Annoncering
10 spørgsmål

10 spørgsmål, du altid har haft lyst til at stille en tatovør

Om kunsten at håndtere en ketamin-blæst DJ, der går kold på briksen, en stønnende kunde, der er blevet liderlig af smerten, og en masse andre pænt akavede situationer, man åbenbart havner i som tatovør.

af Lars Jellestad
13 december 2016, 5:00am

Foto af journalisten 

Ligesom så mange andre blege, danske mænd mellem 20 og 40 render jeg rundt med en stak tatoveringer på over- og underkrop, der skal understrege min unikke og rebelske personlighed. Hvis jeg tæller efter, har jeg indtil videre lagt mig under kødnålen 15 gange i fire forskellige lande, og selvom det er dyrt, smertefuldt og dybest set meningsløst at ligge i en krampagtig stilling og lade et andet menneske forvolde uoprettelig skade på dit legeme, så går jeg konstant rundt og glæder mig til næste gang, jeg skal tusses. Hvorfor? Fordi jeg fucking elsker det, men det er en anden snak.

Alligevel har der været et par smuttere undervejs, det må jeg erkende. Jeg har for eksempel et dødningehoved på benet, som jeg fik lavet i en semi-brandert på Ibiza for nogle år tilbage, og motivet var fedt nok, men tatovøren borede nålen så dybt ind i min hud, at jeg måske er det første menneske i verden med en tatoveret lårbensknogle. Et par dage efter seancen hævede mit nylavede dødningehoved op og blev til et væskende sår på størrelse med en cheeseburger, men væsentligt mindre appetitvækkende.

Hvis du er villig til at lægge 10.000 kroner, så er jeg fucking ligeglad. Så flænser jeg din pik i tusind stykker.

Det gode er, at jo flere tatoveringer man får, desto mindre betyder den enkelte. Heldigvis har mange tatovører i Danmark så meget styr på deres håndværk, at lårbensknogle-faktoren holdes nede på et minimum. Tim Klamer arbejder i Le Fix City Tattoo i København og har 14 års erfaring som tatovør. Jeg er selv blevet tatoveret af Tim en del gange og ved derfor, at han kan sit kram – men en gang imellem går tingene bare ikke, som de skal. Jeg tog en snak med Tim om, hvordan man håndterer en ketamin-blæst DJ, der går kold på briksen, en stønnende kunde, der er blevet liderlig af smerten, og en masse andre pænt akavede situationer, man åbenbart havner i som tatovør.

Læs: Her er de tatoveringer, som danske tatovører er mest trætte af at lave

VICE: Hvad er den grimmeste tatovering, du nogensinde har lavet?
Tim Klamer: Der er to former for "grim". Det grimmeste motiv – som egentlig også var ret sejt – var et par hængenosser på låret, så når den her gut har et par korte shorts på, så er der lange løg ned ad benet.

Den grimmest udførte tatovering var noget skrift, jeg lavede på en amerikansk fyr. Jeg kunne sateme ikke forstå, hvad der var galt med stregen, som blev ved med at hoppe og danse, og så fandt jeg ud af, at jeg havde glemt at putte den elastik på maskinen, som holder nålen på plads. Manden var megaglad for den, så jeg holdt bare min kæft. Hvis han ligesom havde givet udtryk for, at han ikke var helt tilfreds, så havde det været en helt anden situation.

Sker det stadig af og til, at du laver en tatovering og bagefter tænker "puha, godt jeg ikke skal gå rundt med den."
Ja. Det sker rimelig tit. Der er rigtig mange, der vil have lavet en tatovering, som skal være lige præcis magen til den, de har fundet på Pinterest. Og det forbavser mig, hvor mange der har dårlig smag. De vil slet ikke lytte til forslag, og når du så i 20 minutter forgæves har prøvet at komme med idéer, så ender du med at lave tatoveringen sådan, som kunden vil have den, og så siger man tak for pengene og farvel. Som tatovør skal man passe på med at udtale sig om, hvad man synes er grimt, for det er jo indtægt. Men jeg tror mange i branchen vil mene, at mandalaer godt kunne gå hen og blive de nye tribals.

