Stuff

Vi har talt med en forsøgsperson fra et af de første LSD-eksperimenter

Læger og sygeplejersker plejede at trippe på LSD i Saskatchewan i Canada. Nu, mange år senere, kan LSD som medicin være på vej tilbage.

af Geraldine Malone
23 marts 2016, 10:10am

Weyburn Psykiatriske Hospital i Saskatchewan, herover, husede LSD-eksperimenter i 1950'erne. Foto fra Flickr-bruger BriYYZ

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK.

Det var en behagelig sommereftermiddag, da Kay Parley tog en blå kjole, hun selv havde syet, på, inden hun slentrede til en lille hytte i byen Weyburn, Saskatchewan, Canada, hvor hun skulle tage LSD for første gang.

Det var i 1950'erne, og Parley var psykiatrisk sygeplejerske på Souris Valley Sindssygehospital, også kendt som Wayburn Psykiatrisk Hospital, hvor indflydelsesrig forskning om LSD fandt sted. Hun skulle mødes med Francis Huxley, antropolog og nevø til forfatter Aldous Huxley (som skrev den berømte bog The Doors of Perception omkring sine oplevelser med at tage mescalin).

"Hvis Francis tror, at jeg kan håndtere LSD, skal det nok gå," skrev Parley i sin nyudgivede bog Inside "The Mental".

"Det ene øjeblik taler jeg helt normalt med Francis, og i det næste øjeblik producerer lampen bag ham pludselig omtrent den samme mængde lys som solen."

Parleys oplevelse er ret unik, når det kommer til psykiatrisk behandling, LSD og Saskatchewans berygtede sindssygehospital. Før hun var sygeplejerske, blev hun selv indlagt på hospitalet i 1948. Først troede de, at hun var skizofren, men langt senere blev hun diagnosticeret som bipolar. Hun var desuden tredje generation i sin familie til at bo indenfor de kraftige murstensmure – hendes bedstefar var der for paranoia, og hendes far blev indlagt, da hun kun var seks år, og blev der i årtier.

Når den 93-årige kvinde ser tilbage på en tid, hvor psykiatrien ikke druknede i bureaukrati, og hvor behandlere af psykisk sygdom var tvunget til at være kreative, ser hun en spildt mulighed i det stigma, der opstod om LSD-behandling. Efterhånden som forskere og institutioner igen begynder at se på de egenskaber psykedeliske stoffer besidder, er det ifølge Parley vigtigt, at Canada går forrest.

"LSD åbnede dørene til de psykisk syge," fortalte Parley til VICE.

"Vi havde udforsket et vigtigt område, og mange af sygeplejerskerne var meget positive omkring brugen af LSD. Det var, som om beslutningen om at forbyde psykiatrien at forske i LSD var så godt som at stemple vores læger som pushere eller sådan noget."

Da Saskatchewan var psykedelisk

Weyburn Psykiatrisk Hospital, engang kaldet Saskatchewan Hospital, åbnede i 1921 på kanten af Souris-floden i det sydøstlige Saskatchewan. Da Parleys bedstefar og far blev indlagt første gang, var det i en tid, hvor behandling af psykisk sygdom var institutionaliseret, og rygter om den fængselslignende behandling af mange af patienterne florerede. Og psykisk sygdom var stadig et misforstået felt, da Parley flere år efter selv blev indlagt på hospitalet.

"Jeg kan ikke sige, at jeg elskede hospitalet uden en vis ængstelse," skriver hun. "Det var overfyldt, larmende, stinkende og lurvet. Der var for mange autoriteter og for mange mennesker, der opførte sig truende eller direkte uintelligent."

Den normale behandling på den tid var insulinterapi – lægerne mente, at de "genstartede" folk ved at give dem en overdosis insulin. Der var også vandterapi, hvor patienterne skulle sænkes ned i et koldt bad for at give dem et chok eller et varmt bad for at få dem til at slappe af. Elektrochok var ligeledes en fast kur.

Heldigvis hørte Parley til en afdeling, hvor de havde visse friheder, og med tiden begyndte hun at skrive for hospitalets avis (ja, hospitalet havde en avis). Men syv år efter hun blev udskrevet i 1949, da Parley vendte tilbage som sygeplejerske, kunne hun konkludere at hospitalet næsten ikke var til at kende igen.

