Knud Romer banede vej til poesien med provokation, vold og rigtig meget kokain

I en rus af kokain, vodka og storhedsvanvid trådte reklamekongen Knud Romer ud af en hvid limousine for at gatecrashe Grammy-uddelingen i New York i 1996. Han lignede, hvad han kalder en ”country-R’n’B-alfons” iført et lyseblåt nylonjakkesæt, hvid cowboyhat, israelske militærsolbriller og et par spidse Berluti-sko – så dørmændene lukkede ham ind.

Hans dage gik med at udtænke reklamekampagner til syv-ottecifrede beløb, spille den kapitalliderlige excentriker i kulturprogrammet Smagsdommerne og crashe VIP-fester, som han ikke var inviteret til.

Da Knud Romer var 13, svor han ved Brødrene Grimm, at han ville skrive den smukkeste poesi og få den udgivet på det mest prætentiøse forlag i Tyskland, Insel Verlag. Hans anden roman Kort over paradis har været 12 år undervejs og er for nylig blevet optaget netop der.

Hvis din gamle dansklærer ikke trak dig igennem hans debutroman, Den som blinker er bange for døden, der vandt litteraturprisen De Gyldne Laurbær, kender du ham måske fra hans radioprogram Romerriget på Radio24syv. Her fortæller han, med en ilterhed der grænser til det maniske, om alt fra pornoens kulturhistorie til dødsangst. Eller måske har du set ham sætte ild til den offentlige debat, hvor han gavmildt udveksler voksenskældud med personer som Morten Messerschmidt og Mette Bock.

Knud Romers historie er vild. Han begyndte livet som en fremmed på Falster, og som ung gjorde han alt for, at vi skulle lære ham at kende. Det gjorde vi så. Nu har han endelig fundet hjem. Men hvorfor skulle vejen brolægges med coke og vold? Vi besøgte ham i hans sommerhus for at finde ud af det.

Da fotografen og jeg cykler gennem sydsjællandske bakker og ender ved Knud Romers sommerhus, har jeg netop læst slutningen af Kort over Paradis. Landskabet giver mig deja-vu, som om jeg lige har været her.

“Du er nået til verdens ende med en have fuld af muldvarpeskud og blåregn. Markerne er plettede af valmuer, og vender du dig om, ser du vandet med siv og en
lille bådebro.”

Sådan ser der ud, når han lukker øjnene, skriver han i bogen, og sådan ser der ud foran hans idylliske stråtagshus. Vi banker på døren til motivet, der udgør Kort over paradis’ bogomslag.

“Bare kom ind!” lyder hans gennemtrængende stemme inde fra huset.

“Eller, nej, vent – jeg er lige på tønden.”

Efter et par minutter går døren op. Hans outfit er lysår fra den country-R’n’B-alfons, der crashede Grammy-festen. Han står med halvpjusket hår, en beskeden sweater og et par slidte cowboybukser. Han har et gådefuldt, skævt smil. Der er både noget spøgefuldt og skrøbeligt over det. Som om han går og grubler over en tragikomisk vittighed, han ikke vil indvie os i.

“ER I CYKLET!? Kan man det?”

At dømme ud fra den volumen der er i hans udbrud, kunne vi ligeså godt have været ankommet i luftskib.

Han byder os pænt indenfor. Adskillige gamle bøger af tyske forfattere fra en svunden tid ligger og hyggeflyder i krogene. ”Mine usynlige venner” kalder han dem. En sødlig duft af piberøg fylder lokalet.

“Jeg er født et frygteligt sted. For jeg blev jo født i den sorteste provins i 60’erne,” siger Knud Romer, da jeg beder ham fortælle om sin opvækst. Så er tonen ligesom lagt.

Knud Romer blev født i Nykøbing Falster i 1960. Her levede han som en alien, der var styrtet ned på en fremmed planet. Hans mor var tysk og kom til Nykøbing som en traumatiseret flygtning efter 2. verdenskrig, og her mødte hun Knud Romers far. Som en ekstravagant levekvinde fra det tyske højborgerskab strittede hun en del ud fra de gængse falstringer. Iklædt en ozelotpels gik hun rundt mellem Falsters marker med et glas vodka i den ene hånd og en lang cerut i den anden som en omvandrende fuckfinger. Hun passede ikke ind. Og det havde hun heller ikke lyst til.

