Fra indgangen til Københavns Rådhus slanger køen sig ned ad trapperne og bugter sig mere end hundrede meter henover pladsen. Det er Kagens Dag, og 800 kagesultne sjæle er taget på Rådhuset for at fejre den årlige begivenhed. Til anledningen har 26 håndværksbagere fra Københavns Bagerlaug bagt i omegnen af 10.000 kager, som nu står klar indenfor til fri afbenyttelse for de heldige, der har sikret sig billet til et kageorgie ad libitum.
Ja, ad libitum. Danskerne elsker de ord. Ifølge Madkulturens årlige Madindeks over vores spisevaner foretrækker mere end en femtedel af alle danskere ligefrem at spise på buffetrestauranter. Men vi er også glade for sukker. Ifølge brancheforeningen Sugar Confectionery Europe er vores kæmpeforbrug af slik et af verdens højeste.
Videos by VICE
Når Københavns Bagerlaug så inviterer til Kagens Dag og sætter 10.000 kager til fri afbenyttelse, er det en begivenhed, som tager vores berømte buffetmentalitet og doper den med kilovis af sukker. Den kombination prikker så hårdt til vores indre sukkergris, at folk er villige til at køre langt og ofre nattesøvn for at sikre sig en billet, som kan erhverves for sølle 75 kroner, men som kun sælges forud for Kagens Dag ved personligt fremmøde hos Københavns Bagerlaug på Islands Brygge.
En af dem, der stod i kø den martsmorgen på Islands Brygge var Peter Rasmussen.
“Jeg kørte fra Helsinge klokken tre om natten for at hente min kammerat i Roskilde. Klokken fem om morgenen var vi på Islands Brygge,” fortæller Peter Rasmussen, som sammen med sin ven har hevet seks andre med til kagens festdag. “Vi var de første i køen, men det var alt for koldt, så vi var nødt til at gå tilbage i bilen, hvor vi kunne sidde og se køen vokse, alt imens vi talte og kalkulerede med, hvornår vi skulle gå tilbage i køen. Vi vidste, at der var 800 billetter til salg, og at hver person havde lov til at købe fire billetter.”
Men hvad er det, der trækker sådan ved det her arrangement, spørger jeg Berit Rasmussen fra Sundby, som var den første på Rådhuspladsen til Kagens Dag. Hun mødte op med barnebarnet og familien klokken 11, to timer før arrangementets start, for at være sikker på at komme ind som de første. De har været med adskillige gange før, og ikke overraskende er det lovningen om det ubegrænsede, der år efter år trækker dem tilbage.
“Jamen, det er udsigten til at kunne mæske sig i alverdens kager. Der er næsten aldrig dårlige kager derinde,” når Berit at fortælle, inden portene til kagehimlen åbner sig.
De kunne godt have sparet sig at komme to timer før, for indenfor tager man sig god tid. Der bydes velkommen, og fra scenen fortælles der stolt om bagerfagets fremgang. Søgningen til den ellers skrantende håndværksuddannelse er steget med 35 procent i forhold til sidste år, fortælles der, og bagerlaugets oldermand, Erik Ellitsgaard, hilser naturligvis udviklingen velkommen. For ligesom alle mulige andre trængte håndværksfag har bagerfaget brug for unge mennesker, der kan stå tidligt op og bestille noget. Og så er det kagetid. Tror vi. Men inden da skal Bubber også lige have lidt scenetid.
Bubber er ambassadør for Børnecancerfonden, som modtager indtægterne fra billetsalget, og han uddeler med vanlig kækhed sølv- og guldmedaljer til nyudlærte bagere og konditorer, mens publikum skæver til fadene. Hver af de 26 deltagende bagere er stillet med minimum 300 kager. Da de efter godt 45 minutter endelig gives fri, er der tale om en storm på standene.
Det slår mig, at kager måske i virkeligheden er et af de mest demokratiske nydelsesmidler, vi har. Den grænseløse dyrkelse af programmer som Den Store Bagedyst bekræfter i hvert fald kagernes folkelige appel. Og Madkulturens Madindeks bekræfter vores hang til ad libitum.
Jeg er da heller ikke selv for fin til at lange godt til sukkerbuffeten, for jeg elsker sgu også kage. Og jeg elsker også, at jeg har mulighed for at spise lige så mange, jeg overhovedet kan stoppe i mig.
Min første kage er en sachertorte fra Carl Ove Nielsen i Lyngby. Han er 71 år og har haft sin egen forretning i 47 år. Sachertorten er hans glansnummer, og han sælger 200 af den om ugen. En god sachertorte kræver masser af chokolade og en god abrikosmarmelade, som han koger selv, fortæller han. Det fabriksfremstillede gider Carl Ove Nielsen ikke beskæftige sig med. Erfaringen kan smages. Kagestykket smager fedt og fyldigt af chokoladecreme og abrikos og lægger en solid bund.
Omkring mig render et virvar af mennesker rundt med fyldte kagetallerkner og forsøger at finde et sted at sidde i den fyldte rådhussal. Det foregår ikke gnidningsløst. En yngre kvinde skælder på smældende amagerkansk ud på en stakkels ældre mand, som har formastet sig til at spærre to stole til sine ledsagere. Nu kan kvinden og veninden ikke få en plads. “Det kan man ikke, når der er så mange, der gerne vil have en plads,” siger hun vredt og sætter sig ned på den sidste tilbageværende stol og spiser – ondt skulende – mens hun forsøger at balancere sine to kagetallerkner i skødet.
Jeg er nået igennem de første fem-seks kager, da jeg mærker de første tegn på mæthed. Så husker jeg bagermester Carl Oves erfarne ord. “Spis en skive brød, når du har ædt de første fem kager, så kan du æde fem mere.”
Jeg finder en skive surdejsbrød og fortsætter ufortrødent mit kageorgie.
Det er ikke lutter lagkage at være i kagehimlen. Nogle kager er guddommelige. Andre er skrækkelige og i bedste fald totalt intetsigende metervare. ‘Den syrlige nonne’ har mazarinbund og limecreme på toppen. Den smager af toiletrens. I den anden ende af spektret er Michael Hjort Konditoriets ‘Golden Bernhardt’. Det er en slags gentænkt Sarah Bernhardt-kage med fyld af karamelchokoladecreme og passionsfrugt og en gyldengul glasering. Den når jeg lige at smage, inden de er væk.
Kagen har nu været fri i under en time, og stort set alle kageborde er igen tomme. 10.000 kager er fortæret. Omkring mig ser jeg folk med fyldte kagetallerkner, som omhyggeligt fylder deres fangst i papæsker, mens andre med medbragte Tupperware-bøtter i hånden går på rovdrift hos de få boder, hvor der endnu ligger tiloversblevne kager.
Buffetmentaliteten slår til igen, og den adfærd irriterer tydeligvis oldermanden. Han går på scenen og takker for i år med en lille opsang.
“Hvor er det dog enerverende at se, hvordan folk år efter år kommer og medbringer deres egne Tupperware-bøtter for at hamstre og rage til sig. Det er respektløst overfor de mennesker, der har brugt de sidste par dage på at bage kager til jer i dag.”
Idet han siger det, passerer jeg en kvinde med en bradepandestor plastikbeholder i hænderne og favnen fuld. Med et beslutsomt blik i øjnene haster hun forbi. Fangsten skal med hjem.
Kagens Dag var i realiteten kagens time.
