Annoncering
Penge

Vi skal stoppe med at romantisere den danske studietid

Det er en tid fyldt med angst for fremtiden, og ikke bare en mulighed for at være pisse bohéme.

af Lisa Ludwig
24 maj 2015, 6:57pm

Foto af Lousy Auber.

Kan du huske dengang, du gik i gymnasiet og alle fortalte dig, at studietiden ville være bomben? Det bedste nogensinde, højdepunktet i din tilværelse, the time of your life a la Dirty Dancing? Det er ikke underligt, hvis din tid på uni ikke helt har levet op til det indtil videre. Det at læse er nemligt ikke bare en dans fra Smirnoff Ice-fyldt fredagsbar til fredagsbar, men i lige så høj grad en øvelse i eksistentiel angst, spareråd og ligegyldighed. Der er selvfølgeligt også mange gode ting ved at studere – det er bare ikke lige så rosenrødt som dem, der er ude af systemet, har hang til at tro.

Måske kan de øjeblikke, hvor man virkelig havde det sjovt, virke dobbelt så fantastiske, når man ser tilbage. De gange man kom i skole med tømmermænd, rusturen og den frihed man følte, fordi livet først rigtigt var begyndt med studiet, hvor alle døre til voksenlivets drømme nu pludseligt stod åbne. Måske er det sådan, at folk kommer til konklusionen, at studietiden var den bedste i deres liv. Der når de rammer midtvejskrisen, og det hele brænder på med børn, lån og græsslåmaskine fra Stiga. Tiderne har også ændret sig: det kan godt være, at mor og far havde den sygeste studietid, hvor de gik til de vildeste 80'er fester og havde intellektuelle diskussioner med deres professorer, men vores samfund har ændret sig og dermed også vores forståelse af det at lære og af uddannelse generelt.

Billede via Flickr-brugeren Burns Library.

Den påståede ansvarsfrihed, som man normalt tilskriver studietiden, er desuden en illusion, som kun i sjældne tilfælde bliver rettet. Den hænger sammen med stereotypen, at de studerenede generelt er en doven og super-privilegeret størrelse, der lever en løs og let tilværelse, hvor hverdagen bliver brugt på solbeskinnede studentercafeer fyldt med diskussioner om Proust bag forældre-sponsorerede MacBooks - alt imens resten af befolkningen går på arbejde. Men studietiden er jo netop ment til at være det tidspunkt, hvor man lægger fundamentet til resten af sit liv. Med ekstremt få penge på kontoen, en hel del ubrugeligt teori i hovedet og en masse angst er det et ret stort ansvar.

Det er selvfølgeligt en luksus at kunne studere gratis uden at skulle stifte den eksorbitante gæld, som man for eksempel er nødsaget til at pådrage sig i USA. Men det ændrer ikke på, at virkeligheden for langt de fleste er fyldt med dårligt betalte opvaskerjobs, som man er tvunget til at tage bare for at kunne bo på et lille og alt for dyrt kollegieværelse. Selvfølgeligt er det bare en periode, de fleste skal igennem for at komme ud til noget sjovere på den anden side, men det betyder ikke, at man bare kan affeje den som værende ligegyldigt. Det er hårdt og sådan er det.

Derudover tager fordommene om det bohème studieliv slet ikke højde for forskellighederne studierne imellem. For selvom man måske kan overleve mange humaniora studier uden nødvendigvis at lægge det helt store arbejde i det, så er det en anden sag for fx. medicin- og jurastuderende. Især jura er et eksempel på et studie, hvor karaktererne har en altafgørende betydning for dine fremtidige jobmuligheder. Og så er det jo ikke underligt, at man sidder badet i sved, pumpet op på Ritalin og stresser over en strafferetseksamen, hvis et dårligt resultat er endnu et søm i arbejdsløshedens kiste.

Billede via Flickr-brugeren UCA.

Det er ikke for at sige, at livet er lettere for humaniorastuderende. På trods af at studiebyrden måske er mindre, kan det være desto sværere at komme i arbejde: arbejdsløshedsprocenten for humanistiske magistre ligger på 6,1%, og er altså mere en dobbelt så høj som juristernes 2,8% og lægernes 1,8%. Derudover kræver de mindre arbejdsmarkedsrettede humanistiske studier i høj grad, at man supplerer med en forhutlet praktiktid for bare at have et minimum af "kompetencer" til cv'et, når man bliver spyttet ud i den rigtige verden efter studiet. Ellers kan man hurtigt sidde tilbage med følelsen af, at man ikke rigtigt har lært noget andet end det "at lære at lære," hvad end det betyder. Det er selvfølgeligt ikke for at male fanden på væggen - arbejdsløshedsprocenten for unge under 25 lå i marts på 10,8%. Det samme tal var 14,1% året før, så lige nu går det fremad.

Spørgsmålet er, om faldet i arbejdsløshed blandt unge har ført til et lignende fald i den angst for fremtiden, der rammer mange, når tømmermændende fordamper søndag: "hvad skal der blive af mig? Her ligger 22-årige jeg og overvejer, om jeg skal spille pik eller se en gammel sæson af Family Guy, mens Mozart på det her tidspunkt havde spyttet flere kompositioner ud ved siden af sit pikspilleri. Og hvorfor fuck læser jeg egentligt dansevidenskab? Suk." Det hjælper fremdriftsreformen i hvertfald ikke på.

Romantiseringen af studielivet er for størstedelen af studenterne i vores generation en reaktion på vores forældres nostalgiske forherligelse af deres tid som studenter. Måske skulle vi derfor begynde at være mere kritiske over for vores studietid. For ellers ender man bare med at fortælle sine børn om, hvor dejlig den tid var, hvor du bare kune være pisse frisindet og sidde krumrygget i parken og ryge selvrullede cigaretter til din papvin. I virkeligheden er der dog ikke noget bedre end at kunne invitere vennerne på middag uden at være bekymret for at kunne betale huslejen.

Med bidrag af Mads Schmidt.

Tagged:
Stuff
Views My Own
VICE PENGE
arbejdsløshed
studietiden
pisse frisindet
super bohéme
humaniora
romantisering