Kenyas 'Bedstemor Fårekylling' vil fylde vores maver med insekter

Professor Monica Ayieko står stolt foran en hel parade af farverige jakkesæt og afrikanske . “Min oldemor gjorde det,” fortæller hun publikum. “Min bedstemor gjorde det. Min mor gjorde det. Jeg gør det også.”

Hun hæver stemmen, som om hun står på en prædikestol: “Der er intet mærkeligt ved at indsamle insekter til sin familie. Det har aldrig været noget unikt for os. Vi spiste insekter, indtil forandringerne kom … Da kulturerne begyndte at blande sig, blev vi nødt til at tømme munden for kryb.”

Videos by VICE

Professor Ayieko talte til en international konference i Kisumu, Kenya, hvor der blev diskuteret lovgivning og anvendelse af insekter som mad. I årevis var hun alene i sin kamp og fik ingen anerkendelse af sine kollegaer for sit arbejde med spiselige insektarter, der findes i regionen omkring Lake Victoria i Kenya. Der var kun få, der tog hende seriøst.

Men det har alt sammen ændret sig.

Hun er nu anerkendt som ekspert indenfor sit felt, både på det afrikanske kontinent og internationalt. Til trods for den hype, der er omkring gourmetrestauranter, som leger med kryb, er insekter som mad stadig et nicheemne. Men konferencen i Kenya har tiltrukket 110 delegerede fra 15 lande, og det er et bevis på, at der sker et væsentligt skifte i attituden.

Professor Monica Ayieko aka Grandmother Cricket

Blandt entomologer, embedsmænd indenfor fredning og bevarelse, madforskere, forretningsmænd og ernæringseksperter ved konferencen bliver Professor Ayieko kærligt kaldt for ‘Grandmother Cricket’ – Bedstemor Fårekylling.

Udenfor de lukkede døre, hvor akademikere, entreprenører og udviklingsarbejdere diskuterer problematikker omkring fødevaresikkerhed og de bedste fremgangsmetoder, er almindelige borgere også begyndt at vågne op til lyden af fårekyllinger. Nogle måneder inden konferencen befandt jeg mig i en taxa i Nairobi. Mens vi zigzaggede gennem de kaotiske gader, sludrede jeg med chaufføren. Vi fik hurtigt slået fast, at jeg var i Kenya for at udforske landmændenes motivation til at opstarte fårekyllingproduktion. “Ah! Det har jeg hørt om i radioen,” sagde min chauffør. “Den dame fra Nyanza, der prøver at overbevise os om at vi alle sammen skal æde fårekyllinger!”

Insekter som mad er et brandvarmt emne, men det betyder ikke, at politikerne ved hvordan de skal håndtere det. For hvordan regulerer man egentlig den mest talrige livsform, der dominerer vores planet?

Selvom vilde insekter har været en del af den traditionelle diæt for mange afrikanske samfund, betyder det ikke, at det er del af en regulering. Men Kenyanerne er ikke ene om at kæmpe for at få insekter anerkendt som en reel fødevarekilde. Faktisk er tyggegummi mere reguleret i EU end insektmad.

I de traditionelle systemer i Afrika var lovgivning ikke skrevet ned, men overdraget mundtligt fra generation til generation. Under kolonitiden blev lovene formaliseret og erstattede det uformelle system. “Afrikanske lande har ikke den rette lovgivning, fordi de ikke kan se vigtigheden og det akutte behov for disse love,” forklarer en repræsentant fra Ugandas Bureau for Standards.

Det er en typisk misforståelse, at madkultur på det afrikanske kontinent – et støvet område plaget af hungersnød – ikke eksisterer. Alligevel lægger Professor Ayieko ikke fingre imellem: “Hvis insekter i madlavning kun handler om næring, kan vi jo bare smutte på apoteket i stedet.

“I Afrika går vi ikke lige så meget op i miljøet som andre steder. Vi går mere op i vores maver. Så folk kommer ikke til at stille spørgsmål om hvor vidt, det er miljøvenligt. Jeg vil spørge: er det godt for vores maver?”

Med en hastigt voksende urban middelklasse har kenyanere stadig flere shillings at forbruge på andet og mere end bare det mest basale mad – og det ved de multinationale selskaber godt. De vil også have en bid af termitkagen.

