Kok praler på Facebook med at have hældt kød i veganermad

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES UK.

Hvis du vågnede 1. januar med tågede minder om den kebab, du bestilte klokken 03, og nytårsfortsættet om at 2018 skal være året, hvor du prøver Veganuary – en hel måned som veganer – så er her en advarsel: Det er ikke alle, der er begejstrede for en livsstil uden kød og mælkeprodukter.

Videos by VICE

Avisen Metro skriver, at en kok på en restaurant i Shropshire i Storbritannien for nyligt bleb taget i at prale med at have gemt kød i det mad, hun servererede til en vegansk gæst.

Laura Goodman er kok og medejer af den italienske restaurant Carlini i byen Shifnal. Dagen før nytårsaften skrev hun en opdatering i en facebookgruppe: “Fromme, fordømmende veganer, (som jeg tilbragte hele dagen med at lave mad til), er nu gået i seng og tror stadig, hun er veganer.”

Andre medlemer af gruppen svarede Goodman og spurgte, om hun mente, at hun havde puttet kød eller mælkeprodukter i måltidet, der blev serveret til en veganer. Goodman svarede: “Faktisk skulle jeg have sagt, at ‘de tror stadig’ at de er veganere, i stedet for ‘hun tror’. De startede med at bede mig om at ringe til dem over julen for at diskutere deres gæsters kostbehov, og nu er det hele endt med, at jeg undrer mig over, hvorfor jeg skal forklare den simple statusopdatering til et fromt røvhul.”

Et andet sted i facebookgruppen skrev Goodman: “Spikede en veganer for et par timer siden.”

Andre var harme over Goodmans tilståelse og sagde, at det var en “krænkende handling” og “foragteligt” at servere kød og mælkeprodukter til en intetanende veganer. En bruger ved navn Keeley Ingham skrev: “Jeg håber ikke, du med vilje gjorde noget for at gøre hendes måltid ikke-vegansk. I så fald ville det være modbydeligt og så forkert, at jeg ville være rasende på vedkommende, som gjorde det.”

Vrede facebookbrugere lagde også negative anmeldelser om Goodmans restaurant på TripAdvisor. Der stod blandt andet: “Særlige kostbehov? Glem det her sted.” En lokal gruppe af veganere, Telford Vegan Action, planlægger tilsyneladende også en demonstration udenfor restauranten og kræver, at stedet skal lukkes.

Det ser også ud til, at restaurantens facebookside er blevet slettet efter Goodmans kommentarer og den efterfølgende virak.

Debbie Ireland, som er administrator af den facebookgruppe, som Goodman skrev i, er ikke overrasket over folks reaktioner. Hun udtalte til Metro: “Jeg tror, folk var forargede fordi, at dette kan ske for hvem som helst af os, hvis kokken ser sig sur på dig. Det er ganske foruroligende, og man overvejer om man overhovedet skal spise ude, når man hører, at en kok og restaurantejer ikke bare indrømmer dette, men ligefrem også praler med det bagefter.”