Kan man leve uden at efterlade dataspor? Jeg forsøgte at flyve under radaren i en uge

Dørtelefon: “Hallo?”
Mig: “Det er Oliver. Forstyrrer jeg?”
Dørtelefon: “Vi ligger lige nøgne og ser fjernsyn…”
Mig: “Lækkert. Jeg ville bare høre, hvornår jeg skal komme forbi i morgen aften?”
Dørtelefon: “Har du ikke nogen telefon?”
Mig: “Øh, næ… Nej, ikke lige i øjeblikket…”

Et kort øjeblik overvejer jeg, om jeg skal give mig til at udrede min mission for min nøgne ven over dørtelefonen. Men jeg beslutter, at det er nemmere bare at sige nej, lade ham komme tilbage til hende, han er nøgen sammen med – og forklare over vores middag den følgende aften.

Videos by VICE

Ejer du virkelig ikke en telefon, tænker du måske nu. Og jo, det gør jeg, og ja, det ville være det letteste i verden at smide en SMS af sted. Men det gør jeg ikke. Ikke den her mørke mandag aften og heller ikke resten af ugen. For vores dimser holder øje med os. Det sker hele tiden og ganske automatisk, at min – og din – vej gennem dagligdagen i Kongens København bliver kvantificeret, registreret og logget. Jeg taler hverken om rumvæsener eller stemmerne i dit hoved, men om data. Det enorme kølvand af et dataspor vi og vores elektroniske dimser slæber efter os dag ud og dag ind. Staten, efterretningstjenester, internetvirksomheder og andre firmaer.

Jeg opfatter ikke mig selv som værende mere suspekt eller afvigende end den gennemsnitlige dansker. Jeg bryder mig bare ikke om, at min gøren og laden år tilbage kan stykkes sammen og udredes, som det er tilfældet i dag.

MISSIONEN

I syv dage i tidsrummet 17-09 var reglerne følgende:

-Ingen internetbrug på min privatadresse.

– Nul brug af smartphone.

-Udelukkende bruge net fra offentligt tilgængeligt wi-fi.

– Kun bruge Tor-browser.

– Altid betale med kontanter.

– Minimere registreringer af såkaldte ‘personhenførbare’ oplysninger – det vil sige sundhedskort, rejsekort, nummerplade og lignende.

Morten Hattesen arbejder til daglig som IT-konsulent, og han har selv været en tur under radaren i DR 3-programmet Menneskejagt. Han mener ikke, at det er en teknisk umulig øvelse at forsvinde fra overfladen:

“Det er teoretisk set nemt at gå helt under jorden. Du kan altid vælge slet ikke at være online, aldrig kontakte dit netværk og dybest set bo i et telt ude i skoven, leve af mad, du finder og slet ikke kontakte ret mange mennesker. Men for normale mennesker er det jo svært at leve sådan. Så spørgsmålet er, hvor meget skal man dukke sig,” siger han.

Det spørgsmål satte jeg mig for at få svar på. Og for at minimere mine digitale spor så meget som muligt, måtte jeg i gang i tide.

24 TIMER INDEN …

Min uge under radaren skulle begynde mandag morgen, så en søndagsudflugt bliver brugt til at hæve kontanter til den kommende uge. Data om, hvornår, hvor og hvor meget folk bruger deres penge har længe været en guldgrube af oplysninger om, hvordan liv forløber – eller løber af sporet.

Amerikanske kreditkort-selskaber kortlægger deres kunders liv med skræmmende præcision i håbet om at ramme de pålidelige kunder, der er mere tilbøjelige til at betale deres lån tilbage. Herhjemme bliver selv små beløb mellem venner nu digitaliserede med MobilePay eller Swipp.

Supermarkederne er desuden begyndt at tilbyde rabatter og målrettede tilbud til kunder, der bruger butikkens app eller knytter deres betalingskort til indkøbene. Så når den søde person bag kassen siger: ‘Medlemskort?’, takker jeg nej og betaler med kolde kontanter.

MANDAG: Paranoia-shopping

Arbejdsdagen er forbi, og efter fyraften skal der handles anonymiserings-gadgets. Der er som sådan ikke noget nyt i, at viden er magt. Men den viden vi deler med andre om vores person, vore præferencer og vore privatliv har ændret sig. Og der er mange, der gerne vil have en bid af kagen (læs: en bid af dig).

