Annoncering
Stuff

Her er de skotske misbrugere, der lærte skuespillerne fra ‘Trainspotting’ at spille junkier

Den skotske afvænningsklinik Calton Athletic drives af de eks-junkier, der oplærte drengene fra den legendariske narkofilm, "Trainspotting".

af Karin Goodwin, billeder af Angela Catlin
24 februar 2016, 10:42am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Craig Broadley står i øsende regnvejr på en grim motorvejsbro i Glasgow, med sin mobiltelefon presset mod øret, som var den det eneste, der kunne redde hans liv.

På lidt over et år har han brugt £20.000 (190.845 kroner) på kokain. Han har mistet sit tagfirma og er på grænsen til også og miste sin kæreste og deres lille datter. Han tudbrøler.

I den anden ende af røret er John Ferns fra Calton Athletic Recovery Group, der selv har været i Craigs sko og har brugt stoffer på måder, du slet ikke kan forestille dig. Han fortæller Craig, at han kommer til at fucking dø. Det er tid til at træffe et valg.

Vælg livet. Vælg et job. Vælg en karriere. Vælg en familie. Vælg et fucking stort fjernsyn. Vælg vaskemaskiner, biler, CD-afspillere og elektriske dåseåbnere... Men hvorfor skulle man nogensinde ville det?

Det er de indledende replikker i Trainspotting, Danny Boyles filmatisering fra 1996af Irvine Welshs klassiske roman, der er så ikoniske, at de næsten er blevet en kliché. FIlmen har Ewan McGregor, Robert Carlyle, Johnny Lee Miller og Kelly McDonald i hovedrollerne og adresserede en hel generation. Det var narkosnak, som vi aldrig havde oplevet det på det store lærred før - indsprøjtning og snifferi der blev udført af ivrige junkier i Edinburghs underverden. Det var klubberne, festerne og sexen. Det var nedture, overdoser og forfærdelige abstinens-trip.

Men hvad var grunden til, at det hele føltes så ægte? "De fik det fra hestens egen mund," siger Willie Burns, der er en af medstifterne af Glasgows Calton Athletic Recovery Group, til mig.

"Trainspotting-holdet kom til os og blev sat på rette spor. Det var også vores oplevelser, de skildrede," siger den tidligere misbruger, der i dag er mentor.

Trainspotting-castet til venstre, Calton Athletic til højre, fra filmens indledende fodboldkamp (Screenshots via)

Calton Athletic-holdet krediteres som "særlige rådgivere" i filmens rulletekster for at have peget manuskriptforfattere, instruktør, producer og skuespiller i den rigtige retning. De lærte dem at injicere sig selv, så det så autentisk ud, og fortalte om, hvordan det faktisk føles at have abstinenser i virkeligheden.

"Danny Boyle, Ewan McGregor og Johnny Lee Miller plejede at komme til vores møder og sidde bagerst som en del af deres research," siger Colin Nelson, der har æren af at losse fodbolden i ansigtet på McGregor i filmens indledende fodboldkamp. "De hørte, hvordan livet som misbruger var, og hvor det førte folk hen."

Calton Athletic Recovery Group ligger i Glasgows East End og er stiftet af den tidligere alkoholiker og stofmisbruger David Bryce i 1985. Det er et arbejdsklasseområde, der engang var kendt som voldeligt. Territoriet tilhørte den berømte bande the Tongs. Selv i dag ligger den forventede levetid for mænd i området kun på lige omkring 70 år. Dengang var den endnu lavere. Der døde hundredevis af stofmisbrugere. Dem der boede i de tidligere industriområder, som blev ødelagt under Thatcher, var hårdest ramt.

Hvis man ville skille sig af med sin heroinafhængighed før Calton Athletic, kunne man se frem til en lysegrøn dosis metadon.

Stifterne af Calton Athletic, Davie Main og Willie Burns

Men det lod folkene bag Calton Athletic sig ikke nøjes med. Det handlede om afholdenhed - at komme i form og blive stoffri på den hårde måde sammen med andre mænd, der havde lært at åbne sig op og græde over det, der var galt. Det handlede om at skabe en ny form for gruppepres.

"Jeg var 20, da jeg kom," siger Davie Main, der mødte David Bryce på et behandlingscenter. "Der var intet sprut, ingen stoffer og forbud mod at gå ud. Jeg troede, mit liv var forbi. Men selvom jeg ikke var vild med begræsningerne, kunne jeg lide, hvad jeg så. De var sunde. De smilede."

To år senere var han blevet David Bryces højre hånd, og sammen administrerede de et afvænningsprogram for mænd og kvinder, der havde åbent syv dage om ugen, såvel som et vildt succesfuldt fodboldhold og en konsulentordning med nogle skoler. Men de skændtes løbende med myndighederne over deres uforbeholdne modstand over for metadon: "Det virker ikke. Folk bliver holdt for nar," siger han.

