MUNCHIES guide:  Sådan smugler du alkohol med ind på festivalpladsen

FYI.

This story is over 5 years old.

MUNCHIES guide: Sådan smugler du alkohol med ind på festivalpladsen

Hvis du aldrig før har gemt sprut i en pose med udhulet toastbrød, så er dit alkoholsmugleri bare slet ikke godt nok.

Henover sommeren kommer du garanteret til at fyre mere end to måneders løn af på partoutbilletter, éndagsbilletter, armbånd og stempler på håndleddet, der giver adgang til en af landets utallige festivaler. Det er prisen for at få lov til at stå fastklemt foran en scene mellem en fyr, der ikke har været i bad i en uge, og én der er blæst på MDMA. Men ser man bort fra det, er festivalerne som regel også garanti for en herlig blanding af koncerter, lejrliv og teltsex. Og rigelige mængder alkohol.

Annoncering

For at spare dig for at bruge halvdelen af din festival på at stå i kø ved ølteltet (og for at du kan spare lidt penge), har vi lavet en guide, der kan hjælpe dig med at smugle dit helt eget alkohol med ind på festivalpladsen.

Festival-øl er som regel både dyrt og kedeligt, og man kan næsten ikke lade være med at tænke på, om de mon har fortyndet øllet med vand bare for at få dig til pisse endnu mere. Det er derfor på tide, at du skåner din blære lidt og i stedet smugler dit helt eget kvalitets øl med ind til koncerterne.

BOOZE GUIDE 1 Arnaud Deroudilhe

All fotos af Arnaud Deroudilhe.

Er du på en festival, der udelukkende har bandlyst alkohol men ikke alle mulige andre væsker, så er det første trick lige noget for dig. Du skal bruge en dåse sodavand, noget at skære med og en dåseøl. Skær bunden af din coladåse (helst efter du har drukket den) og mas derefter den hule sodavandsdåse ned over din øl. Så kan du gå lige forbi sikkerhedsvagterne helt uden problemer.

At gemme sin sprutflaske inde i en pakke toastbrød er den mest opfindsomme måde at smugle på, næst efter ham fyren der forsøgte smugle narko i kasser med asparges. Placerer du brødet i en pose sammen med en pakke skinke og et glas syltede agurker, kan du være helt sikker på, at vagterne både vil lukke dig ind helt uden problemer og samtidig vil tro, at du er en rigtig gourmet. (I virkeligheden er du en sut).

BOOZE GUIDE 2 Arnaud Deroudilhe

Det næste trick er til pigerne. Her er hvad, du skal gøre, når din kæreste brokker sig over rodet i din taske. Under bunken af krøllede kvitteringer, gamle læbestifter, henlagte tamponer (dér var en til!), og en hel masse andet uidentificerbart bras, kan du gemme en pose vin. Selvom dette trick er ret så praktisk og super nemt at udføre i praksis, så skal du lige være opmærksom på, at dine omgivelser vil synes, at du er virkelig snobbet, når du sådan render rundt og drikker rosé på festival. Nu er du advaret.

Annoncering

Ved hjælp af dette trick kan du kombinere to favoritter på den mest udspekulerede måde. Du tager en klase vindruer, din favorit likør og en kanyle. Så injicerer du bare vindruerne med sprut på forhånd. Det eneste tidspunkt, denne metode kan vise sig at være problematisk, er, når det pludselig går op for dig, at du er blevet en slags stiknarkoman.

BOOZE GUIDE 3 Arnaud Deroudilhe

Siden tidernes morgen har mennesket fundet på måder at skjule ting på. Når man taler om taquiya i islam, taler man om aktivt eller passivt at skjule ens tilhørsforhold til en religion. I det feudale Japan brugte man ninjaer til at infiltrere fjendtlige politiske og militære institutioner for at anskaffe oplysninger om fjenden.

For festivaldeltagere handler det dog mere om, hvordan man holder sin medbragte alkohol ude af vagternes årvågne blikke, og de næste to tricks er rene klassikere. Den hjemmelavede kamelpukkel er lavet ved at kombinere en varmedunk og en plasticslange, og med en rulle gaffertape kan man nemt holde lommelærken ude af de gængse kropsvisitations zoner.

BOOZE GUIDE 4 Arnaud Deroudilhe

Findes der noget mere uskyldigt end en pose babymad? De er et magisk levn fra din barndom og et kært minde om en tid, hvor du ikke havde brug for alkohol for at have det godt. Disse små poser vil ikke få alarmklokkerne til at ringe, når du skal igennem sikkerhedstjekket. Vagterne har nemlig alt for travlt med at lede efter stoffer. Derfor er disse poser det perfekte gemmested; men desværre også et af de små tricks sikkerhedsfolkene allerede er opmærksomme på. Så vær forsigtig og lad være med at proppe din taske med alkoholfyldte poser.

Annoncering
BOOZE GUIDE 5 Arnaud Deroudilhe

Ellers er det meget simpelt. Start ud med at tømme posen. Er du rigtig professionel, kan det lade sig gøre, uden at man bryder lågets forsegling. Når det er gjort, så fylder du bare alkohol på. Dette er desuden også en oplagt mulighed for at prøve en cocktail bestående af spaghetti bolognese og gin.

DISCLAIMER: MUNCHIES opfordrer ikke til, at man bryder festivalernes regler for alkoholindtagelse. Vær ansvarlige. Det er vi!

Arnaud laver små videoklip og drikker alkohol på en ansvarlig måde. Han har en hjemmeside og en blog.

En særlig tak skal der lyde til Lucie B. og til Johnny FUZION4000.

Denne artikel blev første gang publiceret af MUNCHIES i juli 2015.