Jeg mødte Thomas Rode og kunne ikke sidde ned i tre dage
Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann

FYI.

This story is over 5 years old.

træning

Jeg mødte Thomas Rode og kunne ikke sidde ned i tre dage

Thomas Rode er skoleeksemplet på “jeg-gør-ikke-noget-halvt”-typen. Jeg derimod har skabt et helt liv på at gøre alting halvt. Derfor var jeg virkelig nervøs da jeg tog til Skodsborg for at blive tæsket godt og grundigt igennem i et orgie af kettlebells...
Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann

Alle fotos af Sarah Buthmann.

Jeg ligger med røven i vejret klokken 08.04 uden for indkørslen til Kurhotel Skodsborg i Nordsjælland, da det her sker: En Aston Martin svinger ind på pladsen og gasser demonstrativt op, da den passerer mig og de syv andre mænd, der ligger i planken. David kommer halsende. "Du kommer for sent," siger Thomas Rode. David straffes med ti burpees – hvor man går fra frøen til planken til hop på stedet i én kvalmeinducerende øvelse – foran hele gruppen. Den gruppe jeg er blevet en del af den her fredag morgen.

Annoncering

Thomas Rode Andersen træner de her mænd to gange om ugen på Skodsborg, og om fredagen laver han mad til dem bagefter. Holdet har svinget med kettlebells og traktordæk siden august 2015 og er "by invitation only," som Thomas siger. "Det er vigtigt, at det er en homogen gruppe, så mændene er allesammen nogen, der har opnået noget og vist viljen til at arbejde," fortæller Thomas mig senere, mens han lynsteger den flanke af spansk sortfodssvin, som er en del af belønningen efter dagens træning.

Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann

Du kender godt Thomas Rode. Hvis ikke fra hans næsten tyve år som køkkenchef på Kong Hans Kælder, så har du set ham i bar overkrop et eller andet sted, efter han genopfandt sig selv "efter mange års 'skørlevned'", som han skriver på sin hjemmeside. På forsiden af sin bog Funktionel Træning hænger han i en kran i en industrihal, og han har en rå lammeskank over skulderen på forsiden af Stenalderkost.

Inden jeg møder Thomas første gang, har jeg også fået at vide, at han er blevet spottet med en harpun i Kongens Have. Han fortæller mig da også senere, at han spiser meget fisk til morgenmad: "Især hvis jeg lige har været på undervandsjagt og har skudt noget." Thomas Rode er med sine brede, tatoverede skuldre og dybe, raspede stemme skoleeksemplet på no-bullshit, "jeg-gør-ikke-noget-halvt"-typen.

Jeg, derimod, gør næsten alting halvt. Jeg er generation Y'er – og vi har skabt et helt liv ved at gøre ting halvt. Derfor er jeg virkelig nervøs for, hvad jeg skal udsættes for, da jeg møder op i lobbyen i splinternye løbesko og fem år gamle strikvanter og får udleveret det chiparmbånd, som Thomas har nævnt i sin e-mail. Det er såmænd ikke fordi, jeg aldrig bevæger mig eller kun spiser frysepizzaer – der er også noget andet ved det her koncept, som gør mig langt mere utryg.

Annoncering
Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann
Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann

Der sker nemlig noget i en gruppe, der kun består af mænd. Så kommer den der, "når pigerne ikke er hjemme, svinger mændene med pikken"-attitude. Den ulmer lige under overfladen hos mange mænd og har ofte vist sig at bo i selv de mest rullekravede, hornbrillede mænd, jeg kender. Den slags adfærd har det med at sende mig tilbage til tredje klasse, hvor den eneste grund til, at jeg ikke blev valgt sidst til fodbold, var, at jeg var venner med de drenge, der altid var førstevælgere.

Den her dag rummer alle ingredienserne til at aktivere den usikkerhed igen, tænker jeg. I bedste fald bliver der bare sagt "Q4" i stedet for vinter og snakket om tings "udviklingspotentiale", men i værste fald skal der gives lammere og synges fodboldsange. Alligevel er jeg også nysgerrig på den slags mandefællesskaber. Hvad sker der, hvis jeg tager både dem og mig selv seriøst og virkelig prøver at forstå det her?

Jeg spænder chiparmbåndet om håndleddet og giver mig selv en indre peptalk, mens jeg marcherer hen mod omklædningen: Skodsborg, Schmosborg – du EJER det her sted!

"Hov, du skal lige bippe dig ind af lågen først," råber receptionisten efter mig.

"…."

"Du skal bippe dig ind med dit chiparmbånd."

LÆS MERE: Fedtglad rapport sår endnu engang tvivl om dine kostråd

"Aaaah, okay! Tak for hjælpen! God dag!"

Jep. Still got it.