Siden Edward Snowdens afsløringer i 2013 har efterretningstjenesternes digitale masseovervågning ikke kun været noget, som konspirationsteoretikere rablede om i hjemmetrykte pamfletter. I 2006 vedtog Folketinget loven om den såkaldte Logningsbekendtgørelse, der påbyder teleselskaber og internetudbydere at registrere og gemme en række metadata i minimum et år. Det er informationer om, hvem der ringer eller skriver sammen, hvilken master opkaldene/sms’erne sendes fra og hvilke internetforbindelser, der besøger hvilke hjemmesider. Altså overordnet information og ikke indholdet af samtaler, sms’er, mails eller hvad der skrives på hjemmesider.

Det lyder måske uskyldigt, men man kan sige meget om en persons virke, vaner og venner alene ud fra metadata. Som NGO’en Electronic Frontier Foundation skriver på sin hjemmeside: Metadata kan vise, at du ringer til en gynækolog, taler med vedkommende i en halv time og senere på dagen søger efter oplysninger om abortmuligheder på internettet. Det betyder jo ingenting, for ingen ved, hvad du talte med gynækologen om, vel? Eller.

Selv i den bedste af alle verdener, hvor data og metadata udelukkende gemmes for at komme terror, organiseret kriminalitet eller børneporno til livs, så gemmes data stadigvæk. Data om alle os, der ikke er involveret i førnævnte vederstyggeligheder. Og når først de er gemt, så kan de misbruges.

“Hvis lovlydige borgeres data bliver registreret og lagret – i tilfælde af, at de på et tidspunkt begår kriminalitet – så er der kun én systemadministrator, der skal finde dem frem og dele dem. Det så vi med Se & Hør-sagen. Det øjeblik, data bliver registreret, er der en risiko for, at de bliver lækket. Uanset, hvor meget vi stoler på regeringen og efterretningstjenester,” siger IT-konsulent Morten Hattesen.

Altså er metadata langt fra uvæsentlige. Derfor stiger jeg på cyklen og sætter kurs mod ydre Nørrebro, hvor der lige inden kvarterets S-togsstation ligger en klynge mindre elektronikforretninger. Jeg vælger Nørrebro Electronic Center (som er en mere beskeden butik, end navnet antyder). Nabobutikken er nemlig en stor og prangende butik tilhørende en landsdækkende kæde af elektronikbutikker – der bør man ikke handle sine anonymitetsgadgets. Videoovervågning og stregkoder gør det nemlig nemmere at spore dine køb tilbage til dig. Desuden har den slags butikker fået for vane at bede om en mail at sende kvitteringen til for ‘så bliver den jo ikke væk’.

I butikken køber jeg en brugt, ikke-smart Nokia-telefon, to taletidskort med 10 kroner på og to USB-nøgler til brug med styresystemet Tails til 250 kroner i alt – kontant naturligvis.


Gode gamle Nokia sladrer ikke.

TIRSDAG: Wi-fi to go og 28 analoge skud

Arbejdsdagen tilbringer jeg på kursus inde i byen. Forsøgets regler foreskriver, at jeg ikke må gå på nettet hjemmefra og ikke må gå på nettet i privat øjemed fra mit kontor. På kurset ser jeg derfor mit snit til at starte min Tor-browser op og hoppe på deres wifi-forbindelse.

Tor står for The Onion Router og er en browser, der kan navigere rundt på internettets websites – ligesom de mere udbredte Microsoft Explorer eller Apples Safari. Men Tor adskiller sig fra de browsere ved at kunne få adgang til nogle websites, som de andre browsere ikke kan tilgå – det såkaldte dark web. Derudover, og vigtigt i denne sammenhæng, anonymiserer Tor internettrafikken. Ligesom lagene i et løg går forbindelsen fra computeren til internettet gennem en række servere, før den ender på den hjemmeside, man vil besøge.

Henrik Kramshøj, sikkerheds- og netværksekspert og direktør i virksomheden Sencurity beskriver Tor således:

“På Tor sker der det, at dine data pakkes ind i tre kuverter 1,2 og 3. Den første server, du rammer, åbner den første kuvert og sender den videre til adressen på kuvert 2 og så fremdeles, og det betyder, at de forskellige servere kun kender den tidligere server. Endelig kommer dine data ud på internettet via en såkaldt exit-node. Det er den adresse, websitet, som du besøger, kan se,” siger han.

