Fremtidens magthavere

24 år og politisk rådgiver hos Enhedslisten: "Jeg er fanme vokset op i et virkeligt Danmark"

"Problemet med vores generation er, at vi vender problemerne indad i stedet for at se på dem som noget kollektivt. Vi lærer, at når vi har problemer, så er det vores egen skyld. Det er virkelig noget lort."

af Lene Munk
07 oktober 2016, 6:00am

Alle billeder af Daniel Hjorth


Den første tirsdag i oktober markerer den dag, hvor de 179 mennesker, der har magten til at ændre din fremtid er tilbage på pinden. I anledning af Folketingets åbning sætter vi derfor fokus på nogle af de største politiske talenter på Christiansborg – både politikerne og dem der står bag dem i kulisserne. For hvem er de unge, der på trods af politikerlede og dalende medlemstal i partierne brænder så meget for politik, at de har fundet vej til en politisk toppost, før de er fyldt 30? Vi spørger fremtidens magthavere, hvor de kommer fra – og hvad de egentlig vil med magten.

"Jeg er fanme er vokset op i et virkeligt Danmark – de eneste akademikere, jeg kendte som barn, var præsten og lægen. Alle andre arbejdede på tæppefabrikken eller presenningfabrikken," siger Mai Villadsen.

Når hun tænker tilbage på sin barndom, så skinnede solen altid. Selvom hun elsker at bo i København, så elsker hun endnu mere at være vokset op på landet – nærmere bestemt i Vestjylland.

Vi har købt to kaffe to-go og sidder i en stadig lun efterårssol i Bibliotekshaven ved Christiansborg.

Mai Villadsen er uddannelsespolitisk rådgiver hos Enhedslisten, og det giver god mening. Hun er tidligere formand for organisationen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), og uddannelse har været omdrejningspunktet i hele hendes professionelle liv. Derfor bliver hun også bekymret, når hun ser, hvordan unge presses gennem uddannelsessystemet og bliver syge med stress, angst og depression. Og når hun ser politikerne glemme, at selvom de selv og deres egne børn har gået i gymnasiet, så er der mange familier derude, for hvem virkeligheden er en anden. Blandt andet derfor håber hun, at politikerne på Christiansborg en dag vil afspejle befolkningen bedre.

"Magtdanmark består af en gruppe mennesker, som kan regnes for en meget lille procentdel af virkeligheden. Lige nu bevæger jeg mig rundt på Christiansborg, hvor størstedelen af dem, jeg møder, er akademikere. Men mine Facebook-venner er frisører, sosu-assistenter og landmænd, og de synes, at meget af det, jeg går op i, er noget pis, og det får jeg rigtig meget ud af. Jeg kan snakke med dem og forstå, hvordan tingene hænger sammen derude, udenfor murerne."

VICE: Hvornår tog du første gang politisk stilling?
Mai Villadsen: Noget, som står meget klart for mig, er, at der kom en flygtningelejr i den lille by, jeg kommer fra. Først med bosniske flygtninge og bagefter med afghanske flygtninge.

Hvordan oplevede du det?
Den lå lidt i udkanten af byen, og så begyndte de jo at gå i børnehave og skole med os andre. Man kunne høre på de voksne, at der var nogen, der syntes, at de der flygtninge var farlige eller havde gjort noget forkert, og jeg kunne bare slet ikke forstå, hvordan de kunne tænke det. For det første var det jo helt forfærdeligt, at man skulle flygte, og jeg havde så svært ved at forestille mig, hvis det var mig. Og så blev jeg rigtig gode venner med nogle af dem og fik nogle virkelig gode oplevelser, og det betød meget for mig.

Jeg kan huske, at jeg havde fået lokket min far med ud at samle ind til Dansk Flygtningehjælp, og der var flere i min klasse i skolen – og vi var ikke særligt gamle – som syntes, at det var forkert. Der var meget diskussion om alt det her med flygtninge, fordi der var en flygtningelejr. Og det var nok første gang, at jeg følte, at jeg ikke bare tog stilling, men faktisk også sagde noget, som var upopulært; at de her folk skulle holde op, og at man da skulle behandle flygtninge alvorligt.

Det har været en udfordring for mig, det her med at sige ting, der er upopulære, at sige min holdning, selv om jeg godt ved, at alle ikke er enige.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Det er her, man gerne skulle komme med et eller andet bevinget og smart svar, men det er totalt meget Harry Potter-bøgerne. Det vil jeg heller ikke løbe fra. Jeg kan huske, da den sidste kom, og det sluttede, og jeg tænkte; hvordan finder jeg nogensinde en anden verden, der kan betyde lige så meget? Jeg har også tænkt på dem i forhold til politik – der er jo sindssygt mange værdier indlejret i de bøger, som handler om fællesskab og sammenhold, og de bekæmper en ond fascist, som taler om 'mudderblod', og at nogen er dårligere, fordi de har andre gener – det er jo mega aktuelt i dag, politisk.

Hvad er den største udfordring for dit parti?
I Enhedslisten har man arbejdet med i mange år, at det ikke kun er akademikere, der skal sidde i Folketinget, og vi har også en folketingsgruppe med både arbejdere og ufaglærte, men vi er jo totalt blege alle sammen. Vi mangler nogle brune danskere i partiet, og vi skal arbejde for, at der er plads til, at man kan være på alle mulige måder og være engageret i politik. Så der er helt klart nogle udfordringer på den front, og man kan ikke regne med, at det sker af sig selv – man må invitere folk ind og måske også ændre den måde, tingene foregår på.