Både hendes mellemfinger til dem, der ikke forstod hende, og den tyske højkultur fik Knud Romer ind med modermælken. Hans verden var på én gang et eventyrligt digt, han kun kunne dele med sin mor, og en kamp til døden om ikke at overtage de andres verdensbillede.

“Jeg voksede op med det her sprog og den her kultur. Jeg voksede op med de her digte. Jeg voksede op med den smukkeste musik, der er blevet skrevet på hele jorden. Tyskerne er jo et kulturfolk og videnskabsfolk ud over alle grænser. Og du skulle ikke bøje dig. Det var det vigtigste, min mor lærte mig. Det eneste, der var vigtigt, var din ære og din selvrespekt. Du var selvbestemmende, og ingen skulle sætte sig på dig som på en hest og bestemme retningen.”

Dagen, hvor den lille, fregnede Knud Romer skulle starte i skole, blev begyndelsen på et liv som fremmed i en fremmedfjendsk verden.

“Pludselig fandt jeg ud af, hvem jeg var. Jeg var et tyskersvin, og min mor var en tyskerkælling. Jeg kommer fra et sted, hvor jeg ikke havde noget at skulle have sagt. Hvor du kunne tillade dig at sige om mig, hvad du ville. Fremstille min kultur, mit sprog, mine ambitioner og min mor, som du havde lyst. Alt det gode, smukke og sande. Det, som betød alt for mig.”

Raseriet blusser langsomt op, mens han fortæller. Især når snakken falder på hans mor.

“Det er eddermame farligt at genere drengebørns mødre. Det kan jeg godt love dig for. Fordi du bliver så forbandet.”

Det er immervæk intenst at se Knud Romer fortælle sin historie. Når man først beder ham åbne op, vælter det ud. Hans toneleje går fra en dyster hvisken til øredøvende brøl. Det er, som om han lever sin livshistorie, mens han fortæller den. Hans kropssprog ledsager hans stemme med voldsomme fagter. Som om han forsøger at tegne de vigtige begivenheder med hænderne som en meteorolog, og billedet, han tegner, er et stormvejr.

Han fortæller om sin flugt fra en skolefest efter en gedigen omgang tæsk fra et slæng af skolens hårde negle.

“Jeg rutsjede ned af nedløbsrøret, tog min knallert og græd. Så tog jeg så hjem og skrev eventyr og digte og drømte mig væk. Og jeg havde en drøm. Den måde, jeg kunne gøre godt for alt det her på, det var ikke ved at blive lystmorder, det var ikke ved at blive terrorist, det var ved at gøre det umulige, og det umulige som dansker var at udkomme på gudernes bogforlag i Frankfurt, Insel Verlag.”

Det tyske forlag Insel Verlags adgangskrav er himmelhøj. De eneste danskere, de har udgivet hidtil, er H.C Andersen, I.P Jacobsen og Herman Bang.

Dem, der skrev smukkest, var i Knud Romers øjne de naturromantiske poeter fra Tyskland i årene omkring 1790, så fra han var 13 til han var 35, tilbragte han det meste af sin tid i 1700-tallet, og jo ældre han blev, jo mere blev poesien ledsaget af hash, svampe, og hvad han ellers kunne få fat på i Christianias dengang meget alsidige stofmarked. I selskab med døde poeter og alverdens euforiserende stoffer trænede han lyriske finter i håbet om det uopnåelig Insel Verlag. I 1700-tallets bedre borgerskab havde han nok været en stor spiller. Desværre gik det langsomt op for ham, at det ikke gav meget credit i nutiden, når han lirede hjemmestrikkede digte af på middelalderlige verseformer.

“Du havde mennesker, der skrev knækprosa om deres hængenosser, hår under armene og deres seksualitet. Jeg var intet der. Jeg var ikke industrial, jeg var ikke punker. Jeg var ikke noget som helst. Jeg stod i fægterstilling med galocher og digterkappe på, og når jeg læste mine digte op, folk de døde af grin: ‘Det mener du ikke alvorligt?’ Øh, jo.”

Hans selvværd blev langsomt suget ud af hånende ord fra diverse bogforlag og folkets fingerpegende dom overalt i København. Bitter og fortabt sad han som evighedsstuderende og så sine studiekammerater forsvinde op ad karrierestigerne.

