En generationsforsker forklarer, hvorfor generation Y måske knækker over på midten

FYI.

This story is over 5 years old.

Generation Y

En generationsforsker forklarer, hvorfor generation Y måske knækker over på midten

Eller er det sket for længst?

Der er en intern fløjkrig i generation Y i gang. På den ene side står den ældre del af generationen, og på den anden side den yngre del. Selv repræsenterer jeg den sidste del, og hvis der er nogen, jeg for tiden har svært ved at forstå, er det dem, jeg deler generation med, men som er så gamle, at vi har levet – og stadig lever – to vidt forskellige liv. Det er dem, der kun er to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni år ældre end mig. Dem over 30 år, groft sagt. Dem, der var gamle nok til at tage til Aqua-koncert; dem, der var for modne til Pokémon, første gang det kom frem; dem, der påstår, de bliver nostalgiske, når de ser en Commodore 64; dem, der skrev gymnasieopgaver i hånden; dem, der har fået undervisning i at google; dem, der nåede ud på arbejdsmarkedet inden finanskrisen; dem der helt naivt og ukritisk lægger billeder af deres børn på Facebook og Instagram, og dem, der frelst mener, at de vil opstille iPad-regler for Harald og Agnes, eller hvad man nu hedder, hvis man er barn af et generation Y-forældrepar i dag.

Annoncering

Jeg kan blive hysterisk misundelig, når en eller anden ældre Y'er selvfedt fortæller, at han eller hun kan huske, da Danmark vandt Europamesterskabet i fodbold i 1992. Det drejer sig om få ganske år. Tre er sådan set nok, og så har han eller hun fået foræret en oplevelse, som jeg og alle andre danskere, der er ligeså gamle eller yngre end mig, aldrig nogensinde kommer i nærheden af. Vil man nedværdige mig endnu mere, skal man bare sige, at man også husker murens fald i 1989. Det er det år, jeg blev født. Min informationssøgning har primært – og altid – foregået på internettet. Mine skolekammerater var altid kun en (megadyr) sms væk, og det samme var tilfældet med piger-ne. Jeg husker svagt, hvordan det var ikke at skrive på en computer, og min håndskrift er ulæselig. Jeg har aldrig oplevet min branche være optimistisk. Den første udlænding, jeg stiftede bekendt-skab med, var Saddam Hussein, mit tidligste og største sportsminde var, da Bjarne Riis dopede sig til Tour de France-sejren, og jeg fandt ud af, at der var noget, som blev kaldt Tvillingetårnene, da jeg så to fly banke ind i dem.

De yngste har set deres forældre blive fyret, og de har kunnet vælge imellem 1.000 forskellige studieretninger - Søren Blem Bach, generationsforsker

Man siger, at generation Y er de børn, der er født mellem 1980 og 1994. Det er en periode på 15 år, som på en eller anden måde er rammen om vores fællesskab. Men hvordan kan det lade sig gøre, når de ældste Y'ere er omkring 37, og de yngste er 22? Hvordan kan vi have noget til fælles, når vi har oplevet vidt forskellige barn- og ungdomme? Og hvorfor føler jeg, at jeg og mine jævnaldrende taler et helt andet sprog end dem, der er ældre end 30?

Annoncering

I stedet for at bidrage yderligere til fløjkrigens skarpt optrukne fronter mødes jeg med Søren Blem Bach. Han er 29 år (og dermed ét år ældre end mig og altså et år tættere på den ældste fløj), han er seniorkonsulent, cand.psych, og så har han forsket i generation Y.

VICE: Kan du ikke forklare mig, sådan helt overordnet og én gang for alle: Hvad taler vi om, når vi taler om generation Y?
Søren Blem Bach: Helt overordnet snakker man om, at det er små årgange, det er børn, der er planlagte, og som er vokset op med forholdsvis stor velstand i den vestlige verden. Det er børn, der har fået at vide, de kan alt og kan blive alt. Jeg er selv fra 1987, og jeg husker, at mine forældre har sagt, at jeg er fra den næstmindste årgang i nyere tid, så jeg voksede op og tænkte: Fedt, jeg har alle de her valg, og det skal nok blive godt. Der findes videnskabelige studier, hvor man har bedt personer fra generation Y om at vurdere deres egne evner på 18 forskellige områder. På 17 af dem vurderede de, at de er over middel. Det siger noget om en vis optimisme.

Illustrationer af Peter Berke

Hvad ellers?
Specifikt for generation Y er vi også præget af finanskrisen. Dem, der er født tidligt i generationen, kom ud på et arbejdsmarked, man stadig havde en tiltro til. De sagde, at her er egentlig meget fedt, og så kan det godt være, de var lidt rebelske og sparkede lidt til tingene, men den eksisterende praksis virkede i store træk. Og så er der dem, der kommer lidt senere i generationen, og som er vokset op med samme selvtillid, men som kom ud på arbejdsmarkedet, da krisen kradsede. Jeg tror, at det, der er til fælles for de fem årgange, der ligger der, er, at de har fået en ret sund og pragmatisk tilgang til tingene. De fik ligesom et realitetstjek. Det var også på det tidspunkt, at man så alle de her Silicon Valley-iværksættere. Man begyndte at spejle sig i de mennesker, som fik succes med det samme, og som ikke tog den traditionelle karrierebane.

