FYI.

This story is over 5 years old.

Restaurant Confessionals

Sådan blev jeg de kendtes foretrukne selskabskok

"Jeg har lavet mad til rigtig mange interessante mennesker. Og det hele startede lidt ved en tilfældighed. Min stil var rock n’ roll. Jeg vidste simpelthen ikke bedre."
SE
som fortalt til Simon Espholm
Foto via Flickr-brugeren L.C. Nøttaasen

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. Denne gang har vi talt med en dansk kok om, hvordan det er at lave mad, når de kendte holder fest.

Jeg har lavet mad til rigtig mange interessante mennesker. Og det hele startede lidt ved en tilfældighed. Jeg blev først uddannet kok, da jeg havde levet af at lave mad i 10 år. Min stil var rock n' roll. Jeg gjorde tingene på en måde, de færreste ville gøre dem på i dag. Jeg vidste simpelthen ikke bedre.

Annoncering

Som 26-årig fik jeg tilbudt en stilling som køkkenchef. Det var et sommerjob i et ferieområde, så jeg forventede, at det ville være sådan lidt røvballe-agtigt. Men det var faktisk et fedt sted, hvor der kom rigtig mange kunstnertyper og kendte. Nogle boede der en uge eller to ad gangen. Og mange af dem fandt vej til køkkenet, både for at snakke og for at få noget at spise. Der kom vildt mange sjove mennesker, og vi hang ud om aftenen og drak os fulde og røg joints, mens der blev jammet.

LÆS MERE: Mit arbejde som tjener er dræbende for mit kærlighedsliv

I samme periode fik jeg tilbudt mit første store catering-job. En skuespiller spurgte, om jeg ville lave mad til hendes bryllup. Jeg tænkte, at det var noget, hun sagde for at være flink, men jeg sagde selvfølgelig ja. Det skulle være et ret vildt bryllup med 100 gæster oppe i Nordsjælland i et hus, de havde fløjet hjem fra Norge og fået genopført deroppe. Der var også et cirkustelt og alt muligt. De ville hele tiden have mere og mere. Det var helt anderledes, end noget jeg havde prøvet før.

Jeg fik 30.000 kroner i forskud og brugte 15.000 på at købe vin. Jeg sov ikke i tiden op til, fordi jeg var så nervøs. Jeg var så bange for, at jeg skulle komme til at ødelægge vinen og blive tvunget til at betale de 15.000 tilbage. Jeg syntes, det var så vanvittigt et beløb, og jeg havde lige brugt to år på at tilbagebetale en åndssvag skiferiegæld på 12.000.

Annoncering

Jeg havde ikke sovet natten forinden og kørte ind i en anden bil på vej derop. Jeg måtte betale fyren, jeg kørte ind i, for at han ikke skulle involvere politiet.

Faktisk var hele opgaven vanvittig. Det var langt væk, og jeg skulle hive ekstra kokke og en masse tjenere ind. Da vi kom op til stedet, havde det regnet helt sindssygt. Gæsterne var inviterede til østers og snacks klokken 14. Vi kom klokken 12, og hele teltet var styrtet sammen på grund af skybrud. Jeg havde ikke sovet natten forinden og kørte ind i en anden bil på vej derop. Jeg måtte betale fyren, jeg kørte ind i, for at han ikke skulle involvere politiet. Jeg var så bange for, at det skulle gå galt. Men vi kom derop og prøvede at fremstå totalt professionelle. Så tog vi fat og begyndte at gøre klar. Men jeg var skræmt fra vid og sans.

Gæsterne ankom, og det var alle de her kendte skuespillere fra tv. Nogle af dem kendte jeg fra mit sommerjob, og de havde talt mig op til noget, jeg ikke selv kunne genkende. Så stod de der og pralede med, at de lige havde spist på Noma og havde forstand på god mad, og jeg havde det bare sådan: Hvad fanden snakker du om? Det her er jo noget helt andet? Det har intet med hinanden at gøre. På en eller anden måde fik vi løst opgaven.

Så stod de der og pralede med, at de lige havde spist på Noma og havde forstand på god mad, og jeg havde det bare sådan: Hvad fanden snakker du om? Det her er jo noget helt andet?

Annoncering

Mange af dem, der havde været til brylluppet, begyndte pludselig at hyre mig ind og anbefale mig til deres venner og bekendte. Så jeg blev booket til flere og flere mærkelige jobs: Kan du komme og lave mad på den her båd, hvor der ikke er noget køkken, men vi bliver 80 mennesker? Jeg skal giftes på en svensk ødegård, hvor der ikke er noget strøm og kun vand fra en brønd, men der er et køkken tyve kilometer væk, du kan bruge? Jeg sagde ja til det hele, og når folk ringede og spurgte, om der var styr på tingene, måtte jeg bare lyve og sige: "Selvfølgelig. Fuldstændig styr på det."

Sådan blev jeg ved et rent tilfælde til ham, der lavede mad til de kendtes fester. Men det havde også en bagside. Nogle af kunderne var knap så fede. Det var folk, der var venner med en kendt og derfor også godt ville hyre de kendtes kok. Og folk ville helt vildt gerne have mig til at fortælle, hvem jeg havde lavet mad til, og fyre sladder af og den slags. Det gider jeg slet ikke.

Med tiden begyndte folk at forvente lidt mere, også sådan noget molekylær gastronomi. Jeg lavede på et tidspunkt noget helt åndssvagt kold chokolade med tøris til et event. Til 600 mennesker. Det var det nemmeste job nogensinde. Jeg lavede bare en kop chokolade, puttede tøris i og tog en kittel på. Og folk valfartede bare til os som fluer om en lort: "Woow, hvor er det vildt." Folk namedroppede Thomas Herman og spurgte: "Kender du ham der Heston?"

Annoncering

Jeg lavede bare en kop chokolade, puttede tøris i og tog en kittel på. Og folk valfartede bare til os som fluer om en lort: "Woow, hvor er det vildt." Folk namedroppede Thomas Herman og spurgte: "Kender du ham der Heston?"

Jeg tænkte bare: Jeg propper et stykke tøris i en kop chokolade, så du kan sgu da selv se, hvor ukompliceret det er? Vi havde bare taget kitler på, og der kom folk og gav mig deres kort. "Vi skal holde et arrangement, kontakt mig lige." Men jeg vendte aldrig tilbage. Det var simpelthen for åndssvagt. Nogle folk vil bare gerne imponeres. Man kunne have hældt nitrogen udover hvad som helst, og reaktionen ville være: "Nej, hvor er det bare vildt og flot." Et børnehavebarn med handsker på kunne have lavet det samme. Der er slet ikke noget flot ved det. Der er kokkeverdenen bare så grineren.

Jeg har også lavet mad til Foo Fighters, Pearl Jam og Iron Maiden. Og mine kokkekolleger undrede sig altid: "Hvorfor fanden har de valgt dig? Du er jo ikke engang kok?" Men word-of-mouth er en underlig størrelse.

LÆS MERE: Madbloggere er djævelens værk

Da mit cateringfima voksede, var jeg til sidst nødt til at få diplom på min kunnen. Jeg tog derfor kokkeuddannelsen ved siden af mit arbejde, så jeg havde orden i mine papirer, og så jeg kunne ansætte elever. Det løste også mit problem med hele tiden at skulle finde på søforklaringer, når folk spurgte mig om, hvor jeg var uddannet fra. Jeg var så træt af, at skulle fortælle min livshistorie om og om igen.

Så er det nemmere bare at kunne sige: "Jeg er uddannet der og der og har fået en sølvmedalje og så videre og så videre."

Som fortalt til Simon Espholm