WikiLeaks’ Julian Assange sagsøger den ambassade, der har givet ham asyl

Julian Assange holding a document at a press conference in 2014

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Julian Assange er åbenbart samboen fra helvede. I sidste uge kom det frem, at WikiLeaks-grundlæggeren, der på nuværende tidspunkt bor på den ecuadorianske ambassade i London, fik udstukket en liste med ”husregler”, som han skal følge, hvis han fortsat vil benytte ambassadens internetopkobling. Reglerne lyder faktisk meget rimelige: Assange skal gøre sit private badeværelse rent, han skal betale for sin egen mad, tøjvask og telefonregning, og så skal han tage sig af ”ambassadekatten”. Hvis han ikke imødekommer kraverne – som er meget rimelige taget i betragtning, at han er et voksent menneske – får han ikke lov til at bruge internettet mere.

Videos by VICE

Men Assange er bestemt ikke tilfreds med de nye ”regler” og ”regulativer”. Derfor har han lagt sag an mod både ambassaden og Ecuadors udenrigsminister, Jose Valencia, der har fungeret som liaison mellem den ecuadorianske regering og Assange ifølge ABC.

”Han har levet under umenneskelige forhold de sidste seks år,” udtaler Assanges advokat, Baltasar Garzon, ved en pressekonference i Ecuadors hovedstad Quito. Garzon påpeger, at ”selv hvis man sidder fængslet, så betaler staten for telefonopkald”. Han kaldte også betingelserne vedrørende pasning af katten for ”nedgørende”.

Det er værd at bemærke, at den ecuadorianske ambassade har været et helle for Assange. Han fik tildelt asyl af den daværende ecuadorianske præsident Rafael Correa i 2012 for at undgå udlevering til Sverige, hvor Assange er anklaget for seksuelle overgreb. Storbritannien har meldt ud, at Assange bliver anholdt, så snart han forlader ambassaden – hvis det nogensinde sker – og Assange er selv overbevist om, at han i så fald vil blive sendt videre til USA, hvor han vil blive retsforfulgt for via WikiLeaks at have offentliggjort hundredtusindvis af hemmelige dokumenter fra det amerikanske militær.

Den britiske udenrigsminister, Hugo Swire, har tidligere kritiseret Ecuadors beslutning om at give Assange husly: ”Ecuador må forstå, at beslutningen om at huse mr. Assange… har forhindret retfærdig rettergang… Det er uacceptabelt, at britiske skatteydere skal betale regning for misbrug af diplomatiske forhold”.

Den nuværende præsident i Ecuador, Lenin Moreno, har tidligere udtalt, at Assange ikke kan blive på ambassaden for evigt, men han er samtidig bekymret for, at det er brud på menneskerettighederne, såfremt man smider Assange på porten. I en udtalelse påstår WikiLeaks, at de seneste krav fra ambassaden – som efter sigende har til hensigt at lægge bånd på Assanges ytringsfrihed – ”er blevet fordømt af det internationale menneskerettighedssamfund,” skriver The Independent.

Udenrigsminister Valencia udtaler, at regeringen vil reagere på sagsanlægget ”på passende vis”. Han insisterer på, at reglerne, Assange har fået udstukket, ”er i overensstemmelse med internationale standarder og ecuadoriansk lovgivning”.