Interviews

Vi spurgte en fremtrædende dansk Trump-tilhænger, om han er glad nu

Trump er præsident, og dermed er det gået lige, som debattør og politolog Søren Hviid Pedersen havde håbet på.
9.11.16
Via flickr bruger 

Matt Johnson 

CC BY 2.0

Nu er det simpelthen officielt. Donald Trump – mangemilliardæren, som praler af at forulempe kvinder, er verdens mægtigste mand. Det er den her uforudsigelige, orangefarvede demagog, der kommer til at lede den vestlige verden de næste fire år, og det må vi bare vænne os til. Fuck klimaforandringerne, fuck freden, fuck minoriteterne og fuck det hele. Trump-toget ruller.

Men er det så slemt? Er den undergangsstemning, jeg vågnede op til i mit Facebook-feed, stærkt overdrevet?

Annoncering

Ja, hvis man spørger den borgerlige debattør Søren Hviid Pedersen, der igennem mange år var underviser i statskundskab på SDU. Han er en af de forsvindende få danske debattører med indsigt og ekspertise, som rent faktisk har heppet på Trump igennem hele valgkampen.

Da vi snakkede med ham i slutningen af september, forsvarede han Trumps politik og argumenterede for, at den på visse punkter kunne være et tiltrængt wake-up call for Europa.

Nu får vi at se, om han og amerikanerne, som har stemt på Trump, får ret i deres vurdering af manden. Men i første omgang ringede jeg til Søren Hviid Pedersen for at få en kommentar til, at hans håb blev til virkelighed.

VICE: Er du glad nu?
Søren Hviid Pedersen: Det er jeg sådan set. På amerikanernes vegne, fordi de har fået en præsident, som udtrykker den bekymring og det håb, som rigtig mange jævne amerikanere har. Der er jo ingen, der havde forudset det, som skete her. Han har mobiliseret en stor vælgerbase blandt folk, der ikke har stemt før, og vi burde måske nok - i bagklogskabens klare lys - ikke have undervurderet Trumps chancer, for han har jo udraderet samtlige republikanske præsidentkandidater på sin vej. Det siger jo noget om det momentum og den gennemslagskraft, der har præget hans valgkamp fra starten. Det er en udvikling, jeg som uddannet politolog burde have set, og det er en selvkritik, som jeg tror, mange står tilbage med.

Du siger, at du er glad for resultatet på amerikanernes vegne, men glæder du dig også på danskernes og på europæernes vegne?
Der vil komme nogle andre signaler fra USA til Europa, som Trump jo længe har talt om. Og det gælder sådan set også i forhold til resten af verden. Og det kan medføre, at vi kommer til at betale nogle flere penge til vores forsvar, og dét synes jeg er positivt. Det er et rimeligt krav at stille til os.

Han har jo ikke gjort ting, der er værre, end hvad Bill Clinton præsterede som præsident.

Nu ser vi her til morgen, at Vestas-aktien styrtdykker, og det siger jo noget om Trumps forhold til grøn energi og klimaforandringer – er det ikke rigtig skidt for os alle?
Jeg vil vende den om og sige, at han jo skal sørge for, at den amerikanske energiforsyning er optimal, men ikke kun det. Han skal også sørge for, amerikanerne kan forsørge sig selv. Og hvis det er sådan, at man simpelthen nedlægger en hel kulmineindustri, som man gjorde det i England i 1970'erne og dermed skabte vedvarende fattigdomslommer, som stadig plager Nordengland - det er nogle meget reelle problematikker, som giver et indblik i, hvor alvorligt det er, hvis man bare siger, at nu vil man ikke have kul, fordi det forurener. Det er en prioritering, man gør sig.

Siden vi sidst snakkede sammen, har Donald Trump, i hvert fald ifølge de fleste medier og eksperter, ført en elendig valgkamp og fået et hak i tuden undervejs med den video, hvor han siger grab them by the pussy - og nu er han USA's næste præsident…
Han er vulgær, men så må man altså skelne mellem personen Trump og politikeren Trump, selvom det kan være svært. Men han har jo ikke gjort ting, der er værre, end hvad Bill Clinton præsterede som præsident. Hans affærer i det hvide hus med en ung praktikant… Der skal lige nogle proportioner ind i det. Problemet med Trump er, at han er så ærlig, at han snakker om det.

Annoncering

Men helt ærligt, Søren, amerikanerne har stemt på en kvindeforagtende demagog uden så meget som ét minuts politisk erfaring – hvordan kan du med din baggrund ikke være bekymret over det resultat, vi har fået?
Han overtager et præsidentembede og politisk system, som har en masse konstitutionelle checks and balances, så der er trods alt grænser for, hvad han kan lave af tosserier. Det andet er - hvad han har af kvindesyn og så videre, det må han jo så prøve af rent politisk og så se, om det virker. Hans synspunkter er i og for sig ikke unikke i en amerikansk kontekst. Det er de altså bare ikke. Der er en stor portion racisme og sexisme i det amerikanske samfund.

Jeg mener rent faktisk, at i et land som USA - som har så massive sociale problemer, så er svaret mere omfordeling, og det vil jeg håbe på, at han kan levere.

Men jeg tror ikke, at folk har stemt på ham af den grund. Snarere på trods af de egenskaber. De har stemt på ham, fordi han fremstår fuldstændig uprøvet, og fordi han på ingen måde er en del af det politiske establishment. Han har formået at overbevise folk om, at han har det samme perspektiv som den helt almindelige amerikaner. Han er fuldstændig ufordærvet og har fået fat i et samfundslag, som på ingen måde har følt sig set, hørt eller repræsenteret af det amerikanske politiske system.

Hvad er det bedste, der kan ske nu, hvor Donald Trump er verdens mægtigste mand?
At han kan sætte en dagsorden, hvor der kommer en mere retfærdig fordeling af ressourcer og rigdom i det amerikanske samfund. Det lyder paradoksalt, når det kommer fra mig, som er højreorienteret og konservativ, men jeg er jo netop ikke liberalist. Jeg mener rent faktisk, at i et land som USA - som har så massive sociale problemer, så er svaret mere omfordeling, og det vil jeg håbe på, at han kan levere.

Annoncering

Men det er da paradoksalt, at en stenrig ærkekapitalist som ham skal skabe den forandring, er det ikke?
Jo, men ved du hvad - næsten samtlige politikere, vi kender, som har været sociale reformatorer, har også tilhørt overklassen. Jeg skal bare minde om, at Friedrich Engels, Karl Marx' kompagnon og sponsor, var søn af en stenrig fabrikant og levede et godt liv af det. Hillary Clintons baggrund er jo heller ikke ligefrem fra en arbejderklassefamilie.

Men hvad Trump har lavet af narrestreger, svindel og humbug i sine private firmaer, det er kun godt, at han i sit offentlige embede antager en anden holdning til det.

Hvad er så det værste, der kan ske med Trump som præsident?
At han bliver suget ind det politiske system. At han bliver stækket på alle mulige måder og ikke kan komme igennem med de gode ting, som han har lovet. Det er det, jeg kunne frygte. At det bare bliver mere af det samme, som jeg tror, det var blevet med Hillary Clinton. Men jeg tænker ikke i de dommedagsscenarier, som andre taler om.

Læs mere om præsidentvalget og Trump:

Alle tog fejl

Se Donald Trumps sejrstale

Her er et klip, hvor Tupac diskuterer økonomisk ulighed og Donald Trump i 1992, der aldrig er blevet vist