Annoncering

Og så er der den yngste del af generation Y, som i virkeligheden nok minder mest om dem, der kommer bagefter i generation Z, og som man omtaler som sådan nogle små live-hackere. De siger, at det hele nærmest skal være på mine præmisser. De har set deres forældre blive fyret, og de har kunnet vælge imellem 1.000 forskellige studieretninger.

Jeg oplever jo den her forskel, du kommer ind på, som en slags en fløjkrig. Hvordan kommer den ellers til udtryk?
Hvis jeg skal pege på noget, som jeg synes, har været mest afgørende, når jeg ser, hvor forskellige folk er, og hvordan de går til verden på, vil jeg pege på teknologien. Den er enormt skelsættende for vores generation. Jeg vil sige, at 'knækket' ligger omkring dem, der er født i 1990. Den sene del af generationen. De er vokset så meget op med teknologi. Godt nok med et internet, der stadig haltede, og nogle har sikkert hørt et 56K-modem hyle. Men jeg mener stadig, der er en forskel. Det drejer sig simpelthen om skellet imellem at have teknologien som et tilbud frem for en sjælden luksus. At have computeren og internettet som noget, du bare kan gå hen til. For mig kom det, at man kunne sætte sig ved computeren, først da jeg var 11-12 år. Jeg kan tydeligt huske, at computertid var noget, man så frem til. Man rendte mest rundt ude i haven og var barn.

Så det er der, vi kan sige, at generation Y er knækket? Omkring 1990?
I psykologien taler man meget om identitet og hvilke år, der er rigtig vigtige. Der er selvfølgelig forskellige faser, men pubertetsperioden er særligt der, hvor man lærer at socialisere sig, og hvordan man etablerer relationer. Der kan det godt være, at jeg og dem, der er født lidt tidligere, havde nogle muligheder med nogle forskellige chatfora, men jeg husker det alligevel som noget, der kom forholdsvis sent. Det var særegent, at man kunne gå ind og chatte. Det var en lille kuriøs ting frem for to ligeværdige virkeligheder, som det jo er i dag. Noget andet er også, at fordi teknologi er blevet så intuitivt og så nemt at gå til, oplever de senere Y'er ikke den der opdagelse, som det er at kode og sidde og nørde med det, ligesom vi gjorde. De får det ikke ind nødvendigvis altid ind under huden, fordi det bare er her.

Apropos teknologi og forskelle på tilgange. Sidste år fik jeg et visakort med den her trådløse funkti-on. Det er jeg vildt begejstret for. Jeg fortalte det til min ven, som er tre år ældre end mig, og det første, han siger, er, at det jo kan blive misbrugt. Er det forkert, når jeg bilder mig ind, at den større skepsis for ny teknologi hænger sammen med alder?
Jeg var en af de første til at bestille sådan et kort, men jeg var så også en af de første til at bestille sådan en blokker, som skulle stoppe tyve, der ville stjæle fra mit kort. Så på den ene side har jeg skepsissen over for nye ting, og på den anden sige har jeg begejstringen.

Men det giver mening, når min ven på 31 er skeptisk, du er 29 og både skeptisk og begejstret, og jeg er 28 og kun begejstret. Altså, det er sat meget på spidsen, det ved jeg godt.
Ja, men det er jo også ret skræmmende, hvis det virkelig er så hurtigt, udviklingen går. Der sker i hvert fald noget interessant i bevægelsen og i forskellene mellem dem, der har tillært sig teknologien ret sent, dem, der gradvist er vokset op med den, og så dem, der er født fuldstændig ind i den.

Hvad med livsbegivenheder? Hvor meget indflydelse har det? Jeg forestiller mig, at hvis det første, man kan huske, er murens fald og EM-sejren i 1992, går man til verden på en anden måde, end hvis 11. september 2001 står som ens tidligste minde.
Hvis man går tilbage og ser på, hvad der har formet generationer, kigger man også på store skelsættende begivenheder. For den danske generation Y kan det nemlig være EM 92, som har givet en tro på, at den lille har en chance mod den store. Men det kan også være 11. september, som kan være dér, verden mistede sin uskyld, hvis man ellers har haft en tryg og sikker barndom. Og der er selvfølgelig forskel på, hvilket et af de to minder der har gjort det stærkeste indtryk.

Jeg kan huske, at da jeg hørte om 90'ernes store rockerkrig, spurgte jeg mine forældre, om vi nu var i krig. Krig var jo ellers kun noget, man hørte om i historietimerne.
Det, man oplever, har en betydning for de livsanskuelser og værdier, man tager med. Det er med til at forme en generation, fordi det er noget, man har stået igennem sammen. Og så er det klart, at er du fem eller 20, når du oplever det, tager du forskellige ting med derfra.