“Det er interessant at finde ud af, om insekter kan inkluderes i vores eksisterende udvalg af produkter, men også i nye forbedrede produkter,” bemærker Dorothy Mugane, repræsentant for Unilever Kenya. Men i Kenya er der ikke forsyninger til rådighed endnu. Under 100 meget små fårekyllingfarme eksisterer fordelt rundt i landet, og de producerer til sammen kun et par kilo hver to til tre måneder.

Blandt dem som ikke tror på den fulde accept af insektbaserede madprodukter, er insekter som et komponent i dyrefoder et interessant alternativ, og det kan vise sig at være nemmere at overbevise konservative stemmer om det fornuftige i denne fremgangsmåde. Foder til dyr udgør op mod 70% af udgifter i fjerkræ- og fiskeproduktion. At gøre noget ved det er en væsentlig del af at hjælpe små producenter overalt på det afrikanske kontinent.

I Afrika går vi ikke lige så meget op i miljøet som andre steder. Vi går mere op i vores maver.

I Benin bruger 64% af fjerkræsproducenterne termitter til at fodre deres fugle. Termitterne indsamles ved håndkraft fra forhøjninger fundet i bushen ved at bryde dem åbne for at få fat i de værdifulde insekter. Selvom det er en traditionel fremgangsmåde, er det nok ikke miljømæssigt bæredygtigt, og det er meget tidskrævende.

Ved det tekniske universitet Jaramogi Odiga Oginga i Bondo forsøger Ph.D.-studerende Evans Nyakeri at forstå, hvordan økologisk affald fra de lokale markeder kan forvandles til protein af høj kvalitet til dyrene. Han prikker til en bunke rådne bananer og mangoskræller: “Kan du se der? Dem, der ligger og vrider sig? Det er larver”. Ved siden af flyver en gruppe rolige ‘sort soldaterfluer’ rundt i et interimistisk bur.

I 2013 fik Københavns Universitet 10 million kroner af udenrigsministeriet til at forske i insekternes bidrag til den grønne økonomi i Kenya. Men det varede ikke længe før andre regeringer så potentialet. Pengene begyndte at strømme til Østafrika fra Australien, Canada, Holland og Tyskland. Selv Verdensbanken har fået øjnene op for insekterne og vil nu dedikere 6 millioner amerikanske dollars (36 millioner kroner) til et “” i Kenya. Dem som stadig tror, at insektmad er et nicheområde, kan tydeligvis godt tro om igen.

Langs kysten af Lake Victoria finder man forskningsstationen for det Internationale Center for Insektfysiologi og Økologi. Duften af nylagte planker og frisk maling hænger i luften. Der er store forhåbninger for de små fårekyllingelandbrug. Selvom de lige nu står tomme, skal de rektangulære bure snart bruges til et pilotprojekt, der kommer til at summe højlydt af de mandlige fårekyllingers sang.

I Kenya og over resten af kontinentet er termiter – der i folkemunde er kendt som hvide myrer – en delikatesse. Termitterne blancheres i kogende vand og tørres i solen. Alternativt kan de steges i deres eget fedt eller ædes råt, lige når de kommer op af jorden.

Alligevel er forskning i termitter som mad blevet ramt af store udfordringer. Dr. John Kinyuru mindes sine erfaringer i udviklingen af et produkt, der indeholdt termitter: “Vi ledte efter fabrikker, der kunne producere vores babymad. Men de havde strenge regler, og insekter var ikke tilladt. Insekter blev set som forurening.”

At skaffe og ophobe nok insekter var også en kæmpe udfordring. Dr. Kinyuru og hans kollegaer har brugt et år på at hamstre termitter for at nå op på i alt halvandet ton. På et tidspunkt kom en snu forretningsmand, der lugtede en mulighed, og købte hele lageret, efter han havde hørt, at der var et marked for det i Brasilien. Lige pludselig steg prisen på termitter fra 500 til 1500 kenyanske shilling per kilo. Det svarer til en forskel på 30 og 90 kroner.

Tilbage på konferencen diskuterer de delegerende deres projekter og planer for fremtiden mens de drikker iskolde Tusker-øl og spiser kager lavet med kværnet fårekyllingemel. Og mens politikerne måske midlertidigt har holdt insekterne ude af den kenyanske mad, afholder det ikke Bedstemor Fårekylling fra at nyde hendes snack.

Det hele har været længe undervejs. Alligevel virker det til, at hun kun lige er gået i gang.