Da han i 1990 prøvede at udgive sin ABC, der i dag kan købes i de fleste større boghandlere, fik han at vide, at det ikke engang kunne trykkes på Gajol-æsker. Det blev dråben, der fik bægret til at flyde over.

“Da jeg blev 30, indså jeg, at det her aldrig ville blive til noget. Jeg var fuldstændig isoleret på randen af samfundet, hvor jeg drak, røg hash, læste Heidegger og skrev digte. Og jeg tænkte: Jamen for fanden – hvorfor? Jeg hører ikke til. Jeg passer ikke ind, og det har jeg aldrig gjort.”

Hans ansigt skifter pludselig karakter. Med et dæmonisk smil kigger han på mig, som om jeg har gjort ham fortræd og nu skal have min straf.

“Men ved du hvad? Så fuck jer. Jeg byggede simpelthen en tank. Og så var der én vej frem. Den var, at jeg bed næsen af dig. Jeg satte ild til dit hår. Jeg pissede dig i munden, jeg pissede i din barnevogn. Jeg gjorde hvad som helst. Fuldstændig hensynsløs overfor, hvem og hvad du var. Fra det tidspunkt, der blev jeg til sådan en… Jeg blev så provokerende. Det var stoffer, det var fester, det var sprit, det var gatecrash. Jeg var aldrig inviteret. Jeg kunne måske få fat på en invitation, som jeg kunne låne, og så fotokopierede jeg den og krøllede den sammen. Så kunne jeg komme ind.”

Hvorfor var det vejen frem?

“Fordi så vidste de, at jeg var der. For hvordan skulle jeg ellers blive til noget? Det var tydeligt, at hvis jeg var sød og rar og rimede og skrev om myggen og om lærken, så gjorde folk mig til grin. Jeg måtte finde et udtryk, de kunne forstå. Det blev så pik, fisse, sæd, porno, stoffer, vold. Grænseoverskridelse.”

Netop grænseoverskridelse, eller gatecrash, som han også kalder det, blev hans mantra. På daværende tidspunkt havde han studeret humanistisk videnskab i 12 år. Her var han blevet meget bevidst om de kulturelle grænser, vi alle sammen manøvrerer rundt i. Alle protokollerne for, hvordan man opfører sig i bestemte sammenhænge. Grænser, der er så dybt forankret i os, at vi sjældent er bevidste om dem. Derfor er det typisk først, når grænserne overskrides, at vi bliver opmærksomme på dem. Når folk træder ved siden af stregerne, reagerer vi. Griner, væmmes, chokeres – danner en holdning. Så hvis man vil have opmærksomhed og er ligeglad med konsekvenserne, så er grænseoverskridelse en effektiv måde at opnå det på, forklarer han.

“Hvis døren er lukket, så må du gå igennem en mur.”

Hvilken dør?

“Hvad var det, jeg ville? Jeg ville skrive poesi. Jeg ville have nogle læsere! Jeg brugte grænseoverskridelse som metode for at kunne komme til udtryk. For skandalen er berømmelsens mor.”

“Jeg festede fra mandag til mandag. Drak og tog stoffer. Jeg udgav et lille blad, der hed OBZINE!, hvor der på forsiden var en kvinde uden ben, der lå i latextøj med røven i vejret.”

Sådan blev Knud Romer hurtigt berygtet som en ubehagelig fætter.

“Konsekvensen var, at jeg fik ekstremt mange fjender. For jeg var ikke inviteret. Jeg genererede og provokerede folk konstant. Så køen af folk, der hadede mig, blev længere og længere. Jeg var ligesom en lille cowboy, der stod midt i en cirkel af indianere og skød i alle retninger.”

På hans rædselstogter fik han efterhånden skabt et netværk, som bestod af prominente personligheder i 90’ernes natteliv. Men for hver ven, kom der ti fjender. Selv om han siger, at han ikke startede slåskampe, var han øretæveindbydende nok til, at han fik dem alligevel.

Hans fysik er ifølge ham selv ikke eksisterende. Hans krop er mest af alt et vakkelvornt fartøj for hans hjerne og skarpe tunge. Det har den altid været, siger han. Han var altså ikke meget værd i en slåskamp. Derfor brugte han også grænseoverskridelse som forsvarsstrategi, når han trådte de forkerte mennesker over træerne. Og det gjorde han som regel.

Hans karakteristiske dæmonsmil vender tilbage.

