulv, alene og upåagtet, står en lavstammet afrikansk mand med halvt lukkede øjne og nikker ude af takt med firserpoppen, som brager ud af højttalerne. Da han får øje på mig, slår han armene ud til siden og overdøver jukeboxen: "Welcome, my friend. Come in and have some fun!"

"AND IT'S TIME TO FEEL GOOD!!!," råber han sammen med Katrina & The Waves. Om lidt er det hele forbi.

Café Louise har holdt sin sidste morgenfest. Når du læser det her, så er det slut med at hamre Gajol-shots ned og tage streger på lokummet inde bag den blåmalede træfacade lige før Dronning Louises Bro, mens morgentrafikken glider forbi udenfor.

Ejeren har ikke villet sige, hvad der konkret ligger bag lukningen, men det ville nok ikke være helt forkert at antage, at politikerne og naboerne har fået nok af den evindelige ballade, som stedet er kendt for.

I weekenden har der været afslutningsfest med band og pressedækning, men en benhård hverdagsmorgen, hvor der drikkes i trods, er mere i Louises ånd. Sådan en morgen er det nu.

"Det er med sorg i sindet, at vi må hermed må meddele, at Cafe Louise lukker. Vi har desværre kæmpet en forgæves kamp om at at fortsætte med at ha' åbent. Selv om der var mange muligheder for denne løsning. Men vi ved, at mod dumhed kæmper selv Guderne forgæves," skrev værtshuset på Facebook.

Opslaget er blevet delt hundredvis af gange, og de fleste i kommentarfeltet er enige om, at lukningen er trist. Der var også en enkelt, der spurgte: "Hvor skal alle voldspsykopaterne så gå hen?" Selv modtog jeg nyheden med en vis lettelse. Jeg synes, det er rart ikke at have den mulighed. Jeg hader ikke Louises, men gud, hvor jeg dog hader mig selv for den håndfuld morgener, jeg har tilbragt derinde – og de lorteminder, jeg tog med mig, da jeg væltede ud i morgenlyset og snublede over fejemaskiner og morgenfriske motionister. Det er et sted, jeg forbinder med dårlige stoffer, dårlige beslutninger og dårligt selskab. Et sted, hvor udtrykket "dødsdruk" kunne have en ret bogstavelig betydning.

Tidligere i år kom det frem, at når ordensmagten rykker ud til ballade i nattelivet på Nørrebro, så er det i hvert tredje tilfælde på grund af episoder på Louises. Balladen toppede for nogle år siden med drabet på en 38-årig familiefar, som blev stukket ihjel en tidlig morgen uden for værtshuset efter et masseslagsmål, som havde bølget frem og tilbage inde bag den blåmalede facade. Det var et spørgsmål om tid, før bevillingen røg.

"Café Louise er desværre blevet en magnet for alt fra slagsmål, knivstikkerier og skyderier. Jeg synes, det er på tide, at Bevillingsnævnet nu går ind og kigger på, om der skal være alkoholbevilling hele natten. Det handler lige så meget om, at beboerne i ejendommen kan føle sig trygge," sagde byrådsmedlemmet Lars Aslan Rasmussen til mx.dk, efter at en 40-årig mand var blevet snittet i halsen med en kniv.

Men alt det kan være lige meget nu, for uanset hvem og hvad, der har ført til morgenværtshusets endeligt, så er festen forbi.

"Yes. There's never gonna be a bar here again. That's it." - bartenderen, på Louises sidste morgen

Tilbage på Louises nærmer klokken sig syv, og musikken spiller på sidste vers. Jeg tager bestik af selskabet. Afrikaneren, der bød mig velkommen, tåger rundt i sin egen verden. I baren står en mand og en kvinde i 50'erne og råber i munden på hinanden, og på en stol langs væggen hænger en langhåret mand ind over et bord. Han laver lyde, mumler halve sætninger uden mening og råber af og til op for derefter at synke sammen igen over bordet. Ingen ser ham ud over mig.

Ret akavet og ude af trit med stemningen bestiller jeg en danskvand. Det har de ikke, men jeg kan få en cola, og den skal betales med kontanter, for dankortterminalen dur ikke. Jeg fisker 6,50 op af lommen og kigger undskyldende på bartenderen – en kvinde med langt, blond hår, lange negle og lange nattevagter, der har sat spor i hendes ansigt.

"Det er fint. Bare giv mig, hvad du har."

Fair nok. Bartenderen fortæller mig, at hun har arbejdet der i seks år og kommet der som gæst i endnu længere tid. Hun kan slet ikke forstå, at det hele er forbi lige om lidt. I weekenden har der været afslutningsfest med band og pressedækning, men en benhård hverdagsmorgen, hvor der drikkes i trods, er mere i Louises ånd. Sådan en morgen er det nu. Afrikaneren slutter sig til mig. Han støtter sig op ad en søjle, der forbinder bardisken med loftet, kigger op på mig med blodsprængte, halvt lukkede øjne og præsenterer sig så som Josh. Jeg spørger Josh, om han ved, at det er stedets sidste "aften"?

"No, I don't believe you. Seriously?"

Bartenderen bliver kaldt over som sandhedsvidne: "Yes. There's never gonna be a bar here again. That's it."

"Årh, så skrid dog. Hold dog op med at være så røøøøvkedelig!" - dame i pels

Josh, som siger, han er IT-ingeniør, fortæller mig, at han kom til Danmark for tre år siden på grund af en kvinde, som nu har smidt ham ud. Han håber, det kun er midlertidigt. "But if she knew I was in a place like this, she would never look at me again," siger han og skal til at fortælle mig, hvad der er galt med danskerne, da han bliver afbrudt af en ældre kvinde i tyk pels, som i mellemtiden er rykket tættere på os. Hun fægter vildt med armene i et forsøg på at dirigere musikken og hælder sin drink ned i et imponerende tempo.

"Flot pels", siger jeg til hende, da hun får øje på min cola og begynder at stirre anklagende på mig.

"Jeg bliver nødt til at have den på. Ellers bliver den stjålet."

Så byder hun både Josh og mig op til dans, men ingen af os tager imod tilbuddet.

"Årh, så skrid dog. Hold dog op med at være så røøøøvkedelig!"

Og det gør jeg så, skrider ud i morgentrafikken og tager på arbejde. Forleden advarede forfatteren Henrik List om, at "bonderøven" Frank Jensen og de "mange, sarte middelklassetilflyttere" er ved at ødelægge Københavns natteliv med deres evige klager over støj og larm, og jeg er til dels enig. Jeg er i hvert fald ikke typen, der jubler, når byen bliver en brun bodega fattigere og en ramen-restaurant rigere. Men i det her tilfælde må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke kommer til at savne Café Louise. Kvinden i pels har sgu nok ret, jeg er alt for kedelig til sådan et sted.

Det forlyder i øvrigt, at adressen fremover skal huse en guldsmed.

Læs mere fra VICE:

Jeg tilbragte natten i Magasin til Black Friday og fik min tro på danskerne tilbage

Mød den unge filosof, der er bange for, at du har glemt, hvordan man drømmer

Billeder af folk, der ikke kom ind på Sunday