Processen sikrer, at din internetudbyder ikke kan se, hvilke hjemmesider du besøger. Samtidig kan den hjemmeside, du besøger, se, hvorfra du besøger den. Og det lyder trygt og rart, tænker jeg.

Festen snapper i et væk, og eftertiden vil kunne finde mig i en tolvhestes brandert spassende ud til 90’er nostalgi i form af Rage Against the Machine.

Elendige fotografiske evner til trods har jeg besluttet mig for at dokumentere min uge gennem billeder. Til det skal jeg bruge et kamera af den gamle analoge slags. Min smartphone kan jo ikke bruges, da den ligger derhjemme.

Desuden har moderne telefoner en dårlig vane med ikke udelukkende at gemme dine ferie-, druk-, eller nøgenbilleder, men også en masse metadata. Med andre ord GPS-koordinater på, hvor billedet blev taget og tidspunktet for, hvornår du trykkede på udløseren. De informationer kan følge med, når man downloader et billede fra nettet. Noget vores amerikanske kolleger fandt ud af på den kedelige måde for nogle år tilbage.

Heldigvis kan man stadig købe engangskameraer med 28 skud og ingen bekymringer om luskede data. De fylder dog lidt i lommen, tager mørke billeder og er elendige til selfies:


Selfie a la engangskamera for begyndere.

ONSDAG: ‘Burn baby, burn’

Når jeg ikke er journalist, er jeg handicaphjælper – såsom den her onsdag, hvor jeg skal møde på arbejde i Glostrup. Det er ikke et sted, jeg normalt færdes, og derfor er giver det mig en perfekt mulighed for at tage min ‘burner’-telefon i brug. Altså den gamle Nokia telefon, jeg købte mandag eftermiddag.

Seere af den fænomenale serie The Wire vil vide, at en burner er en anonym telefon, der kan smides væk efter brug, og som ikke kan knyttes til brugeren.

Hovedreglerne er:

1) Hiv batteriet ud af burneren, og tænd den kun “fremmede” steder, hvor du og personer, du er sammen med, har efterladt jeres normale telefoner tændte derhjemme.

2) Brug ét og kun ét sim-kort i hver burner.

3) Ring udelukkende til én og kun én anden burner – som også udelukkende bruges til at ringe til din burner.

4) Når dit hemmelige arbejde, din romantiske affære eller lyssky transaktion er afsluttet, destrueres burneren.

Resultat: Ingen vil nogensinde finde ud af, hvad jeg foretog mig den dag i Glostrup.

FREDAG: Fanget i et svagt øjeblik

Flere og flere ting viste sig besværlige på min vej gennem en uge med data-slankekur – men at drikke for mange bajere og ryge for mange smøger i godt selskab er heldigvis stadig en fuldstændig analog disciplin. Drengene skulle til fest i et trendy motorcykelfællesskab, og jeg formåede at støde til dem uden de store koordineringsvanskeligheder.

Det var ikke et stort tab, at telefonen lå derhjemme, for jeg er alligevel ikke den mest ivrige iPhone-fotograf eller snapchat-bruger. Netop de sociale medier og de store internetvirksomheder er problematiske, hvis man ønsker færre registreringer i sit liv. Deres forretningsmodeller bygger på, at de – og dermed deres annoncører – ved så meget om os som muligt.

Desuden er min holdning, at folk som udgangspunkt bør kunne få deres skid på i mit nærvær uden frygten for at blive foreviget. Desværre er det ikke en holdning, jeg deler med resten af den danske ungdom. Festen snapper og knipser i et væk, og den dag, hvor den ufejlbarlige ansigtsgenskendelses-algoritme rulles ud over internettet, vil eftertiden kunne finde mig midt i min dataløse uge i en tolvhestes brandert spassende ud til 90’er nostalgi i form af Rage Against the Machines “Killing in the name of”. Anonymitetstæppet føles med ét flået af.

