Hvede er et magtfuldt våben i Syriens borgerkrig

Årsagerne til borgerkrigen i Syrien har været genstand for vild debat, og siden konfliktens begyndelse har korn, hvede og brød været en del af sagens kerne. Fokuserer man på olie som værende den mest kraftfulde og indflydelsesrige ressource, overser man vigtigheden af landets fødevareforsyning og magten hos dem, der kontrollerer det.

"Der er en mangel på mad," fortalte Abu Wael fra Homs, som er en af de første regioner, der gjorde oprør mod Bashar al-Assads regering i 2011. "Sådan har det været de seneste fire år, og det er kun blevet værre. Der bliver leveret brød hver tredje eller fjerde dag. Før i tiden var det hver eneste dag. Der bliver ikke leveret hverken hvede eller brød på en regelmæssig basis." På trods af at FN's sikkerhedsråd har vedtaget talrige resolutioner, der skal sikre humanitær adgang til landet, og de mange millarder dollars, der er blevet samlet ind verden over, kontrollerer den syriske regering mængden af fødevarer, der bliver sendt ud til befolkningen. Også det der kommer fra internationale NGO'er.

I Syrien er adgang til mad et kraftfuldt våben. Assad har gjort brug af belejringstrategi i forsøget på at udsulte oppositionskontrollerede områder, og hans militær har både bombet bagerier, og folk der stod i kø for at få uddelt mad fra luften. I takt med at krigshandlingerne er eskaleret, har den begrænsede adgang til landbrugsdistrikter og fødevareproduktion medført, at det tidligere selvforsynende land nu er nødt til at importere hvede og andre fødevarer—der bliver leveret af Rusland og Iran, landets allierede—for at kunne brødføde befolkningen i de regeringskontrollerede områder. Og denne støtte er akkurat lige så hjælpsom, som den militære støtte de to lande også yder Assads regime.

Men i de belejrede områder og i de nordlige Syrien samarbejder store internationale NGO'er med lokale NGO'er om at tage kontrol over fødevarestrømmen ved at skaffe sig af med det centraliserede og regeringskontrollerede system. De vil give landets civile kontrollen over deres eget liv tilbage.

"I Syrien foregår lige nu, efter min mening, den mest komplicerede humanitære indsats i verdenshistorien," fortalte Daniele Donati, vicedirektør i nødhjæps- og rehabiliteringsafdelingen af FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO). "Vi taler ikke om en fødevarekrise. Vi taler om en levebrødskrise. Vi arbejder på at begrænse folks årsager til at flygte."

"Luftbombardementerne er den primære årsag til at folk flygter," fortæller Rami Alkatib, en syrisk udviklingsarbejder med base i Tyrkiet. "Men hvis vi støtter landbruget, giver vi folk en årsag til at blive. De fleste oppositionskontrollerede område er landbrugsdistrikter. Der falder bomber fra luften, og der er intet mad på landjorden, så selvfølgelig flygter folk." Donati mener, at hvis man løser problemerne med Syriens landbrugssektor, vil vi ikke kun kunne brødføde de sultende; vi ville bevæge os et skridt nærmere fred.

Brød udgør hovedbestanddelen af syrernes kost. Syrerne spiser runde fladbrød, der ofte sælges dusinvis, til så godt som alle måltider. Historisk set har landet haft et centraliseret fødevaresystem med brødet som det ubestridte omdrejningspunkt; regeringen leverede kornet, subsidierede produktionen af hvede, tilbagekøbte afgrøder og regulerede produktionen af mel samt bagning og salg af brød. Investeringer foretaget af Assad-styret - og i ny og næ af en kommerciel international partner som eksempelvis Nestlé - sørgede for, at Syrien ved årtusindskiftet blev anset for at være en "fødevaresikret" nation. Landet producerede nok hvede til at brødføde befolkningen uden at være afhængig af import fra udlandet. Dette betød, at det internationale samfund så Syrien som et lysende forbillede i en ellers ustabil og ufrugtbar del af verden.

Men i årene mellem 2007 og 2011 blev landet ramt af en naturkatastrofe; landbrugssektoren blev hårdt ramt af tørke. Produktionen af hvede faldt med 50 procent, og fødevarerpriserne steg med næsten en tredje del alene i 2008. På trods af en kortlevet bedring i kølvandet på det års i særdeleshed dårlige høst bevirkedede kombinationen af et lavt afkast, højere udgifter, og regeringens meget liberale politiske tilgang at befolkningen i landdistrikterne mistede deres arbejde, og i starten af 2011 gik folk på gaden. Bøndernes utilfredshed var måske nok ikke den direkte årsag til revolutionens begyndelse, men tørkens indvirkninger i landdistrikterne drev meget af støtten til demonstrationerne.