Den økonomiske støtte var svindende. I 2011 døde David Bryce, og nu, mere end 25 år senere, driver Davie biksen, men på en stærkt reduceret og frivillig basis.

"Lokalet", som de kalder deres kontor, har set bedre dage. Der ligger bunker af gamle papkasser i hjørnerne, og det er så koldt, at man kan se sin ånde. Men avisklippene fra Trainspotting-dagene hænger stadig på væggene. Da jeg besøger dem er der dog varmt og godt fyldt op med pralende og brummende gæster.

Der er Bill Lynch, en alkoholiker i bedring, der har været i behandling hos Calton Athletic i 40 måneder (og 11 dage og 23 minutter), og ikke længere vågner i en sø af sit eget pis. Nu er han i topform og er en del af det Calton-hold, der skal bestige Mt. Everest til november.

Og så er der Brian Watt, der søgte her hen, efter han næsten døde af at springe ned fra en bygning. Han brækkede ryggen og begge sine arme og indså, at han ikke kunne vende tilbage til livet som afhængig.

Craig Broadley

Men alle fortæller mig, at Craig er den vigtigste person i rummet. Han er det nyeste medlem. "Jeg kan mærke hans smerte, når jeg ser på ham," siger Willie. "Det der kan jeg godt huske."

"Det her er virkelig råt og følelsesladet, og det rammer mig ret hårdt," indrømmer Craig. Det er kun hans fjerde møde. "Min datter fyldte et år i januar, og jeg tænkte: 'Jeg kan ikke blive ved sådan her.' Kokain fik mig bare til at føle mig nede, men jeg kunne ikke holde op. Jeg tog det som det første om morgenen af værktøjskassen i min arbejdsvarevogn, og som det sidste om aftenen. En af mine venner var engang en del af Calton, og han sagde: 'Her er nummeret. Hvis du ville have styr på dit liv, er det sådan her, det skal gøres.' Jeg ringede nummeret op, og det var John Ferns, der tog den."

Hvis du vil snakke med nogen, der på ingen måde er fordømmende over for stoffer, kan du roligt regne med John, der har været i behandling i 13 år.

"Min mutter var voldelig alkoholiker," siger han. "Hun begik selvmord, da jeg var ti år; smed sig selv i Clyde-floden."

John Ferns

Hans 17-årige søster stod for hans opdragelse, indtil han "drog ud i verden" som 16-årig, og det hele ændrede sig. Han startede med joints og øl, men fandt hurtigt amfetamin og derefter heroin.

"Jeg må være ærlig - det var fantastisk første gang, jeg tog heroin," indrømmer han. "Jeg kørte stilen med at have brædder for vinduer og døre. Men heroinen fik det til at ligne Barbados. Inden for få uger opstod trangen til det. Inden for en måned solgte jeg tøj, LP'er, alt hvad jeg havde. Inden for et år begik jeg røverier."

Festscenen eksploderede i Glasgow, og John føjede ecstasy til cocktailen. Da han ikke længere kunne tage kokain gennem næsen, begyndte han at ryge crack. Han knuste alt, hvad han kunne få fingrene i, tilføjede vand og injicerede.

Colin Nelson, en af de oprindelige fra Trainspotting-eraen, med sin to-årige søn Charlie.

Hvad bragte ham til Calton? "Jeg døde," siger han. "Blev kvalt i mit eget bræk i en opgang og reddet af to paramedicinere." Han vågnede på hospitalet, hvorefter hans søster tog ham med hjem og låste ham inde i sit hjem i tre uger, hvor han lå i fosterstilling og var "en bunke knogler bundet ind i hud".

"Jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke spise. Jeg fik DT, jeg rystede, svedte, brækkede mig i en spand ved siden af sengen," husker han. "En af mine venner kom forbi og sagde: 'Jeg tror Calton Athletic kan hjælpe dig,' Jeg ville have sagt ja til hvad som helst for at slippe ud af det hus. Men jeg kom herned og lærte noget af Calton Athletic; at jeg fysisk, mentalt og spirituelt havde slidt mig selv helt op."

På Calton lærte han at genopbygge sig selv; mentalt til møderne og fysisk ved at træne. Det spirituelle kom ved at lægge de to ting sammen. En dag gik det op for ham, at han kunne lide sig selv igen. "Jeg skylder Calton Athletic alt, hvad jeg har her i livet til," siger han.

Det viser sig, at livet ikke er så slemt, hvis man vælger det med hjælp fra Calton Athletic.

Donér penge til Calton Athletics Everest tur her.

Læs mere fra VICE:

Byen Uden Stoffer

I billeder: Da punken mistede sin uskyld i København

En sky i rendestenen