“Hvis du virkelig kommer i knibe: sæt ild til deres hår! Det går lynhurtigt, de bliver så forskrækkede, og du kan nå at komme væk. Hvis det er rigtig slemt, og du kan se det går galt, så lav psykotisk ultravold. Chokeffekt. Bid næsen af dem. Altså BID, bid til. Det er blødt, det er brusk. Hvis du bider spidsen af folks næse, så skal du eddermame høre en gris skrige.”

Han rejser sig pludselig op fra stolen og bøjer sit hoved ned mod mit ansigt. Hans åbne gab kommer imod min næse.

Og bider sammen.

Et papirs tykkelse adskiller hans tænder og min næsetip. Hans såkaldte chokeffekt virker, selv om min næse er intakt. Jeg er chokeret. Gad vide, om han virkelig har gjort de her ting mod folk? Det siger han, at han har.

Knud Romer er faktisk en behagelig vært. Selv om han kan tale som et vandfald, er han nærværende og lyttende, når man siger noget, og han minder dig jævnligt om, at han værdsætter dit selskab.

Gatecrashing-strategien virkede. Efter fem år fik han sparket døren ind til en jobsamtale i Danmarks dengang største reklamebureau Kunde og Co., hvor han blev ansat i 1995. Det var hans første job nogensinde. Han var 35. Han havde ingen ide om, hvordan man lavede reklamer. Heldigvis opdagede han hurtigt, at det ikke var meget anderledes end at skrive poesi.

“Jeg havde ikke kunnet gøre mig selv gældende i 35 år, så jeg var som en galophest, der havde været spærret inde. I samme øjeblik døren gik op, så var jeg løbet. Det var første gang, at jeg fik penge og anerkendelse for det, jeg lavede, og indgik i et arbejdsfællesskab. Det var fantastisk. Jeg var så lykkelig. Og jeg var pissegod til det.”

Det var han faktisk. Efter tre år blev han kreativ direktør og vandt flere priser for sine koncepter. Lige pludselig var han en offentlig karakter, der svømmede i penge. Det havde han svært ved at håndtere. Det var der, han blev til den der country-R’n’B-alfons, der crashede Grammy-festen.

Han blev typecasted til programmet Smagsdommerne og spillede med i Lars Von Triers dogmefilm Idioterne. Han tog også kokain med Lars Von Trier fra Dronningens hæderspris Ridderkorset. Han tog generelt meget kokain. Sådan virkelig meget. Ellers gik pengene til flyrejser, luksusmøbler og et par Berluti-sko i samme model, som dem den unge John F. Kennedy spadserede rundt i. I Kort Over Paradis beskriver han Berluti-effekten således:

“Det tager et år at gå dem til – langsomt finder skoen og foden hinanden – og endelig sker der noget, som er vanvittigt. Man tager dem på – og fødderne forsvinder. Man har ingen. Jeg mistede den sidste rest af jordforbindelse og gik i luften.”

Og der svævede han rundt mellem kokainhvide skyer med et stort smil og troede, han var i paradis.

Indtil han fik et opsigelsesbrev fra sin udlejer, efter han havde været i Reykjavik for at crashe en nytårsfest hos Björk. Han havde glemt at slukke for badevandet, mens han var afsted og havde totalskadet både sin egen og underboens lejlighed. Opsigelsesbrevet blev til et dunkelt spejl for alt, hvad han var blevet til. I sin vanvidsrus i Kunde & Co. var hans lejlighed, som han havde arvet fra sin mormor, blevet til et stinkende økosystem af skadedyr; bananfluer, alger og duer, der havde bygget reder i hans køkken. Der voksede mos på væggene, og sofabordet var dekoreret med jointskoder, cambodianske svampe og vodkaflasker. I samme periode døde hans mor.

I en dødskomet af en downer styrtede han mod afgrunden. Dernede stod han så med en klinisk depression og betragtede krateret, hans gatecrashing havde skabt. I sin depression kom han i tanke om, at han var en poetisk bogorm, der drømte om Insel Verlag og ikke den kamptank, han havde bygget for at bryde mediemuren.

Desværre fandt han ud af, at han i offentlighedens øjne var låst fast i sin rolle som den kapitalliderlige reklamekonge. For at smadre sin offentlige persona skrev han i 2004 en artikel om, hvordan han snørede Bodums direktør i en reklamekampagne til 80 millioner ved at tale ham efter munden. Det var hans måde at sige op på, siger han. Han blev fyret samme dag. Nu var han både arbejdsløs og hjemløs, og efter regningen fra hans udlejer var der ingen reklamepenge tilbage.