Et nyligt billede af Kay Parley. Foto af Judith Silverthorne .

"Området var fuldt af liv," skriver hun. "Den venligere, mere afslappede atmosfære var til at tage og føle på."

LSD blev første gang syntetiseret i 1938 af den schweiziske kemiker Albert Hoffman, og de psykedeliske egenskaber blev opdaget fem år senere, da han ved et uheld gav sig selv en dosis. I 1950'erne var stoffet blevet introduceret som et psykiatrisk stof, og den ledende forskning på området kom fra Saskatchewan. Provinsen var det rette sted for LSD ifølge Erika Dyck, formand for et center for medicinsk historie ved netop University of Saskatchewan.

"Før blev [psykiatriske hospitaler] ikke rigtig set som helbredende steder, de var i stedet forvaringssteder, som naturligvis af nogen ville blive set som en slags fængler," fortæller Dyck til Vice. "Efterhånden som de højnede deres indsats, begyndte de at ansætte flere folk og ringe rundt, i dette tilfælde til England, for at finde psykiatere og læger med konkret erfaring. De ville have folk, der var villige til at udføre eksperimenter, der ville lede til systematiske forandringer."

Den britiske psykiater Dr. Humphry Osmond var tilsynsførende. Det var faktisk Osmond og Aldous Huxley, som opfandt termen "psykedelisk" in 1956, da de forsøgte en finde en måde at beskrive et LSD-trip på. Osmond havde forsket i mescalin og ønskede at se, hvilke døre LSD ville åbne.

"Provinsen investerede i forskere og gav dem frihed til at udføre de her undersøgelser," sagde Dyck. "Set i bakspejlet kan vi måske kalde det quasi-etisk, men de følte uden tvivl, at de var del af nogle progressive ændringer."

I 1957 gav sammenslutningen af amerikanske psykiatere (APA) Weyburn Hospital en pris for dets bedrifter, og Parley følte, at hun havde "ramt toppen af en bølge."

"Saskatchewan var førende i feltet og verden så på," skrev hun.

LSD-forskningen havde oprindeligt fået til opgave at finde årsagen til og kuren mod skizofreni, selvom skizofrene patienter ikke modtog doser. Parley forklarer, at i stedet tog læger og sygeplejersker stoffet for at kunne opleve, hvordan det føles at have hallucinationer, hvilket de håbede kunne lede til øget empati eller måske endda en kur.

"Det mest positive aspekt ved brugen af LSD på Weyburn var at lade de ansatte opleve hallucinationer. De kunne udvikle en større forståelse for, hvad deres patienter gennemgik," fortalte Parley til VICE. "Erkendelsen af, at en rask person kunne glide ind i en verden af forvrænget sansning så let som ingenting, var noget af en øjen-åbner. Som tidligere patient følte jeg endelig, at jeg kunne kommunikere mine oplevelser til folk, som forstod dem."

Der var også opmuntrende virkninger på folk med paranoia og afhængigheder. Parleys job var ofte at sidde med patienter, berolige dem og sørge for, at alt var i orden under deres trip.

Hendes egne oplevelser med at tage LSD havde ikke nogen indflydelse på hendes bipolaritet, fortæller Parley, men det forandrede hende alligevel.

"Jeg fik en fuldstændig ny opfattelse af mig selv i det øjeblik, og det har styrket mig mange gange i løbet af årene," skrev Parley. "Jeg, der havde betragtet mig selv som en svækling, var én af de stærke. Det var en åbenbaring."

Men LSD-forskingen fik ikke lov at fortsætte.

På samme tidspunkt i USA (og i Canada) havde CIA gang i nogle uetiske eksperimenter under navnet Project MKUltra på intetanende forsøgspersoner. LSD blev samtidig opdaget af 1960'ernes alternative ungdomsbevægelse. Overgangen fra hospital til gadeplan førte til restriktioner, og i 1968 blev det ulovligt i Canada. Og Psykotrop-konventionen fra FN i 1971 satte mere eller mindre en stopper for alle former for LSD-forskning verden over.

