Annoncering
Alkohol

USA's illegale moonshine kultur er så godt som død og begravet

Den illegale og profitdrevne produktion af moonshine er ved at forsvinde på grund af kommercialiseringen af den misforståede spiritus. Selvom jeg er medvirkende til dens død, længes jeg stadig efter de gode gamle dage.

af Colin Spoelman
24 marts 2016, 6:00pm

Photo via Wiki Commons

I filmen Thunder Road (Kampen om smuglervejen) fra 1958 spiller Robert Mitchum en spritsmugler fra Harlan i delstaten Kentucky, der efter at være vendt tilbage fra Koreakrigen, begynder at distribuere sin families hjemmebrændte whiskey til hele det sydlige USA.

Det er en gangster film, der foregår på landet; en gotisk sydstats folk-sang projiceret op på det hvide lærred. Jeg så først filmen lang tid efter, jeg var flyttet fra Harlan. Selvom jeg godt kendte filmen – jeg har altid interesseret mig meget for moonshine kultur – så havde jeg aldrig selv set den. Det var først efter, at jeg var stødt på teksterne til filmens temasang i en guide til gør-det-selv hjemmebrænderi, at jeg fik lyst til at se filmen. Jeg blev overrasket over filmens autenticitet – jeg kunne genkende det jeg så, både på grund af min opvækst i Kentucky men også på grund af de erfaringer, jeg havde gjort mig som hjemmebrænder. Mitchum var besat af små detaljer, der gjorde filmen troværdig: den særegne måde karaktererne diskuterede og arbejdede på deres biler, den detaljerede fremstilling af hjemmebrænderiet, og den uberegnelige alliance mellem spritsmuglerne og myndighederne. Mitchum var filmens helt store omdrejningspunkt: han skrev manuskriptet, producerede filmen, spillede hovedrollen og skrev titelsangen.

Harlan er i dag stadig tørlagt, men der er et par byer i området der sælger alkohol. Min far var præst ved en lille presbyteriansk kirke i Smith, Kentucky – Thunder Roads endestation - og en by hvor folk stadig fortæller historier om de gamle spritsmuglere og livet på kanten af loven.

"En tur til spritsmugleren var lidt ligesom at besøge ens pusher. Bortset fra at man ikke var nødt til at udstå lidt smalltalk eller et spil xbox."

Da jeg startede i gymnasiet i 90erne, var hjemmebrænderierne en døende branche. Vi lyttede til Steve Earle pladen Copperhead Road, der handlede om spritsmuglernes børn der efter Vietnamkrigen kastede sig over marijuana i stedet for alkohol. Men der var stadig spritsmuglere i Harlan, og det var let at få alkohol, hvis man havde de rette forbindelser. På det tidspunkt videresolgte spritsmuglerne bare kommercielt produceret alkohol de havde købt engros i Virginia. Seagrams 7, Kessler og Jim Beam var mest almindeligt, men jeg undgik som regel den hårde sprut, og kastede mig i stedet over Zima, Mad Dog 20/20 og Red Dog Beer. En tur til spritsmugleren var lidt ligesom at besøge ens pusher. Bortset fra at man ikke var nødt til at skulle igennem lidt smalltalk eller et spil xbox før man fik hvad man kom efter. Det var mere bare ind og ud. De fleste af smuglerne solgte også moonshine whiskey (de lavede det dog ikke selv), men jeg kendte ingen der nogensinde købte det.

Historisk set, er moonshine bare ulagret whiskey. Et af amerikansk whiskeys sorte får. Selvom moonshine fra Appalacherne, på Robert Mitchums tid var begyndt at indeholde sukker – hvilket faktisk diskvalificerede det fra at blive betegnet som whiskey – så bruges moonshine udtrykket stadig som en fællesbetegnelse for det der kaldes "white whiskey". Uanset hvad man kalder det, så er moonshine en misforstået spiritus: det er overraskende drikkeligt, det er uprætentiøst, og så vender det op og ned på den gængse holdning til hvad det er der kendetegner en god whiskey. Moonshine kræver også at destillatørerne yder deres absolut ypperste, da eventuelle fejl i destilleringen ikke kan maskeres under lagringsfasen. I 2007 anskaffede jeg mig et mindre destillationsapparat fra et firma ved navn Brewhaus, hvorefter jeg begyndte, at destillere whiskey. Både på grund af nysgerrighed og nostalgi. Det første spiritus jeg lavede var ret ulækkert men efter et stykke tid og takket være hårdt arbejde, begyndte en ny verden af smag og muligheder at åbne sig op for mig. Efter at have leget lidt rundt med mit destillationsapparat begyndte jeg at blive kontaktet af folk på Facebook der var interesseret i mit hjemmebryg. Hvis fremmede mennesker kunne finde mig så let, så var det ikke så svært at tænke sig til at FBI nok også ville komme forbi på et tidspunkt. Jeg havde brygget whiskeyen sammen med en ven, David Haskell, og han foreslog at vi skulle starte en forretning sammen. Lidt over et år senere drev vi det ældste (og det yngste) whiskey destilleri i New York City – det første i byen siden forbudstiden (destillerierne var for længst rykket ud på landet, for derefter at blive til en håndfuld etablerede destillerier, hovedsageligt beliggende i Kentucky og Tennessee). Da vi åbnede Kings County Destillery var det landets mindste kommercielle destilleri - vi holdt til i en etværelses lejlighed på 27 kvm - og da de fleste nystartede destillerier er nødt til at sælge noget ulagret imens de lagrer deres bourbon eller whisky, besluttede vi os for at satse på moonshine: en lys og stærk spiritus der kan være både sød og drikkelig.

