De her kvinder har gjort deres bar queer for at holde sexistiske mænd væk
LGBTQ

De her kvinder har gjort deres bar queer for at holde sexistiske mænd væk

“Macho-typer er knap så komfortable i en bar fuld af frie sjæle.”
4.4.17

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Holland.


Restaurationsbranchen kan være meget macho. Kvinder, der arbejder som bartendere, bliver ofte udsat for sexistiske bemærkninger eller andre upassende ting. Marjolijn Brouwer, der åbnede baren Bar Brå, i Amsterdam for toethalvt år siden, ved hvordan det er.

"Kort efter  jeg startede med at arbejde her, skete der noget voldsomt irriterende, som påvirkede mig meget," fortæller hun. "Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg blev udsat for sexisme og homofobi i baren. To af mine homoseksuelle kolleger blev svinet til af en kunde. Den her mand følte sig nødsaget til at nedgøre deres valg af tøj, hvorefter han forlangte 'øl' på en meget kommanderende måde. Kort efter besluttede jeg mig for at markedsføre baren som queer for at holde den slags mennesker ude."

Annoncering

Marjolijns strategi går ud på at organisere forskellige events via sociale medier, der er specifikt målrettet LGBTQ-miljøet.

Marjolijn Brouwer. Alle billeder af Rebecca Camphens.

To uger efter hændelsen organiserede hun en fest der blev en stor succes. LGBTQ-miljøet dukkede op i stor stil, og opfordringen til frihed og accept var det, der skulle til.

Nu organiserer man den slags fester regelmæssigt, og mennesker fra LGBTQ-miljøet udgør en stor del af stedets stamkunder. Marjolijn og Lola Edobor er et par, og de kender miljøet ret godt. Det er en fordel: LGBTQ-miljøet i Amsterdam er relativt lille, og folk hører ofte om gode steder og fester gennem folk, de kender.

At give baren en klar profil har skræmt sexisme og fordomme væk, og det har samtidig ændret atmosfæren på baren betragteligt. "Alle er velkomne, men gæster, der er sexistiske eller homofobiske, bør holde sig væk," siger Marjolijn.

LÆS MERE: Vi fik drag queens til at anmelde burgere opkaldt efter dem

Lola, der også arbejder på Bar Brå, opdagede hurtigt, at det virkede. "Macho-typer er knap så komfortable i en bar fuld af frie sjæle," fortæller hun. "Men her kommer stadig heteroseksuelle. Det handler mest om, at her er mennesker, der ikke er fordomsfulde."

Marjolijn er også glad for resultatet af strategien. "Når jeg ser mig omkring, er klientellet meget blandet, og det resulterer i et rart arbejdsmiljø," fortæller hun. "Fordi Bar Brå ikke specifikt er en homobar, kommer her stadig heteroseksuelle. For eksempel kommer min bror eller nogle af mine heteroseksuelle venner herind bare for at få en drink, og for mig er det den ultimative form for frigørelse."

Lola og Kiara.

Men machomænd foretrækker nu at blive væk, og det passer de ansatte på Bar Brå meget fint. Baren er hovedsageligt drevet af kvinder. "Det forventes ofte, at kvinder flirter med gæsterne. Sådan var det i hvert fald, da jeg arbejdede på et diskotek. Jeg syntes det var så plat," fortæller Lola. Den slags sker ikke på Bar Brå. "Nogle gæster kan godt finde på at kalde mig for baby eller skat, men det kan jeg godt klare. Jeg kan godt forsvare mig selv, og jeg skal nok sige til, hvis jeg ikke bryder mig om det."

Hendes kollega Kiara Moore er enig: "Man er selvfølgelig noget mere tilgængelig bag baren, og sådanne steder kan grænser godt blive en smule udviskede. Sommetider overskrider mænd en grænse med deres flirteri, og det kan resultere i nogle akavede situationer."

Annoncering

Kiara siger, at man skal holde fast i sin professionalisme i den slags situationer. Ifølge Lola er tricket, at man forbliver venlig og professionel, og ikke giver gæsten indtryk af, at man afviser dem. Det er derfor meget vigtigt, at man med det samme får sat en grænse, så gæsten er nødt til at ændre adfærd.

Det var egentlig ikke en del af planen at skabe et hold bestående udelukkende af kvinder. "Vi vil kun have folk, der er åbne overfor alle, og som ikke dømmer andre," siger Lola. "I øjeblikket er det bare mest kvinder, der er sådan."

Marjolijns forretning er inspireret af ligestillingskulturen i Skandinavien, hvor unge fædre kan tage op til tre måneders barsel, og kvinderne bliver ved med at arbejde fuldtid. I  Skandinavien er det også meget normalt, at der ikke er det  store hierarki på arbejdspladsen. "Det lærte jeg af en norsk kæreste, der arbejdede med teater," siger Marjolijn. "Hvis alle har lov til at udtrykke deres mening om ting, der også befinder sig udenfor deres ansvarsområde, får man mere variation Folk, der arbejder med lys på et teater, kan også have en mening om lyden."

Kiara fortæller mig, at alle barens ansatte arbejder meget selvstændigt, men på samme tid er involveret i alle aspekter af virksomheden. Lola bruger et eksempel hvor de skulle udvikle en ny cocktail: "En definerede et klart koncept, en anden shakede og rørte rundt, og Kiara er en dygtig kok, så hun lavede sukkersirup. Alle, ligegyldigt hvad deres rolle er, fortjener det samme i løn, og drikkepenge fordeles ligeligt," siger hun.

"Vi er sammen om alt."