Kort derefter gennemførte Assad nogle tidlige reformer i landbrugssektoren. Han mindskede privatiseringen, øgede landbrugsstøtten, afskrev landmændenes gæld, og etablerede nødhjælpspuljer rettet mod de fattige i landdistrikterne. For at holde forbrugerne glade begyndte man også at importere hvede fra Østeuropa i forsøget på at møde efterspørgslen, men det var ikke nok.

Da demonstrationerne blev til regulær borgerkrig, og landet forsøgte at indstille sig på den pludselige forstyrrelse i dagligdagen, udtænkte regeringen en ødelæggende strategi til at bekæmpe rebellerne med: Man bombede de lange køer, der opstod foran bagerierne som en direkte konsekvens af manglen på hvede i kampzonerne. Den slags bombninger har fundet sted gennem hele konflikten, og i et nyligt angreb ramte russiske luftbombardementer angiveligt et bageri, der havde leveret brød til næsten 45.000 mennesker.

Regimet og oprørerne sloges om territorie, inklusive kornsiloer og bagerier i den nordøstlige del af landet, og da jihadistgrupper så muligheder i kaosset, begyndte de også at tilkæmpe sig kontrol over de selvsamme vitale ressourcer. Da tyske Der Spiegel fik adgang til filer, der havde tilhørt Haji Bakr, en af bagmændende bag Islamisk Stat, fik man nys om, at terrororganisationen havde udtænkt en detaljeret plan for, hvordan man skulle tilkæmpe sig kontrol over den største melmølle i det nordlige Syrien. Da det lykkedes, indførte man streng kontrol over produktionen i et forsøg på kun at brødføde befolkningen i de områder, man kontrollerede, for at vinde deres gunst.

Islamisk Stats propagandavideoer lovpriser de dyder, der er forbundet med landbrugsprodukter. Videoerne viser stopfyldte kornsiloer, landmænd der knokler igennem i kunstvandede marker, og arbejdere der fylder sække med korn til produktionen af brød. Men videoer filmet af en rivaliserende oprørsgruppe maler et helt andet billede af situationen. Optagelserne, der endnu ikke er blevet verificeret, antyder, at Islamisk Stat nu sælger kornet tilbage til Assad-regimet. Og det er faktisk ikke så usandsynligt, som det lyder. I 2013, før Islamisk Stat porklamerede grundlæggelsen af et kalifat, indgik rebeller og regeringstyrker en midlertidig våbenhvile. Rebellerne sendte hvede til regimet for at få kornet malet og fik derefter det meste af det tilbage igen som mel, efter at regimet havde beholdt sin andel.

.

I dag fokuserer NGO'erne på at afskaffe behovet for sådanne studehandler mellem de stridende parter ved at udskifte regeringens tidligere centraliserede produktionsapparat. Det, der engang var et bæredygtigt system, er allerede faldet fra hinanden. Staten kontrollerer mindre end halvdelen af de bagerier, man gjorde før krigen; fabrikkerne, der leverede gødning og gær til landmændende, er enten lukkede eller ødelagte; og distributionen af korn er kollapset (kun en tredjedel af faciliteterne, der var dedikeret til udførelsen af den opgave, er stadig operationsdygtige). Regimet har ikke været i stand til at købe den fornødne mængde hvede indenfor landets grænser siden 2012, grundet oprørernes kontrol over jordbrugsarealer og manglende transportmulighede til og fra de regimekontrollerede kornsiloer.

Derfor er Assads regering afhængig af humanitær hjælp og import på kredit fra Iran og senest også fra Rusland. I 2014 for eksempel sendte iranerne angivelig 30.000 tons fødevarer til Syrien. Både Iran og Rusland har med lethed sikret sig opgaven med at genopbygge Syriens landbrugsinfrastruktur på grund af Vestens sanktioner på finansiering og bankvirksomhed. Selvom Syrien altid har haft et tæt forhold til begge lande, er disse forhold efter 2013 blevet helt essentielle fra et fødevareperspektiv.

Denne støtte kombineret med manipulationen af FN's nødhjælpstiltag har vist sig at være absolut nødvendige i kampen for at sikre stabilitet i landets regeringskontrollerede områder. Indtil FN's sikkerhedsråd i 2014 vedtog resolutioner, der gjorde det muligt for nødshjælpsorganisationer at arbejde indover grænsen til Syrien uden regeringens samtykke, kunne projekter, der skulle styrke landbruget, ikke gennemføres uden et ekstremt hemmelighedskræmmeri. Men regimet nægter stadig nødhjælpsorganisationerne adgang til områder, der har desperat brug for hjælp. I maj sørgede regeringsstyrker for, at den første leverance af nødhjælp til Daraya siden november 2012 ikke nåede sit mål.