En af de mest berømte spritsmuglere fra min hjemstavn, Maggie Bailey, fandt angiveligt gud i 1996, kort efter jeg havde forladt Harlan. Hun forlod dermed branchen efter næsten 60 år og døde kort tid efter. Efter hendes død vedtog byen en ny lov der gjorde det lovligt at servere øl og vin. Det varede dog adskillige år før nogen ansøgte om en alkohollicens. Da jeg for nyligt var på besøg i byen, besøgte jeg Harlans første alkoholserverende beværtning – en temasportsbar – men Super Bowl ændrer ikke ved at søndag er herrens dag. Baren var derfor fuldstændig tørlagt. På væggen hang en mindetavle tilegnet Maggie Bailey, den lokale helt.

"Uanset hvad man kalder det, så er moonshine en misforstået spiritus: det er overraskende drikkeligt, det er uprætentiøst, og så vender det op og ned på den gængse holdning til hvad det er der kendetegner en god whiskey."

Selv i hendes tid, var Maggie lidt af et fortidslevn, og så vidt jeg ved, bliver det meste hjemmebrænderi i Kentucky i dag, lavet af unge der har kastet sig over en tradition i stil med hækling, syltning eller konservering – sagt på en anden måde, så bliver det ikke gjort med profit for øje. Prisfald på kommercielt produceret alkohol, lempelser af loven og en forbedring af infrastrukturen i den appalachiske region, har gjort moonshine destillerierne overflødige. Det er måske netop derfor ikke den helt store overraskelse, at hjemmebrænderiernes svanesang akkompagneres af et reality program der fremstiller hjemmebrænderne med den samme grad af realisme der kendetegner Wrestlemania. I Moonshiners, der kan ses på Discovery Channel, følger man Tim Smith og hans makker Tickel, i en slags moderne lystspil hvor der gøres tykt grin med sydstats stereotyper alt imens de to venner forsøger at undgå en af de lokale skattefuldmægtige – en slags katten- efter-musen der intensiveres ved hjælp af kreativ klippeteknik. Moonshine nostalgien er nu på samme niveau som den smugkroerne opnåede for nogle år siden, hvilket resulterede i et utal af falske "speakeasys", der i dag stortrives i New York 80 år efter alkoholforbuddets ophævelse. Vi amerikanere får et særligt kick ud af vores alkohol, hvis den er forbudt og undergravende.

Men hvor de ulovlige profitdrevne hjemmebrænderier synger på sidste vers, er de små en-mands hobbydestillerier kun så småt begyndt at entrere scenen. Før i tiden var destillering forbeholdt dem der var så teknisk begavede at de kunne bygge deres egne destilleringsapparater. I dag sørger internettet for at sætte teknisk begavede hånværkere i kontakt med forhåbningsfulde hobby destillatører. Og alle er selvfølgelig indforståede med at apparatet ikke skal bruges til at destillere alkohol (på samme måde som en bong kun skal bruges til at ryge tobak med). Jeg blev interesseret i destillering på grund af den selvsamme kulturelle nostalgi der glamouriserer tidligere tiders spritsmuglere, men jeg blev oprigtigt grebet af det på grund af de udfordringer og belønninger, der er forbundet med destilleringsprocessen.

"Lovligt moonshine" er også blevet populært. I realiteten kan alt kaldes for moonshine. Men de mest almindelige typer der produceres lovligt i USA, majs whiskey (historisk set er moonshine ulagret bourbon), mæsk moonshine (som den man lavede i den appalachiske region i tiden efter spiritusforbuddet – og som egentlig minder mere om rom end om whiskey), eller den mest udbredte slags: majs vodka (spiritus der er destilleret på en måde så den får en neutral smag og en høj alkoholprocent). Et af mærkerne med lovlig moonshine er Ole Smoky. I 2013 producerede man 240.000 kasser og den nærmeste konkurrent, Midnight Moon solgte mere end 320.000 kasser. Det er 50.000 solgte kasser mere end Woodford Reserve, en velkendt kvalitets bourbon, og samlet sælger de to moonshine producenter mere end halvdelen af hvad et etableret mærke som Maker's Mark sælger. Ole Smoky har tiltrukket kapital fra et investeringsselskab fra Connecticut og man har nu planer om at bygge en 2000 kvadratmeter stor tappehal. Mindight Moon har lige indgået forlig i en retssag med dets tidligere chef destillatør, der hævder at det er hans families opskrift der lægger til grund for deres populære række af krydret moonshine.

Hvis der går noget tabt i kommercialiseringsprocessen (en synd jeg selv er den del af – King County Destillery's moonshine udgør stadig en fjerdedel af vores totale salg), så vinder man også noget i og med at hobbyhjemmebrænderne får flere og flere mennesker til at nyde spiritussen. Det er civil ulydighed af en ubetydelig størrelse, men det er fint i tråd med grundlæggerne af Amerikas forenede staters mentalitet. De argumenterede nemlig for, at spiritusdestillation kunne blive en ærkeamerikansk industri. Selvom Harlan i dag ikke på samme måde er midtpunkt for USA's illegale moonshine industri, som den var i 50erne og 40erne, så er der allerede en gruppe af lokale forretningsfolk, der planlægger at åbne et moonshine destilleri. Det ville så være den appalachiske del af Kentuckys første lovlige spiritusfabrikant nogensinde.

Jeg kan næsten ikke vente med at se hvad de finder på.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på MUNCHIES US i juni 2014.