Knud Romer troede, at hans liv var slut, indtil han mødte sit livs kærlighed, Andrea, der spillede violin i radiosymfoniorkesteret. Hun gav hans liv den mening og stabilitet, som han manglede for at skrive den roman, han altid havde drømt om.

Alt det raseri, der havde ophobet sig i hans liv som udstødt, og alle de lyriske færdigheder, han havde tilegnet sig, tog nu form af romanen Den som blinker er bange for døden. Bogen var inspireret af hans erindringer om sin opvækst på Falster. For første gang i hans liv tog forlagene ham seriøst, fortæller han triumferende. Den som blinker er bange for døden tog Danmark med storm i 2006 og vandt både De Gyldne Laurbær og Weekendavisens litteraturpris og blev udgivet i 12 lande, og som den første levende dansker nogensinde fik Knud Romer sin roman optaget i hans tyske guders forlag.

“Mit største gatecrash, det er bankboksen i Insel Verlag.”

I de 12 år, der er gået, siden han udgav Den som blinker er bange for døden, har han nørklet sig igennem Kort over paradis – en omvendt dannelsesroman, der ironisk nok viser ruten til helvede, siger han. Ligesom hans sidste roman er den stærkt inspireret af hans eget liv.

Det meste af bogen blev skrevet i søvnløse nætter i hans kælder, mens han om dagen passede sit job som radiovært og foredragsholder.

Kort over paradis tilblivelse havde nær kostet ham hans forstand, og da den endelig udkom, var Knud Romer indlagt på et psykiatrisk hospital. Han havde fordybet sig så meget i bogen, at han mentalt ikke kunne komme ud igen, fortæller han, og oveni det mistede han synet på sit ene øje og fik at vide, at han måtte forberede sig på blive blind.

Der er en sårbarhed over ham, når han en sjælden gang imellem holder en pause i sin febrilske historiefortælling og lader sine halvblinde øjne vandre eftertænksomt rundt i lokalet. Hans blik har bevaret en barnlig glød, men alligevel er der noget tungsindigt og hærget over hans udtryk.

Hvem er han egentlig, den nu gamle mand, der trods alt holdt sit løfte overfor sit 13-årige jeg?

Hvis man spørger ham, vil han sige, at han er den, han altid har været. Den udgrænsede. En sær naturpoet født på det forkerte sted det forkerte tidspunkt. Ham, der aldrig passede ind.

Hans mor lærte ham, at man hellere skal dø end at rette ind, og Knud Romer er mors dreng, så hvor han ikke passede ind, overskred han grænserne, smadrede dem for at gøre plads til sig selv. Og det gjorde nas.

“Jeg er smertekunstner. Jeg ville da have et meget lettere liv, hvis jeg gjorde, hvad der blev sagt. Hvis jeg var firmaets mand. Hvis jeg indrettede mig. Det her, det er en ekstremt omkostningsfuld stilling. Jeg er et fysisk og psykisk ringvrag. Jeg har fået så mange tæsk. De her, de er ikke mine tænder. Jeg har haft tre gange kæbebrud. Jeg har modtaget cirkelspark, jeg er blevet losset og sparket, fordi jeg træder folk over tæerne med vilje.”

Han ser trist ud. Knud Romers ”hærværk af et liv”, som han kalder det, har altså efterladt ham noget forslået. Som han sidder der i sin lusede sweater med bedrøvede øjne, får man lyst til at klappe ham på skulderen og sige, at det hele nok skal gå. At han trods alt klarede det, og at hans mor nok ville være stolt.

Vi rejser os og går en tur rundt i området for at tage billederne til artiklen. Knud Romer stråler nu af begejstring, mens han viser sit paradis frem. Han har fundet hjem, siger han. For himmelen er heldigvis ikke altid sort. Han kan se det kæmpestore og smukke i det lillebitte.

”Jeg er panerotisk naturmystiker, for helvede. Når jeg bliver stukket af en myg, bliver jeg ét med al natur.”

Og lige nu er han godt beskæftiget med et nyt sidejob, der falder perfekt i hak med hans poetiske nerve.

”Jeg sidder og skriver rimende lyrik til DR’s pigekor. DET er mig!” udbryder han stolt.