Tjernobyl

Sådan er livet for beboerne i Tjernobyls forbudte zone

Vi besøgte de 140 indbyggere, der overlever af afgrøder dyrket i forurenet jord.

af Joseph Marczynski
20 februar 2017, 7:56am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Om morgenen den 26. april 1986 fik en overbelastning af strømmen en reaktor til at eksplodere i atomkraftværket Tjernobyl, i – hvad der dengang var – en del af det ukrainske SSR i Sovjetunionen. Den resulterende eksplosion udløste en stråling, der var 100 gange større end i Hiroshima og Nagasaki og en sky af forurening, der var så stor, at man fandt spor af den i Irland.

Den radioaktive tåge inficerede luften, jorden og beboerne, hvilket førte til fødselsskader og kræft i skjoldbruskkirtlen hos nyfødte og groteske mutationer hos fremtidige generationer af husdyr. 30 år senere er Tjernobyl blevet en morbid turistattraktion, en påmindelse om den ekstreme menneskelige pris for regeringens hybris og – for en gruppe på omkring 140 mennesker – et hjem.

Fotografen Esther Hessing og journalist Sophieke Thurmer rejste til Tjernobyls forbudte zone (området, der blev hårdest ramt af strålingen) for at besøge "Samosely" – den sidste generation fra et engang velfungerende samfund. Mange af beboerne er ældre og er i skjul vendt tilbage til deres tidligere hjem stik imod rådene fra den ukrainske regering. Andre bor der af desperation og bor ulovligt i de tusindvis af forladte bygninger og lever af afgrøderne, der dyrkes i den forurenede jord.

(Foto: Esther Hessing)

I deres nye bog, Bound to the Ground, skildrer parret dagligdagen for beboerne og deres historier fra livet i den forbudte zone, samt historierne fra de nuværende ansatte i atomkraftværket Tjernobyl. Jeg talte med Esther om projektet, og hun forklarede, hvorfor så mange er vendt tilbage til det farlige område: "For det første har området en lang historie for elendighed," siger hun. "I 1930'erne var der hungersnød på grund af Stalins regime og efter det på grund af anden verdenskrig. Folk var vant til et hårdt liv."

"Folk havde ingen penge og var afhængige af deres egen høst. Regeringen flyttede de fleste af landmændene ind i boligblokke, som blev bygget specielt til dem i Kiev. De besluttede, at de hellere ville bo i en radioaktiv zone i en periode end at blive gamle og ulykkelige i Kiev. De mente samtidig, at man kun bliver genforenet med sine kære, hvis man bliver begravet det samme sted."

Ofrene for Tjernobyl blev ofre for diskrimination i den generelle befolkning i årene efter katastrofen. Beboerne, der tog tilbage til den forbudte zone, rejste ofte til fods og måtte tilbagelægge den 130-kilometer lang tur fra Kiev. Forståeligt nok havde de brug for hvile undervejs på rejsen, men blev ofte nægtet et sted at sove af folk, der var bange for at blive smittet med strålingen.

(Foto: Esther Hessing)

Esther beskriver, hvordan selv børnene i området blev stigmatiseret: "Børnene fra Pripyat blev kaldt 'Tjernobyl-svin'. Det ord blev brugt i årene efter katastrofen mod de børn, der var påvirket af strålingen. Børnene måtte ikke lege med andre børn. Det stoppede først, da byen Slavutych stod færdig i 1988, eftersom mange af børnene blev flyttet dertil, fordi deres forældre arbejdede på kraftværket.

Da de ankom, blev Esther og Sophieke overraskede over at opdage, at over 2000 mennesker stadig arbejdede på Tjernobyl-værket. I modsætning til de andre indbyggere, som bor i forladte landsbyer uden for Pripyat, så bor de ansatte fra kraftværket i den specialbyggede by Slavutych.

"Mange af de nuværende ansatte er børn af de ansatte, som arbejdede på kraftværket under katastrofen," forklarer Esther. "De voksede op i Pripyat, og nu arbejder deres børn, som er vokset op i Slavutych, på kraftværket."

Foto: Esther Hessing

Manglende muligheder var drivkraften bag arbejdet: "Der er ikke arbejde nok i Ukraine, arbejdsløsheden er kæmpestor og faciliteterne til sundhed og børnepasning er generelt dårlige," siger Esther. "Kraftværket tilbyder stadig velbetalte jobs, og Slavutych har gode skoler og børnehaver. Det er en sikker by at opfostre børn i. Den tilbyder ekstra plejefaciliteter og opmærksomhed på følgerne af radioaktivitet hos den første, anden og tredje generation af ofrene."

Parret udforskede også den forladte by Pripyat, der oprindeligt blev bygget til de ansatte på kraftværket. Pripyat står nu som en forladt spøgelsesby, men blev engang kaldt "håbets by" af den ukrainske regering – håbet om en fremtid drevet af kernekraft.

Uden den skadelige påvirkning fra mennesker har naturen taget kontrollen over store dele af Pripyat og har indpakket de grå strukturer og gader i grøn beplantning og vild bevoksning: "I stedet for frygt, død og et fortabt land fandt vi et smukt område med masser af blomster og træer, fertil jord og kærlige og gæstfrie mennesker, som gav os en varm velkomst, hver gang vi kom forbi uanmeldt," sagde Esther.

(Foto: Esther Hessing)

"Vi mødte et samfund, der stadig arbejder på et nedlagt kraftværk med en stærk tro på fremtiden. Vi mødte mennesker, der er modige nok til at arbejde på det her farlige sted bare for at gøre verden en lille smule mere sikker. De viste os menneskets bemærkelsesværdige styrke, og hvor stærk naturen rent faktisk er."

Alle fremtidige beboere er nu blevet ulovliggjort af regeringen, der har vedtaget en lov, der forbyder nye beboere i området i 1000 år – når alle de nuværende beboere er døde.

Inspirationen bag Esthers arbejde var at forevige det hemmelige og midlertidige samfund: "Det er vigtigt at fortælle deres historie, fordi beboerne alle er meget gamle," siger hun. "Når folk i den forbudte zone bliver ældre og ældre, og ingen nye beboere får lov at flytte til området, så er deres historier og minder formentlig glemt om ti år. Vi vil fortælle deres historier og vise ansigtet på de her beboere, inden det sker."

Esther Hessing