Regeringens indgriben og kontrol gør nødhjælpsorganisationernes arbejde for at skabe et bæredygtigt fødevaresystem, der kan eksistere uafhængigt af regimet, desto mere vigtigt.

Ifølge World Food Programme koster en pose brød i Syrien i dag mellem to og fire gange så meget, som da urolighederne startede, afhængigt af om bageriet er offentligt eller privatejet. Aktivister har rapporteret, at brød somme steder koster hundredevis af syriske pund mere end før i tiden på grund af manglen på hvede, og prisen det koster at bringe brødet til markedet. Regeringen billiger bestikkelse og indførelsen af "skatter" ved kontrolposter langs vejene i form af konfiskeringer, der presser priserne yderligere i vejret.

Nødhjælpsorganisationerne har traditionelt set støttet folk på flugt ved at brødføde dem, men i dag omfatter deres arbejde alt fra kunstvanding og landbrugsprojekter—inklusive kultivering af frø—til maling af hvede, genopbygning af ødelagte møller, og levering af mel til bagerier. Opgaven har udviklet sig fra levering af forsyninger til nu også at omfatte prissætning og distribution af forarbejdede produkter.

Det er en kompliceret process. Rami Alkatib fortalte, at hans organisation smuglede frø fra regeringskontrollerede områder ind i belejrede områder. Alkatib og Abu Wael har begge måtte forhandle med korrupte handelsmænd og bestikke soldater for at få adgang til de nødlidende områder, og midlerne, der holder deres projekter kørende, er sparsomme. FAO melder for eksempel, at organisationens landbrugsprojekter sidste år var underfinansieret med mere end 70 procent, hvilket betyder, at organisationens programmer langt fra er perfekte. "Det er den næstbedste løsning," fortalte Donati, "i en situation hvor vores adgang er så ustabil."

På trods af dette er disse nødhjælpsarbejdere overbeviste om, at deres fokus på at skabe arbejdspladser i landbrugssektoren for at komme manglen på fødevarer til livs på sigt vil løse flygtningeproblemet. Alkatib fortalte, at han har oplevet, at familier er vendt tilbage fra interne flygtningelejrer på grænsen til Tyrkiet, hvor mad er tilgængeligt. "Det har en effekt," sagde Alkatib. "Vi noterede, at mellem 60 og 80 familier var vendt tilbage til området, fordi de kunne tage vare på sig selv." Haveprojekter har ydermere gjort folk selvforsynende, selv når basale forsyninger som hvedemel ikke er tilgængeligt på grund af blokaderne. "Nu laver de brød af forskellige kornsorter. Tidligere lavede man det udelukkende på hvede. Nu laver man brød af bulgur eller andre urter."

I Homs har Wael etableret et program dedikeret til kultiveringen af hvede, hvor både frø og møller er tilstede, men man kan ikke følge med efterspørgslen i området. Selv når frø og møller er en realitet, er manglende brændstof stadig et problem, da det er nødvendigt både i forbindelse med transport og for at drive generatorerne, der leverer strøm til både møller og bagerier.

Ud over at opfylde lokal efterspørgsel og skabe jobmuligheder for landets indbyggere er vedligeholdelsen af afgrøder en uundværlig del af arbejdet for at bevare strukturen i samfundet. Civile organisationer, såsom Syriens Lokale Koordinations Komiteer, ser hvede og brød som værende den bedste måde at indføre skatter og afgifter, der skal finansiere befolkningens adgang til de allermest basale fornødenheder. "I de oppositionskontrollerede områder gør man, hvad end der skal til for at holde sig selvforsynende i ni måneder om året," fortalte Alkatib. "De lokale byråd generer indkomst ved at bage og derefter sælge brød til folket for at indfri den pris, de selv har købt hveden for af lokale landmænd."

Det er ikke nogen hemmelighed, at Wael og Alkatib og deres NGO-samarbejdspartnere har kopieret jihadisternes strategi i forsøget på at sikre sig kontrol over befolkningen ved hjælp af hvede og brød. Men mere vigtigt er det, at de arbejder for at normale syrere, de der er mest påvirkede af borgerkrigen, kan genfinde kontrollen over deres egne liv. En fredelig eller for den sags skyld politisk løsning synes stadig langt borte, men Wael fortalte mig, at han er stolt af at kunne "bringe liv og aktivitet tilbage til det syriske samfund og på den måde genetablere en form for naturlig balance". Uanset hvor begrænset den balance end må være.

Når man er under belejring, rækker selv den mindste form for normalitet nærmest uendeligt langt.

Denne artikel blev bragt i juniudgaven af VICE magazine i USA.