De her farverige tabletter kan have mange flere egenskaber end at få dig op at køre til en festival. Foto fra Wikimedia.

LSD kommer igen

For en kvinde, der lever i sit niende årti, fortæller Parley, at hun har set sin del LSD.

"LSD var så stor en indirekte velsignelse for mig, at jeg ikke kan lade være med at føle taknemmelighed til stoffet den dag i dag," skrev hun. "Engang var der nogle få vovede mennesker, der fandt en metode til at udvide deres bevidsthed. Var de vanvittige? Hvem ved? Det virkelige spørgsmål er; var det klogt at lukke det ned?"

Mange forskere stiller sig det samme spørgsmål. Dyck har sandsynligvis udført den mest omfattende undersøgelse af de første år med LSD og følger nøje med i ny udvikling på området. I en afhandling offentliggjort for nylig i Canadian Medical Association Journal argumenterer Dyck for, at LSD kunne spille en rolle for den aldrende befolkning.

"Fremtiden for psykedeliske stoffer er måske udpræget anderledes," sagde Dyck. "Ikke fordi forskningen i psykedeliske stoffer nødvendigvis har forandret måden, vi ser dem på, men jeg tror, at den kontekst, vi tager dem i, har ændret sig temmelig meget."

LSD's intensive psykoterapeutiske historie kunne spille en presserende rolle i palliativ (lindrende, red.) behandling. Dyck sagde, at det ikke vil kurere eller reducere smerte, men vil hjælpe folk med at acceptere døde.

"Det er et af de områder, hvor der er størst potentiale for vækst, ikke kun spirituelt, men også i forhold til at opfatte helbredelse på en anden måde, ikke kun på en biomedicinsk facon, men også i en mere holistisk forstand," forklarede Dyck.

"Og man kan se, at i visse af de nylige debatter omkring palliativ behandling har brugen af LSD eller psykedelika intet at gøre med lindring af smerte eller andre traditionelle former for behandling – det bruges i højere grad til at tage sig af ængstelsen ved død."

Det kan også komme til at spille en vigtig rolle i forhold til psykiske sygdomme, der er meget svære at behandle, som angst og depression. Dyck sagde, at sundhedsstyrelsen i Canada indenfor det seneste år har godkendt forskning med psilocybin, den hallucinogene komponent i psykedeliske svampe, specifikt i forhold til behandling af post-traumatisk stress.

"De var i stand til have ud-af-kroppen-oplevelser og se på det næsten som en flue på væggen i stedet for at se det som noget, der skete med dem eller indeni dem," sagde Dyck. "På en måde er det et klassisk psykoterapeutisk koncept, det er noget, man vil forsøge at opnå, men de følte de var i stand til at gøre det indenfor et tidsrum på otte timer, ikke flere år."

Hun tilføjede, at hvis tanken om at se indad overlever, kan man forestille sig, at det bliver overført til en række andre psykoterapeutiske kontekster. "Hvis vi er villige til at acceptere tanken, så tror jeg, man kunne se det bevæge sig fremad i mange forskellige retninger," siger hun. "Det skaber indsigt."

Hun er også optimistisk med hensyn til forbedrede forskningsværktøjer som avanceret medicinsk billeddannelse, hvilket tillader forskere at se, hvad hjernen gør under en patients bevidsthedsforandrende oplevelser.

Dyck siger, at siden en undersøgelse fra 2007 af den britiske neuropsykofarmakolog David Nutton viste, at alkohol og tobak var mere skadeligt end psykedeliske stoffer, har der været begejstring blandt forskerne og slækkede regulationer verden over.

En stor del af de her studier henviser stadig til forskning lavet på Weyburn, selvom selve hospitalet blev jævnet med jorden i 2009. Men kunne Saskatchewan, hvor ordet 'psykedelisk' blev født, igen blive ledende i LSD-forskningen?

"Jeg ved det ikke, det er i virkeligheden svaret," sagde Dyck.

Mere fra VICE:

Her er alle de lamme måder, du røg dig skæv som teenager

Joints til 1300 kroner og andre luksus hash-produkter, ingen har råd til

Vi fik en dansk cokepusher til at rangere sine kunder