Ud af alle de ønsker, folk kommer ind ad døren med, hvad synes du så, er det mest røvsyge at tatovere?
For en del år siden lavede jeg ret mange portrætter og realistiske ting, og det holdt jeg op med, fordi der ikke er nogen kreativ udfoldelse i det. Du skal bare gengive noget 1:1. Der skal helst være noget at lege med. Ellers er det kedeligt at tatovere noget, som ikke rigtig er noget. Tre streger rundt om håndleddet, en cirkel eller hvad ved jeg. De der typiske førstegangstatoveringer, hvor folk ikke tager nogen chancer. For mig skal en tatovering helst være lidt tough. En tatovering må hellere end gerne være smuk og tough på samme tid, den må bare ikke være intetsigende.

Hun lå og stønnede, men da jeg spurgte hende, om hun havde ondt, svarede hun: 'Nej, det er simpelthen så skidedejligt.'

Hvad hvis jeg smed min pik op på bordet og sagde: Tatovér den?
Så ville jeg sige til dig, at det kan vi godt, men det koster 10.000 kroner. Den takst har vi opfundet, og jeg har endnu ikke mødt en, der var villig til at lægge de penge. Men hvis du er, så er jeg fucking ligeglad. Så flænser jeg din pik i tusind stykker.

Jeg har faktisk tatoveret en tissemand for mange, mange år siden, da jeg var i lære. Der var en ven, som blev ved med at plage, og til sidst sagde jeg 'fuck det. Det skal vi da prøve'. Vi gjorde så det, at han stillede sig op ad væggen og stod med en ølflaske, som vi havde sprittet af, og så krængede han dilleren rundt om flaskehalsen for at spænde huden ud, og så gik jeg i gang. Der stod "KINGPIN".

Bliver man ikke sindssygt træt af at høre på folks ligegyldige historier, der skal legitimere deres valg af tatovering?
Som god tatovør får du et filter, som gør, at du snakker nok med, til at kunden slapper af og føler sig til stede sammen med dig. Men hvis det er en tragisk historie, der kommer, så siger jeg – og mener det – at det er fedt, at personen kan komme videre ved at få lavet det her.

Problemet er, at folk har det med at bevæge mere end bare munden, når de snakker. Og det er ikke særlig smart. Så kan jeg godt finde på at sige til kunden: 'du må ikke blive fornærmet, hvis jeg ikke lige svarer, jeg koncentrerer mig om mit arbejde. Det er en meget god måde at lukke folk ned på, for alle vil gerne have, at man koncentrerer sig om at lave deres tatovering.

Man kan sige, at hvis man ikke har nogen sociale evner overhovedet, så er det det forkerte arbejde. Du møder så mange mennesker, og det er en ret intim måde at møde folk på. De viser dig meget stor tillid, nogle er nervøse, og du skal kunne opfange alle de her signaler for at kunne give folk en god oplevelse.

Foto af journalisten

Hvad er det mest akavede, der kan ske mellem en kunde og en tatovør?
Jeg har aldrig selv været typen, der har scoret mine kunder, men jeg kender nogle tatovører, der udnytter den der intime stemning, som der kommer, og så lige tager den skridtet videre. Det kan hurtigt blive til en akavet situation. Både hvis kunden så bliver afvisende, eller hvis man ender med at være sammen, uden det bliver til noget mere, men der er stadig lige en tatovering, der skal laves færdig og så videre.

Det kan også blive ret akavet med betaling. Nogle gange kan det blive dyrere end forventet, hvis nu kunden har haft brug for at holde mange pauser undervejs. Det er vigtigt, at der er rene linjer omkring betalingsbetingelserne, for der er ligesom ikke nogen fortrydelsesret. Jeg har aldrig oplevet en kunde, som har stået med en frisk tatovering og sagt 'det vil jeg ikke give', men jeg har prøvet kunder, der har set lidt underlige ud i ansigtet, når de har fået prisen at vide. Med årene har jeg lært at være mere kold i de situationer.

Det er selvfølgelig fair nok, at man får oplyst en pris, som man synes, er for høj, men det er noget underligt noget at begynde at prutte om prisen, fordi man også lige skal have råd til byturen og skoene. En veludført tatovering koster, det den koster – og den holder med garanti længere tid end skoene.

