Annoncering
Munchies

Mit job i restaurationsbranchen har fået mig til at hade børn

Før i tiden elskede jeg børn. Men med tiden er det gået op for mig, at de er små terrorister, der ødelægger det for os andre.

af Anonym
19 september 2016, 6:00am

Foto via Flickr-User Richard Schatzberger

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA i september 2015.

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne udgave har vi talt med en hollandsk tjener, der ikke er fan af kombinationen af børn og restauranter.

Da jeg begyndte at arbejde på restauranten for et par år siden, elskede jeg børn.

Når en flok fædre kom ind på restauranten med deres tumlinger, kurrede jeg til mine kolleger om, hvor søde de var sammen. De grinte bare af mig og havde altid det samme svar klar til mig: "Bare vent…"

I dag er jeg ikke så stor fan af børn. Mange familier spiser på min restaurant, og det har været en intens oplevelse at betjene dem. Så intens at jeg er blevet tvunget til at tage mine lyserøde briller af og se sandheden i øjnene: børn er små terrorister — og i langt de fleste tilfælde er deres forældre ikke meget bedre.

Min arbejdsplads kan bedst beskrives som en familierestaurant, hvilket betyder, at der altid er børn på restauranten. Det er det, der får restauranten til at køre rundt. Det meste af tiden er det faktisk ret sjovt, men om søndagen er det anderledes. Der beslutter det halve af Amsterdam sig kollektivt for at tage deres børn med ud og spise. Når restauranten bliver fyldt op med så mange små og larmende mennesker, bliver det svært for os tjenere at udføre et ordentligt stykke arbejde.

Børn er små terrorister — og i langt de fleste tilfælde er deres forældre ikke meget bedre.

Børn er børn og vil derfor konstant lege, men det kan ligefrem være farligt. Vi har malebøger og tusser og ikke mere end det. For at komme af med deres overskydende energi ender børnene altid med at løbe rundt på gulvet mellem bordene. De elsker også at lege fangeleg, spille fodbold, køre på rulleskøjter, og sågar lege med marmorkugler og andre seriøse snublefarer på gulvet.

Er man på vej mod et bord med en bakke med varm kaffe, så skal man være god til at undgå eventuelle forhindringer. Børn, der har de der sko på med et hjul på hælen, rammer ofte ind i mine ben og giver mig midlertidigt hjertestop. Ikke bare fordi de er ved at få mig til at vælte, men også fordi deres forældre bebrejder mig, hvis deres børn bliver ramt af kartoffelmos eller endnu værre: en kogende varm væske.

Det værste, jeg har været ved at falde over, var en tumling. Jeg var på vej mod et bord med et par tallerkener i hænderne, da et barn pludselig dukkede op foran mig. Jeg forsøgte instinktivt at undvige ham, da jeg vidste, at der måtte være endnu et barn i nærheden. Det viste sig så, at jeg i min panik var hoppet over et barn, der kravlede på gulvet ved siden af et bord. Den oplevelse gjorde mig ret oprevet. Alle på restauranten stirrede på mig, og barnet kunne være kommet seriøst til skade. Det absolut værste var, da jeg spurgte forældrene, om de ville være venlige at samle deres afkom op fra gulvet. De så bare på mig, som om jeg var et børnehadende monster.

Hør lige her: vi kan ikke sætte skilte op, som man gør i en svømmehal, hvor der står, at man ikke må løbe ved kanten. Sommetider føler jeg, at vi burde skrive en advarsel på menuen, hvori vi understreger, at forældre er ansvarlige for deres egne børn. Eller måske endda skrive det på væggen, så alle kan se det. Det burde ikke være nødvendigt, men om søndagen bruger jeg meget tid på at råbe af tilfældige børn, der løber rundt i restauranten som gale. Jeg siger ikke, at larmende og aktive børn er dårligt opdragede. Det er snarere et resultat af, at forældre har en tendens til at tænke, at en middag med vennerne (med børn) er et glimrende tidspunkt at tage en pause fra selvsamme børn.

Det føles mest som om, man er vært for en børnefødselsdag, der er gået grueligt galt — og det står der ikke noget om i min jobbeskrivelse.