Lørdag formiddag: Tømmermænd, KAGEMAND – og ugens første snyd

At skulle være offline hjemme på matriklen og samtidig koordinere at få 17 familiemedlemmer til frokost, kaffe og kagemand lyder umuligt – og det er det også. Derfor finder jeg mig selv svedende og tømmermandsramt i køkkenet lørdag formiddag i færd med at bryde reglerne. Der skal gøres rent og gøres klar, og der mangler citroner og knive til fem af gæsterne. Derfor sniger jeg mig til en enkelt sms til min bror, der så ender med at blive en håndfuld opkald frem og tilbage. Ugens første og eneste brud på reglerne.


End ikke noget så analogt som en papirbog, kan man skaffe uden at blotte sig.

Søndag formiddag: Hvad f… er ANPG?

En motorcykeltur med vennerne havde været på tale, men regnvejret taler imod. Det samme gør ANPG – eller automatisk nummerplade-genkendelse, som systemet hedder.

ANPG er en række scannere, som politiet er begyndt at bruge i løbet af de seneste år. Scannerne findes som stationære modeller opsat 24 steder i landet. Derudover findes der indtil videre 48 mobile scannere på taget af patruljevogne. Scannerne aflæser alle nummerplader, der passerer dem, og holder dem op mod politiets database. Systemet alarmerer så, hvis bilen, som nummerpladen sidder på, er meldt stjålet, ikke har betalt forsikring, er eftersøgt i forbindelse med en forbrydelse eller noget helt fjerde.

Selv hvis man holder sin søndagsudflugt inden for voldene, kan man få svært ved at undgå at få sin nummerplade scannet. Københavns Kommune benytter sig af samme metode i deres håndhævelse af byens parkeringsregler. Selv hvis parkeringsautomaten tager kontanter, vil den bede om at få indtastet bilens eller motorcyklens nummerplade. Næ, så hellere blive hjemme under (anonymitets)tæppet. Så længe det varer. Én uge går an, men så begynder det at blive svært.

Vi har lavet en verden, hvor man – groft sagt – skal vise pas hele tiden.

“Vi har indrettet et samfund efter en overvågningskapitalistisk model. De to store virksomheder Facebook og Google vil vide alt om os. De sidder og glor ind i vores allerinderste, og det accepterer vi,” siger Anders Kjærulff, som er tech-journalist og vært på radioprogrammet Aflyttet på Radio24syv.

Og det er ikke kun profitmaksimerende, multinationale virksomheder, der tvinger os til at efterlade data i kølvandet på vores færden, forklarer Anders Kjærulff.

“Danmark har i praksis fået skruet et samfund sammen, hvor det ikke længere er muligt at leve offline. Hvis du skal i kontakt med det offentlige, skal man logge ind på forskellige hjemmesider og modtage digital post. Vi har lavet en verden, hvor man – groft sagt – skal vise pas hele tiden. Det at skulle leve uden at sætte digitale fodspor i dag, er det samme som at leve uden for samfundet,” siger han.

Ud på aftenen trodser jeg vejret og cykler til Søndermarkens mørke for at tænde burneren en sidste gang. På en kold og snottet cykeltur hjem funderer jeg over projektets påvirkning af min dagligdag. Har jeg virkelig levet uden for samfundet?

De praktiske besværligheder har faktisk været færre og mindre end forventet. Det skyldes sikkert, at projektet kun kørte en uge, og at jeg på forhånd havde lagt planer og lavet aftaler for flere af dagene. Der hvor jeg oftest savnede den evindelige opkobling var faktisk i perioderne mellem de faste aftaler. Øjeblikkene, hvor man ikke er optaget af noget, og den eksistentielle ensomhed kommer krybende. Der hvor man plejer at række ud efter den sorte klods og lune sig ved de sociale mediers lunkne skær, der vidner om, at verden og vennerne er der og interagerer med dig, sender dig noget eller bare har registreret(!), at du lever. Det er en forloren og flygtig varme – og dog varmer den på en måde, som mit højtelskede anonymitetstæppe ikke kan, det benægter jeg ikke.

Men min uge har også bekræftet mig i min bekymring om, at vi med summen af alle de korte fix optrevler flere og flere af tæppets tråde. Tråde som, når de først er pillet fra hinanden, ikke kan sættes sammen til et tæppe igen.

Læs mere om datasikkerhed fra VICE:

De mest pinlige ting IT-medarbejdere ser, når de fikser folks computere

Elektronik-giganter gør alt, hvad de kan for at gøre dine reparationer dyrere

Dit liv bliver bedre, hvis du dropper din smartphone