Alle billeder af Daniel Hjorth

Hvem er din største politisk helt?
Jeg har ikke en helt a la Gandhi eller Mandela, det er mere personer, jeg har mødt i virkeligheden, og som har gjort en forskel. Både min mormor og farmor var syersker og havde hårde kår, og så blev min farmor aktiv i fagforeningen. Hun har fortalt en del historier om, hvordan de blokerede fabrikkerne, hvis forholdene ikke var gode. Det har betydet rigtig meget for, hvordan jeg tænker, man kan lave politik; at man skal stå sammen og sige fra og – ja, bare gøre noget.

Hvad er din største fortrydelse?
Hver dag jeg sætter op på min cykel uden cykelhjelm, så fortryder jeg lidt, at jeg er så dum.

Må man kalde nogen for neger?
Nej, det synes jeg ikke, man må. Og jeg synes helt ærligt også, at det er en røvirriterende diskussion.

Nu kommer jeg jo fra, hvor jeg gør, så det troede jeg faktisk, at man kaldte sorte mennesker, indtil jeg flyttede til København. Jeg kan huske, at jeg sad i mit kollektiv, og vi så en eller anden tv-serie, og så siger jeg det om en karakter i serien, og så flipper alle helt ud. Og det er jo klart, men jeg havde slet ikke aflæst, at det er et virkelig grimt ord, som har en forfærdelig historisk betydning, og som gør folk kede af det. Men det lærte jeg så, og siden har jeg selvfølgelig aldrig brugt det.

Jeg forstår ikke, at folk holder fast i at ville bruge ord, som sårer andre mennesker, og som har en forfærdelig historisk betydning. Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Det må være almen pli, at man snakker ordenligt om og til andre mennesker.

Afslut den her sætning: Problemet med min generation er...
At vi vender problemerne indad i stedet for at se på dem som noget kollektivt. At vi lever i en vild præstationskultur – blandt andet i uddannelsessystemet – hvor vi ender med at konkurrere mod hinanden.

Problemet er, at vi lærer, at når vi har problemer, så er det vores egen skyld. Det er virkelig noget lort, for der er så mange unge i dag, der oplever stress, depression og angst og så vender det indad.

Jeg kan genkende fra mig selv tanken om, at det er, fordi jeg ikke kan formå nok, men det er simpelthen, fordi der forventes alt for meget.

Selvfølgelig skal man arbejde med sig selv, men i virkeligheden er det jo samfundet, der er noget galt med, for vi har lært, at det er os selv, der skal præstere mere og bedre, og ikke samfundet, der skal give nogle ordentlige betingelser for, at man kan trives. Og i stedet for at gå på gaden, går man til psykolog.

Der skal strukturelt ændres nogle ting, og de kan kun ændres ved, at der bliver sagt fra. Det er vigtigt, at flere deler deres oplevelser og fortæller deres venner om udfordringerne og bryder tabuet. Det er vigtigt, at vi står sammen om at sige fra, det er der virkelig behov for.

Hvad tænker du på, når du kører bil alene?
Den ene gang om året, jeg kører bil alene, tænker jeg bare på, at jeg ikke skal køre nogen ned.

Jeg kan rigtig godt lide at svømme, og der har jeg det der sted, hvor jeg kan rense hovedet, som andre nok opnår, når de kører bil alene. Så kan jeg få gennemgået alt det, jeg har inde i hovedet, taget de der beslutninger, jeg har brug for at tage, forberede mig på de svære samtaler, jeg skal have med folk. De store ting. Også tanker om kærlighed.

Der er ikke andet, der kan forstyrre, når du er i vandet, du kan ikke lide tage mobilen frem eller tænde for fjernsynet. Det er fantastisk.

Hvem har haft størst betydning for, hvem du er i dag?
Min far er folkeskolelærer, og da jeg var barn, kom de, der ikke havde det så fedt i skolen, hjem og hang ud hos os. Vi snakkede meget om derhjemme, at der er nogen, der ikke altid får madpakke med, at der er nogle uligheder i samfundet, og det har betydet rigtig meget for, hvordan jeg tænker; at alle ikke er lige privilegerede fra start af, og derfor må vi have et samfund, som hjælper, og som skaber lighed. Og så har han udfordret mig meget. Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra skole og satte mig op på køkkenbordet – det var altid ham, der lavede mad – og så snakkede vi om politik, og det betød, at jeg fik et værdisæt om mere lighed og også kunne knytte det til noget reel politik.

Selve det at gå ind i politik skyldes en af mine lærere. Jeg fik en ny lærer i sjette eller syvende klasse, Jørgen, som var gammel Tvind-lærer, så han gik rigtig meget op i skoledemokrati, og han fik mig overbevist om, at jeg skulle stille op til elevrådsformand, og at vi skulle kæmpe for nogle ting. Det betyder virkelig meget, at der er nogen, der siger: 'Du kan godt, sig det lidt højere, det, du mener.' Og det gjorde han for mig.

Læs flere interview med unge politikere fra VICE:

Inger Støjbergs spindoktor: "Det er fedt at have en chef, som folk gider forholde sig til"

Manden de kalder 'Mini-Tulle': "Jeg siger, hvad der passer mig"

27 år og konservativ politisk ordfører: "Jeg fortryder, at jeg ikke havde bedre tid til at være ung."

Håbet fra arbejderklassen: Det er pissesvært at rumme både de lavtlønnede og den kreative klasse