Har du flere pinlige historier?
Ja. Der har været nogle gange, hvor folk ligger og prøver at holde smerten ud, og pludselig kommer de til at prutte højlydt. Så må man tage det med et smil og sige 'Nå. Vil du lige en tur på toilettet?' Hvis man er nervøs, kan man jo også få et behov for at skulle en tur på tønden.

Der har også været en gang, hvor det gik op for mig, at jeg var en del af noget seksuelt. En ung pige, som lå og stønnede. Jeg spurgte hende, om hun havde ondt, og hun svarede 'nej, det er simpelthen så skidedejligt.' Jeg blev nødt til at bede hende om at beherske sig.

Men den vildeste situation, jeg har været i, var en kunde, jeg havde for mange år siden, som er en semi-kendt DJ i det københavnske natteliv. Han bestiller en tid hos mig, men på dagen siger han, at han er bange for smerten og derfor gerne vil tage lidt ketamin, inden vi går i gang. Jeg er ikke så meget for det, men ender med at sige, at hvis han kan styre sig og ikke forsvinder helt ind i sig selv, så kan jeg godt gå med til det. Men vi bliver nødt til at kunne have kontakt undervejs. 'Nej, nej, det er bare for at kunne slappe af', siger han til mig, og så går vi i gang. Det forløber helt fint, og han ender med at lave en ny tid til et større projekt, som skal laves over et par gange. Han dukker op tre uger senere, får sig lidt ketamin, og den her gang er han lidt mere væk end sidst. Jeg får tegnet op og lagt alle skyggerne, og så stopper vi dér.

Tre uger senere, da tatoveringen skal laves færdig, tropper han op igen. Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, at han i mellemtiden havde fyret den af på ketamin dagligt. Han siger til mig: 'Jeg har taget ketamin med', og jeg svarer 'det havde jeg da også regnet med', men så siger han: 'Ja, men jeg bliver nødt til at skyde det'. 'Der er ikke nogen, der skyder noget i den her butik', siger jeg så til ham, og det accepterer han... Men fem minutter senere kommer han ud fra toilettet og er helt sendt afsted, og så har han selvfølgelig været ude og fixe alligevel. Han vælter nærmest ned på briksen og ligger med fråde om munden og er fuldstændig skudt af, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Efter noget tid slår han pludselig øjnene op og kigger på sin arm og konstaterer, at han ikke er blevet tatoveret. 'Hvorfor har du ikke tatoveret mig?' spørger han. 'Fordi det fucking er for meget det her. Jeg vil gerne have, at du går nu,' siger jeg til ham, og så begynder han at tudbrøle. Jeg får ringet efter en taxa og sendt ham hjem, men en halv time efter kommer taxachaufføren tilbage og siger, at manden ikke ville gå op i sin lejlighed, og nu er han på vej tilbage på cykel! Han gav først op, da jeg fik en veninde til at sige, at butikken var lukket, og jeg var gået hjem. Og nej, han kom aldrig igen.

En af mine tatoveringer, som blev kreeret af Tim Klamer i 2014. Foto af journalisten

Hvordan har du det med kvinder, der ikke har en eneste tatovering?
Jeg får lyst til at grovtusse dem. Kvindekroppen er jo smuk med eller uden, men jeg synes, det er fedt at se en kvinde med en vis mængde tatoveringer, som skiller sig lidt ud. Især her i Indre By, hvor vi ligger, er der en uendelig strøm af de samme typer drenge og piger, så hvadenten det er gennem tatoveringer eller påklædningen, så er det fedt at se dem, der tør se anderledes ud.

Har du nogensinde tatoveret dig selv i en brandert?
Ja, et par gange. Det gik fint. Det er meget underligt at tatovere sig selv. Det er, som om du bruger begge hjernehalvdele. Den ene del siger til dig, at du skal lade være, fordi det gør ondt, og den anden siger, du skal fokusere og koncentrere dig. Du gør det, men du har ikke lyst til at gøre det. Det er næsten et psykologisk eksperiment. Men når du er stiv, så er du røvligeglad. Så gør du det bare.

Flere interviews fra samme serie:

10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en hjemløs

10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille din narkohandler

10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille din tandlæge

Tagged:
Interviews
Denmark
danish
København
tatoveringer