I omklædningsrummet møder jeg Adam på 56, som er selvstændig med cirka 30 ansatte. Den forrige fredag var han på forretningsrejse i Japan og missede træningen, som han med et glimt i øjet kalder "ugens højdepunkt". Adam tager mig under vingen og viser mig hvordan låsen på skabene fungerer (flere bip med chiparmbåndet), hvorefter vi følges ned og mødes med gruppen. Ingen lammere.

Annoncering

De andre på holdet er ligesom Adam – midt fyrrene til midt halvtredserne og med rigtig gode jobs. Én er vitterligt lige landet fra en tur til Melbourne to timer tidligere og er taget direkte til træning. Der er drillerier i luften om hvem, der skal have den tungeste vægt, men endnu ingen piksvingerstemning, da vi griber fat om vores blå og gule kettlebells og begiver os udenfor.

Jeg lægger fra med at være alt for kæphøj i den første del af træningen. Thomas Rodes fokus på funktionel træning gør, at jeg i de fleste øvelser bruger min egen kropsvægt som belastning. Hvilket i mit tilfælde betyder ikke ret meget belastning. Jeg springer rundt som en kæk lille frø, men bliver snart klogere. Det her er bare opvarmning.

Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann
Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann

Det er først, da vi kommer ned i den mørke parkeringskælder, at det rigtigt går i gang: "Skyd hofterne frem! Pas på jeres lænd! Åbn hånden, når I skyder jeres kettle i vejret! Bear walk tilbage! Kom så!" Jeg er ikke blevet kommanderet på den måde siden min køreprøve. Jeg skæver til de andre mænd, som ganske rigtigt allesammen udviser 'viljen til at arbejde'. Bevares, det er ikke fordi, de ser ubesværede ud – men de er fokuserede og intet tyder på, at de ligesom mig flirter med tanken om at sætte sig ned og tage en pause. Pause er der ikke noget, der hedder, har Thomas sagt.

De sidste tyve minutter af træningen kører vi uafbrudte runder af kettlebell swings, squats, løb op ad en bakke og walking lunges tilbage. Hvis du ikke ved, hvad de øvelser går ud på, så bare tænk på følelsen af at opdage muskler, du aldrig har brugt før. Og som gør ondt. Da det går op for mig, at alt det, vi har lavet hidtil, har været rimelig blidt inden den store finale, er jeg tæt på at kaste håndklædet i ringen. Bare sig at du er nødt til at tjekke om diktafonen virker eller noget, tænker jeg. Alligevel bliver jeg enig med mig selv om, at det er nu, det gælder. Hvis jeg skal forstå den her livstil og se min irrationelle frygt for mandefællesskaber i øjnene, så er jeg også nødt til at nosse mig sammen og give det et ærligt forsøg.

Annoncering
Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann
Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann

Hvis bare Søren i tredje klasse kunne se mig nu. Det var helt sikkert ikke særlig kønt, men jeg gjorde det, og bagefter føler jeg mig semi-høj på en blanding af lige dele endorfiner og muskelsyre. På vej tilbage til omklædningsrummet går det op for mig, at det langt fra kun er min egen fortjeneste. De andre på holdet havde deres egen kamp undervejs, men Adam havde alligevel overskud til at high-five mig på vej op ad bakken og minde mig om, at jeg jo kun er 27. Thomas' tilråb undervejs i træningen var slet ikke kommandoer, men velment opmuntring. Han så min kamp undervejs og udstyrede både mig og de andre med det, der skulle til for at gennemføre. Det er det, han kan.

Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann
Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann

Og så kan han lave mad. God mad. Vi starter med en æble-rødbede juice med ingefær, da gruppen kommer tilbage fra omklædningen – hvor lycrasportstøjet er blevet skiftet ud med skjorterærmer og store ure. Thomas serverer den slags mad, han selv prioriterer at spise, og som giver rigtig energi: "Min vigtigste mission med det her er at give dem oplevelsen af at være mætte. Rigtigt mætte," siger han, mens vi får serveret den spanske sortfodsgris med chorizopølser, stegt avocado, masser af salat og en fløjlsblød bearnaise til. Jeg ville være en langt hyppigere gæst i Fitness World, hvis de adapterede det her koncept, tænker jeg. Og det er hyggeligt. Det eneste, de her mænd svinger med, er roserne over Thomas' mad.

LÆS MERE: Sådan spiser man som en muay thai-kæmper

Da jeg siger farvel, forstår jeg bedre, hvad Thomas mente med, at det "giver en mulighed for at få fyldt tanken op, så man kan gøre det, man gerne vil. Og være den, man gerne vil være." Jeg kan i hvert fald mærke en ændring et eller andet sted i kroppen.

Eller også er det bare en fibersprængning.

Træning med Thomas Rode. Foto: Sarah Buthmann