Om søndagen får vi mange reservationer fra store grupper af forældre med børn. Ofte er det unge forældre, der bestiller rigeligt med vin, mens deres børn leger sammen. De voksne er meget mere afslappede og laissez-faire, end de normalt er, da de befinder sig i et aflukket lokale og antager, at personalet forhindrer deres børn i at forlade området. Det betyder så også, at de ikke ser efter deres børn, hvilket reelt set gør os til babysittere - samtidig med at vi skal tage imod bestillinger og servere.

Forældre elsker at vi er en "børnevenlig restaurant", og det sætter mit pis i kog. Jeg har lært at sige nej til folk, der spørger om de voksne kan sidde ved et bord og børnene ved et andet, så de kan passe sig selv. Beklager mor og far, men det er ikke en spøg at betjene et bord udelukkende med unger. Det føles mest som om, man er vært for en børnefødselsdag, der er gået grueligt galt — og det står der ikke noget om i min jobbeskrivelse.

Børn tager ofte alt det rene bestik og glas fra andre borde, mens de leger. De synes, det er mægtig fedt at spilde hele glas ud over dugene, og de er så larmende, at andre gæster klager over støjniveauet. Ved jeg ikke hvilke børn, der hører til hvilke borde, tillader jeg mig personligt at opfordre børn til at tage den med ro. Det er desværre de færreste forældre, der sætter pris på det. De bliver sure på mig eller tolker mine påtaler som et angreb på deres opdragelsesmetoder. Der kommer svar som: "Jeg bestemmer selv, hvordan jeg taler til mit barn" eller "bland dig udenom!"

Uanset hvad vi gør som tjenere, gør vi det ikke rigtigt. En far klager over, at vi ikke lader hans barn "nyde sin barndom" og over, at vi ikke har nogen brætspil, mens en mor bemærker, at tusserne er for gamle. Resten af vores gæster — dem uden børn — klager over dem med børn.

Men folk, der ofte klager over over børn, er ofte også mennesker, der lader til virkelig at hade børn. De synes WC'erne lugter for meget af babylort, beskidte bleer og babylotion. De bryder sig ikke om, at kvinder ammer i nærheden af dem. At gøre den slags mennesker glade er mindst lige så irriterende som at håndtere børnene. Jeg forstår dem udemærket, men hvis du virkelig ikke gider spise i nærheden af børn, hvorfor kommer du så på en familierestaurant?

Vi finder vådservietter alle vegne.

Jeg burde ikke sige det, men over tid er min restaurant blevet delt op i en "børnevenlig" zone og et børnefrit hjørne. Vi får mindst tre opkald om dagen fra folk, der gerne vil reservere et bord, men som kun vil sidde i det børnefri område. Vi fortæller dem altid, at den slags område ikke findes, og at vi ikke kan love dem noget, men vi fylder altid den ene halvdel af restauranten op med familier, så vi kan holde den anden halvdel mere rolig. Der er helt sikkert efterspørgsel på børnefri restauranter, men det er der ikke nogen, der tør sige højt.

Som sagt er søndag så meget værre end ugens andre dage. Ikke bare fordi det er sværere, at få mad og drikkevarer frem til bordene, men også fordi vi skal agere babysittere og håndtere yderligere klager fra folk uden børn. Det tredobler arbejdsbyrden. Bestillingerne kompliceres, fordi børnene vil have deres hovedretter serveret samtidig med, at deres forældre får serveret forreten. Vi løber konstant frem og tilbage mellem køkken og borde med små plastikbeholdere og sutteflasker. Sommetider skal modermælkserstatningen blandes op med varmt vand og andre gange med koldt. Mellem vagterne er vi travlt beskæftiget med at skrabe spaghetti og tomatsovs af stolenes betræk. Alle borde med børn er katastrofezoner. Vi finder vådservietter alle vegne. Jeg hader virkelig de fugtige, beskidte klude.

Når jeg kommer hjem efter sådan en arbejdsdag, føler jeg det som om, jeg har arbejdet uafbrudt i 24 timer. Alt energi er blevet suget ud af mig. Jeg kaster mig på sengen og bevæger mig ikke resten af dagen. En ting er sikkert: Jeg er slet ikke klar til at få børn.

Som fortalt til Stefanie Staelens.