Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic USA
Kærlighed ved første blik er en bærende tematisk bjælke i rigtig mange bøger og film fra vores del af verdenen, lige fra klassikerne (Romeo og Julie) til moderne fortællinger (Twilight). Ser man bort fiktionens verden, så er der også mange mænd og kvinder, som påstår, at de oplevet kærlighed ved første blik i virkeligheden. Til den gruppe hører blandt andre David Beckham, Matt Damon, Jessica Alba, Gisele Bundchen, George Clooney og Prince Harry for bare at nævne nogle enkelte.
Videos by VICE
Men på trods af, at konceptet er en rodfæstet del af vores opfattelse af kærlighed, så er det faktisk ikke noget, som forskere har beskæftiget sig indgående med. Er kærlighed ved første blik virkeligt? Kan man forelske sig i et andet mennesker fra det ene øjeblik til det andet? En ny række undersøgelser offentliggjort i Personal Relationships har afprøvet ideen og er nået frem til den overraskende konklusion, at ”kærlighed ved første blik” er en følelsesmæssig oplevelse, der ikke har ret meget med egentlig kærlighed at gøre.
Et hold hollandske forskere har foretaget tre prøver af teorien om kærlighed ved første blik, der blandt andet er baseret på en onlineundersøgelse, laboratoriestudier og en række speed-datingarrangementer.
I onlineundersøgelsen blev 282 voksne forsøgspersoner (de fleste hollandske eller tyske universitetsstuderende) spurgt om deres nuværende forholdsstatus. De blev også præsenteret for billeder af seks fremmede og bedt om at forestille sig, hvordan det ville være at møde de fremmede. Derefter skulle forsøgspersonerne fortælle, i hvor høj grad de følte sig tiltrukket af dem. I laboratorieundersøgelsen gennemgik 50 hollandske studerende et lignende forløb, hvor billederne af de fremmede dog var større. Afslutningsvis deltog forskerne ved tre speed-datingarrangementer i Tyskland og Holland, hvor de observerede 65 personer og spurgte ind til, i hvor høj grad de følte sig tiltrukket af de andre deltagere ved arrangementet.
Ud af de deltagere i de to første undersøgelser, som allerede havde kærester, fortalte 33 procent, at de havde oplevet kærlighed ved første blik. Langt færre meldte tilbage, at de havde haft den oplevelse ved at se billederne af de fremmede eller møde andre til speed-dating. Det var faktisk kun otte procent af deltagerne, der fortalte, at de havde haft den oplevelse under undersøgelserne. Det skal også nævnes, at i de tilfælde, hvor deltagere havde sagt, at de havde oplevet følelsen af kærlighed ved første blik ved speed-dating, var det ikke på noget tidspunkt gengældt hos modparten. Det var med andre ord ikke en gensidig følelse; den gik kun én vej.
Folk, der følte sig fysisk tiltrukket af den anden person, var i højere grad tilbøjelige til at opleve en følelse af kærlighed ved første blik. For hvert point op ad skalaen for udseende steg sandsynligheden for oplevelsen af kærlighed ved første blik ni gange – det spiler altså en meget stor rolle.
Selv om kærlighed ved første blik var forbundet med tiltrækning, var det ikke direkte forbundet med en følelse af kærlighed i sig selv. Målestokken for at vurdere følelser af kærlighed er baseret på Triangular Theory, der inddeler følelsen af kærlighed i tre centrale komponenter: Intimitet, lidenskab og forpligtelse. Derudover kiggede forskerne også efter eros, en form for kærlighed, der er kendetegnet ved stor lidenskab, som man for eksempel ser afspejlet i udtalelser som, ”Jeg føler, at den anden person og jeg er bestemt for hinanden.”
I gennemsnit lå alle deltagere, som følte kærlighed ved første blik, cirka i midten på føromtalte skala, hvilket antyder, at de i højere grad følte ligegyldighed. I skarp kontrast ser man, at folk, der er i et forhold og gennemførte undersøgelsen med udgangspunkt i deres nuværende forhold, ikke gav udtryk for den samme ligegyldighed – tværtimod lå resultaterne højere på kærlighedsskalaen.
Samlet set har de tilbagemeldinger, hvor deltagerne fortæller, at de har oplevet en følelse af kærlighed ved første blik, ikke særlig meget med egentlig kærlighed at gøre. For at bruge forskerne bag undersøgelsens ord, så ”ligner kærlighed ved første blik hverken lidenskabelig kærlighed eller kærlighed generelt”. Mere end noget andet er følelsen forbundet med begær, idet den primært er baseret på fysisk tiltrækning.
Et andet aspekt, der er værd at bide mærke i, er, at folk, der var i et forhold under undersøgelsen og fortalte, at de havde oplevet kærlighed ved første blik med deres partnere, scorede væsentligt højere på kærlighedsskalaen. Men forskerne siger dog, at det kan være et resultat af, at vi har en tendens til ”at projicere nuværende følelser over på billedet af fortiden”, og at ”når man er forelsket og elsker nogen, kan det forvrænge hukommelsen”. Med andre ord, så kan de deltagere, der har beskrevet kærlighed ved første blik med deres partnere, være tilbøjelige til at se forholdets tidlige stadier i et mere romantisk lys.
Forskernes fremgangsmetode har naturligvis sine begrænsninger. For eksempel var størstedelen af deltagerne unge universitetsstuderende fra Europa, og data blev indsamlet via spørgeskemaer. Et forestillet møde med en person, man ser på et billede, er selvfølgelig heller ikke det samme som at møde vedkommende i virkeligheden (hvad deltagerne dog havde mulighed for, da de speed-datede). Mere tilbundsgående forskning er derfor nødvendig, især forskning, der fokuserer på virkelige møder mellem mennesker.
Når det er sagt, så tegner undersøgelsen et sort billede for romantikerne blandt os. ”Kærlighed ved første blik” er desværre nok en illusion. Rigtig kærlighed udvikler sig ikke så hurtigt, men det gør begær til gengæld.
Mere
fra VICE
-

Mightiest Mark Dragapult -

(Photo by Michael Buckner/Variety via Getty Images) -

Screenshot: Warner Bros.

